Det er efterhånden et godt stykke tid siden, jeg sidst har givet lyd fra mig her på bloggen. På den tid er der sket omtrent en milliard ting, så det bliver spændende at se, hvor meget mening dette indlæg kommer til at give. Jeg prøver.

I sidste indlæg var Laura og jeg endnu i Bolivia, hvor der ventede os endnu en vild oplevelse, inden vi vendte snuden mod Peru. Vi arrangerede nemlig en tur til Dødens Landevej, The Death Road, La Camina Muerta - kald den hvad du vil. I hvert fald var vi vist begge noget betænkelige, da vi havde overstået første del af turen, som foregik nemt og smertefrit på en fin asfaltvej, hvorefter vi ankom til den egentlige dødsvej. Det er i al fald ikke underligt, hvorfor vejen har fået et så væmmeligt navn, for det gik praktisk talt 400 m lodret ned ved siden af den 5 meter brede grusvej. Puha, der blev trukket et par dybe, beroligende vejrtrækninger inden vi begyndte nedkørslen, som tog godt tre timer og var ned ad bakke 83 % af tiden. Selvom både Laura og jeg måtte lide med ondt i underarmene og vabler i håndfladerne det sidste stykke af turen, var det en vild og sindssygt flot oplevelse.

Herfra tog Laura og jeg til de små byer Coroico og Copacabana, som stop på vores vej til Peru, hvor vi bl.a. sejlede på vandcykel og tog til øen Isla del Sol på Titicacasøen. Dette er verdens højest beliggende farbare sø, som deles imellem Bolivia og Peru. Fra den peruvianske by Puno brugte vi også meget tid på at udforske søen. Vi tog på en to-dages tur til nogle sivøer, hvor det såkaldte Uro-folk bor, og her så vi og lærte om, hvordan et helt samfund kan blive bygget op midt i en sø, hvis bare man har en god mængde siv. Ret imponerende og enormt primitivt. Derfra blev vi sejlet ud til øen Amantaní, hvor vi blev indlogeret hos søde Anastasia og hendes mand, som boede på øen. Hun lavede sund og lækker frokost til os, som bl.a. bestod af quinuasuppe, inden vi brugte eftermiddagen på at se nærmere på øens tempel, nyde en fin solnedgang og betragte den største måne, jeg nogensinde har set, som stod stor og mægtig midt på himlen og spejlede sig i søens vand. Samme aften sørgede Anastasia for at iklæde Laura og jeg i ø-folkets nationaldragt, og så skulle vi ellers til fest i forsamlingshuset. Det var en lidt spøjs oplevelse, eftersom festen kun var opstillet for alle turisterne, men vi havde da en sjov aften, hvor vi dansede en masse i vores kæmpe nederdele og med et blomstret sjal på hovedet. Aftenen blev fuldendt, da vi fik taget et billede med Anastasia og hun ligeså fint sagde, da hun så billedet, "Åh, ligesom en familie".

Den følgende dag besøgte vi endnu en ø midt i Titicacasøen kaldet Taquile, hvor vi lærte en hel masse om lokalsamfundet. Folkene som bor i Titicacasøen er Quechua, hvilket er en bestemt befolkningsgruppe i Peru. De har deres eget sprog, og deres helt egne traditioner, og vi lærte bl.a. at de på Taquile har intet politi, men at de stoler så meget på hinanden, at det heller ikke er nødvendigt. Desuden lærte vi en masse om deres beklædning, som betyder alverden for hvilke signaler de sender. Har mændene en rød hue på, er de gift, er der hvidt i den er de singler, hænger dusken til højre søger man en kæreste, hænger den midt for er man i et forhold, og hænger den til venstre søger man bare et eventyr for en nat eller to. Måske er alle disse regler ikke helt rigtigt husket, men det er i hvert fald sikkert og vist, at der er intet, der er tilfældigt, når Quechuafolk tager tøj på om morgenen!

