Så er der godt kun to uger til, at vi er hjemme i Danmark igen. Det føles så underligt, og jeg kan slet ikke forstå at de otte måneder er gået så stærkt. Men samtidig er det også dejligt, at jeg snart er hjemme hos familie og venner igen.

Dette blogindlæg bliver måske en smule anderledes end de andre, da vi har besluttet at skrive det i fællesskab. Det er på mange måder meget lettere for os begge to, eftersom Laura har mistet al sin elektronik. Hør bare her.

Nej vent, vi skal selvfølgelig starte hvor vi sluttede sidst og for mit vedkommende starter vi derfor i Iquique i Chile.

Vi rejste fra Arica i det nordlige Chile til Iquique længere sydpå. Her fejrede vi Lauras fødselsdag med en paragliding-tur over byen, hvilket var vildt flot og slet ikke spor så farligt som vi havde forventet. Der var helt ganske stille og roligt deroppe 650 m over byen. Samme aften spiste vi ude på en sushi-restaurant, som lå på 9. sal af et hotelkompleks, så vi havde en fin aftenudsigt fra terassen. Desuden forelskede kokken sig vist lidt i os, da tjeneren på et tidspunkt beskedent kom hen og lagde en seddel på vores bord, hvorpå der stod: "The boys of kitchen thinks are you beautifull and want to have a date with you!!" Vi smilede bare over til kokken og lod det ligge ved dét, men to timer efter kom tjeneren igen og satte en tallerken med otte stykker superlækker sushi på vores bord, hvorefter han fortalte os, at det var fra kokken. Vi blev begge lidt flove men spiste dog trods alt sushien uden tøven, og sendte nogle vink og smil i kokkens retning, da vi forlod stedet. Den følgende dag var vi ude at sandboarde på sandbakkerne, hvilket var ret sjovt, men i særdeleshed også meget udmattende og til dels halsbrækkende, fordi vi altid var overbevist om, at vi ville falde og brække samtlige knogler i kroppen. Det viste sig dog, at faldene var helt harmløse og blot frembragte masser af grin blandt os og vores "træner".

Her begynder fællesskrivningsdelen så...

Da vi ankom til Santiago efter en bustur på 27 lange timer fra Iquique, var vi meget udmattede og hoppede under dynerne med det samme. Den følgende dag gik vi dejligt veludhvilede ud og kiggede på byen, shoppede lidt og fandt det store teater, hvor vi købte billetter til en Beethoven koncert med ungdomssymfoniorkestret samme aften. Teatersalen i sig selv var en stor oplevelse fordi den var så smukt udsmykket og vi brugte lang tid på at strække vores halse for at få alle detaljerne med. Koncerten var også virkelig imponerende og genopvækkede vores egne lyster til at spille på diverse instrumenter. Søndag stod ligeledes i kulturens tegn. Vi brugte omkring fire timer på et museum omhandlende menneskerettigheder i forbindelse med Chiles 25 år lange diktaturstyre. Det var et super spændende, informativt og topmoderne museum, hvor vi blev bombarderet med billeder, historier og indtryk af alle de sørgelige skæbner, der led under styret. Det er virkelig tankevækkende, hvor ignorante og umenneskelige nogle personer kan være, når det handler om magt.

Samme aften nød vi en flot solnedgang fra Santa Lucia Hill, et idyllisk og grønt sted midt i byen. Næste morgen tog vi bussen videre til byen Valparaiso, som ligger ud til havet. Vi ankom dog til gråt og trist vejr, så vores forhåbninger om at lufte sommertøjet blev pakket langt væk sammen med bikinien. Til gengæld gik vi en god lang tur langs havnen selvom tågen ikke tillod meget færgespotteri. Der kom dog en ganske lille solstråle ind i vores dag, da vi i supermarkedet fandt et glas nutella, som vi lykkelige indtog på Chiles udgave af rugbrød som aftensmad. Utroligt at sådan et stykke mørkt brød kan være savnet i så høj grad når man er langt væk fra Danmark.

Dagen efter var der stor fest i gaderne, da chilenerne fejrede dagen for deres sejr over Peru og Bolivia i kampen om Atlanterhavet for mange år siden. I den forbindelse kom præsidenten til byen, hvilket de unge studerende så som en oplagt mulighed for at demonstrere imod de dårlige studieforhold. Om det var nysgerrigheden eller vores indre BZ'ere der brød løs tør vi ikke svare på, men før vi vidste af det befandt vi os midt i kampens hede sammen med de kampråbende, maskerede og arrige chilenere. Militæret, der var mødt talstærkt op for at holde ro og orden i gaderne, fandt dog ingen nåde over for to små gringas som os, så vi fik samme behandling som alle andre. Det betød at vi måtte spurte ned af gaderne sammen med demostranterne for ikke at blive ramt af hærens enorme vandkanoner. Tåregassen kunne vi dog ikke undslippe, den lede satan. Den luskede sin vej ind i vores luftveje, så vi med våde øjne og nysende næser måtte trække os tilbage til mere sikre områder. Puha for en omgang. Vi har pakket BZ'eren væk for denne gang, så I behøver ikke frygte at modtage to sorte lædertyper i lufthavnen - bare rolig!

