(Rikke fortæller)

Dag 7

Dagen startede stille og roligt ud med morgenmad på vores dejlige YHA hostel, imens vi forberedte os på en lang køretur til østkysten. Vi kørte fra Rotoura imod kysten, hvor vi fandt et viewpoint så vi kunne se hele kysten, som også er betegnet som "Bay of plenty" og er et populært sted om sommeren. Fra kysten kan man se både "Whale island" og "White island", som ligesom New Zealands andre øer er fredede.

Vi valgte at køre kyststrækningen til Napier, fordi det skulle være en af de flotteste køreture i New Zealand. Det er også et af de steder i New Zealand, hvor der bor færrest mennesker og hele området virker derfor uberørt og naturen vokser vildt. Turen var helt fantastisk smuk og da vi kørte fra Rotuora skiftede naturen fra skove og grønne græsmarker til sorte sandstrande, høje klippevægge, bjerge og store floder som mundede ud i havet. Klokken var omkring 15 da vi havde kørt halvdelen af turen og den sene eftermiddagssol, gjorde billedet endnu bedre. På den fire timers køretur, kørte vi forbi cirka ti biler i alt og så ikke specielt mange mennesker eller huse i landskabet. På turen stoppede vi flere gange for at tage billeder, men nød ellers bare at høre musik og beundre landskabet.

Ved 20 tiden nåede vi Gisborne, som er en af de lidt større byer på østkysten. På jagten efter aftensmad laver vores finske ven et værre stunt, som alle var enige om, skulle med i bloggen. Joel hopper altid rundt på kanten af blomsterbede, bænke og hvad han ellers kan finde og Gisborne var ingen undtagelse. Vi kommer alle gående og ser Joel sætte i spring mod et blomsterbed og på trods af et godt afsæt, lander han forkert og ender med at rulle rundt i alle de stakkels tulipaner! Situationen blev garanteret kun forværret af, at vi alle har siddet i en bil hele dagen, for vi ligger næsten alle sammen på fortovet af grin. Efter aftensmad kører vi videre mod Napier, hvor jeg får opgaven at ringe til hostellet og spørge om, hvordan vi tjekker sent ind. Først efter et par minutter får jeg heldigvis fat i den herlige Bob som var på vej ud af døren og får fat i en kode, så vi kan komme ind ad fordøren. Vi ankommer til hostellet ved 1 tiden om natten og går fluks i seng.

Dag 8

Det havde regnet hele natten, så vi var lykkelige da vi vågnede op til blå himmel og 15 grader. Det gik også op for os, at hostellet lå lige over havet og en dejlig strandpromenade. Vi havde hver fået en dag at planlægge og denne dag var Martins, som havde planlagt en mysterie-udflugt. Vi havde fået den første ledetråd, allerede da vi kørte fra Wellington og som vi havde brugt hele ugen på at løse. Det var et stykke papir med flag organiseret i et slags mønster. Da vi fandt ud af, at det var bådflag og at de alle havde numre, kunne vi sætte numre i alle flagrubrikkerne. Vi kom hurtigt frem til at de første seks cifre var hver vores fødselsdag. Det tog os yderligere et par dage, at finde ud af, at de resterende fire cifre var en dato, hvor vi hver især havde fået en sms fra Martin. Hver SMS havde et mærkeligt ord, som skulle placeres ud for vores fødselsdato og sætningen lød da: "The mascot reveals the secret". På maskotten fandt vi et firecifret nummer, som vi ikke anede hvad vi skulle bruge til, indtil jeg fik min kuvert som indeholdt et dankort. Så nu havde vi et dankort med en pinkode, som skulle betale for resten af dagen(vi havde alle betalt Martin et beløb inden turen, som ingen af os vidste hvad skulle bruges til). Imens vi sad og spiste pandekager, som Martin havde lavet til os, fik vi den næste konvolut, med endnu en gåde. Gåden skulle hjælpe os til, at finde ud af, hvad det første stop på dagen var og vi skulle finde noget i Napier, der havde en "fisk på hjul". Efter at have googlet lidt, fandt vi "fishbike", som var det første stop, hvor vi lejede seks cykler (med cykelhjelme!).

Herefter fik Brian den næste konvolut, som igen var en gåde, hvor vi skulle finde tre ord, der forklarede hvor vi skulle hen. Et par minutters gætterier senere og vi fandt frem til "The Mission Estate" og cyklede afsted langs havnepromenaden efter Brian som nu havde et kort med ruten i hånden. Efter en dejlig cykeltur nåede vi til den flotteste ejendom, The Mission Estate er en rigtig gammel vingård og her skulle vi smage syv forskellige vin. Bygningen var oprindeligt bygget et andet sted nær floden Pakowhai af franske missionærer i 1858, men på grund af oversvømmelser fra floden, valgte man i 1909 at skære huset i 11 dele, flytte det 20 kilometer og samle det igen, der hvor det står i dag. Ejendommen har den smukkeste udsigt over vinmarker og en fantastisk have med en restaurant ligger foran huset. Her nød vi, efter vinsmagningen, en flaske vin og lidt ost, nødder og frugt.

