Så er der godt kun to uger til, at vi er hjemme i Danmark igen. Det føles så underligt, og jeg kan slet ikke forstå at de otte måneder er gået så stærkt. Men samtidig er det også dejligt, at jeg snart er hjemme hos familie og venner igen. Dette blogindlæg bliver måske en smule anderledes end de andre, da vi har besluttet at skrive det i fællesskab. Det er på mange måder meget lettere for os begge to, eftersom Laura har mistet al sin elektroni...

Det er efterhånden et godt stykke tid siden, jeg sidst har givet lyd fra mig her på bloggen. På den tid er der sket omtrent en milliard ting, så det bliver spændende at se, hvor meget mening dette indlæg kommer til at give. Jeg prøver. I sidste indlæg var Laura og jeg endnu i Bolivia, hvor der ventede os endnu en vild oplevelse, inden vi vendte snuden mod Peru. Vi arrangerede nemlig en tur til Dødens Landevej, The Death Road, La Camina Muerta - kald den ...

Der var store genforeningsråb og -krammere i lufthavnen i Lima i Peru, da Laura og jeg endelig fandt hinanden tirsdag for knap to uger siden. Vi tog sammen det fly, som bragte os det sidste stykke vej til La Paz i Bolivia, hvor vi lidt rejsetrætte ankom natten mellem tirsdag og onsdag. Vi indlogerede os på et centralt liggende hostel, hvor hostelmedarbejderen slukkede lyset i det sekund han havde vist os vores værelse, og derfor hurtigt afgjorde for os, at d...

Er netop på vej til at boarde mit fly i Tegucigalpa. Jeg ser Laura om 7-8 timer i Lima i Peru. I hører fra mig. Kram og kys

I morgen skal jeg flyve fra Honduras og mødes med Laura, og så begynder vores ni ugers rejse i Sydamerika. Det føles fuldstændig surrealistisk, at mit ophold i Honduras er slut, og jeg har svært ved at forstå, at jeg skal forlade det her land, som har været mit hjem de sidste seks måneders tid. Jeg har lært en hel masse, fx. drikke vand af en pose og ovenikøbet samtidig se ud som om, at det ikke er totalt besværligt og mærkeligt. Jeg har også lært a...