(Brian fortæller)

Mandag står vi op halv otte da vi klokken 10:30 skal skydive fra 15.000 fods højde. Vejret er dog ikke med os den dag og et opkald til Taupo Tandem Skydive bekræfter dog også vores frygt, vejret er for dårligt til at springe i. Jeg har fået ansvaret for denne dag, så jeg skal nu se på hvad vi ellers kan bruge dagen på. Jeg havde på forhånd allerede kigget på flere andre forlystelser og vandreture hjemmefra, i tilfælde af dårligt vejr og jeg får hurtigt fundet noget, der kan være oplagt til denne dag. Efter at have spist morgenmad begynder vi at pakke bilen. Det går hurtigt op for mig at jeg har smidt min nøgle væk til vores værelse og jeg må gå til bekendelse til hostel bestyreren. Hostel bestyreren er en rigtig flink dame (næsten for flink), der efter at jeg har fortalt om mit uheld, begynder at undskylde igen og igen overfor mig, fordi hun bliver nødt til at opkræve et lille beløb for nøglen. 10 dollars fattigere og med bilen pakket forlader vi hostellet i Taupo, med Martin som chauffør og Rikke som navigatør. Vi springer over de længste vandreture på grund af regnvejret og beslutter os for at køre ned og se Lake Taupo fra byen i stedet for at gå en tur langs bredden. Lake Taupo er den anden største ferskvandssø i hele "the pasific region"(mangel på danske ord, sker efterhånden tit) og vi kan da heller ikke se den anden ende af søen fra den bred vi står på.

Vi kører nu ud af Taupo for at køre langs Waikato floden, der er Lake Taupos største flod og derfor New Zealands største. Et stykke oppe af floden kommer vi til Huka Falls, på en smal strækning skrumper floden ind til halv bredde hvilket presser vandet ind mellem to klippesider for til sidst at ende i et vandfald. Huka Falls er prægtigt! Allerede i 1872 bemærker sergent H. Talty hvor fantastisk stedet er: "The falls… are very fine and will doubtless at a future period form an attraction.". Waikato flodens navn stammer dog også fra steder som disse hvor vandet bliver skummende hvidt af strømmen da Waikato betyder skum på Maori. Waikato floden er så stor og kraftfuld at den står for 15 procent af New Zealands elektricitet.

Efter floden og vandfaldet tog vi til Craters of the Moon, en seismisk aktiv dal fyldt med dampende kratere. Området har ikke altid været så aktivt, men i 1950'erne åbnede man Geothermal Power Station som udnyttede varmen fra det seismisk aktive område til at opvarme huse i New Zealand. Geothermal Power Station sænkede trykket i området og mange steder forsvandt gejsere og andet aktivitet, mens andre steder begyndte at røre på sig for første gang. Craters of the Moon er et af disse områder, som med den nylige aktivitet faktisk har slået en del af den oprindelige natur omkring hullerne ihjel. Den natur der findes der nu har tilpasset sig området og dets meget ekstreme miljø. Joel mente stedet mindede om øvelsesområderne fra hans soldatertid og selvom jeg ikke har været i militæret må jeg indrømme at et krigsområde er den bedste beskrivelse for dette sted. Turen rundt i Craters of the Moon tog 45 minutter og kostede seks dollars.

Jeg havde før vi tog af sted forhørt mig blandt New Zealandske venner hvad man skulle se i Taupo, der var bred enighed om at Orekai Karako var et must see. Orekai Karako, på engelsk The Hidden Valley og den skjulte dal på dansk, er også et seismisk aktivt område der for mange år siden var et helligt Maori område. Historien bag navnet den skjulte dal, er at området kun kunne findes af dem der kendte stedet, og for at vi kunne nå derud måtte vi også betale en færge for at sejle os over Ohakuri søen. Hele området er en stor farvelade af gule, grønne, brune og lyserøde farver blandet med boblende mudder pøle, gejsere og dampende huller. Det første vi så da vi steg af båden var et stort udstrakt område kaldet the Rainbow Lookout. Det flade farvestrålende område transportere mere end 20 millioner liter varmt vand ned i søen hver dag, og farverne stammer fra de geotermiske gasser der kommer op fra jorden. Vi støder også hurtigt på de to første gejsere, ved navn Diamond og Sapphire, grundet den kaskade af vand de udsender mellem hver tredje og fjerde time. En stor træbelagt sti løber rundt i hele området og langs denne sti når vi Te Kapua, den gyldne fleece, eller kaldet skyen af Maori folket. Te Kapua er en gruppe af gyldne gejsere som blev skabt omkring år 131 efter Kristus. Te Kapua er meget uforudsigelig og derfor for farlige at komme tæt på, derfor fører stien op til en udkigspost ved udsigt over hele området. Det næste vi kommer til er Ruatapu, den hellige hule. Ruatapu er en del af Niwa Nga Ana, hill of caves, hvis oprindelse er ukendt men som er den ene af kun to kendte geotermiske huler i hele verden. I bunden af Ruatapu findes en lille stillestående dam kaldet Waiwahkaata, spejl dammen. Selvom dammen virker uberørt af den voldsomme aktivitet der foregår i området, damper den alligevel så meget at det er svært at vise på billeder hvor smuk Ruatapu i virkeligheden er. På turen tilbage til bådsbroen støder vi på Kohua Paharu, en boblende grå/hvid mudder pøl som er opstået omkring en kemisk nedbrydning af sten af de termiske væsker der skaber den grå/hvide ler. Den underjordiske varme får så denne masse af flydende ler til at koge der skaber denne ildelugtende boblende pøl. Det sidste vi ser inden vi tager med båden tilbage til bilen er Waiariki, Soda springvandet. Dette springvand begyndte først for 17 år siden, hvor det uden nogen tydelig grundt fyldte sig selv og begyndte at koge. Waiariki er stadig meget uforudsigelig og kan slukke og starte sig selv uden varsel. Orekai Karako er uden tvivl et af de mest enestående områder vi har set i New Zealand der med sine klare farver og kogende undergrund er så anderledes end den natur vi kender fra Danmark.

På vej mod vores hostel i Waitomo, oplever vi naturen som kendetegner dette område, der ulig nationalparkerne syd for søen Taupo består af græs og skov beklædte bakker og bjerge. Vi gør et par stop for at tage billeder og nyde udsigten før vi til sidst handler ind før vi ankommer til hostellet. Hostellet i Waitomo er en bjælkehytte med træk fra de bjerghytter man kender hjemmefra Europa. Vi slutter en regnfuld dag med hygge og brætspil i hostellets fællesrum.