Oktoberfestival, elektronisk fest og fancy barer

Hvis man tror, at Vestbredden ikke er andet end soldater, mur og håbløse fredsforhandlinger, så tager man da grueligt fejl. Det har den forløbende uge bevist. Sidste weekend var der nemlig Oktoberfestival i en lille kristen by, der ligger en halv times tid fra Ramallah. Byen er hjemsted for landets eneste bryggeri, og det kan kun lade sig gøre, fordi det er en kristen by. Jeg fik da også nærmest et chok, da vi ankom, fordi der gik folk rundt med fadøl i hånden. Det var dog ikke en oktoberfestival, som man kender den fra Tyskland med lederhosen og barmfagre kvinder med ølkrus i hånden.

Festivalen blev holdt på et relativt lille og meget overskueligt område med en række madboder, med den obligatoriske falafel- og shawarma sandwich. Samlingspunkter var udover ølboderne en scene, hvor forskellige lokale kunstnere spillede. I en lille hal solgte de lokale specialiteter med olivenolie og honning. (Olivenolien hernede er ganske enkelt fantastisk, og jeg er ved at undersøge, hvor mange liter jeg kan klemme ned i mors taske, når hun kommer på besøg, så jeg ikke selv skal slæbe det med hjem.....)

På trods af den beskedne størrelse er denne festival noget helt særligt. Tusindvis af lokale og udlændinge kommer hertil hvert år. Jeg var slet ikke klar over, at der var så mange udlændinge hernede, men der er ikke noget som kold fadøl og musik, der kan tiltrække ølhungrende vesterlændinge. Musikken på scenen var palæstinensisk, men på de to dage var der både dans, reggae og hip hop palestinian style. Ret sejt.

At det ikke var en typisk oktoberfestival blev tydeligt, da der blev annonceret den årlige ølkonkurrence. Folk meldte sig spændt i håbet om, at de skulle dyste om at drikke mest øl og dermed sikre sig en gratis brandert. Men nej, sådan foregår det ikke på Vestbredden, hvor man trods alt har Hamas boende i baghaven. I stedet fik de udleveret et gigantisk krus øl, som de skulle holde i udstrakt arm længst muligt. Det var ikke mindre underholdende, end den traditionelle ølkonkurrence for deltagerne blev mere og mere krumryggede og deres ansigtsudtryk skiftede fra afslappet til mere og mere anstrengt i takt med at ølkruset rykkede længere og længere mod jorden. Vi var en flok studerende af sted, og to fyre og en pige nåede at deltage, men de var alle tre de første til at ryge ud, så der var ikke meget at prale af. Jeg var lidt skuffet over, at jeg ikke nåede at deltage, da jeg naturligvis havde vundet over de tyndarmede kvindelige deltagere, men det kan man jo altid komme og sige bagefter.

I går torsdag havde vi så fået billetter til et af de hotteste steder i Ramallah. Og nu tænker folk sikkert, at det kan da ikke være særlig hot, men det var faktisk en positiv overraskelse. Vi ankom til et sted, der var indhegnet med pigtråd, så man var klar over, at dette ikke var for hvem som helst. Selve stedet hedder Snobar og er en udendørs bar. Der er et ildsted i midten og store træer skygger for verden uden for. Der er store bløde lædersofaer, og de fleste havde en vandpibe stående på bordet ved siden af ølflaskerne og de tomme drinksglas.

New York Times har kåret det til 'the place to be,' på Vestbredden, og det adskiller sig da også markant fra, hvad jeg ellers har set. Kvinderne rendte rundt i afslørende tøj, der var både kavalergang og lår, hvilket jo er fuldstændig skandaløst. Der blev danset dirty til de høje elektroniske toner, som bankede ud af store højtaler. Foran og bag ved DJ'en var storskærme, der akkompagnerede musikken med billeder, der fik stedet til at minde om en elektronisk fest i Tyskland. Det står i fuldstændig skarp kontrast til situationen uden for hegnet, hvor de fleste kvinder går med tørklæde, og man føler sig halvnøgen, hvis man ikke har tildækkede skuldre. Det har virkelig ændret vores måde at gå klædt, og man føler sig utilpas, hvis man viser den mindste smule hud. Ikke at folk ville sige noget, men det gør man bare ikke.

Festen blev desværre lukket af politiet før tid, der mente, at musikken var for høj. Så vi satte kursen mod en af de hotteste barer, Ramallah har at byde på. Og det var nogenlunde de samme mennesker, der stod ved baren med en cocktail i hånden. Det var et fint sted, med et stort udendørs område, hvor man kunne sidde og slænge sig i sofaen eller krybe ind under gasvarmere. Man følte sig igen hensat til et helt andet sted end Vestbredden, og det er da også kun en meget lille procentdel af befolkningen, der har råd til at komme her på trods af, at en øl kun koster 25 kroner. Barer som disse er for de unge vestligt orienterede og rige palæstinensere, og den politiske situation synes langt væk, og er formentlig ikke det emne, der diskuteres mest. Der er dog stadig noget tilbage af den arabiske kultur, og man samler ikke bare folk op i baren. Mænd og kvinder bliver i stedet introduceret for hinanden gennem venner.

På ægte arabisk vis sluttede vi vores nat af med at ryge vandpibe og drikke te i vores udestue. Vi nåede lige at høre, at der blev kaldt til bøn klokken 4.15, inden vi sendte vores mandlige venner hjem og selv gik i seng. De skulle meget passende forbi moskeen, så hvis nogen så dem på vejen hjem, har de bare troet, at var to dedikerede muslimske mænd, der var på vej til at bede.