Efter at have tilbragt mere end to måneder hernede i dette vidunderlige land har jeg opdaget et problem. Dem der normalt forhindrer mig i at realisere mine spontane og skøre indfald befinder sig nu 18.000 kilometer væk. Det eneste der står imellem mig og total kaos er derfor kun Rikke, som normalt plejer at være god til at snakke mig fra de værste ideer, men denne gang lykkedes det hende ikke. Som følge af dette kan jeg derfor nu (med stolthed i stemmen) endelig sige at jeg er blevet en rigtig Brian. Ikke fordi jeg har købt mig en usmagelig overgejlet bil eller at jeg har været i mit første bar relateret slagsmål (eller mit første slagsmål for den sags skyld), men fordi jeg har fået en tatovering.

Nu ved jeg godt at folk derhjemme tænker: "Ja ja, Brian er en fornuftig ung mand så selvfølgelig har han nøjes med en lille tatovering der ikke er stødende på nogen måde." Og jeg vil så inderligt gerne kunne sige det var rigtigt (ærlig talt, det vil jeg), men jeg kan da trøste jer med at den i det mindste ikke er stødende.

Det hele startede da jeg en lille uges tid efter vi var ankommet tilbragte nogle timer alene på hostellet, fordi Rikke var ude at spise med sin buddy (igen bebrejd Rikke, hun burde ikke have efterladt mig uden opsyn). Jeg tænkte jeg ligeså godt kunne udnytte dagen på at finde seværdigheder i Wellington og begiver mig fluks ind på Wellingtons egen hjemmeside, hvor jeg hurtigt finder artikler om forlystelser, seværdigheder og lignende. En artikel vækker dog min nysgerrighed med en overskrift i retning af: "Tatovør rykker ind i akvariumet." Jeg måtte simpelthen læse den, og efter at være kommet igennem en meget medrivende artikel/anmeldelse af et tatovør studio ved navn Dr. Morse Inc. var næste skridt at tjekke stedets Facebook side ud. Tatovøren der ejer stedet hedder Simon Morse, han har langt over 20 år bag sig i tegneserie industrien, hvor han har været tegner på flere hele serier. For fire år siden besluttede han sig for at skifte branche og blev tatovør i stedet, og for et halvt år siden åbnede han så sit eget studio. På Dr. Morse Inc. Facebook side finder jeg mig lige pludselig i gang med at tjekke hans tidligere tatoveringer ud og der er DEN pludselig. Den fedeste, flotteste og mest fantastiske tatovering jeg nogensinde har set og jeg bliver forelsket med det samme. Tatoveringen består kun af farver og altså ingen steger som tatoveringer normalt er opbygget af og forestiller en mand der spiller saxofon. Jeg har i en del år overvejet at få en tatovering, men har aldrig kunne finde en stil der var mig, men med et vidste jeg pludselig at det var i den stil min tatovering skulle være. Uden så meget som at overveje hvilken tatovering jeg egentlig vil have, sender jeg Simon en besked og spørger om et møde med ham. Jeg får hurtigt svar fra hans lærling Nursey (også kaldet Char, tror hun hedder Charlotte i virkeligheden) om at der er rimeligt booket op for tiden men at de vil kontakte mig når der dukker noget op. Et par dage senere får jeg svar, Simon har tid om en time, og alt for glad til at tænke mig om svarer jeg at jeg kommer. Jeg har stadig ikke tænkt over hvad jeg egentlig vil have og jeg har nu en time til at finde ud af hvad min første tatovering skal forestille.

