Jeg sidder lige nu i en tv-stue i et hostel i Costa Ricas hovedstad San Jose, som jeg ankom til i går. Den sidste uges tid er gået med at rejse rundt i Costa Rica. Tidligt sidste fredag tog Wendy, Zoe og jeg en bus fra San Pedro Sula, som ligger en halv times tid fra El Progreso, og efter ca. 24 timers rejsetid inkl. en overnatning i Nicaragua ankom vi til Costa Rica. Wendy og jeg stod af i byen Liberia imens Zoe fortsatte mod San Jose. Et hurtigt måltid på Mc. Donalds og Wendy og jeg befandt os igen i en bus, denne gang med destinationen Playa Tamarindo. Her indlogerede vi os på et udmærket hostel og brugte resten af eftermiddagen og aftenen på at se solnedgangen og tjekke byen ud. Om aftenen spiste vi ude på restaurant, for det skulle på en måde ligesom fejres at vi efter mange lange og, pga. airconditionen, sindssygt kolde timer i en bus endelig befandt os i Costa Rica.

Den følgende formiddag brugte vi på at gå rundt fra surf-shop til surf-shop for at høre hvad de kunne tilbyde af surf lessons. Vi endte med at lave en aftale med en mand, der ville tage omkring 35$ for to timers surfing, og selvom vores fornemmelse sagde os, at han måske ikke arbejdede helt efter reglerne, aftalte vi at mødes med ham kl. 13. Tilbage på hostellet blev vi imidlertid tilbudt surf lessons af en fyr, som virkede langt mere troværdig. Han fortalte os, at vi kunne betale 25$ for halvanden times surfing, og for to økonomibevidste piger lød det betydeligt mere tiltrækkende end vores egentlige aftale med den anden fyr. Problemet var bare, at vi ikke fik fortalt denne fyr, at vi ikke ville have lessons ved ham alligevel, så da Wendy og jeg samt vores nye og billigere surfing-instruktør stod nede i vandkanten senere på dagen og var godt i gang med at lære om boardet og forskellige teknikker, kom den skrottede instruktør forbi og spurgte os hvorfor vi ikke dukkede op som aftalt. Han havde efter eget udsagn ventet på os i to timer samt betalt lejen for vores boards selv, så han var naturligt nok ret irriteret. Han gik dog sin vej igen, men kom ud til os i vandet en halv times tid senere for at diskutere videre. Det var en meget akavet situation for alle, og vores stakkels surfing-instruktør forsøgte skiftevis at forsvare os og lære os at surfe, alt imens Den Skrottede blev mere og mere knotten. Mange af hans påstande hang slet ikke sammen, og da Wendy foreslog ham, at vi kunne betale 5$ hver for lejen af boardene flippede han ganske enkelt helt ud og smed en masse skældsord efter os. De nævnes ikke her på bloggen, men jeg kan da røbe, at han fik nævnt et ord som rimer på "itches" et par gange, ligesom han garanterede for, at han ville gøre vores tid i Costa Rica meget besværlig førend han forlod os lettere lamslåede med en trussel om, at han ville opsøge os på vores hostel senere. På trods af den mindre forstyrrelse midt i vores lession kom jeg op og stå på boardet flere gange, og det var mega fedt! Knap så fedt at få boardet i hovedet midt i en vild bølge, men jeg husker bare til næste gang, at det er en god idé at holde fast i boardet i stedet for at spankulere ved siden af det.

Den Skrottede opsøgte os til vores store lettelse aldrig, og Wendy og jeg kunne næste morgen forlade Playa Tamarindo for at rejse til Liberia, hvor planen var at Wendy skulle med en bus videre til Nicaragua, imens jeg skulle udforske Liberia på egen hånd, inden jeg skulle mødes med Zoe. Planer bliver dog aldrig helt som man forventer, så da Wendy fandt ud af at alle busser til Nicaragua var udsolgt de følgende to døgn, endte vi med at indlogere os på et hostel sammen. Førend vi vidste af det var det meste af dagen gået, og da vi endelig havde besluttet os for at besøge et nærliggende vandfald, som skulle være helt utroligt smukt, fortalte receptionisten på hostellet os, at han mente det var for sent at tage afsted. Som en lidt sølle erstatning for et azurblåt vandfald gik vi i stedet 40 minutters tid ud af byen for at tilbringe vores eftermiddag i et storcenter, men på plus-siden kan det nævnes, at jeg fik købt mig nogle nye klip-klappere, da mine andre, for øvrigt virkelig gode, klip-klappere havde måttet lade livet.

Den næste dag var en kende mere begivenhedsrig, idet vi blev hentet klokken 7 om morgenen og kørt ud til en af Costa Ricas mange nationalparker. Her var der mulighed for at gå forskellige trails for at se bl.a. vandfald, og med min overordentligt gode inutition som led i beslutningen valgte Wendy og jeg at starte med det trail, som i følge vores kort efter ca. 2 km skulle føre os til nogle vandfald. Det skulle vise sig at blive en yderst udmattende vandretur, hvor den bagende varme sol og de stejle, stenede stier fik både Wendy og jeg til at halv-fortryde vores mission om at gennemføre trailet. Efter en lille frokostpause med den smukkeste udsigt over Costa Rica fandt vi dog lidt ekstra energi frem, og efter endnu en times hård vandring ankom vi endelig til vandfaldene, som var alt for små og uimponerende i forhold til den indsats vi havde ydet for at komme dertil. Nede på hovedstien igen gik Wendy til venstre for at se nærmere på den vulkanske aktivitet, der også kunne udforskes i området, i mens jeg gik til højre i håbet om at se et større og mere imponerende vandfald. Efter 50 minutters hurtig vandring og omtrent 10 liter sved, der havde forladt min krop, ankom jeg til vandfaldet, som ganske rigtigt var utroligt smukt og imponerende. Jeg smed mit tøj og tog en dukkert i det kølige vand, imens jeg nød den fredfyldte følelse den frodige og forholdsvist uberørte natur fremkaldte i mit sind og min krop. Betydeligt mere slatten i betrækket pga. udmattelsen fra vores første trail samt varmen og manglen på konstant skygge begav jeg mig tilbage til parkeringspladsen, hvor vi blev hentet kl. 16 og kørt tilbage til hotellet. Wendy og jeg tilbragte vores sidste aften i Liberia med at spise ude på en traditionel Costa Ricansk restaurant, hvor jeg skovlede tortilla, kødgryde og salat i mig med stor appetit, inden vi gik tilbage til hostellet for at få en smule søvn.

