I fredags kom jeg hjem fra min første ferie her i Honduras. Rejsen begyndte lørdagen forinden, hvor jeg sammen med Zoe, Odile og Ali, tre søde piger fra min organisation, tog en bus tre timer nordpå indtil vi ramte byen La Ceiba, som ligger på Honduras' nordkyst. Vi indlogerede os på et hotel og tog derefter en taxa ud til byens storcenter. Her stødte to andre piger fra AFS, Amira og Iris, sig til os og vi drak milkshakes og fik opdateret hinanden om vores honduranske liv. Flertallet stemte for at tage i biografen og se den sidste film i Twilight-serien. Jeg var ikke en del af det flertal, da jeg ikke har set de forrige film, så filmen var for mig en smule forvirrende. Desuden tror jeg bare heller ikke, at det dér vampyrtema er noget for mig, og jeg brugte mest tid på at spise mig mæt i popkorn og grine indvendigt over filmens dårlige specialeffekter. Så efter at have erfaret at jeg åbenbart ikke er Twilight-fan modsat alle teenagepiger på hele jorden, begav vi os tilbage til hotellet, hvor vi friskede os op og gjorde os klar på en aften i byen. Iris og Amira bor begge i La Ceiba, så de var aftenens guider og tog os med på nogle forskellige barer og diskoteker, hvor vi nød stemningen til en smule ud på natten, inden vi tog en taxa tilbage til hotellet for at få lidt søvn.

Søndag morgen kl. 09.30 var vi nemlig ombord på båden til Utila. Jeg blev overrasket over den lille størrelse på båden, men var endnu lykkeligt uvidende om, at der ventede et kvalmende uroligt farvand forude. Efter bådens to første store hop over bølgerne fandt jeg dog hurtigt ud af, at jeg ville have gjort klogt i at investere i nogle søsygepiller. På daværende tidspunkt var det ligesom bare for sent, så jeg forsøgte at holde min tiltagende søsyge nede ved at lukke øjnene og koncentrere mig om at trække vejret dybt. Efter omkring en halv time var lukkede øjne og dybe vejrtrækninger dog ikke nok, og jeg nærmest væltede ned fra min plads og bevægede mig udenfor, hvor den friske havluft og saltvandet, der sprøjtede op på mig, heldigvis forhindrede mit maveindhold i at komme op igen. Da vi efter en times sejlads endelig havde fast land under fødderne igen, blev jeg straks betydeligt mere tilpas men også en smule nedslået ved påmindelsen om, at der er absolut ingen sej søulv eller pirat gemt i mig.

Vi havde på forhånd booket vores dykkerkursus og et værelse, så efter fem minutters gang hen ad hovedvejen ankom vi til Captain Morgans Hotel, der på afslappet caribisk manér havde hængekøjer hængende rundt omkring, der straks indbød til eftermiddagslure til lyden af havet, som lå bare 10 skridt fra hotellets åbne bar/køkken. Vi blev tildelt værelse nummer 2, som i rigtig "dorm"-stil indeholdt tre køjesenge, hvis pladser hurtigt blev fordelt imellem os seks piger. I hotellets bar blev vi introduceret til vores dykkerinstruktør for de kommende dage, en ung, spansk mand på 23 år ved navn Coco, som i sit unge liv bl.a. har rejst fra Spanien til Indien med omkring 1000 kr. på lommen, ligesom han har været dykkerinstruktør i Malaysia. Efter en hurtigt frokost i byen begyndte vores egentlige dykkerundervisning allerede, idet vi skulle se en undervisningsfilm og svare på dertilhørende spørgsmål.

Den følgende dag blev ligeledes brugt på undervisning i, hvordan man håndterer dykkerudstyret, og da vi alle var på det rene med de forskellige procedurer, læssede vi alt vores udstyr på en båd og tog ud på det åbne hav for at gennemføre vores allerførste dyk. Vi udførte en masse øvelser, hvilke skal udføres og bestås, inden man kan kalde sig selv en Open Diver, som det så fornemt hedder. Øvelserne bestod bl.a. i at tage sin dykkermaske af under vandet, tage den på og tømme den for vand igen, ligesom vi også skulle prøve at "tabe" vores iltgivende regulator og finde den under vandet igen. Efter en masse mere eller mindre udfordrende øvelser, sejlede vi tilbage til fastlandet igen, hvor vi vaskede alt saltvand af os og forberedte en god omgang spaghetti med tomatsovs i hotellets køkken. Idyllisk som det lyder indtog vi dette strålende gourmetmåltid på en bænk et par meter fra havet, mens mørket tog mere og mere til.