Lettere små forpustet ankommer jeg til den adresse Simon har givet mig, hvilket er en stor pastel regnbue farvet bygning med et lille butiks center i stueetagen. Jeg skal op på fjerde sal og løber derfor op af trapperne da jeg er på grænsen til at komme for sent (og hvem vil komme for sent til deres første samtale med deres tatovør). På tredje slutter trapperne dog, og jeg løber nu febrilsk rundt på tredje sal for at finde de forbistrede trapper der leder den sidste etage op. Jeg opgiver til sidst og må søge hjælp i det kinesiske sprogcenter der husere på etagen jeg er fanget på. De søde kinesiske damer smiler overbærende til mig da de forklarer jeg skal tage elevatoren der befinder sig lige ud for deres dør og lidt pinligt berørt flyver jeg ind i elevatoren og tager den op til fjerde for at mødes med Simon. Simons studio er som artiklen lovede, meget ubåds inspireret og udefra er det firkantede rum beklædt med røde runder vinduer og en tilsvarende oval dør der med en gangbro over en lille fiske dam sætter prikken over i'et. Indenfor er det dog en helt anden historie. Rummet bærer stort præg af Simons mangeårige karriere indenfor tegneserieverdenen med nogle uddrag af tegneserier på væggene og et kæmpe reol system fyldt med plastik figurer fra både film og tegneserie universer. Man er dog ikke i tvivl om at det er et tatovør studio man har bevæget sig ind i, med to tatovør brikse og et hav af tatovør bøger samt Nurseys hjørne fyldt med tegninger af de tatoveringer hun har lavet på folk.

Da jeg er kommet ind henviser Simon mig til hans grønne læder sofaer, jeg sætter mig og Simon spørger hvad jeg har tænkt mig. Jeg forklarer ham at jeg har set hans tatovering med saxofon manden og vil have en tatovering i samme stil, den skal være på min arm, motivet må han bestemme, men tanken er at jeg vil have en tatovering der for altid vil minde mig om New Zealand (jeg går på det tidspunkt ud fra det bliver en fantastisk tur). Simon spørger mig om hvad jeg har set indtil nu og jeg må gå til erkendelse og sige at jeg kun har været her i en uge. Simon tænker sig om et stykke tid, roder lidt i nogle mapper han har og siger så: "Jeg vil lave en fugl." Ideen bag er at New Zealand for mindre end 800 år siden kun var beboet af fugle, de er så at sige landets oprindelige befolkning før Maorierne ankom. Jeg falder for ideen med det samme og efter lidt snakken frem og tilbage beslutter vi os for at lave en Tui. Tuien er en meget unik fugl der kun lever på New Zealand. Den er kendetegnet ved sin meget blå farve og sine to hvide pjuskede stemmebokse, som gør den i stand til at efterligne alle lyde. Maorierne trænede den faktisk som en papegøje og mange havde tamme tuier uden for deres huse til at tage imod deres gæster. Rikke og jeg så faktisk en tui allerede den første dag vi var i Wellington så lige netop denne fugl betyder også noget for mig personligt. Til sidst ville jeg gerne gøre hele tatoveringen mere personlig ved at tilføje et citat som betyder meget for mig. Min mor lærte mig fra en tidlig alder at jeg skulle behandle andre som jeg selv ville behandles og netop dette har jeg prøvet at leve mit liv efter siden. Med alle detaljerne på plads spørger Simon om hvor stor jeg vil ha den og da det eneste jeg kan forestille mig er den tatovering for min inspiration stammer fra, flyver den ud af mig: "Hele overarmen.". Simon er noget forundret over at jeg vælger sådan en stor tatovering som min første, men jeg er tændt på ideen så vi finder en tid i hans meget pressede kalender og min første session er en måned senere.

