Fra besættere til de besatte

I Birzeit og Ramallah kan man godt glemme, at man er på besat område. Den gigantiske mur er ikke at se, som den er i mange andre byer, og man ser ikke israelske soldater alle vegne. Men at det ikke er som andre steder blev helt klart, da vi tog turen til Jerusalem. Man bliver sat af ved et check point, hvor alle skal igennem fire hold vagter, der er svært bevæbnet. Det er nemt nok, hvis man har et fint udenlandsk pas, men for palæstinenserne er det en kamp at få adgang. De skal ansøge om at få adgang til byen og stadig bliver de udsat for ubehagelige forhør af mistænksomme soldater. Det gik dog rimelig nemt med at komme igennem denne dag, og de nødhjælpsarbejdere, der konstant er til stede for at holde øje, havde heldigvis ikke noget at lave. Men det er tydeligt, at israelerne intet har til overs for palæstinenserne, og de behandler dem som skidt.

Jerusalem er en fantastisk by, og det er en sær følelse at gå igennem de små snørklede gader og tænke på, hvad der er foregået her. Man kan virkelig fornemme, at det er en hellig by, og overalt ser man jøder med slangekrøller og høj hat, kristne nonner og muslimer med bedekæder. Den gamle by minder meget om en labyrint, og jeg var da også taknemmelig for, at jeg kunne følge i hælene på nogle af mine medstuderende, der havde været her før. Mere eller mindre tilfældigt kom vi forbi "The Holy Sepulchre," hvor vi tossede rundt og legede turister og tog fjollede billeder. Hvis man tror på den slags, er den bygget på det sted, hvor Jesus blev korsfæstet. Først bagefter fandt jeg ud af, at det er 'the most holy place' for kristne. En ganske beskeden kirke, hvis man tager det i betragtning.

Vi endte til en gadefest i den nye del af Jerusalem, og det var en sær oplevelse. Udover at musikken var en ubehagelig blanding af heavy og garagerock på hebræisk, og der var unge smarte israelere over det hele, kunne det lige så godt have været en fest i København. Der ligger masser af fancy butikker og små cafeer rundt omkring, og de unge israelere ser bestemt ikke ud til at mangle noget. Det giver en dårlig smag i munden, når man bor på Vestbredden, hvor alt er smadret, der ligger skrald mange steder (fordi israelerne ikke vil lade palæstinenserne kommer af med det, så de kan ikke gøre noget ved det), og små palæstinensiske børn arbejder ved check pointet fra morgen til aften for at skaffe brød på bordet. Det er som at besøge to verdener på en dag. Jerusalem er kun en kort bustur fra Ramallah, men forskellen mellem de to byer er så i øjenfaldende, at det var svært ikke at skule ondt til de unge glade israelere med øl i hånden, der tilsyneladende har så meget mere end palæstinenserne. Og så bor jeg endda et af de steder, hvor de har det bedst. Vi skal ud og besøge nogle af de byer, hvor besættelsen er tydelig over alt. Så er det godt, at jeg allerede har så positivt er indtryk af besættelsesmagten....

Min forsinkede taske har bestemt heller ikke gjort noget godt for dette indtryk. I løbet af ugen har jeg været i kontakt med lufthavnen i Tel Aviv omkring 30 gange og har formentlig forsøgt at komme igennem til dem omkring 100 gange. Jeg er utrolig træt af hebræisk ventemusak. Hver gang det rent faktisk lykkedes at få kontakt, fik jeg en ny besked om tasken, der viste sig ikke at holde vand. Service er ikke en del af det hebræiske ordforråd, er jeg rimelig sikker på, og jeg blev behandlet som en meget irriterende kunde, der brugte deres dyrebare tid. Men endelig fik jeg en rimelig troværdig besked fra lufthavnen om, at tasken ville blive leveret til et hostel i Jerusalem senest tirsdag morgen. Godt så, jeg tager turen til Jerusalem og ankommer spændt til Citadel Hostel, og har forinden sendt et stille bøn til alle de guder, der må befinde sig i nærheden af den hellige by. Det virker imidlertid ikke, for i det jeg kommer ind af døren får jeg en besked fra den søde lille arabiske mand, der arbejder der. Chaufføren, der skal aflevere min taske, kan ikke finde vej, så han er nu ved et hotel i nærheden. Jeg spænder af sted for at finde hotellet, og ankommer til et af de finere hoteller i byen, hvor jeg tydeligvis ikke hører hjemme i mine klip klappere. Der er imidlertid ikke nogen chauffør, og min palæstinensiske telefon virker selvfølgelig ikke i Israel. Jeg får lov at låne telefonen, og får fat på chaufføren, der imidlertid ikke kan et ord engelsk - hvorfor skal man også kunne det i et job, hvor man konstant skal have kontakt med udlændinge. Nåh men det lykkes med hjælp fra en receptionist at få ham i tale. Jeg er tæt på at eksplodere, da receptionisten forklarer, at han er nu kørt tilbage til det første hostel. Jeg er jo også bare lige løbet herover i tusind graders varme for at møde ham!

Tilbage på Citadel Hostel får jeg en ny besked, og det begynder at minde lidt om en skattejagt bortset fra, at det overhovedet ikke er sjovt og jeg begynder at miste alt håb om nogensinde at se den taske igen. Med en lille tegning i hånden bliver jeg sendt af sted til ukendt sted, hvor han åbenbart venter. Jeg kan selvfølgelig ikke finde noget som helst, og det lykkes ikke at finde en hjælpsom israeler, der kan ringe til ham for at høre, hvor han er henne. Tilbage til Citadel hostel igen - her bliver jeg mødt af smilende backpackere, der forsøger at muntre mig op, hvilket på ingen måde hjælper. En pige er blevet sendt af sted til endnu et mødested for at hente min taske og har ventet i 40 minutter uden held. Endelig ringer den uduelige chauffør med en ny location. Jeg får en ny tegning, og jeg prøver en sidste gang at finde frem til den forsvundne taske. Denne gang lykkes det endelig, og jeg er det lykkeligste menneske i verden, da jeg bliver genforenet med min højt savnede taske. Det hele er der, selv min dåse makrel, som imidlertid ryger ud…jeg fejrer sejren med en gang falafel og humus i stedet….