I morgen skal jeg flyve fra Honduras og mødes med Laura, og så begynder vores ni ugers rejse i Sydamerika. Det føles fuldstændig surrealistisk, at mit ophold i Honduras er slut, og jeg har svært ved at forstå, at jeg skal forlade det her land, som har været mit hjem de sidste seks måneders tid. Jeg har lært en hel masse, fx. drikke vand af en pose og ovenikøbet samtidig se ud som om, at det ikke er totalt besværligt og mærkeligt. Jeg har også lært at spise et kæmpe stykke kød uden en kniv, for i dette land benyttes knive kun sjældent. Jeg har set hjemløse sniffe lim og uendeligt mange pick-up-trucks overfyldt med møbler, mennesker, geder, høns og cykler og så har jeg oplevet en kultur, hvor det er helt i orden at råbe "Gringa" efter mig på gaden, og hvor tid spiller en uvæsentlig rolle. Tænk at mine knap seks måneder skulle gå så stærkt, at jeg nu som en anden gammel nisse konstant siger til mig selv: "Hold da op, som tiden dog går!" Men det er altså sandt - det sidste halve år er gået så stærkt, og jeg er overbevist om, at en eller anden over- eller underjordisk kraft har haft fingre i mit og livets ur og drejet et par omgange rundt bare for at drille mig.

Mine sidste to uger i Honduras har været utroligt dejlige. I påskeugen kaldet Semana Santa tilbragte jeg et par dage med familien i deres sommerhus i strandområdet Tela. Her slappede jeg af med min værtsbror Allan og hans venner, vi besøgte de smukke strande ved Punta Sal, og så kan jeg heller ikke udelukke, at der røg et par Salva Vidas ned i løbet af dagene. Hermed heller ikke udelukket at de må forunderlig vis fandt sin vej op igen - og de kalder øllen for "livsredder", sikke noget pjat - men det er vist ikke en historie, der egner sig til bloggen. Her læser mormor og morfar jo med, og jeg vil ikke undre mig, hvis de stadig er traumatiserede over synet af deres søde, men tømmermændsramte barnebarn stort-kastende-op (er det et ord?) på Slagelse Station. Men nok om det.

Onsdag mødtes jeg med Odile, og så tog vi en bus til den vildt charmerende koloniby Gracias, eller som den oprindeligt hedder; Gracias a Dios. Her brugte vi et par dage på at besøge byens gamle fort, bade i varme kilder og ellers bare trave op og ned af brostensvejene. Idet vi kom i påskeugen fandt der også en masse religøse aktiviteter sted, og inden Odile og jeg så os om, befandt vi os midt i en heftig evangelisk påskekoncert i byens park. Ved siden af os faldt en ung pige om, og jeg så allerede mig selv som Dagens Helt med intentionen om at give hende livsreddende førstehjælp, men inden jeg kom så langt, lagde hendes veninde en jakke over hende og stillede sig tilbage i rækken af folk, som rockede og klappede til musikken. Jeg er ikke i tvivl om, at Odile og jeg så noget spøjse ud i hovedet, da den unge pige, efter fem minutters stille slumren på jorden, bare rejste sig, så sig roligt omkring og rockede videre til musikken. Om hun mødte Gud i sine bønner, eller hvad søren der skete, ved jeg ikke, men det var i hvert fald en virkelig speciel oplevelse af stå midt i dette virvar af omdejsende piger (okay, der var kun én) og bedende evangelister.

Efter et par dages udforskning i den hyggelige by havde Odile og jeg pakket vores rygsække og gjort os klar til at bestige la Montaña Celaque, som er Honduras' højeste punkt på ca. 2500 m.o.h. Vi havde hyret en guide, som skulle få os sikkert til tops, og han tog turen ganske ubesværet med sin mobil i hånden, imens Odile og jeg gik bagved og prustede og stønnede, som de utrænede bjergbestigere, vi måtte erkende vi var. Tæt på toppen sov vi for natten og var nær døde af kulde, inden vi tidligt næste morgen begav os til toppen, hvor der ventede os en smuk og storslået udsigt over Honduras. Hvor Odile var langsomst på vejen op, var det uden tvivl mig som gjorde bagtrop på vejen ned, og jeg skiftevis klynkede, græd og var skidesur i de mange timer, som nedturen tog. Odile prøvede flere gange at opmuntre mig og være mig behjælpelig, men jeg følte mig virkelig ikke i humør til andet end bare at lægge mig ned og dø af smerte. Mine tæer gjorde så ondt pga. det hårde tryk, de får fra skoene, når man konstant går ned af bakke, og i min frustation fik jeg vist også spurgt Odile, om hun ikke kunne amputere mine fødder. Som om det ville hjælpe et sekund. Omsider ankom Klynkemås og Odile atter til bunden, hvor vi fældede små sejrstårer og med nedslidte og tunge ben blev hentet og transporteret tilbage til Gracias.

