Kvinder, børn og klovne

Vestbredden er som mange andre arabiske samfund domineret af mænd. På campus ser man naturligvis masser af kvinder - tror faktisk de er i overtal - men det mærkelige er, at alle disse kvinder er som forsvundet fra jordens overflade, når mørket falder på. Når man går på gaden om aftenen møder man udelukkende mænd, og det er tydeligt, at det offentlige rum er mandens domæne. I butikker bliver man primært betjent af mænd, så det er lidt af en gåde, hvor alle kvinderne er henne. En del af dem mødte vi imidlertid da vi tirsdag aften havde meldt os frivilligt til at underholde en masse børn, der var kommet fra hele Vestbredden for at få en sjov dag. Det var arrangeret af en studerende fra Birzeit Universitet og sponsoreret af et telefonselskab. Børnene skulle spise iftar (det måltid man spiser, når man bryder fasten efter solnedgang) sammen og bare have det sjovt. Jeg ankom lidt efter de andre, og kommer ind i et stort rum fyldt med balloner, glade børn og deres mødre, som bare sad og så gnavne ud, hvilket jeg har fuld forståelse for, når de ikke har spist hele dagen!

Mine medstuderende var blevet klædt ud i klovnetøj med maling i hele ansigtet, og jeg begyndte ærligt talt at frygte, hvad jeg havde kastet mig ud i. Jeg fandt rimelig hurtigt ud af, at min indre klovn er virkelig godt gemt og selv efter at have fået tværet maling i hele hovedet og fået bundet en ballon til hånden følte jeg mig ærlig talt ikke særlig klovnet. Det endte da også med, at jeg bare tøffede rundt efter de andre , som primært var mine mandlige medstuderende, der åbenbart har meget nemmere ved at fjolle rundt og skabe sig - interessant pointe! Men på trods af, at det var en anelse akavet, var det sjovt at se ungerne hygge sig. I virkeligheden behøvede jeg slet ikke at klovne, for de unge piger synes det var sensationelt nok i sig selv at se en lyshåret pige på toilettet, der forsøgte at vaske maling af ansigtet. De kappedes nærmest om at få lov at stille spørgsmål, som jeg naturligvis ikke kunne svare på. Mit ordforråd på den lokale dialekt er meget begrænset og kommer ikke meget videre end "jeg hedder sofie, hvad hedder du." Så det var ikke de dybe samtaler, jeg kom ud i.

Da det kom til uddeling af gaver til børnene endte det i fuldstændig anarkistisk kaos. De havde været så smarte at købe forskellige gaver, hvoraf nogle var betydelig dyrere end andre. Det resulterede i, at de mange mødre og børn var ved at træde hinanden ned i bare iver efter at sikre sig de bedste gaver. Triumferende mødre gik stolte derfra med barbie-dukker og spil til deres børn, og arrangørerne kæmpede en forgæves kamp for at få masserne til at tage den med ro uden held - mådeholdenhed under ramadan gælder åbenbart ikke, når det kommer til barbie og foldbolde.

Vi har desuden fundet en ny lejlighed, så vi skal tage afsked med vores senile nabo, der med garanti kommer til at savne os. Vi har fundet et sted med fire soveværelser og to badeværelser, hvilket er ret smart, når man bor fire piger sammen. Prisen er kun 150 dollars om måneden, så jeg har lige fået yderligere luft i budgettet til at tage på opdagelse. Jeg har også opdaget, at det er ufattelig billigt at gå til tandlægen hernede. Deres materialer er muligvis en anelse forældede, men til den pris, er det i orden. Jeg har netop fået lavet et hul, hvilket kostede mig 250 kroner - så kan jeg godt leve med at klinikken har set bedre dage, og tandlægen taler uafbrudt med sin assistent på et sprog jeg ikke forstår.

På lørdag går turen til Hebron, hvor besættelsen for alvor kommer til syne. Bosætterne har overtaget den gamle by, og de palæstinensere, der stadig bor der må finde sig at blive behandlet som skidt. Og antallet af soldater er enormt - for hver bosætter er der fire soldater. Så der bliver rig mulighed for at få flere fine billeder af glade soldater med maskingevær……..