Rikke og jeg sov længe dagen efter vi ankom, da vi begge var fuldstændig ødelagte efter turen herned. Hostellet er virkeligt flot, med store synlige bjælker, store træplanker på væggene, mørke lædermøbler og gulvtæpper overalt. Hostellet har desuden en stor sportsbar/restaurant som er åben for alle, hvor stemningen altid er livlig, som et resultat af den evindelige råben af sporten på de utrolig mange fjernsynsskærme. Det er selvfølgelig rugby der oftest vises og det kan høres igennem hele hostellet. Backpackergæsterne har deres eget køkken hvor man kan lave sin egen mad hvis man har lyst. Vi valgte dog at spise inde i baren på vores første dag, og vi fortrød det ikke et sekund. Sportbaren/restauranten tilbyder nemlig også morgenmad, som foregår ved at man udfylder en seddel, med sine ønsker og så laver kokken det man vil have. Efter en 10 minutters tid bliver to af verdens største tallerkner med et kæmpe bjerg af mad placeret foran os. Lektion lært: man spiser meget mad i New Zealand. Vi spiste ikke igen før til aften.

Efter morgenmaden begav vi os ud i Wellington for at få et indtryk af byen. Wellington ligger langs med en bugt og er omkranset af bjerge, hvilket gør at man nemt kan finde rundt, da alle veje der går ned ad fører mod vandet. Centrum er opdelt i fire hvidt forskellige områder; Courtenay, Cuba, Lambton og Waterfront. Courtenay er præget af restauranter, barer, biografer og teatre. Courtenay er samlingspunkt for det kulturelle i Wellington. Cuba områdets navn kommer af gågaden Cuba Street. Området er præget af små lokale butikker og det Wellington er kendt for, spisesteder. Lambton ligger på siden af en bakkekam og der hersker derfor stor højdeforskel ulig resten af centrum. Lambton fremstår som Wellingtons business centrum, og arkitekturen er primært højhuse. Folk der går rundt i denne bydel bærer jakkesæt og denne del står i stæk kontrast til resten af den meget afslappede by. Wellingtons Waterfront er nyrenoveret inden for de seneste år som en del af den nye byplan for byen. Det gamle havneområde er blevet omdannet til et mix af parkanlæg og havnepromenaden som bliver flittigt benyttet af fodgængere og cyklister. På gåturen holder os til centrum omkring bugten, og ser hurtigt en meget anderledes byggestil end vi vandt til, Art Deco har været en stor inspirationskilde, hvorfor arkitekturen er præget af pastelfarver, kurver og en høj detaljegrad.

Den New Zealandske vinter er knap så kold som vi have forventet, men er til gengæld relativt regnfuld, over 100 millimeter i juli er ganske normalt. Wellington går under navnet "Windy Welly" grundet den stærke vind man tit oplever i byen. Dagen havde indtil videre kun været grå og overskyet men da det begynder at regne, valgte vi at søge tilflugt i Wellingtons National museum, Te Papa Tongarewa. Museet er gratis og har fem etager med naturhistoriske og kulturelle udstillinger om New Zealand. Museet gav os en god indsigt i New Zealands historie og kultur, og efter et besøg i en særudstilling om de naturkræfter der hersker i landet, blev vi klogere på hvorfor New Zealand oplever så mange jordskælv (bare rolig, de er for det meste umærkbare). Efter nogle timer beslutter vi os dog for at begive os hjem ad igen, og gemme resten af Te Papa til en anden dag med mere energi. Tidligt på eftermiddagen kan vi mærke jetlagget efter turen og vi er begge meget trætte, så vi spiser på den hyggeligste cafe vi kan finde og tager derefter hjem for at sove.

Dagen efter beslutter vi os for at begynde at kigge efter en bolig som vi kan bo i de næste fire måneder. Rikke og jeg har besluttet at vi vil bo i hvert vores bofællesskab for at kunne lære det New Zealandske folk og deres kultur bedre at kende. Det føles lidt skræmmende at skulle bo alene hernede, men det bliver samtidig meget lærerigt for os begge. Vi kommer stadig til at se en masse til hinanden da vi skal ud og se New Zealand sammen i weekenderne og når vi møder hinanden på universitetet.

At skulle bo alene gør også bolig søgningen meget nemmere, da de fleste bofællesskaber kun har et ledigt værelse, og efter at have sendt en række beskeder ud til annoncerne, begynder beskederne lige så stille at komme ind. Vi skal begge ud og se på værelser om aftenen, Rikke i et stort bofælleskab med hele seks andre unge mennesker. Lejligheden ligger 100 meter fra vores universitet og hvis personerne er flinke, virker den som et perfekt sted at bo. Jeg skal selv lidt længere væk, op hos et par der bor i en mindre lejlighed med udsigt over byen. Vi skal de følgende dage rundt se flere lejligheder så vi kan finde det rette sted.