Spøgelsesbyen Hebron

Hebron er den største by på Vestbredden og ligger i den sydlige del, ikke så langt fra Betlehem (det var her fire israelere blev skudt tidligere på ugen). Gennem en ven havde jeg fået kontakt til en lokal fyr, der hellere end gerne ville vise os rundt. Jeg blev sat af i centrum af byen og skulle så forsøge at finde frem til vores guide Anas. Det var imidlertid noget nemmere for ham at finde mig, eftersom antallet af blondiner i Hebron er begrænset til cirka nul, hvorimod der er en del unge palæstinensiske mænd. Det lykkes ham da også uden problemer, og så var opgaven bare at finde mine roomates Nicola og Felicia (Da jeg havde overnattet i landsbyen, og de kom hjemmefra, vidste jeg ikke helt, hvor de befandt sig).

Eftersom gadenavne ikke er noget, de rigtig bruger hernede, stak Nicola sin telefon til den nærmeste lokale, der så kunne fortælle Anas, hvor de befandt sig. De var begge helt udmattede og rimelig rystede efter en forfærdelig køretur med en fuldstændig vanvittig chauffør. Der er mange bjerge mellem Ramallah og Hebron, og jeg kan levende forestille mig, hvordan det må have været at tage de mange hårnålesving med en overivrig aggressiv araber bag rettet. Nåh men vi var jo kommet for at se byen, og Anas guidede os ned til den gamle by. Bosættere har overtaget en stor del af byen, og det som tidligere var byens hovedgade med små arabiske butikker og et mylder af mennesker, er nu lukket ned og erstattet af et check-point, der fører ind til en religiøs jødisk skole.

En israelsk soldat spurgte os, hvor vi var fra, idet vi kom forbi, og virkede ganske venlig. Det gør de imidlertid ofte, når der er udlændinge til stede, forklarede Anas. Den gamle by i Hebron minder meget om Jerusalem og Nablus bortset fra, at markedet og menneskerne ikke længere er der. De små snørklede gader var dog ikke tomme denne dag, fordi der kom mange mennesker til og fra moskeen i anledning af Ramadan.

Da vi er forbi indgangen til moskeområdet, hvor man skal igennem en metaldetektor, begynder det for alvor at tynde ud i antallet af mennesker. Vi kommer til en vej, hvor man som palæstinenser kun må gå den ene vej. Den anden vej er kun for israelere. Denne del af den gamle by er fuldstændig tom for liv, hvilket er meget unaturligt for et arabisk kvarter. Her er normalt masser af mennesker, larm, biler og små butikker, hvor man købe humus eller en vaskemaskine. Husene i denne del af Hebron står tomme, fordi ingen har lyst til at bo her. Bosætterne i Hebron er blandt de mest rabiate, og skyr ingen midler for at genere palæstinenserne. Nogle steder er der net mellem første og anden sal for at beskytte palæstinenserne mod de bosættere, der forsøger at ramme dem med sten. Vi går forbi vinduer, der fuldstændig afskærmet med metalgitter, så man ikke kan kaste sten og lignende ind af vinduerne. Mange gamle bygninger er ved at forfalde, og Anas forklarede, at det skyldes, at de ikke må renovere deres historiske bygninger. Israelerne foretrækker, at deres historie lige så stille forsvinder.

Vi kommer til et grønt område, som ser rart og skyggefuldt ud her i middagsheden. Det er imidlertid forbeholdt bosættere, og muslimer har ingen adgang. Anas spørger venligt den soldat, der holder øje, om vi lige må sætte os derop. Han kigger på os og derefter Anas og spørger, hvor han er fra. Han kan godt gå for at være turist, men da han svarer ja til, at han er muslim, bliver vi afvist. "Muslims have no access," er svaret. Det er altså forbeholdt udlændinge og bosættere, og den oprindelige befolkning må pænt gå udenom.

Der er en ubehagelig og tryggende stemning i den gamle by i Hebron, og jeg er lettet, da vi bevæger os væk derfra. Anas tager os med til en organisation, hvor unge palæstinensere kommer for at få undervisning i sprog, medier og computer. Det er lørdag og flere af de unge sidder og snakker, da vi kommer. De er søde og imødekommende, som de fleste palæstinensere, og fortæller om deres liv i Hebron, og hvad de gerne vil med deres fremtid. Flere vil gerne til USA, hvor de håber at udleve den amerikanske drøm om et liv med frihed og penge.

Da klokken nærmer sig to begynder de ikke-fastende maver at knurre, og jeg siger forsigtigt til Anas, at vi nok snart må gå, så vi kan finde noget mad. Ikke tale om, han skal nok sørge for mad til os. Og 10 minutter efter bliver der dækket op med alt muligt lækkert. Vi spiser det i rummet ved siden af, så de sultne muslimer ikke skal se os gufle maden i os. Anas finder imidlertid på undskyldninger til at komme ind til os, så han kan snige sig til et glas vand. "Don't tell them," siger han med et undskyldende smil, og man er klar over, at det ikke er noget, han er stolt af. Det er ikke velanset ikke at faste, og selvom man ikke betragter sig som religiøs, faster de fleste alligevel under Ramadan. Det er svært at forstå for en hedning af en dansker, hvorfor man udsætter sig selv for det. Det har også været den hårdeste Ramadan i mange år, fordi den falder midt under en hedebølge, og alle ser frem til at den slutter. Ligesom vi gør, og på torsdag skulle det gerne være slut. Så skal der spises og drikkes på gaden hele dagen, og vi skal ikke længere spises af med "sorry, we are closed, it is Ramadan."

Vi kommer sikkert hjem fra Hebron i et stykke, og det er rart at være tilbage i den trygge kuppel, som Ramallah og Birzeit er. Ingen soldater eller bosættere, og man kan næsten glemme, at man er på besat område….