På en rolig mandag aften sidder jeg her i min seng og spiser gulerod, æble og rosiner. Mit humør i dette øjeblik er helt i top til trods for en lille hovedpine, og det er der flere årsager til.

I sidste uge havde jeg mildt sagt en hård uge, hvor jeg følte mig ved siden af mig selv og trist. Der var opstået en lille konflikt med AFS, fordi nogle papirer som skulle have været udfyldt ikke blev udfyldt, og oveni dette følte jeg mig rent ud sagt fuldstændig overset i min værtsfamilie. Det kulminerede i en tårefyldt torsdag, hvor jeg både græd overfor en stakkels taxachauffør og overfor min vejleder, Elmer. Jeg græd i taxaen, fordi jeg ikke kunne betale chaufføren 10 lempiras, da jeg kun havde en 500-seddel, men han var heldigvis en venlig mand, der endte med at give mig en gratis tur. Måske en smule skørt at græde i sådan en situation, men det var bare en af de dage, hvor hele verden virkede til at være imod mig. Jeg besøgte Elmer i hans hus, og da vi begyndte at snakke om livet i min værtsfamilie begyndte jeg atter at græde. Jeg har aldrig følt at min værtsfamilie var en super vidunderlig familie, og jeg har brugt rigtig meget tid for mig selv i dette hus i løbet af de sidste 5 måneders tid. Men i sidste uge kom alle mine indetrængte følelser tilsyneladende op til overfladen, og jeg bad Elmer om at genoverveje min forespørgsel om at få lov at skifte familie. Jeg nævnte nemlig for ham for tre ugers tid siden, at jeg ønskede at skifte familie, da jeg føler mig ret ensom og desuden synes, at atmosfæren her i huset er blevet lidt mærkelig efter jeg har mistet mit pas. AFS afslog dog min forespørgsel, da jeg har så kort tid tilbage, og det ville være nær umuligt at finde en familie, der ville kunne have mig boende i så kort tid.

For at tænke på noget andet tog jeg i weekenden belejligt nok af sted til en by kaldet La Esperanza sammen med én af de andre frivillige piger, Eline. Det var en rigtig dejlig weekend, hvor vi oplevede en meget anderledes by og et ganske andet klima idet det var koldt og blæsende som efterårsvejret i Danmark. Det var rart til afveksling fra varmen, og vi iførte os fire lag tøj og fik set os omkring i den charmerende by, hvor atmosfæren var utrolig rolig og hvor det var muligt at gå rundt i gaderne efter mørkets frembrud, hvilket jeg aldrig ville gøre her i Progreso pga. sikkerheden. Efter masser af besvær og lang ventetid tog Eline og jeg desuden en bus 20 kilometers penge ud af byen, hvor Honduras' højeste vandfald ligger. Vi blev vist vejen til vandfaldet af den sødeste lille guidegruppe på otte små børn, som uden besvær løb ned af bjergskrænterne med 100 km i timen. Jeg behøver vist ikke nævne, at Klumpedumpe hér faldt og fik smurt sig godt ind i mudder, hvilket skabte udbredt begejstring hos børnene. Vandfaldet kunne kun nås fra toppen, så det var en lidt uhyggelig følelse at stå på kanten og kigge 130 meter ned til bunden, og jeg er sikker på, at far ville have besvimet af dårlige nerver, hvis han havde været der til at se, hvordan jeg strakte mig selv for at få et godt billede med mit kamera. Som tak for hjælpen gav vi børnene en småkage hver, og selvom jeg tror, at de ville have foretrukket penge, måtte de se sig tilfredse med vores spiselige betaling, og vi gik hver vores veje. Tilbage i den lille landsby fornøjede Eline og jeg os med at se fodboldkamp mellem to lokale, og desuden ufatteligt ringe, fodboldhold inden bussen kom og bragte os tilbage til La Esperanza, hvor vi med nød og næppe nåede vores bus tilbage mod Yoro-distriktet.

