Søndag d. 18/11/12 - Queenstown og Canyon Swing

Denne dag var endnu en vild dag. Vi havde dagen før booket plads til Shotover Canyon Swing, og må indrømme det var med blandede følelser jeg stod op den morgen. Shotover Canyon Swing starter med verdens højeste udspring fra en klippe, hvor man falder 60 meter lige ned! Derefter begynder svingturen, hvor man når op omkring de 150 kilometer i timen før man, efter at have svunget 200 meter gennem kløften, svinger tilbage igen og bliver til sidst trukket op. Til jer der ikke ved det, lider jeg af højdeskræk, og må indrømme at udsigten til at sidde fastspændt i et seletøj og svinge rundt i en kløft ikke gjorde noget godt for mig, omvendt Rikke der hele morgenen var ét stort smil og var helt oppe at køre over udsigten til det. Jeg var dog på den anden side også selv spændt på at prøve det, vi er jo trods alt hernede for at prøve ting af, og ville være frygtelig at komme hjem og fortryde at man ikke gjorde det.

Vi smurte madpakker og spiste morgenmad og klokken 11:30 skulle vi være hos deres kontor hvor vi skulle skrive under på at vi ikke kunne sagsøge og så videre. Kort tid derefter blev vi indlogeret i deres bus sammen med et fransk/amerikansk par og en australsk familie med en 10 årig datter som også skulle springe! Vi kørte i tyve minutter hvor vi sikkert kørte gennem noget fantastisk natur, men de viste en film om deres udspring og konceptet som jeg sad meget fokuseret og fulgte med i. Skulle jo finde ud af hvad der kunne gå galt i den gynge. Da bussen blev parkeret blev vi fulgt ned til hytten der lå med udsigt over Shotover floden som løb i bunden af kløften. Kløften var på dette sted 134 meter så man må sige der var en fin udsigt. Vi blev ledt videre til deres udsprings platform og kunne nu virkelig mærke nervøsiteten hamre rundt inde i mig! Da vi fik seletøjet på slappede min krop en lille smule mere af. At blive spændt fast til et eller andet (eller bare få seler på) kan give en dejlig falsk tryghed. Vi blev spurgt om hvem der ville hoppe først og den 10 årige pige sagde med det samme: "Mig! Jeg vil gerne!". Den 10 årige skulle springe tandem sammen med hendes mor, så de blev fulgt ud til rampen og blev hængt ud over hvor de nød udsigten indtil de to mænd der stod for udspringene lod dem falde og pigen skreg hele vejen ned. Det der gør Shotover Canyon swing unik er at der er over 70 forskellige måder at hoppe ud fra rampen på, hvilket gør at der er alt fra den helt nemme hvor man sidder fastspændt ud overkløften og de så lader dig falde, til dem hvor du skal springe baglæns mens du slår saltomortaler (tror rekorden er oppe på 10 saltomortaler i træk!). Da pigen og hendes mor var kommet op igen, blev vi spurgt om hvem der ville hoppe næste gang, Rikke kiggede på mig, smilende og spurgte om jeg havde lyst (tror det var tydeligt at jeg ikke var opsat på ideen) og jeg svarede selvfølgelig også: "Nej tak!". Så det blev Rikke der skulle springe næste gang. Hun valgte baglæns udspring, hvor man med ryggen til kløften lader sig falde bagover, ifølge deres tavle var det en af dem der havde fået fem underbukser i skræmmefaktor, og kunne da også forestille mig at falde ned i en kløft man ikke kan se, ville give mig våde underbukser! Rikke smilede dog over hele femøren inden hun vendte ryggen til kløften og lod sig falde ud som en prof. Med den præsentation blev der lagt et vist pres på mine skuldre, for nu havde en 10 årig pige klaret det og Rikke har taget en af de svære (og skræmmende) så min plan om at tage en af dem nemme duede lige pludselig ikke. Da det blev min tur blev jeg spurgt om hvad jeg ville og jeg fik mumlet noget i retning af et forlæns udspring men om de havde noget andet i stedet. Jeg blev foreslået "The Pindrop" hvor man krøller sig sammen til en kugle og hopper sidelæns ud. Den var blevet kategoriseret ligeså "højt" som Rikkes udspring så selvom mine krop sagde nej, så fik jeg fremstammet: "Ja, lad os prøve den". Jeg blev hægtet til wiren der løb over kløften og blev bedt om at træde hen rampen. De to mænd spurgte hvad jeg hed og begyndte hurtigt derefter at joke med mit navn (deler navn med en hund fra tegneserien "Family Guy") og om hvor farligt hele det udspring jeg skulle lave, ifølge dem kunne man sagtens brække både mine skuldre, ben og nå ja resten af knoglerne i min krop. Til sidst blev jeg bedt om at gå i position og jeg gik ned i knæ og bøjede mig ind over mig selv. Men da jeg havde gjort det, holdt mine ben op med at virke og jeg blev siddende i den position i næsten to minutter (med mange "opmuntrende" ord fra de to mænd) indtil jeg til sidst fik kontrollen tilbage og tog mig sammen og sprang ud! I de første sekunder af at man falder lige ned mod klippesiden går ens krop i panik, men hurtigt slapper man af og så bliver det til den sjoveste, vildeste og fedeste gyngetur man nogensinde har prøvet!!!

