(Rikke fortæller)

Det bliver svært at beskrive, hvor helt igennem perfekt denne dag var, men jeg gør et forsøg alligevel. Dagen startede som sædvanlig ud med fælles morgenmad, men denne dag havde vi den smukkeste udsigt ud over græsdækkede bakker så langt man kunne se. Det lyder måske kedeligt, for man skulle tro at vi havde fået nok af græsmarker i Danmark, men New Zealand formår at gøre det helt magisk. Vi befinder os i Waitomo og skal se de meget kendte Waitomo caves med glow worms. Da folk gerne ville forskellige ting, valgte vi at dele os op i to grupper: Louise, Jonas og Joel tog med et selskab for at prøve "Black Water Rafting", mens Brian, Martin og jeg havde booket en privat seks timers tur. Jeg havde fået turen anbefalet af en ven i Danmark, som havde prøvet det for et par år siden.

Vi kørte af sted mod guiden, Pauls hjem, hvor vi skulle udstyres med tøj, klatregear, gummistøvler og hjelme. Brian gik efter det mest farvestrålende tøj og (hold nu fast) ender med at være klædt i: hvide/blå stribede thermo bukser, sorte shorts, lilla fleece OG en lækker limegrøn fleece vest udenpå. Dertil skal i så tilføje en hjelm med lygte, gummistøvler og et stort fedt smil og hvis fantasien ikke rækker så langt, så tjek billederne ud! Det er hermed ikke sagt at Martin og jeg ikke så dumme ud, for vi var heller ikke spor heldige, men jeg synes det var værd at nævne Brians farvelade! Kameraet blev pakket ned i en vandtæt æske og vores frokost og resten af kamera udstyret blev også pakket i store vandtætte tasker og vi begyndte at gå op for os, at vand på en eller anden måde var indblandet i turen. Paul, hans kone og datter bor på en 2,5 hektar stor grund med får, geder og et par grise og Paul lever af, at lave disse guidede ture. Han var en af opstarterne på det meget kendte "Cave Canoing" som har gjort Waitomo caves til en kæmpe turists attraktion i dag. Med tiden synes han, at det blev for turistet og upersonligt og valgte at starte sit eget sted, som han kalder for "Green Glow Eco-adventures". Han er uddannet geolog og har arbejdet i Australien og New Zealand. Han har studeret grotter og klatret siden han var 16 år gammel og har en utrolig viden om naturen og især grotterne og livet i dem.

Vi skulle køre i fem minutter, for at nå til turens start, hvor vi skulle klatre. Her blev der mulighed for tre forholdsvis nemme klatringer, som vi alle klarede og nød. Jeg fik hilst på et par edderkopper, Brian viste sig at være en den nye spiderman og Martin genopdagede sin højdeskræk. Herefter gik turen mod en 24 meter rappelling, hvor vi først skulle klatre op ad en klippevæg, for at komme dertil. Skov-dalen som omkranser grotten virker som en komplet uberørt urskov, uden stier eller spor af mennesker. Det eneste tegn på mennesker, er Pauls klatreredskaber, der er fastgjort til klippevæggene, som gør færdslen i området sikker. På toppen af grotten, viste Paul os resterne af en gammel fæstning der var lavet af Maori'erne, som de havde brugt som udsigtspost og beskyttelsesområde, når der var krig.

Da vi var kommet ned efter den første rappelling gik vi i krig med nogle lidt sværere klatringer. Den første tur var helt perfekt og vi nød det alle tre utrolig meget! Den næste var en tak sværere og her var vi godt klar over at vi ville komme på prøve, fordi den havde et udhæng på en meter, som man skulle op over. Her kom de små arme på prøve og selv om jeg og Brian begge kom op over udhænget, måtte vi give op, fordi alle kræfterne var brugt op. Vi synes selv det er en kæmpe sejr!

Herefter gik vi videre til dagens næste rappelling, som skulle føre os ind i grotten af en af dets fire indgange. Rappellingen var 46 høj og foregik over grotteåbningen og endte i floden, der løber igennem hele grotten. Jeg var den første til at "hoppe ud" over kanten og udsigten var igen storslået og jeg firede mig ned langs klippevæggen indtil jeg hang frit i luften og kunne se floden, jeg skulle lande i. Da jeg landede, var vandet for det første isende koldt og siden jeg hverken har specielt lange ben eller store gummistøvler, havde jeg hurtigt vand op til midten af lårene. Jeg kom hurtigt over kuldechokket, da jeg kunne se ind i en kulsort grotte, som bare ventede på at blive undersøgt. Efter mig, kom Martin ned og til sidst Brian og de var mindst ligeså lamslåede over grotten, som jeg var.