Tirsdag og onsdag var vi ude og dykke i alt fire gange. Desværre mistede jeg to dyk om onsdagen, fordi jeg havde erhvervet mig selv en lille forkølelse, som gjorde det umuligt for mig at udligne det stigende tryk, der opstår i ørerne, jo dybere og dybere man kommer ned i vandet. Coco beordrede mig derfor til at holde godt fast i en boje i vandoverfladen og vente på at Captain Morgan-båden skulle komme tilbage. Ikke at jeg var bange, men jeg vil da heller ikke benægte, at jeg så nogle billeder for min nethinde, som muligvis involverede mig drivende rundt alene ude på det store, åbne hav. Fantasi forblev (heldigvis) blot fantasi og kort efter kom båden og samlede mig op, og efter at have smidt alt mit udstyr lagde jeg mig ind i den lille kahyt, hvor jeg belejeligt nok kunne tage mig en lur, imens de andre piger færdiggjorde dagens andet dyk. Tilbage på hotellet gjorde vi os anstændige til en aften i byen, da vi skulle fejre, at Odile fyldte 18 år ved midnat. Vores aftensmad indtog vi på en pizzarestaurant kaldet Pizza Nut, der blev styret af en franskmand. Vi var de eneste gæster og var alle ved at gå ud af vores gode skind af sult, fordi pizzaerne blev lavet fuldstændig fra bunden, hvilket betød lang ventetid. Pizzaerne smagte dog ganske godt, og da vi skulle betale, fandt jeg desuden ud af, at pizzastedet fungerede som et bageri om morgenen, og at bageriet blev ledt af en dansk kvinde ved navn Camilla. Det er som om, at jeg nærer større kærlighed til Danmark, end jeg nogensinde har gjort. Hver gang jeg møder en dansker, ser et dansk produkt eller nærmest bare hører, at en anden dansker har trukket vejret på det samme sted som mig, bliver jeg sådan helt overdrevet glad og spændt, og jeg får lyst til at vide alt om danskerens baggrundshistorie eller fortælle alle om Maersk eller Carlsberg eller et eller andet temmeligt ligegyldigt emne. Jeg får lyst til at snakke om rugbrød og leverpostej, og jeg får lyst til at lytte til en person, der rent faktisk godt kan udtale "rødgrød med fløde". Jeg tror bare, det føles godt at vide, at jeg ikke er alene derude i verden. Der er andre danskere ligesom mig, som har byttet al sneen og tv-julekalenderne ud med en ganske anden verden.

Derfor blev jeg også rigtig glad, da jeg mødte min barndomsveninde Katrine. Jeg vidste på forhånd, at vi ville være på Utila på samme tid, så vi aftalte selvfølgelig at ses. Vi gav hinanden nogen store knus og udvekslede rejseoplevelser og -indtryk. Hun bor i øjeblikket i Antigua i Guatemala, hvor hun lærer spansk og arbejder som frivillig på den lokale redningsstation. Det var ret vildt at høre, hvor stor forskel der er på sikkerheden i El Progreso og Antigua, men svaret ligger nok i, at Antigua er en turistattraktion, så derfor er der ikke så farligt at være. Akkurat som på Utila, hvor vi fx kunne gå hjem om natten uden nogen form for besvær. Utila er desuden så lille at jeg flere gange i løbet af ugen stødte på Katrine helt tilfældigt, så det var dejligt og hyggeligt og gav mig på en måde en helt hjemlig følelse, at min næsten-nabo i Odense også var min næsten-nabo på Utila.

