De sidste uger er gået med at få afleveret projekter på uni og det har krævet meget tid, så der har ikke været plads til venner, sjov eller nyde byen i den sidste tid vi er her. Den 30.oktober afleverede jeg mit sidste projekt: et stort designprojekt omhandlende et musikhus i Wellington. Den 31.oktober blev der afholdt 'crit' som indenfor arkitekturstudiet bliver benyttet til at få kritik fra tutorer og gæstekritikere. Efter alle præsentationerne var der mad og drikke som en afslutning på semestret og for at fejre at årgangen nu var bachelorer. Det var en speciel dag, fordi den sidste tid er gået så stærkt, at jeg ikke har lagt mærke til, at det snart er ovre. Jeg har glædet mig til at blive færdig på universitetet, men jeg har bestemt ikke glædet mig til at sige farvel til alle de gode venner jeg har fået og som jeg nok ikke ser igen. Næste dag pakkede jeg mit værelse sammen og flyttede ud af lejligheden og jeg kunne ikke rigtig forstå, hvordan jeg har fået skrabet så mange ting sammen på kun fire måneder! Det var hårdt at sige farvel til Wellington og lejligheden fordi det efterhånden er blevet ligeså meget hjem for mig som Aalborg er og der er så mange gode minder med fantastiske venner, som jeg kommer til at savne. Men som min kære far siger, så er det kun godt at være ked af at skulle rejse derfra, for så ved man at det har været en god oplevelse J

Den 2.november rejste jeg til Fiji og da jeg landede blev jeg ramt af 'varmemuren' og det var helt fantastisk endelig at mærke varm luft, i forhold til Welly's altid kolde, altid orkanstyrkende vind! En taxa tur senere, ankom jeg til Smugglers Cove hostellet, som lå ud til vandet og havde et stort restaurants-dæk fyldt med palmer og fakler, så jeg fik hurtigt skiftet til sommertøj og brugte aftenen på intet andet end at kigge på udsigten og nød at jeg ikke længere sad og stirrede i en computerskærm! Næste dag var vi en mindre flok som blev hentet fra hostellet og kørt mod færgen som skulle tage os ud til Yasawa øerne som ligger nordvest for hovedøen. Efter kun fem minutters sejlads befandt vi os allerede i et postkort lignende landskab. Jeg sad udenfor med et par, to piger og en fyr og de var alle fra England. Fiji er åbenbart stedet at være hvis man er Britte. Efter en halv time nåede vi den første ø, hvor en båd med et par fra staffet sejlede id til os og samlede dem op, der skulle bo der. Sådan foregik det hver gang, solbrune folk fra øerne blev byttet ud med blege folk fra færgen og efter to en halv time blev det min blege krops tur til at blive fragtet ind til en ø.

Jeg skulle af ved Octopus Resort, som befandt sig på en af de større øer i Yasawa kæden og der var ikke andet på øen end Resortet og den lokale landsby, hvor det meste af staffet boede. Resortet ligger i en stor bugt, med den fineste hvide sandstrand på hver side og bjerge og jungle i baggrunden. Jeg har sjældent smilet så meget da jeg så det syn! Om bord på den lille båd blev vi mødt af tre mænd fra staffet som råbte "BULA", som betyder 'hej' eller 'velkommen' på Fijiansk. Vi sejlede det lille stykke ind til stranden og blev mødt af resortets eget lille orkester og et dansende og syngende staff, imens vi hoppede fra båden og ned på stranden. Herefter blev vi ført op i restauranten, som er Resortets største bygning og hvor gulvet er sand. Her kom farvestrålende drink os i møde, imens vi blev fortalt om Resortet, spisetider mm. Lidt efter blev jeg ført til mit værelse af Bati, en stor smilende Fijiansk kvinde, som fortalte at hvis jeg manglede noget eller hvis drengene kom for tæt på, skulle jeg bare kalde på hende og så skulle hun nok tage sig af det hele! Da jeg havde sagt mange tak til Bati, kunne det kun gå for langsomt med at hoppe i en bikini og derefter gik det i fuld firspring mod stranden! Sandet er hvidt og fint, vandet er tyrkis blåt og langs hele stranden er der palmer som hænger over stranden. Det er helt surrealistisk at befinde sig et sted, som er så smukt at man ikke i sin vildeste fantasi, havde forestillet sig at man ville være så heldig at opleve det.

Men nu startede den travle ferietid og hårde beslutninger: skal jeg ligge ved poolen, på stranden, eller under en palme. Skal jeg ligge på maven eller ryggen. Har jeg lyst til at læse, høre musik eller kigge på vandet og fundere over bølgerne. Det er i sandhed hårdt arbejde at være på ferie på en tropeø og så har jeg slet ikke nævnt de kræfter det kræver, at skulle smøre sig ind i solcreme hele tiden! Livet er hårdt! Efter at have udført alt det hårde arbejde og taget hårde beslutninger, var det tid til frokost. Min tjener fortalte at de netop var kommet hjem fra en fisketur og de havde fanget en masse lækker fisk (jeg vil ikke engang prøve på at gengive navnet). Jeg havde ingen ide om hvilken fisk det var, men den var helt fantastisk god!

Jeg fortsatte det hårde liv på stranden og lejede snorkeludstyr og tog på eventyr under vandet, efter at have klaret enhver strands udfordring: tang! Jeg klarede dog at komme over det, trods et mindre panikanfald, fordi noget af det havde slynget sig rundt om mit ben(jeg ved ikke hvad jeg forestiller mig det kan gøre, men farligt er det i hvert fald!). I bugten var der det smukkeste rev, men koraller og farvestrålende fisk og jeg brugte over en time med at jagte farvestrålende fisk med mit kamera.

Ved syvtiden var der fælles aftensmad og jeg spiste sammen med 3 piger og 3 fyre (fra England selvfølgelig). Aftensmaden var en 3-retters menu og bordene var fint dækket med blomster, stofservietter og stearinlys. Stranden var lyst op af fakler. Maden var virkelig god og da alle havde spist blev der åbnet for "diskoteket", fordi det var lørdag og det var en rigtig hyggelig aften og jeg begyndte ligeså stille at indse, at min plan om bare at være mig selv en hel uge, nok ikke kunne lade sig gøre. Om man vil det eller ej, er der folk der har lyst til at snakke, hele tiden, og det er rigtig hyggeligt og gør det virkelig nemt at rejse rundt alene, for der skal ikke meget til, før man har fået sig en masse nye bekendtskaber.

Jeg blev på Octopus Resort i to nætter, før jeg skulle videre til Manta Ray Resort og til sidst skulle jeg til Oarsmans Bay Lodge helt oppe ved de nordligste øer. Jeg ville overlade billederne til at beskrive turen, for ellers kunne jeg blive ved i roman-lignende længder om hvor hvide strandende er og hvor blåt vandet er.