Sikkert oppe på platformen igen bliver jeg spurgt om jeg er klar til en tur mere, men skynder mig at sige: "Jeg lige skal have en pause!" Selv om jeg synes det var den fedeste tur, så var min krop ikke enig og begge mine hænder sov (min krop må have lukket for blodtilførslen da den troede jeg skulle dø) og mine ben rystede voldsomt under mig. Jeg kommer tilbage til Rikke og mens det fransk/amerikanske par springer ud, bliver vi enige om at tage et tandemspring sammen. Efter at være blevet lidt mere modig efter den første tur får Rikke mig overtalt til at lave "Gimp Boy goes to Hollywood". Hvor man bliver hængt ud over kløften med hovedet nedad og så falder man så med hovedet først 60 meter ned i en kløft! Da det bliver vores tur igen, bliver vi hængt ud, og som man kan se på filmen så smiler jeg kun når jeg bliver bedt om det, jeg er stadig højdeskræk! Det var dog ikke så slemt at falde ned når man ikke selv skulle hoppe og denne tur var helt fantastisk og man nød turen endnu mere anden gang. Vi var nu færdige med udspring over Shotover Canyon, jeg var glad for at jeg gjorde det og var endnu gladere for at det var overstået! Vi kom op og fik købt billeder og video af udspringene og blev kørt tilbage til Queenstown.

I Queenstown var klokken ved at være halv tre og vi besluttede først at spise på en kendt chokolade cafe før vi ville ud og se på landskabet omkring Queenstown. Efter en kop varm kakao og en chokolade kage (som vi måtte opgive at spise) tog vi et hurtigt kig på et kort og vi fandt frem til nogle steder som var blevet brugt til at filme flere scener fra Ringenes Herre filmen. Jeg var oppe at køre igen og med Rikke bag rettet kørte vi ud i naturen. Det første sted, kunne man ikke komme hen til, så vi kørte videre til det næste sted og efter en kort lille gåtur fandt vi hurtigt et område som vi begge kunne kende fra filmen. Vi gik rundt i området og fandt flere steder. Hjemme på hostellet sprang vi over aftensmaden (var stadig mætte af den chokoladekage) og ordnede i stedet billeder og skrev blog før vi begyndte at se nummer to film i Ringenes Herre trilogien. Det var sjovt at genkende steder man havde været og vi nød en afslappet aften før vi gik i seng.

Mandag d. 19/11/12 - Bungyjump og farvel til Queenstown

Rikke havde fået blod på tanden og var meget opsat på at skulle ud og springe New Zealands højeste bungyjump! Jeg var selv med på ideen indtil vi kom til Queenstown og efter udspringene i går havde jeg fået stillet min sult for halsbrækkende oplevelser. Rikke tog af sted klokken halv ni og jeg tog derefter et bad, pakkede alle vores ting ned, handlede ind og smurte madpakker til når Rikke kom tilbage. Jeg havde nu 3 timer for mig selv som jeg brugte på en gåtur i Queenstown og en køretur op i bakkerne hvor jeg sad og nød naturen indtil Rikke kom tilbage til Queenstown ved en et tiden.

