Velkommen til Israel……!

Vågner mandag morgen med sommerfugle i maven - lidt nervøs over at jeg er på vej til Mellemøsten helt alene, men kommer ud af sengen og gør mig klar. Alt er pakket og vi kører mod lufthavnen, hvor familien venter på en tårevædet afsked (ja det var primært mor!). Jeg finder check in skranken og håber på, at mit blonde hår vil få sikkerhedsfolkene til at gå uden mig. Blonde mennesker er jo ikke terrorister, det ved alle jo. Men nej, så let går det ikke. En ung israelsk kvinde hiver mig til side, stiller en masse spørgsmål om, hvad jeg skal i Israel og hvorfor. Jeg bevarer roen og svarer med et smil, det skal jo nok gå. De bruger ti minutters tid på at diskutere sagen, og vender tilbage med beskeden:

"I am very sorry, but we cannot allow you to take this flight. Security reasons, I cannot tell you why."

I chok bliver jeg fortalt, at jeg vil komme med et andet fly senere på dagen. Det vil ikke være et direkte fly, som jeg ellers har betalt ekstra for, men den rare dame vil da i hvert fald sørge for, at jeg ikke kommer til at vente for længe i en lufthavn. "Jamen tusind mange tak for det, lad mig kysse dine fødder i taknemmelighed over, at jeg nu kan tage tasker og køre hjem igen blot for at vente på, at I aller nådigst vil finde mig en ny afgang, der er væsentlig dårligere, end den jeg havde betalt for!" (Det var ikke helt det jeg sagde, men er overbevist om, at mit ansigtsudtryk sagde det hele)

Nåh, så gik turen hjem igen, og efter et opkald til den danske repræsentation i Ramallah, blev jeg rådet til at slå koldt vand i blodet. Jeg ville formentlig få problemer i lufthavnen i Tel Aviv, men jeg skulle bare svare ærligt og ikke fortælle dem noget, hvis de ikke spurgte. Godt så! Jeg bliver informeret om, at de har fundet en ny afgang til mig, og jeg skal af sted om eftermiddagen. Som et plaster på såret har de kvit og frit givet mig en retur billet, så jeg kan dokumentere, at jeg skal hjem igen. Det vil formentlig hjælpe mig i Tel Aviv.

Vi tager turen en gang til. Familien i lufthavnen, bagagen i check-in, det hele går, som det skal. Der er ikke nogle psykopatiske israelske sikkerhedsfolk til stede denne gang. Jeg kommer til Wien uden problemer. I lufthavnen er jeg pludselig omgivet af ortodokse jøder i sort jakkesæt og høje hatte. Nogle med stort skæg, men slangekrøllerne har de gemt under hatten. Ved ikke lige hvorfor, for de så da sjove nok ud i forvejen. Inden vi skal boarde er det pludselig bedetid. De vil nok bede de højere magter om at holde hånden over os på turen til Tel Aviv - det har jeg det da helt fint med, for det kan vel aldrig skade, selvom man selv er ateist. De samler sig i hjørnet og af uforklarlige årsager (det burde det nok ikke være for en religionsstuderende!) stiller de sig foran en maskine med slik og sodavand, hvorefter de laver bevægelser, der mest af alt minder om et autistisk anfald i slowmotion. De står og rokker frem og tilbage, mens de mumler bønder på hebræisk. Jeg forsøger ikke at stirre uhæmmet, men det er svært. En enkelt får øje på mig og dækker straks øjnene, for tænk hvis man blev distraheret af noget så underordnet som en kvinde!

