Vi bruger resten af fredag aften på Cuba Street, som er en lang gågade, der udgør centrum for butikker og spisesteder i Wellington. Her finder man ikke de store tøjkæder, men derimod lokale designere og mindre special butikker, med hver deres niche. Stemningen er hyggelig og er præget af de gademusikere der dagligt stiller op og spiller. Vi finder ind til Cuba Streets fredagsmarked, som åbner hver fredag aften og består af boder med mad og mange former for håndværk. Vi spiser på en mexicansk cafe, der ligger ved markedet og lytter til en ung fantastisk gademusiker (https://www.facebook.com/pages/Lukas-Jury-Guitar/227792497248921) der spiller guitar. Han spiller så godt, at vi bliver stående i lang tid og lytter, sammen med alle andre på markedet. Men da vi stadig har en del jetlag og klokken allerede er omkring syv, bevæger vi os hjemad og falder omkuld i sengen og siger til os selv, at i morgen skal vi holde os vågne længere tid!

Lørdag spiser vi morgenmad i baren på hostellet og spørger betjeningen om vi må dele en menu og sjældent har jeg set et mere forvirret menneske. I Wellington spiser man meget, man spiser op og man deler i hvert fald ikke noget, men det lykkedes os at få lov til, kun at bestille en menu. Selv om vi delte, fik jeg alligevel en spand müesli og Brian fik en kæmpe tallerken! Vi brugte tiden indtil Brian skulle ud at se på en lejlighed, til at slappe af i det fælles køkken/stue, hvor folk kreerer store måltider. Om eftermiddagen skulle Brian se på en lejlighed og imens gik jeg ned på havnen, da solen skinnede og man for første gang kunne se bjergene der omkranser byen; et helt ubeskriveligt syn, når man kommer fra flade Danmark. Temperaturen minder på en solskinsdag om en tidlig forårsdag i Danmark og folks beklædning kan variere mellem shorts og T-shirts og store dynjakker. Havnefronten er et utrolig dejligt sted, hvor grønne områder er implementeret flere steder og fodgængere, cyklister og folk på rulleskøjter, løbehjul, skateboard skaber en meget livlig stemning, selv på en "vinter" dag. Her vandrer jeg rundt og nyder solen og byen inden jeg skal møde Brian oppe i byen. Vi beslutter os for at tage i biografen, da Wellington specielt er kendt for øgenavnet "Wellywood" og dens mange store filmproduktioner. Derfor er byens biografer også en oplevelse i sig selv og vi vælger selvfølgelig den, hvor Ringenes Herre har haft verdenspremiere(Brian er især glad for denne information!). Biografen er helt utrolig flot og er dekoreret med porcelænsklinker, store spejlvægge og træudskæringer der udgør gelænderet til første sal, hvor selv toiletterne er perfekt detaljeret. Men da vi kommer ind i selve biografen, ser vi at foyerens udsmykning er ingenting i forhold til salen. Salen ligner mere det kongelige teater end en biograf og vi har allerede glemt hvilken film vi skal se, fordi vi er helt lamslåede over hvor flot det er. Om aftenen rammer jetlagget igen (klokken 19) og vi føler os virkelig kedelige, da det lyder som om resten af hostellet fester, men vi må overgive os til puder og dyner og vælger at sove.

Søndag tror vi, at byen er død og at alle butikker er lukkede, men vælger alligevel at gå en tur og bliver meget overraskede over, at søndag åbenbart er en lige så livlig dag som lørdag. Stort set alle butikker har åbent, med undtagelse af de helt store kæder og vi sætter os på vores nye yndlingscafe og får, hvad der ligner en kvart tærte hver. Cafeen er en stor rodebutik, med billeder og nipsting overalt, der er proppet med mennesker og folk står i kø udenfor. Igen bliver vi overraskede over de lokales udholdenhed overfor kulden, da halvdelen af cafeens gæster sidder udenfor og spiser, selvom det er en overskyet dag med ca. 10 grader. Senere begiver vi os ud at se på flere værelser, da ingen af os har fundet det rigtige endnu. Brian besøger et sted, hvor hele lejligheden har festet dagen før, så alle har tømmermænd og ser halvt døde ud, da han kommer indenfor. Han bliver stillet flere uortodokse spørgsmål, hvor et af dem er; "er du god til at bygge forter?", hvilket Brian ikke er sikker på hvad han skal svare på, da han er meget usikker på om han har hørt rigtigt. De fortæller videre, at de snart skal bygge et fort i stuen, så det er vigtigt for dem, at deres nye lejer, kan finde ud af det. Og selvfølgelig kan Brian bygge et fort og han kunne desuden rigtig godt lide lejligheden og folkene og da de gerne vil have ham, har han fundet et sted at bo! Anderledes går det for mig, da jeg skal se det første sted på dagen; lejligheden er virkelig ulækker og fyldt med skrald over det hele, så jeg vurderer hurtigt at, her skal jeg på ingen måde bo. Brian og jeg mødes på Cuba Street, hvor vi tilfældigt støder på en flok danskere, to som skal starte nu og en som er på vej hjem og vi bliver inviteret med hen til en cafe til kaffe. Vi får en masse gode råd, fra hende der har boet her i et halvt år og bliver inviteret med til hendes afskedsfest på tirsdag. Senere på eftermiddagen skal jeg se endnu et værelse og bliver igen mødt af skrald, skrald og mere skrald overalt. De vigtigste kriterier for at jeg kan bo der, får jeg at vide, er at jeg kan lide at høre heavy metal 24 timer i døgnet og at jeg er en "heavy drinker" og da vi alle ved at jeg ELSKER heavy metal og sagtens kan klare mere end to genstande er stedet jo perfekt! Eller ej.. Så jagten fortsætter! Jeg går mod Cuba Street og finder Brian, hvorefter vi handler i et gigantisk supermaked, som ikke blot har et par stykker forskellige varer, men f.eks. har en gade med müesli. Vi tager hjem til hostellet og laver aftensmad, sammen med alle de andre beboere og bruger aftenen på at se film i fællesstuen. Vi holder os vågne helt til klokken 22.30(rekord!) og vi falder øjeblikkeligt i søvn!