(Til Rikkes bungyjump henviser jeg til videoen da jeg ikke kan fortælle så meget om det)

Efterfølgende samlede jeg Rikke op og turen gik nu mod Milford Sound. Vejret var fantastisk denne dag, så den to en halv timer lange tur til Milford Sound var fantastisk. Igen dejligt varierende som de andre køreture, så vi kørte forbi store søer hvor de omkringliggende bjerge spejlede sig i, kæmpe grønne græsarealer der til forveksling lignede Danmark og til sidst bjergkæder hvor alle tinderne havde sne på toppen. Vi var nødt til at stoppe mange gange undervejs for at få taget billeder og jo tættere vi kom på Milford Sound jo smukkere blev sceneriet. Efter at have kørt op af en bjergside i et stykke tid bliver vi stoppet af nogle personer. Den eneste vej indtil Milford Sound er gennem tunnelen foran os og der kan kun komme biler fra en side igennem af gangen. Vi får en pause på 14 minutter før vi får lov til at komme igennem. Klokken seks ankom vi på vores hostel. The Milford Sound Lodge er et meget stort hostel/campingplads, og det er meget eftertragtet selv midt i foråret fordi det er det eneste sted man kan bo på denne side af tunnelen. Vi får vores værelse og begynder at lave mad. Det går ret hurtigt op for os at vi ikke er de eneste danskere her. I løbet af tilberedningen til vores mad, hører vi otte andre danskere, hvilket er ret vildt da det er første gang vi har set danskere siden vi forlod Wellington. Vi ser Ringenes Herre 2 færdig denne aften og går derefter i seng.

Tirsdag d. 20/11/12 - Milford Sound og tilbage til Wanaka

Tirsdag stod vi MEGET tidligt op. Klokken 5:15 ringede vækkeuret, for vi skulle ud på hav kajak igen, denne gang i Milford Sound. Vores guide ankom klokken 6:00 så vi fik meget travlt med at pakke bilen og få spist morgenmad. Vi nåede med nød og næppe at spise op før vores guide træder ind i rummet. Han får hurtigt kaldt gruppen der skal af sted sammen og vi består denne gang af et amerikansk og et tysk par. Som altid er vi sindssygt heldige med vejret når vi skal lave ting der kræver godt vejr og vi har denne dag noget af det bedste vejr vi har haft på hele turen. Vi sætter os alle sammen ind i vores respektive biler og kører ud til kajak pladsen.

