Mandag d. 26-11-12 - Sidste dag på sydøen

Det var nu blevet mandag og vi havde fået en god nats søvn efter at have set lidt af Ringenes Herre. Det var vores sidste dag på Sydøen efter to ugers forrygende rundrejse. Dagens program lød på at nå til Picton og tage færgen tilbage til Wellington. Færgen gik først klokken syv om aftenen så fra vi forlod hostellet havde vi 8 timer at slå ihjel på en 30 kilometer strækning. Først udforskede vi Kaikoura. En lille hyggelig by helt ude ved vandet. Byen er kendt for sine mange hvaler, og det brander de sig også i den grad på. Du kan komme på et hav af forskellige sejlture, kajakture eller svømmeture hvor der bliver lovet hvaler og delfiner. Vi kommer hurtigt gennem byen og fortsætter ud indtil vi støder på nogle underlige sten formationer. Klipperne ser ud til at de er blevet lagt i lag og så rejst op, en slags omvendt pancake rocks hvis man kan kalde det det. Der er ikke nogen synlige skilte der forklarer hvad det er og de andre danskere vi møder der har heller ikke nogen forklaring på det så vi begiver os videre. Længere oppe af kysten finder vi en sælkoloni. Vi gør holdt, men finder dog ikke særlig mange sæler der og de er meget langt væk. Før vi forlader Kaikoura helt finder vi lige en udkigspost over området og så går det ellers nordpå.

Vi kører i lang tid og bare nyder turen, indtil vi støder på The Store. Første tanke er at det er en ret fancy butik, men ved nærmere øjekast går det op for os at det er en fancy restaurant i stedet. Den ligger helt ud til kysten med hav udsigt og er indrettet super hyggeligt så vi beslutter at spise middagsmad der. Vi får begge to dagens ret som er en virkelig lækker lokal variant af Fish and Chips. Efter maden fortsatte vi op af kysten og kom til en kirke som Annabelle (min veninde vi boede hos i Christchurch) havde fortalt om. Den lille hyggelige kirke der stod foran os var smukt blevet placeret med udsigt til kysten, en lille skov til den ene side og marker resten af vejen rundt. Annabelle fortalte at dette var kirken hun ville giftes i, hun manglede bare at finde manden.

Længere nordpå støder vi på et saltværk og vi beslutter os for at kigge nærmere. De producere salt på saltværket, hvilket de gør ved at lave store "marker" med saltvand som så langsomt tørre ud indtil der kun er salten tilbage. Oppe fra vejen var nogle af "markerne" helt lilla og da vi virkelig gerne vil tæt på sådan en kommer vi ret langt ud før vi til sidst stopper for at tage billeder. Vi parkerede mellem to "marker" en med vand mens den anden var fuldstændig hvid og tør. For komme til "markerne" skulle man over et udtørret vandløb, på tilbage vejen var den dog knap så udtørret og jeg hopper derfor direkte ud i hvad jeg tror er sten hård jord. Det er alt andet end hårdt og jeg skvatter og hele den ene sko forsvinder ned i kulsort mudder (tror ikke det var specielt rent jord) og hele det ene ben bliver også smurt ind op til knæet. Rikke slap lidt billigere og det var derfor kun hendes sko det gik udover. Vi får os kæmpet hen til bilen igen, skrald grinene, og med meget beskidte tæer. Vi prøvede at fjerne så meget som muligt men opgiver at fjerne det hele og beslutter i stedet for at finde en strand så vi kan vaske os. Lige nedenfor Picton finder vi en og nyder solen i en times tid og jeg får også en meget forfriskende (og meget kold) dukkert før vi kører videre.

På vej mod Picton manglede vi stadig at slå et par timer ihjel, så vi valgte at køre en omvej langs vandet ad grusveje. Efter over en times kørsel af snævre, snoede grusveje op og ned af bakkerne kom vi til den vej vi skulle tage til Picton, den eksistere bare ikke! Og med en time tilbage til vores færge afgår, skulle vi nu hele vejen tilbage og ud på en hovedvej for så at tilbage lægge 18 kilometer på den vej. Vi spænder sikkerhedsselerne og så bliver bilen og ikke mindst dækkene presset til det yderste ud af de små veje for at nå til Picton i tide. Det bliver uden tvivl en af de sjovere køreture vi har været på og op til flere gange skrider bilen gennem svingene til min store fornøjelse (ud af øjenkroen så det ikke ud til at Rikke synes om den del af turen) og på under en time får vi tilbagelagt turen. Vi ankommer til færgen præcis klokken seks, men de er bagud og vi ender med at vente over en time før vi får lov til at køre ombord. Vi valgte at sejle med et andet færgeselskab denne gang, og det viser sig hurtigt at denne noget mindre færge har sejlet i Danmark. Alle skiltende står på Engelsk, Tysk og DANSK, og bistroen ombord hedder endda Bornholm. Selv på et af toiletterne er der et kort over Danmark, til meget stor undren for de andre passagerer. Vi finder os en god plads (med dansk strøm stik) og får set Ringenes Herre 3 færdig. Klokken er halv 12 da vi ankommer til Wellington og vi kører meget trætte hen til min gamle lejlighed hvor vi skal bo i vores aller sidste dage i Wellington.