Den følgende dag tog vi en bus tilbage til El Progreso, hvor jeg nød en rolig søndag aften, inden min sidste arbejdsuge kunne begynde. Det var en ganske stille og rolig uge, hvor jeg på min sidste dag, tirsdag, på skolen Villa Soleada bl.a. brugte tiden på at tjekke børnene for lus. Lus som de forresten har smittet mig med, så det er en dejlig afskedsgave, jeg kan tage med mig. Torsdag fik jeg endelig fragtet 10 kg LEGO med til drengene på Proniño. De var ellevilde, og jeg håber det kommer til at gøre dem ligeså ellevilde i fremtiden, selvom jeg da ikke er der til at lege og bygge med dem. Fredag havde jeg min sidste dag på Proniño, og det var en virkelig mærkelig følelse at sige farvel til de små bøller og vide, at jeg aldrig kommer til at se dem igen. Jeg håber for alt i verden, at de vælger at blive på Proniño i stedet for at stikke af, som nogle af dem gør. Selvom de måske ikke føler det, ser deres fremtid meget lysere ud på Proniño end den gør på gaden. Jeg håber bare med hele mit hjerte, at det går dem godt, og at de passer på sig selv.

Samme fredag sen eftermiddag havde jeg min sidste køretur med Don Tito i taxi no. 803, hvilket gjorde mig uendelig trist, og jeg kunne ikke lade være med at smuggræde lidt. Efter en lille lur for at samle kræfter til mig, mødtes jeg med de andre frivillige fra Progreso på restauranten Las Tejas, hvor vi proppede os med traditionel mad som tortillas, grillet kød, frijoles og chimichurri. Her fik jeg sagt farvel til de italienske udvekslingsstudenter Maria og Martin, inden jeg med min værtsbror Allan og Odile begav mig hen på baren Duffy's, hvor vi nød øl og mojitos i et par timer, inden vi tog hjem for at sove. Lørdagen blev brugt på ren afslapning og filmhygge om eftermiddagen, hvorefter Allan og jeg tog ud for at handle ind til frikadeller, som jeg ønskede at tilberede for familien. Hverken Allan eller jeg var klar over forholdet imellem gram og pund, og vi endte derfor med at komme hjem med 2,5 kg hakket svinekød i stedet for 500 gram. Ups. Jeg fik dog uden det store besvær tilberedt et fad frikadeller, kogt kartofler, lavet råkost og agurkesalat, og min fornemmelse var, at familien syntes, det smagte okay. Nu har de i hvert fald en lille sæk hakket svinedreng i fryseren, så hvis de en dag får lyst til frikadeller, skulle det ikke være svinekød de mangler.

Ironisk nok blev en del af min sidste dag, nemlig søndagen, i El Progreso brugt i San Pedro Sula, hvor jeg sammen med mine værtsforældre og Bedstemor hentede Allan, som havde været til optagelsesprøve på universitetet. Vi fik kombineret sejrs- og afskedsmiddag på fastfood-restauranten Denny's, inden vi igen kørte tilbage til Progreso, hvor jeg mødtes til en juice med Elmer, og senere på Dunkin' Donuts med Odile, hvor vi spiste vores sidste ufatteligt lækre chokoladecookies sammen. Tilbage i huset så jeg film med Allan, inden jeg måtte erkende, at jeg hellere måtte få gang i min pakning, som jeg naturligvis ikke begyndte på før ved ni-tiden om aftenen. Men med mine gyldne hænder, mit lyntempo og med min, for øjeblikket, halv-færøeske mor på Skype i hjørnet af min computer var jobbet hurtigt overstået, og jeg kunne tilfreds og spændt gå i seng.

I dag fulgte Allan og Elmer mig til bussen, hvor jeg havde en utrolig venlig dame som sidekammerat, så vi fik en del af tiden til at gå med at snakke om hendes datter, som gerne vil studere i Danmark og også om hendes mor, som har svær Alzheimers. På trods af det triste emne føles det virkelig fedt, at jeg kan føre en samtale på spansk. Jeg forstår stadig ikke alting, og jeg siger "hvad?" mindst en milliard gange, men jeg kan gøre mig forståelig, og det er vel det vigstigste. Jeg har affundet mig med, at jeg ikke kan snakke flydende spansk, som jeg havde håbet på at komme til, men hvis jeg tager i betragtning, at jeg kunne stort set ingenting, da jeg ankom, vil jeg tillade mig selv at klappe mig på skulderen, for jeg er kommet en lang vej. Ved busstationen modtog Bossen Elena mig, og så spiste vi lækker salat med stegt kylling, imens jeg prøvede at sætte ord på gode og dårlige ting ved min oplevelse med AFS i Honduras. Hun tog mig derefter med hen til AFS' kontor, hvor jeg udfyldte et langt evalueringsskema på mit gebrokne spansk, og så udleverede hun mig et diplom og tilmed en AFS t-shirt, da jeg, ganske uskyldigt og uden spor af hentydninger, fik påpeget, at jeg altså aldrig havde fået udleveret én.

I skrivende stund sidder jeg ved spisebordet hos den familie, som agerer værtsfamilie for mig for natten. Det er samme familie, jeg boede hos, da jeg for to måneders tid var her i Tegucigalpa for at få lavet mit nødpas. Det er stadig den samme dejlige familie, som da jeg var her sidst. Og nu vil jeg og mine lus gå i seng, tror jeg. Klokken er ikke engang 21, men jeg kan knap holde mine øjne åbne, og med tanke på min lange rejsedag i morgen, kan det vel ikke skade at jeg får en god lang nattesøvn.

I hører fra mig, når jeg er vel ankommet i højderne i Bolivia. Tænk at det er i morgen. Fedest.

Kram fra Marie.

Ps. Jeg glemte Lula i Progreso. Efter jeg var kommet til at nævne for familien, at jeg måske ville tage hende med som souviner, var det som om, de holdt ekstra godt øje med hende. Jeg turde ikke tage chancen. Øv bøv altså.