Da Paul kom ned, blev pandelygterne tændt og turen gik ind i grotten! Det første lange stykke i grotten foregik i floden, på klippestykker og nogle steder, dybe huller. Ifølge Poul var vi nu verdensmestre i "få vand ud af dine gummistøvler" teknikken! Turen var utrolig spændende fordi vi hoppede fra klippe til klippe og var nogle steder nødt til at klatre for at komme frem. Jeg vil ikke sige at det var farligt, for Paul havde 100 % styr på hvor han ledte os hen, men man skulle alligevel tænke over hvor man satte sine fødder, for at undgå at ende i det iskolde vand eller slå sig på klipperne. Det gav turen lidt mere spænding, at det absolut ikke føltes som en turistattraktion og at man selv til dels var ansvarlig for at kommer sikkert igennem grotten. Vi stoppede på et tidspunkt på en stor klippe for at spise vores frokost og her bad Paul os om at slukke vores pandelygter og det smukkeste syn bredte sig over os. Nu kunne vi se alle de glowworms, der lyste op som en stjernehimmel og efterlod resten af grotten fuldstændig sort. Paul har en utrolig viden om grotten og glow worms og fortalte at grunden til at de ligner en stjernehimmel er for at snyde insekterne der flyver ind i hulen. Når et insekt flyver rundt i hulen, tror den, at ormene er en stjernehimmel og flyver opad indtil den fanges i de silketråde, som ormene spytter ud. Her sad vi og spiste frokost imens vi nød dette særprægede og pragtfulde syn. På samme location, prøvede vi også at tage et par billeder, hvilket Paul er helt fantastisk til og havde taget alt udstyret med.

Efter frokost ledte Paul os videre igennem grotten og her gik vi så højt oppe, at vi skulle hæfte os fast til en sikkerhedslinje på klippevæggen, for ikke at falde ned. Vi fortsatte ned og igennem floden igen, øvede os lidt mere i gummistøvle teknikken og nåede en af grottens udgange og kunne nu forstå, hvorfor Paul havde døbt sin virksomhed "Green Glow". Foran os, åbnede der sig et kæmpe hul og det eneste man kunne se var skov, som solen lyste igennem og ind i grotten faldt det smukkeste grønne lys. Jeg er ikke sikker på, at billeder vil kunne retfærdiggøre det syn. Vi gik ud af åbningen og op i skoven, hvor vi gik en ti minutters tid, før vi nåede dagens næste rappelling på 27 meter som skulle føre os ned til en af grottens andre indgange. Det var endnu engang et ubeskriveligt syn at fire sig selv ned i en kæmpe dal, hvor alle klippevægge er dækket af planter og træer. Da vi alle var sikkert på bunden, blev vi ledt igennem en meget smal åbning i klippevæggen og fortsatte ind i grotten og her fik vi valget mellem "den farlige tur" eller "den almindelige tur". Martin nåede ikke at sige noget, før Brian og jeg havde sagt den farlige tur og straks gik turen op på en klippe inde i grotten. Her skulle vi hele tiden være fastgjort til klippevæggen ved hjælp af vores sikkerhedsudstyr og flere gange skulle vi springe over store huller og det var helt fantastisk! Pouls store viden omkring grotten og dets vidundere kom igen til udtryk da med stor iver vidste os grottens hemmeligheder. Klippevæggene i grotten var flere steder dekoreret med forstenede muslinger som Poul kunne fortælle var over 24 millioner år gamle. Vi fik også forklaringen på stalaktitterne der hang fra grottens loft. Vandet trænger overalt ned fra kilder gennem sprækker i grottens loft, gennem klipperne har de opløst noget af kalken deri og trækker det nu med ud på den anden side. Når vandet kommer ud af sprækken sætter noget af kalken sig igen og bliver gennem millioner af år til lange tapper der hænger fra loftet. Da vi nåede et fladt klippeområde, bad Paul os om tage plads og forsynede os med kage og en varm appelsindrik, vi slukkede lamperne og imens vi spiste kagen, nød vi det smukke syn af glow worms igen.

Efter kage og en tiltrængt varm drik gik turen videre til et sted, hvor vi prøvede at tage nogle flere billeder inden vi nåede turens sidste rappelling. Denne rappelling foregik inde i grotten og her skulle vi fire os igennem en smal åbning i gulvet og kom ned i grottens "underetage", hvor vi kunne få lov at opleve glow worms på helt tæt hold. Efter at have set og rørt både han og hun glow worms og set deres pupper, de fluer de bliver til efterfølgende, deres æg og hørt en masse omkring deres biologi gik turen videre ud af grotten og igen så vi det skønne grønne lys vælte ind i grotten.

Vi kom ud igennem skoven og gik over markerne og kiggede tilbage på, hvad der lignede, en lille skovoase midt i alle markerne. Ingen ville kunne gennemskue, at et helt grottesystem gemte sig derunder. Paul gik tilbage og hentede bilen og vi gik imod Pauls hus, for at forsikre hans kone om, at hun ikke behøvede at sende et redningshold ud efter os, siden vi havde brugt langt over den aftalte tid i grotterne.

De andres tur havde kun taget et par timer, så vi skyndte os at bade, skifte tøj, takke Paul adskillige gange for en helt fantastisk tur og kørte mod Waitomo for at hente de andre. De havde i mellemtiden ikke haft noget at lave de sidste fire timer, så de havde valgt at drikke to øl hver, så de i hvert fald ikke kunne køre bilen til Rotoura. Snedigt, meget snedigt…. Martin og Brian tog forsæderne og fik os sikkert til Rotorua, hvor vi blev indlogeret på endnu et lækkert YHA hostel og faldt omkuld i sengene.