Ude på kajak pladsen får vi udleveret varmt og vandtæt tøj til turen og vi får et lynkursus i at sejle i kajak (hvilket selvfølgelig er helt spildt på Rikke og mig da vi jo er seje til det fra vores tur i Abel Tasman). Vi bliver sat i kajakkerne og bliver skubbet ud. Milford Sound er egentlig blevet navngivet forkert fordi det faktisk er en fjord, hvilket sjovt nok også gælder de 14 andre Sounds som er i området og i stedet for at rette fejlen har det dovne New Zealandske folk i stedet kaldt hele området Fiordland (og så har de endda stavet fjord forkert os). En sound er hvor floderne ender og løber ud i havet mens en fjord er havet der løber ind i landet. Men hvis man ser bort fra navne forvirringen, så bliver Milford Sound faktisk betegnet som New Zealands smukkeste sted og vi finder lynhurtigt ud af hvorfor. Milford Sound er skabt af gletsjere for 20 - 30.000 år siden og er på grund af det omringet af høje bjerge hele vejen ud. Nogle af de højeste bjerge er over halvanden kilometer høje og de går næsten lodret ned i vandet hvilket gør at man sejler på en relativ bred fjord der til gengæld er omringet er endnu højere "mure". Ved godt at vi efterhånden bruger sætningen: "det smukkeste vi nogensinde har set" lidt for meget i vores blogs (Undskyld! Men New Zealand er altså skide flot) men dette her slår alt!!! Der er stadig sne på de fleste af de helt høje bjerge og dette fører blandt andet til flere vandfald der løber ned af de høje bjerge. Et af dem Stirling Falls er over 150 meter højt og vandet der løber ned fra dette er over 30.000 år gammelt (smeltevand fra gletsjerne i bjergene). Vores guide, en ung man der nok er omkring vores alder, fortæller livligt løs om naturen og historien bag Milford Sound på turen og han er især god til at finde de steder hvor de vilde dyr holder til. Vores første tætte møde med sæler bliver på denne tur, hvor vi på et tidspunkt er under to meter fra tre unge hanner der selvom de har set os bare leger videre. Senere på en af de få strande der i fjorden møder vi den anden mest sjældne pingvin i verden, kaldet Fiordland Crested Penguin. Vi møder flere af disse små pingviner, som kun lever langs den vestlige kyst på sydøen (og det er faktisk kun når de skal yngle de kommer i land). Vi er som sagt vildt heldige med vejret, og selv vores guide er målløs over hvor vindstille der er og på grund af dette kan han tage helt ud af fjorden, ud i det tasmanske hav. Han har selv kun været derude 3 - 4 gange i kajak så han forsikre os om at dette er en meget unik oplevelse. Normalt kan bølgerne nemt komme op på fire meters højde derude hvilket er livsfarligt i en kajak. Da vi endelig kommer derud har vi tilbagelagt over 20 kilometer i kajakken og vi har udsyn direkte syd på, hvilket betød at vi, hvis jorden ikke var rund, ville have kunnet se Antarktis. Vi bliver nu hentet af en båd og bliver sejlet ind til vores udgangspunkt. Turen tilbage tager en halv time og modregner man det med opstarten og hele turens planlagte seks timer, så har vi tilbragt omkring de fem timer ude i kajakkerne hvilket man må sige har været meget godt.

Inde på land får vi skiftet om til vores eget tøj igen, får sagt tak til guiden og begiver os nu tilbage til Wanaka igen. Vi sprang over denne tidligere på grund af dårligt vejr, men da vi nu har turens bedste vejr må vi hellere udnytte det. Turen tilbage tager cirka fem timer og vi ankommer i Wanaka omkring halv seks om aftenen. Laver en hurtig omgang aftensmad og slapper derefter af resten af aftenen med blogskriverier og læsning.

Onsdag d. 21/11/12 - Wanaka og køretur til Fairlie

Vi står noget senere op denne dag end vi plejer, men det var rart ikke at have et så stramt skema som de andre dage. Vi får pakket bilen, smurt madpakke og spist morgenmad, og så vil vi ud og se på Wanaka området. Vi har læst om en vandretur i Rikkes Lonely Planet bog, og vi får at vide i receptionen hvor vi kan finde den. Jeg kører og Rikke navigerer, og jeg svinger med det samme over i den forkerte vejbane (nogle ting ligger for dybt i en), jeg får os heldigvis smidt over i den rigtige vejbane inden vi bliver ramt af den modkørende bil, og så går det ellers mod vandreturen. Vi skal ret langt ud af byen og landskabet ændrer sig hurtigt til indhegninger med får, køer og rådyr. Der går dog heller ikke langt tid før landevejen bliver til grusvej, og så kører vi lige pludselig selv inde i en indhegning. Det er ikke så tit man kører 20 kilometer på en grusvej sammen med, får, lam, køer, kalve og kæmpe store tyrer og de er overalt! Fårene løber heldigvis væk i panik når de hører bilen, men køerne er fuldstændig ligeglade og op til flere gange må vi stoppe bilen og vente på at de gider flytte sig, eller vi kan snegle os uden om. Over en times kørsel senere ankommer vi til starten af vandreturen, men vi kan hurtigt læse os frem til at den tager mellem 3 - 4 timer. Vi har dog en aftale med en pige fra mit studie hernede, som vi skal bo med et par dage så vi dropper gå turen og kører tilbage til Wanaka.