Fra Puno tog vi til den historisk prægede by Cusco, hvor vi brugte nogle dage på at besøge Inkamuseum, chokoladefabrik og selvfølgelig lade op til vores længede ventede vandretur på det oprindelige inkatrail til Machu Picchu. Vi blev hentet en tidlig onsdag morgen og mødte i bussen vores gruppe, som bestod af guiden Yuri, kæresteparret Anette og David fra Atlanta, Marie og Kristoffer fra Vejle og naturligvis en kok og fem portere, som skulle slide og slæbe for os. Vores første dag var en forholdsvist nem og smertefri dag, hvor vi gik 10 km til vores første campingsite, hvor vi fik serveret coca-te inden en fremragende 4-retters middag til aftensmad. Coca-te er lavet af cocablade, som også bruges til at fremstille kokain, men i både Bolivia og i Peru har vi oplevet, at de bare nyder bladene inden de kommer så langt i processen. Mange lokale folk tygger bladene, og det skulle eftersigende hjælpe mod højdesyge, akkurat som de siger, teen også gør.

Vores anden dag på Inkatrailet var den rene helvedsdag, og både Laura og jeg ønskede flere gange bare at lægge os godt til rette på jorden eller i en busk eller i noget græs og aldrig rejse os igen. Alt andet end at fortsætte med at gå virkede i hvert fald mest tiltalende, fordi vi skulle gå fem timer op ad stejle, forfærdelige, dumme inkatrapper alt imens de robotlignende portere gik forbi os i raskt tempo med 25 kg. på ryggen. Selvom Laura og jeg kun havde en lille rygsæk hver med vores tøj, sovepose og liggeunderlag, var det ærligt talt en forfærdeligt pinefuld og ynk-fremkaldende tur opad, hvilket blot gjorde smilene større og high-fives'ne flere, da vi endelig nåede toppen, og derfra blot havde to timers vandring nedad for af nå andendagens campingsite. Her ventede endnu engang fantastisk frokost og vores såkaldte "coca-te party", inden vi kunne sætte os til rette og indtage skøn aftensmad. Desværre var jeg så uheldig at bøvle med maveproblemer, så min aftensmad blev en lækker liter salt- og sukkervand, som vores søde guide Yuri gav mig, imens han og kokken underholdt Laura og jeg med spændende historier. Han fortalte os bl.a. hvordan Quechuafolket tror på naturen og dens sjæl, og hvordan de fx. kurerer feber ved at drikke urin, eller hvordan trætte, opgivende portere kan få et energiboost ved blot at lugte til deres sure sokker. Ingen panodiler, iprem eller imodium dér.

Vores tredje dag var en lang dag, men rent fysisk krævende ikke specielt udfordrende. Personligt havde jeg dog mere end udfordring nok, fordi jeg konstant skulle kæmpe mod en mave, der vendte og drejede sig hvert femte sekund. Derfor kom jeg måske også til på et tidspunkt at græde af selvynk og manglen af lyst på at gennemføre overfor guiden Yuri, og fordi min næse var så fuld af snot, fik han endda også æren af at se mig lave en kæmpe, klam snotbobbel. Så meget for at virke total sporty og vikingestærk. Efter nogle pauser og lidt peptalk fra både Yuri og Laura, som desuden selv havde store problemer med lunger og vejrtrækning, blev tredjedagen dog også gennemført, og vi ankom til campingsitet tidlig fredag aften. Samme aften fik vi også sagt farvel og tak for hjælpen til kokken og porterne, inden vi gik tidligt i seng for at få så meget søvn som muligt.

