Cirka to uger mere og jeg smutter! Det føles simpelthen så underligt, fordi det på én og samme gang virker som om, jeg lige er ankommet og som om, jeg har været væk fra Danmark i 100 år. De sidste to ugers tid er gået meget stærkt, fordi jeg har været fuldt beskæftiget.

I de sidste par weekender har jeg været på ture med de andre frivillige. Èn af weekenderne brugte vi i La Ceiba, hvor vi om lørdagen slappede af på stranden og riverraftede i de smukkeste omgivelser på en flod, der snørklede sig ind og ud imellem høje og frodige bjerge. Selvom riverraftingen ikke var specielt vild eller farlig, var det en skøn tur, hvor vi udover at nyde den fabelagtige natur og hoppe fra klipper, også fik masser af grineflip over vores dårlige teknikker og tunge numser, som absolut ikke ville løfte sig så hurtigt, som vores instruktør ønskede. Efter en stor omgang pizza til aftensmad tog vi ud i nattelivet, og nu kan jeg endelig føje "danse på podiet med en latinostripper" på CV'et - fedest! Den følgende søndag stod vi tidligt op og tog en båd til Cayos Cochinos, som ligger ud for Honduras' nordkyst i det caribiske hav. Cayos Cochinos består af flere fuldstændig postkort-perfekte øer med hvide strande, turkis vand og palmetræer. Vi brugte dagen på at sejle rundt fra ø til ø, dase i det salte vand, gøre mislykkede forsøg på at fange fisk med hænderne samt spise utrolig lækker friskfanget, stegt fisk med tajadas (chips lavet fra bananarten platano). Frokosten blev tilberedt af de lokale garifunaer på én af øerne, hvor en stor håndfuld stråhuse udgjorde en lillebitte og yderst charmerende landsby. Garifunaer stammer fra Afrika og er et af de syv originale folk, der findes i Honduras. De kan kendes på deres sorte hud, og så har de ifølge min mening mere charme og en mere afslappet indstilling til livet end andre befolkningsgrupper i Honduras, og jeg er ganske overbevist om, at de kender til udtrykket Hakuna Matata ligesom deres afrikanske forfædre.

At tage det roligt blev jeg i den grad også nødt til at minde mig selv om, da vi senere samme søndag sad i bussen på vej tilbage til El Progreso. På bussen steg nemlig en mand, som havde en tom rygsæk i den ene hånd og en stor kniv i den anden hånd, og så brugte han fem minutter på at røve hele bussen, inden han stod af igen. Til mit held gjorde han ingen tilnærmelser mod mig, og han kiggede kun på mig og min kamerataske, som jeg havde i skødet, så han slap hverken afsted med mit kamera, min mobil, mine penge eller mit kreditkort, som tasken indeholdt. Det er første gang i min tid i Honduras, at jeg kommer ud for noget, og selv i dette tilfælde skete der mig jo egentlig ingenting. Så jeg håber det bare bliver ved denne ene oplevelse og ikke flere. På samme bustur blev vi holdt ind ved en politikontrol i en halv times tid, og der blev vi klar over, at samme mand havde røvet to andre busser bagved os. Desuden viste det sig, at lastrummet i vores bus indeholdt otte store tasker fyldt med hajkød. Det er ulovligt, så kødet blev læsset af, og vi kunne endelig køre videre og komme hjem til El Progreso.

For mig er mit hjem i Progreso nu et andet, end det var før, fordi jeg har skiftet familie. Jeg er allerede klar over, at det var den helt rigtige beslutning, for nu har jeg en værtsbror, Allan på 18 år, som jeg har en masse sjov og lange, seriøse snakke med. I huset bor også Abuela (Bedstemor), som er så sød ved mig og sørger for at vaske alt mit tøj. Forældrene Miriam og Gustavo er også nogle rigtigt venlige og rare mennesker, som viser stor interesse for mig. I huset er også, udover tre vagthunde, to papegøjer og en kat, den sødeste hundehvalp i hele verden kaldet Lula, så mindst én gang om dagen er jeg garanteret en ordentlig snaver. Jeg føler mig så godt tilpas og kunne ikke være mere tilfreds med beslutningen og min nye familie. Hvor jeg før i Sofías hus kedede mig og følte mig parat til at rejse videre, er jeg nu en smule trist ved tanken om, at jeg skal rejse videre lige om lidt, nu hvor jeg endelig har fået det så godt. Men selvfølgelig er jeg stadig mere end klar på at mødes med Laura og skabe en masse dejlige sydamerikanske minder med hende om knap to uger, og så må jeg bare huske på, at jeg nu får en fantastisk sidste tid med en god værtsfamilie, hvilket jo var mit håb forud for min beslutning om at skifte famile.