Næste stop på vores rejse var Mendoza i Argentina, hvortil vi ankom meget tidligt om morgenen. Efter en kort morgenlur på vores hostel tog vi en tur i zoologisk have, hvor vi så alverdens dyr. Desværre var forholdene ikke de bedste, og mange af dyrene virkede stressede og utilpasse. Samme eftermiddag tog vi på en hesteridningstur i Andesbjergene, hvilken var en stor udfordring for to knap så hesteelskende piger. Sikke dog et stort dyr! I en gruppe på ca. 15 personer red vi på smalle, stenede og til tider stejle stier, alt i mens solen gik ned over det ualmindeligt smukke bjerglandskab. Turen sluttede på en gård, hvor der blev tændt op i grillen og vi fik serveret barbecue og god vin. Aften sluttede rundt om bålet til lyden af guitarspil og sang fra vores guide Diego. Til trods for at vi begge undervejs havde reel skræk for at ryge ned af de kæmpe bæster og at Laura rent faktisk fik et hestebid i benet, var det en rigtig god og smuk tur.

Næste dag gjorde vi, hvad alle turister i Mendoza kommer for at gøre: vinsmagning. Vi havde lejet et par cykler, taget solbrillerne på og udstyret med et simpelt, håndtegnet kort begav vi os mod den første vingård. Der sad vi på en hyggelig terrasse og smagte på seks forskellige vine alt imens vi slyngede fagudtryk efter fagudtryk ud. Efter seks glas vin var visdommens ord for længst opgivet, og med en lille promille i blodet døbte vi vinene Græsvin, Olivenvin, Bærvin, Nummer 2-vin, Hvidvin og Rosévin. Med et skeptisk blik fra gårdejerne sagde vi pænt tak og cyklede videre. Vi besøgte derudover også et likør- og chokoladested, hvor vi med stort velbehag indtog fire forskellige slags likører, marmelade, chokolade og olivenolie. Mums! Vi sluttede vores tur af i en hyggelig Beer Garden, hvor vi, som navnet antyder, fik os en hjemmebrygget øl hver. På vores tur hjem mod basen nød vi i fulde drag at sidde på en cykel og indånde den friske eftermiddagsluft. Endnu en ting vi savner fra Danmark.

Fredag og lørdag brugte vi med guitaren på ryggen og byens parker som destination. Som oplevet før tiltrak vi os igen meget opmærksomhed, og fik vekslet et par ord med bl.a. en hjemløs mand og en ung fyr, som blot var interesseret i at høre os spille. En parkbetjent tog efterfølgende fat i os og sagde, at vi skulle være forsigtige med vores ting. Man skulle næsten tro at han havde forudset hvad der ville ske selvsamme aften på busstationen i Mendoza. Her stod Marie med alle vores tasker imens Laura ledte efter mad. Da hun kom tilbage efter blot fem minutter, og det var tid til at læsse taskerne på bussen, så vi at Lauras lille rygsæk var væk. Vi brugte fem minutter på panisk at lede på stationen, indtil vi måtte indse at en dum tyv ubemærket havde snuppet den for næsen af Marie. Da der kun var fem minutter til vores bus mod Buenos Aires kørte, måtte vi pludselig tænke hurtigt. Vi fik læsset vores store rygsække af bussen igen og fandt hen til politikontoret på stationen, hvor vi blev sat i kontakt med en engelsktalende betjent. Hun kørte os hen til politistationen, hvor Laura fik lavet politirapporten over de stjålne ting, som bl.a. var pas, mastercard, Ipad, briller, jakke og andre personlige sager. Tilbage på busstationen fik vi heldigvis hjælp til at komme med en anden bus
samme aften, og da det ovenikøbet var en rigtig luksusbus, gjorde det situationen en tand bedre. Da vi næste dag ankom til Buenos Aires var det dog med klarhed om, at aftenens hændelse ville betyde ændringer i vores rejseplaner. Nu skulle vi til at besøge diverse ambassader og immigrationskontorer - det har vi selvfølgelig heller ikke haft nok af på vores rejse...

Søndag kunne vi ikke gøre meget ved situationen da ambassaden var lukket, så vi brugte dagen på et hyggeligt antikmarked og fik overblik over hvad vi skulle gøre. Som det første om mandagen besøgte vi den danske ambassade, hvor medarbejder Elina hjalp os med første skridt på vejen, nemlig at få udstedt et nødpas. I samme omgang satte hun gang i processen med Lauras rigtige pas, som forhåbentlig venter på Nyborg Kommune når vi er tilbage i Danmark. Efter et hurtigt stop på immigrationskontoret for at generhverve det argentinske visa, drog vi med lidt mere ro i kroppen tilbage til hostellet, hvor vi slappede af og ladede op til, hvad der skulle vise sig at blive en sjov aften i byen. Vi havde fået anbefalet en god slagtøjskoncert, og god var den! Da vi trådte ind i den store hal blev vi mødt af rytmerne fra 10 energiske mænd på scenen, der buldrede løs på deres bongotrommer, som lagde op til vild abedans blandt de mange fremmødte publikummer. Efter et par billige fadøl slap vi tøjlerne og sluttede os til den dansende flok foran scenen. Efter to timers intens trommefest havde drengene ikke mere at byde på, selvom vi begejstret prøvede at bede om et "EKS-TRA-NUM-MER!"