Søndag den fjerde august vågner jeg tidligt, dette er dagen hvor jeg begynder på min tatovering, og jeg føler mig som en lille dreng før juleaften. Jeg skal mødes med Rikke lidt i 10 hvor vi sammen så går ned til Dr. Morse Inc. Rikke er med i dagens anledning for at være moralsk opbakning for mig og samtidig tage billeder for at forevige øjeblikket. Da vi ankommer (og denne gang med elevatoren hele vejen op) forklarer Simon hvad der skal ske, og kort tid efter begynder han og rette hans første sketch af tatoveringen til så den passer til min arm og så. Det første vi begynder på er tuien, da tatoveringen skal gøres lidt anderledes end normalt, fordi det er uden optegning. Tatoveringen skal laves lidt ligesom et maleri om end man arbejder ikke i lag og vi starter i stedet fra midten og ud. En tegning af fuglen bliver overført til min arm og jeg bliver nu bedt om at ligge mig op på briksen. Imens Simon samler monsteret der skal stikke farvet blæk ind i min hud, begynder jeg at fundere over hele ideen, altså om jeg nu sikker på jeg vil have den her tatovering. Til sidst får jeg rystet tvivlen af mig (for selvfølgelig er det den bedste ide jeg nogensinde har fået) og det var i sidste sekund for da startede Simon dyret, og jeg skal love jer for at en tatoverings pistol larmer! Med det samme går det op for mig at hvis smerten stemmer overens med lyden så flår han nok huden af mig. Med mit hjerte galopperende med tusind kilometer i timen rammer det første stik min arm og min frygt kommer med det samme til skamme. Det er overhovedet ikke slemt, føles mere som om nogen sidder og kradser lidt i huden. Jeg skal dog de følgende gange blive klogere da Simon begynder at gå tilbage til de områder han allerede har givet en tur (Hint, de områder er meget ømme!). I løbet af de to første timer af tatoverings arbejdet dukker Louise, Jonas og Christina op for at kigge til mig, det er hyggeligt med lidt selskab, da Simon for det meste koncentrere sig om at tatovere (hvilket jeg egentlig er glad for). Efter to timer holder vi middagspause hvor jeg sammen med de andre danskere går ned i byen og spiser. Jeg vender alene tilbage og resten af tiden er det bare Simon og mig i hans fisketanks studio. Simon har sat tre timer af til denne session da de fleste mennesker kaster håndklædet i ringen efter to en halv til tre timer. Efter fire en halv time er det dog en noget forundret Simon der siger stop, da han er ved at være kørt træt. Jeg betaler kun for fire timer og jeg får samtidig et plejeprodukt med gratis med begrundelsen: "You did it like a trooper!", som oversat til dansk betyder jeg er en hård gut! (Jeg vil her gerne bringe en stor tak til min far, for at have givet mig gode gener i form af en høj smertetærskel). Jeg betaler og vi beslutter os for at booke tid til tre sessioner mere.

En måned senere vender jeg tilbage til Simons tattoo studio. Det er søndag den anden september, dagen efter vi kom hjem fra vores fantastiske tur rundt på nordøen. Denne gang er jeg alene hele dagen med Simon og Nursey og med kun nogle få samtaler mellem os er det eneste der høres den monotomme brummen fra tatoverings pistolen og Simons klassiske rock der brager ud gennem højtalerne. Stemningen er sat for en gang god dagdrømmeri. Rock og tatoveringer leder tankerne hen på store motorcykler, læderjakker og åbne uendelige veje, men disse drømme brister dog med det samme man kigger ned, da det er en sød, farvestrålende fugl der kigger tilbage fra armen. Fem timer blev det til denne gang og med tuien næsten færdig og halvdelen af de New Zealandske planter der udgør baggrunden begynder jeg for alvor at kunne se hvordan min tatoveringen kommer til at se ud når den færdig. Simon tror vi kan lave den færdig på en session mere, men jeg har dog mine tvivl med så meget af tatoveringen manglende.

Den næste session er to uger efter og føler efterhånden et hvis tilhørsforhold til Dr. Morse Inc., det er trods alt ved at være en del timer jeg har tilbragt der. Da vi skal til at begynde siger Simon at vi laver tatoveringen færdig i dag og alt over fire timer får jeg gratis med. Simon har tydeligvis styr på hvad han laver og lynhurtigt færdiggør vi del efter del. Først banneret med citatet, så det New Zealandske planteliv og til sidst Tuien. Fem en halv time efter er vi færdig. Jeg bruger de næste ti minutter på at gå frem og tilbage foran spejlet, mens mine øjne er fastlåst på tatoveringen. Man har gennem hele processen tydeligt kunne mærke på Simon at han har elsket at leve denne lidt anderledes tatovering, og både ham og Nursey er ret vilde med den. Jeg er selv fuldstændig vild med tatoveringen og bruger hvert eneste givent øjeblik på at studere det fantastisk detaljerede arbejde Simon har lavet. Den måde farverne og detaljerne på denne tatovering spiller sammen kan overhovedet ikke beskrives og er bange for at selv billederne ikke retfærdiggør hvor smuk dette stykke kunst er. Tilbage hos Dr. Morse Inc. betaler jeg for min sidste session og lover Simon at jeg kommer tilbage når tatoveringen er helet så han kan få taget nogle billeder til hans Facebook hjemmeside, og forhåbentlig kan jeg inspirere andre til at få den tatovering de drømmer om ligesom jeg blev inspireret af den saxofonspillende mand jeg så for godt to måneder siden.