Profile
Blog
Photos
Videos
(Brian fortæller)
Vi stod op klokken seks denne dag, da Louise og Jonas skulle op og stå på ski på Mt. Ruapehu. Efter et varmt farvel fra hostel bestyreren, som gav os nogle gode vejbeskrivelser og genveje, kørte vi af sted klokken halv otte med mig som chauffør. Det er meget specielt at køre i en otte personers bil med automatgear og samtidig sidde i den forkerte side og styre og især bremsning ved kryds fremkaldte panik i starten da jeg febrilsk ledte efter min gearstand og kobling.
Turen fra hostellet til Mt.Rupahu tog cirka halvanden time, med en lille omvej da navigatør Joel overså vejen jeg skulle være drejet op af. Denne lille omvej tog os dog op på en udsigtspost, der havde en smuk udsigt over det morgentågede New Zealandske landskab. Da vi endelig kom til foden af Mt. Ruapehu var vejen op til skisportsområdet snæver og snoet men bød på tre meget forskellige scenerier. Vejen startede ud omgivet af junglelignende skov, dernæst mørke klippesider og til sidst snedækkede bjergtoppe, en fantastisk start på dagen. Jo længere vi kom op ad bjerget jo mere begyndte det at blæse og regne og til sidst kunne vi ikke se særlig meget på grund af skyer. Turen ned igen var til gengæld næsten for spændende for de resterende medpassagerer, da der hurtigt forekom bred enighed om at jeg kørte for stærkt ned af de smalle veje.
Vi kom dog ned i god behold og turen gik nu mod Kaimanawa nationalpark, hvor dagens første vandretur skulle finde sted. Efter et par timers kørsel ankom vi til første stop i nationalparken, Pillars of Hercules, Herkules' søjler, som tog os ud på en meget fleksibel gangbro, der ikke faldt i Martins smag. Gangbroen spændte over cirka 20 meter og kunne ikke holde til mere end 15 personer ad gangen. Den svingede voldsomt og gyngede når man hoppede på den(ja, selvfølgelig hoppede vi på den!). Fra gangbroen var der en fantastisk udsigt til grøntdækkede bjerge til begge sider og en flod løb under broen. På gangbroen og den efterfølgende sti ledte vi forgæves efter Pillars of Hercules og gik til sidst tilbage til bilen for at tage på den næste vandretur. Længere inde i parken, så vi en gåtur der førte til søjlerne igen og vi besluttede med det samme at følge den. Efter en halv times vandring gennem en meget tæt og tåget skov ankom vi igen til den samme bro som vi startede med at gå på og efter endnu et besøg på den forstod vi endelig at Pillars of Hercules var de to klipper som broen var fastspændt mellem. The Pillars of Hercules er to næsten lodrette klippesider med over 20 meter ned til floden under. Med det på plads gik vi tilbage til bilen og spiste en tiltrængt frokost på parkeringspladsen før turen gik ud af parken igen.
På vej ud parken tog Rikke, der nu var blevet navigatør mens Joel var chauffør, os ud på en lille sidevej der førte ned til en ny bro over floden. Denne bro gav et pragtfuldt syn over Tongariro river, der blev kastet rundt mellem klipperne og var uden sammenligning en af de smukkere udsigter. Tongariro river løber fra Lake Taupo og helt ned til slutningen af Tongariro nationalpark. Vi kørte derefter rundt om Mt. Ruapehu for at ende på den anden side, hvor vi parkerede bilen ved National Army Museum and Memorial, vi havde dog ikke tid til at komme ind og se museet men valgte i stedet at drikke kaffe og varm kakao på den tilhørende café(til stor lettelse for Rikke, som ikke havde den fjerneste lyst til at se på tanks). Joel og jeg fik derefter lov til at nærstudere, og kravle rundt på, de kampvogne og kanoner der var placeret rundt om museet. Joel har tidligere været i militæret og kunne bidrage med nogle historier og lidt fakta omkring maskinerne. Vi forlod museet og kørte nu mod dagens sidste vandretur.