Jeg skulle nemlig med en bus kl. 4 om natten til San Jose, men da alle billetter var udsolgt endte jeg med at vente en time på busstationen, inden jeg endelig kunne tage plads i en bus kl. 5 og sove stort set alle fire timer til San Jose. I San Jose mødtes jeg, efter en smule besvær og hjælp fra venlige Ticas, som Costa Ricanerne kalder sig selv, Zoe og vi satte os ind i en bus mod et strandområde kaldet Manuel Antonio. Her fandt vi et hostel beliggende 100 meter fra stranden samt 200 meter fra en nationalpark, og vi brugte resten af dagen på at ånde ud, nyde den afslappede stemning i byen samt spise lækker aftensmad på hostellets restaurant. Dagen efter brugte vi i den førnævnte nationalpark, hvor vi vandrede rundt i regnskoven i et par timer. Vi så bl.a. firben, skildpadder, dovendyr, vaskebjørne og aber samt en masse smuk og frodig natur. Jeg har desuden erfaret at vaskebjørne og aber ikke er nogle specielt fredelige eller nuttede dyr. Zoe og jeg gik nemlig hen til en afsidesliggende strand, hvor vi lagde os i skyggen i håbet om måske at få en lille middagslur. Meget hurtigt kom en abe dog ned til os og forsøgte at snuppe vores medbragte brød, men grundet Zoes hurtige reaktionsevne lykkedes det ikke for ham. Vi indså hurtigt, at det nok ikke ville blive til så meget afslapning, når der var både aber og vaskebjørne lige i baggrunden, som kun var ude på at stjæle vores mad. Vi puttede derfor al vores mad i en rygsæk, som vi lynede og lukkede og alligevel lykkedes det på et senere tidspunkt for tre vaskebjørne at åbne tasken og stikke afsted med vores brød. Et brød fattigere og, for mit vedkommende, en solskoldning rigere vendte vi snuden mod hostellet, hvor vi tog tiltrængte kolde brusebade for at vaske al sved, sand og varme af os. Om aftenen tog vi en bus til en nærliggende by, hvor vi havde mulighed for at hæve penge og hvor vi desuden besluttede os for at spise aftensmad på en hyggelig restaurant med udsigt over det kæmpemæssige hav, som omgav os. Vi gik de tre kilometer hjem til vores hostel og forkælede os selv med en lille drink i baren, inden vi med trætte, tunge ben lagde os til at sove.

I går ved middagstid forlod vi så Manuel Antonio og ankom til San Jose ved 16-tiden om eftermiddagen. Her sagde jeg farvel og på gensyn til Zoe og bad en taxachauffør om at køre mig hen til det hostel, som jeg havde udset mig på nettet. Taxachaufføren sagde til mig, at det var lukket, men jeg valgte at ignorere hans påstand, da jeg havde læst mange steder på nettet, at taxachaufførerne vil gøre alt for at snyde uvidende turister på den ene eller anden måde. Han kørte mig igennem myldretrafikken og ganske rigtigt, som han havde forsøgt at fortælle mig, var hostellet lukket, og han kørte mig i stedet hen til det hostel i nærheden, som jeg netop nu befinder mig på. Jeg endte derfor med at betale udnødvendigt mange penge for taxaturen, fordi jeg var for stædig til at lytte til ham i første omgang. Ikke smart, Marie. Men alt er jo trods alt godt nu, og i dag kl. 12.30 skal jeg med en bus mod Nicaragua, og så er jeg forhåbentlig i Tegucigalpa i morgen eftermiddag, hvor jeg skal mødes med Sofía og hele hendes familie for at fejre jul. Jeg er både spændt og nervøs ved tanken om, at jeg skal fejre jul i et helt andet land og med nogle helt andre mennesker, end jeg er vant til. Jeg er sikker på, at jeg kommer til at savne at pynte juletræ med mine dejlige søstre, jeg kommer til at savne at sætte tænderne i mormors lækre and, jeg kommer til at savne spekulationerne i mandelgave-mysteriet, jeg kommer til at savne at gå om juletræet, jeg kommer til at savne de danske julesalmer og uden tvivl en stor håndfuld andre danske juleaftenstraditioner. Men hvem ved - måske opdager jeg nogle traditioner i Honduras som er mindst ligeså gode?

Det tror jeg næppe. Intet i hele verden slår en dansk jul med min familie. Intet. Så mor, far, Nina, Julie, mormor, morfar og Thomas; lov mig at vi ses på Skype juleaften, så jeg kan få lov at føle en lille smule dansk julemagi, selvom jeg befinder mig tusinder af kilometer væk.

Og til alle andre, som læser dette; RIGTIG GLÆDELIG JUL!

De allerstørste kram fra Marie.