Ugen starter stille og roligt ud med at Rikke skal lede videre efter et værelse og skal se på ikke mindre end 5 værelser i løbet af aftenen! Det ender med at hun finder et dejligt værelse, meget meget centralt i en stor lejlighed i to etager med fire andre lejere.

Tirsdag aften var vi til Camillas, danskeren vi mødte søndagen før, afskedsfest. Vi spiste på en hyggelig tyrkisk restaurant, som Camilla havde valgt, og vi endte med at være en fin blandet flok på 11 mennesker af internationale studerende og Kiwier. Selvom vi startede allerede klokken syv og de fleste nøjes med kun en ret, var vi de sidste der forlod restauranten og det var endda modvilligt da vi var langt fra færdige med at snakke og hygge. Turen gik derfor videre til den eneste bar vi kunne finde, der stadig havde åbent og her viste danskerne sig fra deres "bedste" side ved at være de sidste der forlod baren!

Onsdag flyttede Rikke ind i sit hjem for de næste fire måneder. Jeg sov selv længe så vågnede til at Rikke var i gang med at pakke sine ting ned. Klokken ti blev Rikke hentet af udlejeren af værelset og jeg var nu alene på hostellet. Det blev dog kun til en halv dag alene, for om aftenen havde jeg en aftale med min "Buddy", Chris, man kan som international studerende melde sig til et program, hvor man får en eksisterende elev koblet på som man kan spørge til råds og så man har en at snakke med når man ankommer til et helt nyt sted. Chris og jeg havde aftalt at mødes på en cafe så vi kunne mødes og lære hinanden at kende og vi svingede med det samme sammen. Senere dukkede Rikke og de to danskere vi havde mødt hernede op, da der ville være standup show på cafeen. Standupshowet blev leveret af lokale komikere og gav en rigtig god forståelse for den New Zealandske humor, som faktisk ikke er så langt fra den danske selvom vi nu befinder os på den anden side af jorden. Vi danskere på blev hurtigt "fundet" af komikkerne og blev lidt af en attraktion. Det vidste sig undervejs at en af komikkerne, en ung studerende som os, havde tilbragt et år på Bornholm og ville gerne bruge tid sammen med os for at få genopfrisket sit dansk.

Torsdag var første dag på universitetet og startede ud med vigtige informationer omkring Victoria University, hvad vi skal forvente af de næste par uger og hvilke ting vi skal huske at gøre. Efter al den information, blev resten af aftenen brugt på afslapning.

Fredag starter ud med morgenmad på universitetet sammen med de andre internationale studerende og vi lærer lynhurtigt rigtig mange flinke mennesker at kende. Det viser sig at de amerikanske udvekslingsstuderende har deres egen gruppe, således at vi er europæere og asiater tilbage, hvilket gør mængden af nye ansigter mere overskueligt. Dagen fortsætter med endnu en komsammen, hvor folk kan tage deres buddies med og det går i bund og grund ud på, at lære flere mennesker at kende. Her bliver vi budt på mere kage og småkager og bliver nærmest tvunget til at smage New Zealands traditionelle kager(købekager) og påtvinger et smil. Efter middag er vi blevet inviteret til en Maori velkomst på universitetet. Det indebærer en kort introduktion i hvilke ting der kommer til at ske og hvad vi skal gøre og ikke gøre. Vi lærer en sang som vi skal synge for Maori repræsentanterne, da det er sådan to grupper mennesker hilser på hinanden i deres kultur. Ceremonien indledes af en diskussion mellem to af Maori gruppens mandlige medlemmer, hvilket foregår på Maori, så vi forstår absolut intet. Herefter holdes der en tale af repræsentanten for dem der ønsker at være en del af New Zealand(os), omkring hvorfor vi skal bydes velkommen til landet. Nu rejser alle sig og gør klar til den traditionelle Maori hilsen, som udføres ved at der gives hånd, venstre hånd placeres på den andens skulder og næserne skal røre(men ikke panden, munden eller noget andet) og denne hilsen foretages med alle Maori repræsentanterne. Da vi er over 100, er det kun omkring 15 der udfører hilsnen. Efter ceremonien bliver vi budt på eftermiddagsmad, som består af mange forskellige små "håndmadder" af butterdej med fyld og selvfølgelig flere kager. Fredag aften bliver der holdt fest for alle os nye og inden festen mødes vi med nogle af de andre og finder noget at spise inden festen.

Lørdag bliver brugt til afslapning og om aftenen mødes vi i byen for at gå ud og spise og diskutere de sidste to dages mange informationer og den videre planlægning af vores ophold hernede.

Rikke skriver:

Søndag skal Brian flytte fra hostellet ind i sit nye værelse, i øs pøs regnvejr! Det er den første dag vi får lov at opleve Wellington fra dens værste side; regn og en god vind! Dog tror jeg, at man er godt hærdet når man kommer fra Aalborg, hvor det først blæser når man ikke kan cykle uden at vælte og regnvejr kun kommer i skybrud. Regnen hernede viser sig også kun fra sin gode side og vi har indtil videre kun oplevet støvregn, hvilket jo er ingenting sammenlignet med Danmark. Wellington har desuden tilpasset alle bygninger til regnvejret, ved at lave udhæng på næsten alle bygninger i centrum, hvilket betyder at du kan gå under dække overalt. Selv ved hvert fodgængerovergang er der lavet en pavillon, som holder dig tør i mens du venter på den grønne mand. Dette (og vinden) er også grunden til at man ikke bruger paraplyer hernede og vi er blevet fortalt at man kan spotte en turist ved, at det er alle dem med paraplyer på en regnvejrsdag. Vi er alt i alt meget positive over den såkaldte New Zealandske vinter og håber at det fortsætter i de her milde temperaturer; 12-14 grader!

Jeg bruger søndagen med nogle af de mennesker vi har mødt og vi går på Wellingtons berømte Sunday fruit and veggie market, som har frugt, grøntsager, krydderier, fisk, kød, æg, mejeriprodukter og flere madboder. Da det regner, skynder vi os at finde, hvad vi skal have, forundret over de meget billige priser, og søger, ly i Te Papa's hyggelige cafe med frygtelig gode kager. Her sidder vi et par timer og snakker indtil sulten stiller sig og turen går videre mod en restaurant. I en by som Wellington er det svært at vælge, hvor man skal spise, fordi der uendelig mange muligheder og det hele er (indtil videre) fantastisk. Vi ender på en fransk restaurant, hvor vi lige er gået glip af en can can forestilling (ØV!) i anledning af Bastille Day.