Forrige weekend blev ligeledes brugt på weekendtur med de andre søde, frivillige piger. Denne gang var destinationen Lago de Yojoa, den største ferskvandssø i Honduras, som ligger en lille time fra Progreso. Vi fik indlogeret os selv på det hyggeligste backpacker-hotel og fandt så en lokal comedor, et spisested, hvor vi endnu engang fik fisk og tajadas, som jeg højst sandsynligt aldrig bliver træt af. Vi lejede derefter to robåde og begav os ud på en rotur, som skulle vise sig at være ganske hård, udmattende og besværlig, men bestemt det hele værd, da vi endte ude på den kæmpemæssige sø. Her drev vi rundt i en halv times tid, inden vi med trætte arme fik navigeret os selv tilbage hvor vi kom fra. Aftenen blev brugt på at smage hotellets hjemmebryggede øl, inden vi gik forholdsvist tidligt i seng og fik en god lang nattesøvn. Søndag tog vi til Pulhapanzak, som er et vandfald lige i nærheden af søen. Floden og området omkring vandfaldet var blevet indrettet som et slags friluftsbad, og det vrimlede med lokale familier, som brugte deres søndag på at bade og grille. Jeg er ikke klar over hvor højt vandfaldet er, men det var en ubeskrivelig fed oplevelse, da vi var på en gåtur, eller mere en slags overlevelsestur, ind under vandfaldet. Vores guide tog os over glatte klipper og igennem vand og på flere tidspunkter kunne jeg absolut ingenting se, fordi vandfaldet buldrede ned over mig. Tilsidst nåede vi ind under vandfaldet, og at stå der i tørvejr og kigge langt op på vandet, som med enorme krafter tordnede ned foran os, mindede mig i vildeste grad om, hvor prægtig naturen er. Virkelig fed fornemmelse. Turen blev afsluttet med et spring fra en af de enorme klipper, og selvom jeg var lidt betænkelig ved tanken, kastede jeg mig ud i det og overlevede jo heldigvis. Resten af dagen brugte vi på at slumre i varmen, og så fik jeg desuden sagt farvel til Amira, som jeg ikke kommer til at se igen, inden jeg rejser. Det er virkelig underligt, at det nu begynder at lakke mod enden, og jeg er blevet så gode veninder med pigerne, at det ikke er så sjovt at sige farvel. Men som vi er blevet enige om, er det aldrig et 'farvel' men et 'på gensyn', og jeg er helt sikker på, at vi kommer til at se mere til hinanden tilbage i Belgien og Danmark.

I den kommende uge er det påske, hvilket her kaldes Semana Santa, så derfor skal jeg ikke arbejde. Det er en meget stor begivenhed, og jeg glæder mig til at fejre den med familien i deres sommerhus i Tela fra søndag-tirsdag og på vandretur med Odile fra onsdag-søndag. Når Semana Santa er ovre har jeg en enkelt, lillebitte uge tilbage på skolen og på Proniño, så det er virkelig skørt at tænke på. Jeg har modtaget en kasse sponsoreret LEGO fra Danmark, som min søster sendte tilbage i februar, og det bliver sjovt at have det med til drengene, selvom jeg er sikker på, at de overhovedet ikke kan administrere 10 kg små klodser og dimsedutter. Omend jeg forudser et mindre LEGO-kaos, håber jeg på, at få tre gode sidste dage som frivillig på Proniño. I går, fredag, var en rigtig skøn dag, hvor drengede badede i en slags swimmingpool, imens jeg holdt øje med dem, og det var simpelthen så livsbekræftende at se, hvor glade de blev af at tumle, dykke og lege i vandet. Senere samme eftermiddag var der fodboldlandskamp imellem Honduras og Mexico, så vi fik alle malet det blå og hvide flag på kinderne, og fik sat os foran fjernsynet for at følge kampen. Det var en spændende kamp, som endte 2-2, og så var det desuden ret hyggeligt at se kampen med en masse fodboldinteresserede drenge. Så hermed et stille håb om, at mine sidste tre dage på Proniño bliver ligeså dejlige, som dagen i går var, og også at jeg får to gode dage på skolen Villa Soleada.

Nu tror jeg, det er tid til at komme i seng og sove. Jeg er netop kommet hjem fra en lang dag i bagende hede, hvor jeg sammen med AFS og flere andre organisationer marcherede igennem byen for at promovere "Earth Hour", også kendt som den årlige dag, hvor man opfordres til at slukke lyset i en time for at redde Jorden. Marchen endte i én af parkerne i byen, hvor alt lys kl. 20.30 blev slukket, og vi fra AFS tændte en masse fyrfadslys og andre kreative lys-kreationer. Nogle andre sendte hjemmelavede, små luftvarmsballoner afsted fra tårnet i midten af parken, mens andre svajede fakler til lyden af live-musik af den kendte artist Guillermo Anderson, som spillede koncert. Det har været en dejlig dag, og jeg bliver helt rolig i kroppen af tilfredshed af at tænke på, hvor godt jeg har det, og hvor gode mine 17 sidste dage i Honduras tegner sig til at blive.

Kram fra Marie.

Ps. Jeg kunne bare ikke lade være med at poste et billede af hundehvalpen Lula, for hun er ganske enkelt det mest nuttede, lille, tykke dyr i hele verden. Jeg har allerede fortalt familien, at de ikke skal undre sig, hvis Lula pludselig bliver væk samme dag, som jeg tager afsted. Der er seriøst stor risiko for, at jeg kommer til at stjæle hende.