Som om det var vejrgudernes ide, at vi skulle bruge det meste at tirsdag på at ligge vandret og hygge indendørs, sendte de et ordentlig regn- og tordenvejr ned over Buenos Aires. Derfor begav vi os ikke ud før om aftenen hvor vi i selskab med en anden dansker og en belgier fra hostellet tog på tangobar. Her sagde vi ja tak til en tangolektion, hvor vi på bedste vis forsøgte at leve os ind i rollerne som Marianne Eihilt og Claudia Rex fra Vild Med Dans. Måske knap så sensuelt og feminint så det ud, men vi skyder skylden på sangriaen, som vi havde indtaget forinden. Uanset udfaldet kan vi dog nu sætte hak i boksen med at have danset argentinsk tango i Argentina. Efter vi nybegyndere havde væltet og stavret rundt på gulvet, gjorde vi plads til de mere erfarne, og sikke de dog kunne danse! Det var en ren fornøjelse at sidde og se på deres indlevelse og forståelse af hinandens roller på gulvet.

Den følgende dag tog vi en relativt dum beslutning. I vores iver på at spare penge på busbilletten, tog vi uden nærmere eftertanke en bus til Paraguay. Herfra krydsede vi den hidtil mest kaotiske grænseovergang til Brasilien på gåben - med al vores oppakning på ryggen vel at mærke! Vores plan var at tilbringe et par dage på den brasilienske side af de store Iguazu vandfald, for derefter at drage tilbage til Argentina for at se vandfaldene derfra også. Men hvad vi ikke havde tænkt på var, at vi med Lauras nødpas ikke kunne rejse ind i Argentina, og muligheden for at se Iguazu vandfaldene fra begge sider var dermed umulig. Lidt nedslåede over den dumme situation, vi havde bragt os selv i, fik vi indlogeret os på vores hostel i Foz De Iguazu. Mærket af passituationen brugte vi fredagen på at ordne flere praktiske og vigtige ting i forbindelse med vores transit i USA på hjemrejsen. Det har nemlig vist sig at være en større opgave, da Laura har brug for at ansøge om visa, der kræver en online ansøgning efterfulgt af interviews og krydsforhør. Men der er ikke meget at gøre ved det hele, selvom det er en så sur situation. Nu må vi bare gøre de ting der er nødvendige for at Laura kan få lov at rejse hjem.

Efter en halvkedelig fredag havde vi set frem til at opleve Iguazu vandfaldene lørdag, men endnu engang var vejrguderne ikke med os - det stod ned i lårtykke stråler, og så er der altså ikke meget ved at se vandfald. Derfor brugte vi i stedet for dagen på at besøge verdens største dæmning, Itaipu Dam. Dæmningen deles mellem Paraguay og Brasilien og dækker 75% af Paraguays strømforbrug og 17% af Brasiliens. Vi fik en rundtur i en åben dobbeltdækker, hvor det til tider var svært at se noget pga. det dårlige vejr. Regnvejret var nemlig slet ikke ovre endnu, og vi blev sjaskvåde! Tilbage på hostellet varmede vi os under tæpperne og hyggede os med nettv fra dr.dk.
Endelig var vejret med os og vi tog søndag op mod Iguazu Nationalpark, hvor vi efter en kort gåtur fik første syn af de prægtige vandfald. Det er slet ikke til at beskrive med ord, hvor flot det var, og under gåturen dukkede der hele tiden nye udsigtspunker op, hvorfra vi kunne nyde synet af de mange vandfald og regnbuerne som dukkede op. Iguazu vandfaldene består nemlig af intet mindre end 275 vandfald, der tilsammen danner et af verdens syv vidundere. Vi kan kun sige, at I skal glæde Jer til at se alle de smukke billeder, vi tog i løbet af den dag. Efter fem timer med overvældende landskaber, sommerfuglejagt og den rolige stemning, som naturen frembringer, vendte vi næsen mod en fuglepark, som lå 300 meter fra nationalparken. Selvom fugleparken var pakket med mennesker og skrigende, utilfredse børn, så vi smukke tukaner, papegøjer, emuer, ørne, gribbe og mange andre arter. Herefter tog vi tilbage til hostellet, hvor vi havde en times tid til at spise lidt aftensmad og fordøje dagens mange indtryk, inden vi tog med bussen mod São Paulo.

Her ankom vi i morges, og har brugt dagen på et kedeligt besøg på det amerikanske visakontor, inden det "rigtige" interview er i morgen. Vi krydser alt hvad vi har for at tingene flasker sig, så vi kan ankomme sammen i KBH lufthavn onsdag den 19. juni. Kryds lige sammen med os, så er I søde!

Mange kram fra Laura og Marie.