Next stop Tel Aviv. Jeg bliver naturligvis hevet til side som en af de første, der står åbenbart 'suspekt' i panden på mig. Jeg får imidlertid lov at fortsætte, og lettet tror jeg, at det var det. Men selvfølgelig er det ikke det. I paskontrollen får jeg samme omgang spørgsmål, og jeg bliver ført til side af en mand, der igen udspørger mig om, hvor jeg skal hen. Han vil se min guide-bog, høre hvad jeg skal se, og han spørger mig indgående, om jeg virkelig har tænkt mig at rejse rundt alene. De giver mig endelig et stykke papir, som for andre betyder fri passage, men naturligvis bliver jeg da hevet til side endnu en gang. De tager mit pas, og jeg bliver bedt om at vente igen. En dame, som identificerer sig som sikkerhedschef, kommer med passet og stiller mig fuldstændig de samme spørgsmål endnu en gang. De er endelig tilfredse, og jeg kan ånde lettet op. På denne tid føler jeg mig som en terrorist, der er på vej til at springe Jerusalem i luften. Derfor kommer det da heller ikke bag på mig, at der mangler en af mine tasker på bagagebåndet. Den er sikkert konfiskeret pga. fare for bombe - jeg skulle aldrig have taget den dåse makrel med. Får dog af vide, at den ikke er kommet med, og de vil aflevere den til mig, hvis jeg bare giver dem en adresse. Af frygt for at de skal opdage, at jeg skal til Vestbredden giver jeg dem en adresse på det hostel i Jerusalem, hvor jeg skal bo. Hvilket betyder, at min taske forhåbentlig bliver leveret dertil, og jeg forhåbentlig får den om et par dage…in sha allah!

Den sidste del af rejsen går rimelig problemløst bortset fra, at jeg i Ramallah støder på en lidt for hjælpsom ung mand. Han vil meget gerne hjælpe mig med at finde den bus, der går til mit universitet. Jeg begynder imidlertid at få en underlig mistanke, da han forsøger at få mig med i en elevator….hvorfor skulle bussen være deroppe? tænker den vagtsomme turist. Jeg går da heller ikke med, men han bliver ved med at forsøge at vise mig vej…det ender da også med, at vi kommer til en plads med en masse gule busser, og jeg forsøger at komme af med ham, hvilket er umuligt. Efter en større diskussion på arabisk finder de ud af, at jeg skal hoppe ind i en gul bus, der kører mig til det rette sted. Den pågående mand hopper imidlertid med, og jeg spørger temmelig forvirret, om han også skal derhen. Han nikker bare. (Det skal lige siges, at jeg på nuværende tidspunkt intet har spist og er ved at være lidt desorienteret efter at have båret 20 kilo bagage frem og tilbage i Ramallahs gader i middagsheden.) Jeg finder imidlertid hurtigt ud af, hvorfor han har sat sig ind i bilen, da han rykker op ved siden af mig og bliver en anelse personlig. Fuldstændig overrumplet smider jeg ham ud af taxaen og sidder tilbage med en følelse af, at hele verden er imod mig og jeg nok skulle være blevet hjemme.

Træt, sulten, svedig og tørstig nærmest kravler jeg ind på Birzeit Universitet, og finder med lidt besvær frem til kontoret. Jeg har virkelig brug for et rart menneske, hvilket jeg da også finder her. Jeg bliver hentet af min udlejer, en sød dame, der sørger for at bestille mad til mig på vejen. Jeg ankommer til mit nye hjem, der på det tidspunkt forekommer som et mindre slot på trods af, at det er et gammelt slidt hus med revner i væggene, har et køleskab fra 50'erne, der ikke virker og senge, hvor man kan mærke fjederen. Det er fuldstændig lige meget, for her er samtidig rart, køligt og der er en fantastisk udsigt ud over bjergene. I samme hus, men i lejligheden ved siden af, bor udlejerens tante, der kun taler palæstinensisk og er fuldstændig ligeglad med, at dem hun taler til ikke forstår et ord af, hvad hun siger. Men det gør ingenting. Alt er godt, jeg er fremme, jeg har en seng, og måneders spænding omkring, hvad der ventede mig, er på en eller anden måde væk.

I dag var så første dag på Universitetet, og jeg har mødt en masse nye mennesker. Havde ikke lige styr på tidsforskellen, så ankom fuldstændig stresset, fordi jeg havde brugt et ur, der kørte på dansk tid. Heldigvis er Ramadan lige startet, hvilket betyder, at vi kører på vintertid igen. Virkelig smart, for så kom jeg ikke for sent alligevel. Har nu også fået selskab af mine roomies, det er to søde amerikanske piger. Vi har fået første dags introduktion på universitetet, og det hele lyder så spændende. Timerne begynder mandag og forhåbentlig kan jeg hente min taske i Jerusalem på fredag, hvis ikke israelerne har konfiskeret den på grund af bombefare…..