Er netop på vej til at boarde mit fly i Tegucigalpa. Jeg ser Laura om 7-8 timer i Lima i Peru. I hører fra mig. Kram og kys

I morgen skal jeg flyve fra Honduras og mødes med Laura, og så begynder vores ni ugers rejse i Sydamerika. Det føles fuldstændig surrealistisk, at mit ophold i Honduras er slut, og jeg har svært ved at forstå, at jeg skal forlade det her land, som har været mit hjem de sidste seks måneders tid. Jeg har lært en hel masse, fx. drikke vand af en pose og ovenikøbet samtidig se ud som om, at det ikke er totalt besværligt og mærkeligt. Jeg har også lært a...

Cirka to uger mere og jeg smutter! Det føles simpelthen så underligt, fordi det på én og samme gang virker som om, jeg lige er ankommet og som om, jeg har været væk fra Danmark i 100 år. De sidste to ugers tid er gået meget stærkt, fordi jeg har været fuldt beskæftiget. I de sidste par weekender har jeg været på ture med de andre frivillige. Èn af weekenderne brugte vi i La Ceiba, hvor vi om lørdagen slappede af på stranden og riverraftede i d...

På en rolig mandag aften sidder jeg her i min seng og spiser gulerod, æble og rosiner. Mit humør i dette øjeblik er helt i top til trods for en lille hovedpine, og det er der flere årsager til. I sidste uge havde jeg mildt sagt en hård uge, hvor jeg følte mig ved siden af mig selv og trist. Der var opstået en lille konflikt med AFS, fordi nogle papirer som skulle have været udfyldt ikke blev udfyldt, og oveni dette følte jeg mig rent ud sagt fuldstændi...

Siden sidste indlæg her på bloggen er der sket forskellige ting og sager for mig og min honduranske tilværelse. Den vigtigste begivenhed er uden tvivl at jeg har fået et pas igen. Mandag i sidste uge tog jeg en tur til hovedstadens mylder og kaos, og sammen med AFS-chefen Elena brugte jeg mandag og tirsdag på at få udstedt et nødpas - eller provisorisk pas, som det hedder så fint - samt få mit visum på ny. Så nu er jeg ganske legal her i landet igen. P...