Tilbage i Wanaka kører vi over til Puzleling World, et lille center med en stor udendørs labyrint, The Great Maze, og en masse indendørs rum med illusioner, 3D hologrammer, mærkelige rum der leger med ens sanser. Vi starter indendørs, og selvom de ikke har så meget igen, er det vildt sjovt at se deres illusioner. Det der dog virkeligt er pengene værd at deres rum der hælder underligt så det ser ud som om vand løber op af og dine balance evner bliver virkeligt sat på prøve. Efter en times tid indenfor prøver vi at kigge på labyrinten. Vi er lidt i tidspres og vælger den nemme udgave, hvor man "bare" skal nå ud til hvert hjørne og tilbage igen (den svære skal man hjørnerne i en bestem rækkefølge). Vi undervurdere den nok lidt og vælger at splitte os selv op, og vi bliver med det samme væk for hinanden. Vi møder dog hinanden senere, hvilket var meget heldigt, da jeg på dette tidspunkt ikke længere kunne finde rundt var rendt ind i seks blindgyder i træk. Vi fortsætter sammen og finder hurtigt de første to hjørner. Derefter bliver den en lille smule svære at finde rundt, og vi går i ring et par gange før vi finder de sidste to. Vi manglede på dette tidspunkt kun at finde udgangen, men vi kunne overhovedet ikke finde ud af den sektion vi befandt os i, og brugte næsten et kvarter på at finde frem til hvor vi skulle dreje hen for at komme til den rigtige bro. Vi fandt dog udgangen til sidst og kom sikkert ud. Klokken var ved at være to på dette tidspunkt og vi havde nu en tre timers køretur til vi ville nå Fairlie, hvor Jessica, min ven, bor.

Kører turen ind over landet er meget anderledes end det vi ellers har prøvet, store lange lige veje skærer sig gennem landskabet og naturen er vidt forskelligt fra det langs kysterne. Især et område med store høje gulbrune bakker gør et stort indtryk på mig, da det er så surrealistisk og unaturligt at se på, og så underligt når man har været vandt til enten gråsorte klipper, store skove eller grønne græs arealer. Vi kom også forbi tre søer, som mange havde fortalt os at vi skulle glæde os til. Når vandet fra bjergene strømmer ned har det ofte sten med sig og nogle af disse indeholder krystaller (stenene glimter i lys, og man kan tørre dem af på huden og så glimter man også selv). Når disse sten ender i floder og søer så farver det vandet azurblåt og disse tre søer vi kørte forbi var fyldt med dem. Alle søerne lyste nærmest op, så blå var de og var i sandhed et fantastisk syn. Vi fik lavet nogle pauser omkring søerne og fik taget nogle gode billeder med bjergene og Mount Cook i baggrunden før vi kørte videre mod Fairlie.

I Fairlie mødte Jessica os ved den lokale tankstation og vi fulgte nu efter hende til hendes forældres gård. De bor på en vildt hyggelig gård, og vi fik lov til at bo i deres hytte som ligger 50 meter fra gården. Normalt er det folk der arbejder på gården der bor i hytten, men der var kun en ung mand fra England, Angus, så vi kunne endda selv vælge værelse. Hytten er bygget i sten og er super hyggelig og vildt moderne, det samme gælder deres hus, og efter en lille rundtur omkring huset, hvor vi blandt andet møder Jessicas mors gris, Morgan, som tidligere på dagen næsten var blevet slået ihjel af en ko og derefter var lidt deprimeret. Inde i huset begynder Jessica og hendes mor på maden, og vi får serveret rådyr med stegte grønsager og en traditionel New Zealandsk dessert (Aner ikke hvad den hedder, men den smagte SÅÅÅÅÅÅ godt!) Vi brugte resten af aftenen på at snakke med Jessica og den unge engelske fyr og får også hilst på Jessicas far og bror før vi går tilbage til hytten for at sove. Vi glædede os til dagen efter for Jessica lovede at vise os rundt på gården og måske tage os ud og sejle på deres sø.