Tirsdag d. 27-11-12 - Alt det praktiske i Wellington

Jeg havde sovet i stuen i gummibåden med Mike på en luft madras ved siden af (Mike er min gamle rumbo. Rikke havde sovet på Mikes værelse, og vi kan derfor konkludere at han er en rigtig New Zealandsk gentleman. Da vi stod op var vi de sidste tilbage i lejligheden af de andre var taget på arbejde og vi havde nu tid til at pakke vores ting lidt sammen og få planlagt dagen. Denne dag stod ikke på de vilde ting, da vi havde en masse praktiske ting der skulle gøres så vi kunne nyde dagen efter i fred. Første punkt var at sende Rikkes kuffert til Danmark så vi får slæbt den ned i byen og får den afsendt på det lokale postkontor. Derefter skulle vi mødes med min ven Chris på Cambridge Backpackers & Hotel (det sted vi boede de første to uger i Wellington) for ligesom at sige farvel til stedet. Jeg blev lidt for nostalgisk og bestilte ALT for meget mad!

Derefter er det videre i programmet og vi får blandt andet købt det vi skal bruge inden vi forlader New Zealand, får snakket med det internationale kontor på universitetet og får endda også kigget på et nyopsat marked som er blevet lavet for at promovere den nye Hobbit film der havde verdens premiere dagen efter. Dagens sidste aktivitet står på et sidste farvel til Louise som er i Wellington med hendes forældre, vi spiser en god aftensmad med hende på Southern Cross før vi til sidst går hjem og pakker vores tasker til dagen efter.

Onsdag d. 28-11-12 - Verdens premiere på Hobitten

Jeg bliver vækket af at Mike tænder for tv'et denne morgen. Morgen nyhederne handlede kun om verdenspremieren på Hobitten og det gik hurtigt op for mig hvor meget det i virkeligheden betyder for hele New Zealand. Selv vejrudsigten bliver fremsagt på elversprog hvilket viser hvor meget de i virkeligheden elsker Tolkiens univers. Da Rikke stod op pakkede vi bilen indtil Rikke skulle til noget wellness noget, som hun havde fået i fødselsdagsgave. Jeg pakkede bilen færdig og må også lige skræmme en kat ud af vores bil før jeg kørte den ned i byen og parkerede den. Rikke var ikke færdig med wellness da jeg kom ned i byen, så jeg besluttede mig for at nærstudere Courtney Street som i dagens anledning var blevet ændret til en 500 meter lang rød løber, med statuer af trolde, troldmænd og hobbit huse. Man kunne virkelig mærke at byen er på den anden ende af begejstring over verdenspremieren og vejret havde valgt at være lige så begejstrende. Jeg fandt en ledig plads helt fremme ved den røde løber og havde nu fem timer at slå ihjel før alle skuespillerne ankom. Heldigvis gik der ikke mere end en halv time før Rikke fandt mig, og Chris og hans veninde Marta ankom også hurtigt derefter. I løbet af de næste par timer strømmede folk til, og hele gaden var hurtigt fyldt med mennesker. Lige så langsomt begyndte sikkerhedsfolkene også at dukke op og hele den røde løber blev nu fyldt med gøglere for at underholde os mens vi ventede.

Klokken fire blev storskærmende tændt, og skuespillerne begyndte nu at ankomme til den røde løber. Hele gaden livede op og alle snakkede og prøvede at få et glimt af de kendte når de nærmede sig. Selvom den røde løber kun var 500 meter lang, tog det en evighed for skuespillerne at komme frem, da de overalt skrev autografer og var med på billeder. Vi smuttede efter et par timer da vi havde en otte timers køretur foran os før vi ville ankomme i Auckland. Vi sagde farvel til Chris og Marta, spiste et ordentligt måltid på den New Zealandske burgerbar "Burgerfuel" og sagde nu et sidste farvel til vores elskede Wellington.

Turen gik nu mod Auckland og vi aftalte at Rikke tog den første halvdel af turen og jeg ville så tage den sidste del. Turen gik fantastisk godt, der var næsten ingen trafik og vi hørte høj musik, for høj musik. Efter en tre timer blev der spillet "støvledans" fra The julekalender og det pressede åbenbart speederen længere i bund. Politiet var nødt til at stoppe os og forklarer os de New Zealandske hastighedsgrænser, men lod os slippe med en advarsel (tror det var fordi vi så så hjælpeløse ud). Turen fortsatte dog uden yderligere problemer, vi kunne ikke altid finde den rigtige vej, men vi kom til sidst til Auckland og manglede nu bare at finde Nicks hus (Rikkes studiekammerat vi skal bo hos). Efter en halv times kørsel uden at ane hvor vi var, fandt vi ved et tilfælde den rigtige vej, og ankom hos Nick klokken 3 om natten. Det kommer nok ikke bag på jer at vi gik i seng med det samme.

Torsdag d. 29-11-12 - Rundrejse på toppen af Nordøen

Vi sov selvfølgelig længe dagen efter og spiste meget sent morgenmad da vi endelig stod op. Nick havde lavet planer for vores sidste dage og han ville fungere som vores guide på hele turen. Vi pakkede nogle hurtige tasker og satte os ind i bilen kørt af Nick. Vi skulle de næste to dage se toppen af nordøen og den fantastiske natur der fandtes deroppe. Først tog Nick os på en hurtig rundtur gennem Auckland og derefter kørte vi langs østkysten hvor vi så en masse smukke strande. Vi lavede også et hurtigt stop ved et flot vandfald før turen til sidst gik til Tutukaka. Vi fandt en hyggelig campingplads hvor vi lejede en hytte hvorefter vi tog ud og spiste sen aftensmad på en restaurant i byen. Efter det tog vi ned og så en smuk solnedgang på en strand før vi gik i seng.