Vi blev vækket kl. 03.20 natten mellem fredag og lørdag og kom efter en hurtig morgenmad afsted og ned til stedet, hvor vi skulle stå i kø i halvanden times tid, inden porten ville åbne. Både Laura og jeg kvikkede betydeligt op, da amerikanske David, som vi var blevet gode venner med, viste Laura og jeg sin mobilskærm, hvor der stod, at han havde tænkt sig at fri til Anette, når vi nåede Machu Picchu, og om vi ville sørge for at tage billeder og filme det. Laura fik skrevet et ivrigt "Yeeeeeeeeeeessswwwh" på hans skærm, og vi gik stort set hele vejen til Machu Picchu og snakkede om, på dansk naturligvis, hvor romantisk og spændende det var. Efter ca. to timers vandring ankom vi langt om længe til den smukke, gamle inkaby, som var akkurat ligeså flot og mystisk, som vi havde forestillet os. Yuri fortalte os en masse om de forskellige bygninger og om inkafolket, men på daværende tidspunkt var det lidt svært at koncentrere sig om al den viden, fordi vi var udmattede og trætte i benene, og samtidig var vildt spændte på at opleve Davids frieri. Dette fandt sted fra et af de smukkeste udsigtspunkter over Machu Picchu, og Anette sagde naturligvis ja og begyndte at græde, da chokket havde lagt sig. Det var meget fint og sjovt at få lov at være en del af, og Laura og jeg er også blevet inviteret med til brylluppet, hvornår det nu end bliver.

Sen lørdag aften var Laura og jeg atter tilbage i Cusco, hvor vi med store problemer fandt vores hostel og hurtigt faldt trætte om i sengen. Den følgende dag blev ligeledes brugt på restitution og afslapning, inden vi mandag tog afsted imod byen Nasca. Her var vi oppe at flyve i en lille seks-personers flyvemaskine for at se nogle kæmpe mønstre og figurer i jorden. Ingen ved rigtig hvor de kommer fra, men der er forskellige teorier om, at aliens har lavet dem eller at de gengiver stjernebilleder fra himlen. Jeg måtte desværre erkende, at jeg ikke er nogen cool flyver-chick, medmindre det at kaste yoghurt og banan op i en pose anses for cool. Jeg tror det næppe. Tilbage på (den dejligt rolige) landjord tog Laura og jeg en bus nordpå imod Perus hovedstad Lima, hvor vi sent om aftenen indtog vores første McDonald's mad i hhv. 4 og 7 måneder. Vi brugte vores halvanden dag i Lima på at hente mit pas på det danske konsulat, besøge en smuk springvandspark om aftenen og slappe af i bydelen Miraflores' grønne, livlige parker. I Lima lærte vi uden tvivl, at en park er lige stedet at gå hen, hvis man vil inviteres ud, for vi fik flere tilbud fra fyre, der synes vi så noget flotte ud. Det mest mystiske tilbud kom fra en mand, der foreslog os at tage med til "Carusel del Amor", også kaldet Kærlighedskarussellen. Selvom det lød dejlig suspekt og hyggeligt svarede Laura og jeg høfligt nej tak til den stakkels, kærlighedshungrende mand.

Nu er vi så i Arica i det nordlige Chile, hvortil vi ankom for to dage siden efter en bustur på omtrent 20 timer fra Lima. Arica er en hyggelig strandby, og Laura og jeg har brugt tiden på at slentre rundt og dase på stranden. I dag er planen, at vi lejer to cykler og bruger dagen på at udforske Arica og omegn på den måde. Efter fem ugers rejsen med overraskende lidt varme, og alt for mange helbredsproblemer som følge deraf i form af forkølelser, hoste og lunge- og maveproblemer, håber vi, at en masse solvejr og strandtid kan kurere os én gang for alle. I overmorgen fylder Laura 20 år, så mon ikke der også bliver plads til en drink eller to. Tjah - det er ikke værst at rejse rundt i Sydamerika.

Kram fra Marie.

Ps. Det tager virkelig lang tid at uploade billeder. Men når jeg har fundet 117 ledige år i min kalender, lover jeg, at der kommer nogle billeder, så I også kan følge lidt mere visuelt med.