Torsdag havde vi bestået vores eksamen og var kun to dyk fra at kunne kalde os selv Open Divers. Jeg havde været på apoteket og købe næsespray, hvilket tillod mig at trække vejret forholdsvist normalt igen, så jeg blev heldigvis ikke snydt for disse to dyk. Vi håbede og bad på at se både havskildpadder, delfiner og hvaler, men selvom vi så ingen af delene gjorde vores sidste dyk op for det. Her dykkede vi mellem de mest magiske formationer af koraler, imens vi bare svævede lydløst rundt i 20 meters dybde og så på den enorme mængde liv, der findes på de dybder. Det var en meget imponerende oplevelse og bestemt noget, jeg har lyst til at gøre igen. Senere på dagen befandt vi os på et andet fuldstændig magisk sted, denne gang på landjorden. Stedet er en bar kaldet Treetanic, og et par stykker af os piger brugte et par timer af eftermiddagen på at udforske de enormt fascinerende kreationer, der nærmest skaber et helt eventyrland. Der var et gennemgående genbrugstema idet hele området var overpyntet med flasker, computerdimser og tusindvis af andre små ubrugelige tingester. Hér havde de dog formået at bruge alting og tilmed skabe et univers, der var helt vildt inspirerende og beundringsværdigt.

Senere på aftenen skulle Odiles fødselsdag fejres for alvor, så vi fandt en god restaurant, købte en flaske rødvin og nød hinandens selskab. Efter et par timer gik vi hen på Tranquila Bar, som er den helt store nattelivsattraktion på Utila, hvor vi festede, dansede og hyggede i den tunge hash-røg og nød den afslappede stemning, som er et kendetegn for Utila og garanteret også mange andre caribiske øer. På steder som Utila bliver livet bare ikke mere simpelt. Her går livet kun ud på én ting - at nyde det.

Nu er jeg tilbage i El Progreso. Selvfølgelig nyder jeg også livet her, men det er naturligvis på en helt anden måde. Min weekend brugte jeg på afslapning, en tur i byen med Zoe, Odile og Eline om lørdagen, og søndag aften var jeg i biografen med Sofia, drengene og Sofias mand Oscar. Jeg er stadig ikke helt klar over, om Sofia har fortalt drengene om separationen, men uanset hvad er Oscar i hvert fald en utroligt venlig mand, som er rigtig interesseret i at lære mig at kende. I biografen så vi Taken 2, og selvom den var meget spændende kan jeg ikke udelukke, at jeg kom til at lukke et øje eller to på et tidspunkt. Jeg er vel ikke Svend og Elsebeths datter for ingenting.

Jeg vågnede dog lynhurtigt op, da vi kom hjem igen, og jeg satte mig op i min seng og tændte min computer. Fra under min seng pilede nemlig en kæmpestor mus henover mit gulv. Jeg skreg fuldstændig instinktivt op og råbte til Sofia, at musen var herinde. Hun havde fortalt mig et par dage forinden, at der var en mus i huset, men jeg havde absolut ikke overvejet tanken, at Hr. Mus havde valgt mit værelse som bosted. Efter tre sekunder stod Sofia og drengene i min dør med koste, imens jeg sad lettere panikslagen på min seng. Sofia hentede hjælp udefra i form af den mand, som vogter porten ind til dette nabolag, så et par minutter efter kom han ind i huset med en stor machete i hånden. Sofia og jeg låste os selv inde på hendes soveværelse, og så kunne mandfolkene få lov at gøre det af med vores uvelkomne gæst. Efter et par minutter hvor jeg fandt ud af, at Sofia har fuldstændig panisk angst overfor mus, idet hun vandrede febrilsk frem og tilbage i soveværelset alt imens hun brølede ordrer til drengene om at dræbe musen hurtigst muligt, var slaget sket og Hr. Mus blev vistnok ofret til hundene ude i haven. Min seng fik en hurtig omskiftning, og jeg kunne gå i seng med et smil på læben. Det er virkelig oplevelser som denne, der bringer mig tættere på familien. Det var så sjovt at se Sofia fare frem og tilbage i sit soveværelsehun helt nervøst og nærmest ude af kontrol, og heldigvis kunne hun også selv grine af situationen bagefter. Jeg håber dog, at vi kan finde andre måder at lære hinanden endnu bedre at kende på end ved at lade mus løbe rundt i huset. Føj, hvor var den stor og ulækker, og mormor, hvis du læser det her, så vil jeg bare fortælle dig, at jeg nu helt og aldeles forstår din frygt for mus!

Kram fra Marie