Et noget forsinket blogindlæg fra september måned.

Efter vores helt fantastiske roadtrip tur på nordøen, vendte Brian og jeg tilbage til uni, på trods af, at vi stadig havde semesterbreak, men projekterne og eksamenerne skulle jo klares. Det var en hård og stressende uge, der for Brians vedkommende fortsatte ind i den første uge af den næste og sidste halvdel af semesteret. Selvom vi begge havde travlt i ferien, fandt vi tid til at tage til en rugby kamp med de andre. Da jeg aldrig helt fangede reglerne, er det Brian der fortæller om kampen.

(Brian fortæller) Den 8. september tog vi med den internationale klup VIX med til landskamp i Rugby. Vi var så heldige at the All Blacks, New Zealands nationale hold, spillede i Wellington og med en så enestående mulighed var det svært at sige nej. Kampen var mod Argentina og selvom the All Blacks har den fuldstændigt sindssyge rekord at, i over 100 år har de kun tabt til fem venskabskampe, så vi alligevel frem til den. Hvis the All Blacks skulle være for gode var der jo altid den altid underholdende Haka man kunne beundre. New Zealand er et af de få lande i verden der virkelig har holdt fast i deres historie og når dets landshold går til kamp så startes det med Haka'en, en krigerdans der blev brugt af de gamle Maori stammer når disse drog i krig. Haka'en er svær at beskrive for folk der ikke har set den, (vil råde jer til at finde en film af det på internettet) men forstil jer 15 kæmpestore skrigende, råbende og synkron dansende rugby spillere der står over for et modstander hold der er tvangsindlagt til at overvære deres egen nedgørelse. Intet mindre end smukt! Kampen starter med en kæmpe regnskylle, hvilket selvfølgelig ikke forhindrer rugby spillere i at spille, da kampen kun kan stoppes på grund af skader. Rugby er vel og mærke ikke for sjov. Kampen er relativ jævnbyrdigt i de første 40 minutter, der er første halvleg, til stor glæde for de argentinske fans der har rejst langt for at overvære kampen. Første halvleg slutter med 6 - 5 til the All Blacks. Da anden halvleg skal til at begynde slukkes alt lyset på stadionet. Vi tror med det samme at der nu skal til at ske noget helt vildt, men det viser sig at være et midlertidigt strømsvigt. Ti minutter efter er alt lyset vendt tilbage og kampen begynder igen. The All Blacks lægger denne gang ingen fingre imellem og vinder kampen 21 - 5 over Argentina og med det resultat er det vidst ingen tvivl om hvem der stadig er verdens bedste rugby hold. Efter kampen beslutter Jonas, Louise, Joel og jeg os for at gå ned og se hvordan byen fejrer det, hvor vi senere møder Christina og hendes kæreste. Det bliver ikke så vildt for os, da især jeg er fuldstændig ødelagt af tømmermænd fra dagen før, en herre bytur der involverede meget hård druk. Vi tog hjem omkring 1 men der havde vi også fået de første øl og et enkelt tequila shot.

(Rikke igen) Det var en kæmpe lettelse at få afleveret projektet mandagen efter ferien og i løbet af ugen fandt jeg igen tid til mad, venner og træning, hvilket var fantastisk! Brian kæmpede fortsat videre med sine projekter, blandt andet med et projekt omkring to lysende stole.

Fredag tog jeg med to piger fra uni ud at "bestige et bjerg", eller som en kiwi ville beskrive det; "gå en tur op ad en bakke". Carrie bor tæt på Mt. Kaukau, som er Wellingtons højeste "bakke". Det var en rigtig god tur med flot udsigt over Wellington. Fra toppen kunne vi se de snedækkede bjerge på sydøen og hele Wellington. Det var utrolig dejligt at komme ud i naturen igen efter at have været låst fast til en computer. Om aftenen tog vi alle sammen til fest med VIX-teamet og havde en sjov aften i byen.

Lørdag tog Brian og jeg til Weta cave, som jeg vil lade Brian fortælle om, eftersom det var en af hans yndlingsdage

(Brian her!) Lørdag den 15. september er det Rikke og Brian dag. Det er efterhånden ved at være langt tid siden vi har haft en dag bare os to og vi har begge to glædet os. Jeg er især oppe at køre over dagen, da vi har besluttet os for at tage ud og besøge The Weta Cave. The Weta Cave er en udstilling og butik for The Weta Workshop som har stået for rekvisitter, special effects, kostumer og sminke i film som Avatar, King Kong, Tintin, Narnia og ikke mindst hele Ringenes Herre trilogien for bare at nævne nogle få. Til for eksempel Ringenes Herre stod de bag alle våben, bygninger, special effects, ork ansigter, elverører og ja minsandten også hobbit fødder. Museet, som det jo egentlig er, er gratis for alle besøgene men er til gengæld heller ikke så stort. Det består af et stort fremvisnings rum hvor ti centimeter høje figurer, elver sværd, science fiction pistoler og håndtegnede plakater står sammen med statuer af Sauron, Gollum og Gandalf i fuld størrelse. Det store rum bruges også som butik, da halvdelen af varerne kan købes til priser som de fleste mennesker vil kalde røveri, mens jeg savlende har svært ved at bestemme mig for noget jeg ikke kunne tænke mig at få med hjem. Ved siden af det store rum er der et andet rum hvor der vises en film af The Weta Workshops historie og de film de har stået bag. Efter endt film leger jeg med tanken om at få job hos dette fantastiske firma der har formået at blive en af filmbranchens største med den unikke sammensmeltning mellem gammeldags modelbyggeri og moderne 3D grafik. Jeg glemmer dog mine drømme og vender tilbage til virkeligheden og vi bruger resten af tiden på at tage billeder sammen med store orkere og udødelige troldmænd. Jeg formår også endelig at finde noget jeg har råd til og køber hermed min første souvenir I New Zealand, bøger til samlingen derhjemme.

(Tilbage til Rikke) Søndag arbejde Brian videre med hans projekter og jeg tog med Louise ud at se Christina og Jonas spille håndboldkamp. Håndbold er en meget ny sport i New Zealand og bliver præsenteret som "New Zealands nye spændende sport". Jonas endte med at vinde det New Zealandske mesterskab i håndbold og Christinas hold klarede sig også rigtig godt. Det var tydeligt, at de hold der havde flest europæere, klarede sig bedst!

Tirsdag tog vi med cable car op at se Carter Observatory, hvor vi så et rigtig flot show om vejret i vores galakse og så observatoriets spændende udstilling.

Vi har begge haft utrolig travlt på universitetet i september og oktober og derfor bliver det næste blogindlæg først når vi begynder vores epic roadtrip på sydøen. Vi kan ikke vente med at aflevere de sidste eksamener på universitetet og komme ud at opleve mere af New Zealand!