Efter en halv times kørsel ankom vi til Tongariro Nationalpark. Vi havde nu to timer at boltre os med inden vi skulle hente Louise og Jonas i Okahune. Vi valgte at gå på en tur til Waitonga vandfaldet. Turen startede med en stejl vandring gennem tæt bevoksning før vi til sidst kom op på et stort udstrakt sumpområde. Sumpområdet var blevet udstyret med et forhøjet planke stisystem som tillod os at komme tørskoet gennem området. Grundet manglen på træer i dette område var udsigten til de omkringliggende bjerge, inklusiv Mt. Ruapehu hvor vi kunne se skiliften som Louise og Jonas havde kørt med den dag, storslået, og blandingen mellem sumpen, de omkringliggende skove og det sne beklædte bjerg var intet mindre end det smukkeste syn den dag. Efter sumpområdet førte stien os tilbage ind i skoven og nu nedad igen, for enden af stien ankom vi til Waitonga vandfaldet og det dertilhørende vandløb, som er noget vildere end dem vi har i Danmark. For at komme hen til vandfaldet måtte vi gå langs vandløbet og til tider krydse det ved at hoppe fra sten til sten. Jo tættere vi kom på vandfaldet jo mere vidste det sig at vandløbet ikke kun fik sin kraft fra et, men i stedet mange vandfald, store som små, der kom fra alle sider. Da vi kom ned til foden af Waitonga vandfaldet gik det op for os hvor stort det i virkeligheden var. Et prægtigt vandfald med flere fald ned over klippevæggen før den til sidst ramte bunden og de indre legebørn kom nu op i Joel og mig. Vi så at man længere oppe på klippevæggen kunne komme under vandfaldet og så var der desværre ikke andet at gøre end at prøve at lege bjergbestigere. Op af mos beklædte klipper, løse sten og mindre vandfald gik det nu, med Joel i front og mig lige i hælene. Efter at have nået afsatsen bagved vandfaldet fik vi øje på en lille hule længere oppe at klippevæggen og så måtte dette jo blive vores næste mål. Med vådt tøj og hår, efter vandfaldet, kravlede vi nu langs klippevæggen og op af en græs beklædt skråning før vi til sidst fandt os en siddeplads inde i hulen. Mens vi nød udsigten over vandfaldsområdet og dets klippeformationer kom vi til at snakke om hvor farlig turen ned ville blive, de fugtige klipper var meget glatte og især de løse sten ville blive en udfordring. Let betuttede prøvede vi nu at klatre ned igen, men ved hjælp fra træer og buske kom vi helskindet ned. Sammen med Martin og Rikke gik vi nu tilbage af vandløbet der igen skulle krydses flere gange før vi kunne nå stien tilbage. Jeg var mindre heldig denne gang og måtte en tur i vandet og våd fra knæene og ned gik turen så gennem skov og sump tilbage til bilen. Vi snakkede om, hvor fantastisk det er, at en tur som denne kan virke så naturlig, uberørt og ikke virke præget af at være en "turistattraktion". Det gør oplevelsen langt mere personlig, at vi kunne klatre rundt på klipper, krydse små floder og selv opfinde stier for at komme frem.
Denne gang med Rikke som chauffør og Martin som navigatør, kørte vi nu tilbage til Okahune hvor Louise og Jonas skulle hentes efter deres lange dag på ski, før vi kunne tage turen mod vores næste hostel i Taupo. Turen til Taupo forløb smertefrit og uden omveje og kun et lille stop blev gjort ved det lokale supermarked før vi kørte til hostellet med ankomst klokken halv otte om aftenen. Martin og Rikke stod denne gang for aftensmad som bestod af burgere og efter en meget aktiv begivenhedsrig dag var dette mere en tiltrængt. Hostellet var meget fint og rent og selvom der var meget mørkt fik vi en anelse af udsigten derfra. Resten af aftenen forløb med at spille Trivial Pursuit og spise kage, mens Rikke og jeg skrev blogindlæg. Trætte men meget glade var det nu tid til at sove så vi var klar til morgendagens strabadser.
- comments