I går aftes, søndag, befandt jeg mig igen i huset her i Santa Monica, da noget ganske fantastisk fandt sted. Jeg sad på internettet med min computer, da jeg fik en besked fra en fyr ved navn Allan. Han er søn af de værtsforældre, som Zoe havde, da hun boede her, og jeg har mødt ham og hans forældre ved forskellige lejligheder. Det viser sig, at de godt kan have mig boende i min sidste tid her i Honduras, og efter at have været henne og besøge dem i dag føler jeg mig simpelthen så glad og ovenpå, fordi de er nogle rigtig venlige mennesker, som jeg føler mig meget tilpas med. De har desuden den mest nuttede lille Cha-Cha hundehvalp, som jeg allerede har forelsket mig i, så jeg kan simpelthen ikke bede om en mere perfekt ny værtsfamilie. Jeg regner med at informere Sofía om flytningen i morgen, og selvom jeg bestemt ikke ser frem til den samtale, er den jo svært nødvendig og jeg håber og regner med, at vi kan sige farvel til hinanden som gode venner. Derfor vil jeg inden ugen er omme formentlig flytte mit liv fra Santa Monica til Suyapa, hvor jeg skal bo med skolelærer Mor Miriam, doktorfar, 18-årige Allan, Bedstemor og desuden en papegøje og ca. et dusin hunde. Jeg glæder mig rigtig meget til at få en ny begyndelse, og selv jeg kun har omtrent fem uger tilbage i Honduras, virker det som den helt rigtige beslutning, hvis det bliver fem uger, hvor jeg faktisk føler mig som en del af min værtsfamilie.

Dermed kan en ny værtsfamilie og en dejlig weekend altså gøre betydeligt op for en TristTåreTorsdag, og jeg kan igen se lyst på tingene. Desuden nærmer Lauras og min tur sig med hastige skridt, og jeg kan med næsten 100 % sikkerhed sige, at jeg aldrig i mit liv har glædet mig så meget til noget før, som jeg glæder mig til at blive genforenet med Laura og give hende et kæmpestort kram. Der er endnu ikke styr på alt, fordi der bliver nødt til at blive lavet nogle ændringer, eftersom jeg ikke kan rejse ind i Ecuador med mit nødpas, og det er netop til Ecuador, at vi har flybilletter d. 12. april. Som det ser ud nu, ender vi med at tage til Bolivia d. 9. april i stedet. Dér kan jeg nemlig besøge en dansk ambassade og sætte gang i Mission Pas, og i mellemtiden kan Laura og jeg rejse og opleve og tage til Peru, hvor vi skal på Macchu Picchu Trek d. 1. maj. Forhåbentlig kan jeg bede ambassaden i Bolivia om at sende mit pas til ambassaden i Chile, hvor Laura og jeg så kan afhente det, når det er færdigt. Det har været, og er ganske vist stadig, pokkers besværligt, at jeg har mistet mit pas, men i det mindste begynder der nu at tegne sig et mere klart billede af, hvordan Lauras og min tur kommer til at se ud. Det betyder mindre grubleri til min overanstrengte hjerne og mindre pres på mine, ikke forfærdeligt gode, planlægningsgener, hvilket i sidste ende resulterer i godt humør.

Derfor vil jeg med mit nuværende glade sind forsætte hverdagen her i Honduras, hvor jeg har at gøre med en masse forfærdeligt søde og skønne børn på skolen i Villa Soleada og på børnehjemmet Proniño. Jeg har bestemt haft både nedture og opture i mit honduranske liv, og sidste uge føltes fuld af små nederlag, så nu ønsker og håber jeg, at mine sidste fem uger bliver fuld af det modsatte - sejre, opture og masser af smil. Det ser jo allerede ganske lovende ud, idet jeg har to dejlige jobs, en ny rar værtsfamilie som er klar til at modtage mig og nogle søde venner. På det grundlag bør smilene, opturene og sejrene vel komme helt af sig selv - lad os lige håbe på det, ikke?

Kram fra Marie.