Jeg fik det næste brev og igen skulle vi finde frem til tre ord, som denne gang var: "Oak Silk Chocolate" og nej, det var ikke et tilfælde at jeg fik chokolade posten! Vi fortsatte derfor cykelturen og fandt hurtigt the Oak Silk Chocolat factory, hvor Martin havde organiseret en tur i deres museum om chokolade, en beskrivelse af fabrikken og hvordan de laver chokoladen og som afslutning et besøg i deres cafe. Vi blev budt på smagsprøver flere gange og gik og spiste chokolade imens vi besøgte museet og lærte mere om chokoladens historie. Derefter blev vi forklaret om chokolade processen og gik til sidst ind i cafeen. Brian og jeg var de mest ulækre chokoladegrise (det kommer ikke som den store overraskelse) og bestilte hver et stykke chokoladekage overdænget med flydende mørk og lys chokolade med flødeskum til. Og nej, det var selvfølgelig ikke chokolade nok, så Brian bestilte en varm kakao og jeg prøvede deres flydende chokolade med chili. Vi var så lykkelige og fuldstændig ligeglade med at de andre grinede en smule af os, for aldrig har vi smagt noget bedre!

Herefter fik Joel den næste konvolut og efter at have regnet gåden ud og fundet stedet, var det lukket, trods det, at Martin havde snakket med dem for en uge siden. Men, vi fik hurtigt den næste konvolut og begav os afsted mod det næste sted som var "The Old Church". Udefra ligner det en ganske almindelig kirke, men når man træder ind ser man at kirken er lavet om til en bar og restaurant. Det var ulig noget andet jeg har set og vi følte os meget "underdressed" og var glade for, at vi var de eneste i kirken/restauranten. Indretningen var meget speciel og blandingen af de gamle mosaikvinduer og den meget moderne indretning, skabte en helt speciel stemning. Især den overdådige lysekrone i loftet, plysmøbler og glasmosaikborde gjorde rummet meget glamourøst. Her spiste vi den lækreste frokost og en dejlig flaske vin inden turen gik videre mod Napier igen. Ved seks tiden afleverede vi vores cykler, tog en time på øjet og gik ud for at spise aftensmad sammen i Napier.

Napier er kendt for at være Art Deco hovedstaden i New Zealand og det er tydeligt at se hvorfor byen bliver beskrevet som Miami's lillebror på grund af pastelfarver og kurvede linjer. Drengene havde brug for en ordentlig steak og vi fandt et lækkert sted, hvor de kunne få proteinbehovet stillet. Resten af aftenen gik med øl og hygge på hostellet.

Dag 9

Vi var desværre nået til turens sidste dag, men vi valgte at få så meget ud af den som muligt. Vi stod alle op klokken 6.20 om morgenen for at se solopgangen, da Napier er en af de byer i hele verden, som oplever solopgangen først. Vi gik ned på stranden og så solen lige så stille stige op på himlen, hvilket var utrolig smukt! Bagefter gik vi dog tilbage i seng, for der er grænser for, hvor meget morgenmennesker vi er. Efter at have pakket bilen ved 10 tiden, gik vi ud for at finde morgenmad og siden der helt fantastisk vejr, sad vi i solen og fik morgenmad på en cafe.

Herefter kørte vi op til noget kaldet "Te Mata Peak", som jeg havde fået foreslået af den kære Bob fra hostellet. Igen blev vi fuldstændig lamslåede af den fantastiske natur og brugte ti minutter på toppen af bjerget på at nyde udsigten over Napier og bugten. Vi var så heldige, at to mænd var ved at forberede et paraglide ud over kanten og så hvordan den ene fangede vinden med faldskærmen og blev løftet fra jorden og fløj ud over dalen.

Turen gik herefter mod Wellington, men siden jeg havde fået lov at bestemme hvad vi skulle se på vejen hjem, kørte vi mod stedet med det længste navn i verden. Turen derhen, var ligesom resten af New Zealand, fantastisk smuk, men selve stedet med det sjove skilt, er ikke andet end et skilt med skoven i baggrunden. Men vi fik taget et billede med det abnormt lange skilt, grinede lidt og kørte videre mod Dannevirke som lå på vejen. Det var dog lidt af en skuffelse og det eneste "danske" vi kunne finde var "Denmark street", "Copenhagen square" og et skilt, hvor der stod farvel da vi kørte ud af byen. Men så er det også krydset af turistlisten!

Lige i øjeblikket sidder vi alle i bilen på vej mod Wellington, klokken er ved at være 18 og vi kan godt alle sammen mærke, at det har været en lang uge med utrolig mange indtryk. Vi har haft en helt fantastisk uge og nydt hvert sekund og Brian og jeg glæder os nu, mere end nogensinde før, til vi skal rejse rundt i november, december og januar!