Siden sidste indlæg her på bloggen er der sket forskellige ting og sager for mig og min honduranske tilværelse.

Den vigtigste begivenhed er uden tvivl at jeg har fået et pas igen. Mandag i sidste uge tog jeg en tur til hovedstadens mylder og kaos, og sammen med AFS-chefen Elena brugte jeg mandag og tirsdag på at få udstedt et nødpas - eller provisorisk pas, som det hedder så fint - samt få mit visum på ny. Så nu er jeg ganske legal her i landet igen. Problemet er nu bare, at jeg skal finde ud af, hvordan jeg kommer til Sydamerika med dette nødpas. Laura og jeg har allerede flybilletter til Ecuador via. El Salvador d. 12. april. El Salvador skulle ikke være noget problem at rejse ind i med et nødpas, men Ecuador derimod accepterer ikke et nødpas. Derfor er jeg nu i gang med at undersøge, om vi kan ændre flybilletten fra Ecuador til Bolivia i stedet, hvor der ligger en dansk ambassade, som vil kunne udstede et rigtigt dansk pas til mig og derved gøre resten af rejsen problemfri. Jeg har også skrevet en mail til denne ambassade for at høre, hvor lang tid processen tager, hvor meget jeg skal betale osv. Så nu håber jeg bare, det hele snart falder på plads, så jeg igen kan slappe helt af. Og for at nævne noget godt i hele denne mindre heldige situation, så var det bestemt en oplevelse at se, hvordan de honduranske myndigheder og immigrationskontoret fungerer. En oplevelse som jeg ganske vist ikke havde fået, hvis jeg havde haft mit pas endnu. De gamle immigrationsmænd var både flinke og sjove, mens de snakkede om vikinger og de tillod sig endda at flirte en smule med mig. Temmeligt upassende men i den grad også underholdende.

I Tegucigalpa boede jeg ved en værtsfamilie for den ene nat, og det var en rigtig god familie bestående af tre piger, mor, far og bedstefar. Bedstefar var den sødeste gamle mand på 91 år, og han var yderst snakkesalig og ivrig efter at dele ud af sine livserfaringer. Jeg havde luret, at familien måtte være yderst religiøse, da der stod utallige udgaver af Biblen på reolen i stuen, så derfor var jeg også lidt nervøs, da Bedstefar valgte at spørge mig, om jeg læser Biblen. Ærlighed fremfor alt, tænkte jeg, og svarede et simpelt "nej", hvorefter der var rungede stilhed imellem Bedstefar og jeg det følgende kvarter. Det virkede dog trods alt, som om jeg ikke havde forspildt min chance fuldstændig for på dagen for min afgang gav han mig et stort kram og sagde "Usted eres muy linda", som betyder "Du er meget smuk/god", samt en forsikring om at Gud velsigner mig.

Jeg kom hjem til El Progreso tirsdag aften efter en sindssyg dødskørsel-tur i en bus på de mørke bjergveje. Jeg var flere gange undervejs sikker på, at jeg, og alle de andre mennesker i bussen, skulle lide en tragisk død, men vi kom allesammen levende igennem buschaufførens komplet hasarderede overhalinger og voldsomme hastighed. Måske det faktisk var sandt, da Bedstefar havde lovet mig Guds velsignelse. Da jeg kom hjem og lagde mig i min seng, sendte jeg hvert fald en stille tak til hvem end der nu bestemmer over min skæbne.

Onsdag, torsdag og fredag gik med stille og roligt arbejde på Proniño. Èn af lærerne, Elsa er begyndt at give mig nogle kreative opgaver om formiddagen. Nu er alle drengene nemlig begyndt i skole, hvilket betyder, at der er absolut ingenting at lave fra kl. 9-12, fordi de allesammen er i skole eller arbejder i markerne. Mange af drengene går nemlig på en skole, hvor landbrug også er en del af uddannelse. Derfor består halvdelen af deres skoledag af konkret skolegang, imens anden halvdel er hårdt slid på markerne under den varme sol. Drengene har fået nye skoleuniformer, og i rigtig stil med cowboys skal de bære støvler, jeans, skjorte og cowboyhat, når de arbejder i marken. De ser enormt dejlige og seje ud i deres nye udstyr.

Weekenden var en stille én af slagsen, som gik med afslapning og møde med AFS-folkene. Vi fik bl.a. snakket om d. 23. marts, hvor det er "sluk-lyset-i-en-time"-dag i Honduras. Det er vist noget med et optog igennem byen og nogle fyrfadslys, der skal tændes, men jeg forstod ikke alting, da hele mødet udelukkende foregik på spansk. Faktisk er mit spanske begyndt at forme sig mere og mere. Jeg har naturligvis stadig problemer af og til (læs ofte), og jeg er sikker på, at jeg skøjter rundt i al grammatikken, men jeg er også blevet komplimenteret for mit spanske mange gange, og det må vel betyde, at noget skrider fremad.

Og hermed en glidende overgang til en anden vigtig begivenhed i mit honduranske liv. Jeg er begyndt på et nyt projekt. I den forbindelse har jeg mødt en levende legende, eller her i Honduras er han i hvert fald lidt af en helt. Hans navn er Shin, og han er en 29-årig amerikansk fyr, som begyndte at arbejde med frivilligt arbejde som 20-årig. Han blev så bidt af det, at han følte, han skulle udrette noget mere, noget større, og derfor grundlagde han organisationen Students Helping Honduras, også kendt som SHH. I dag er organisationen så stor, at den hvert år sender 800 frivillige - primært amerikanere - til Honduras, hvor de hjælper med at bygge skoler, hjem, undervise og en masse andet. Mit nye arbejde er på en skole, som ligger en halv times tid fra El Progresos centrum. Skolen ligger i forbindelse med en håndfuld huse og et børnehjem, som alt sammen er blevet opført på baggrund af SHH. Shin havde fundet et fattigt slumområde her i Honduras, og han gav så 100 familier muligheden for at tage med ham, og til gengæld garanterede han materialer og frivillig arbejdskraft til at opføre huse. Omtrent 40 familier takkede ja, og efter 5 år bor de nu allesammen i denne koloni, som hedder Villa Soleada. Skolen er spritny og startede op for et halvt år siden, og den er endnu i gang med at blive udvidet fra de tre klassetrin den har nu til helt op til 10. klasse. De amerikanske piger som underviste på skolen forlod i sidste uge Honduras, da der gik rygter i landsbyen om, at nogen planlagde at kidnappe dem, så nu står skolen desperat og mangler hjælp til undervisningen. Det er der, at jeg træder til, så fra nu af skal jeg hjælpe med at undervise mandag og tirsdag i matematik, engelsk, naturvidenskab og forskellige andre fag. Skolen er bilingual, hvilket betyder, at jeg kan bruge mit engelske, når jeg føler mig helt fortabt. Jeg har indtil nu endnu kun været der to gange, hvor min første dag endda bare gik med at observere, men jeg kan enormt godt lide stedet, og eleverne er desuden helt vildt søde. Efter at have undervist nogle piger fra 2. klasse i matematik i en times tid sagde de bl.a. "Miss Marie, you are my favorite teacher" og "Miss Marie, I love you!", så det må siges at der ikke skal så meget til for at blive populær. Jeg er vild med det.

Da mit nye projekt nu optager to hele dage - og desuden nogle ret lange nogle af slagsen, da jeg står op allerede 5.45 - har jeg besluttet mig for at droppe min oprindelige idé om at begynde på børnehjemmet Hogar Suyapa. Jeg vil stadig gerne have min hovedvægt på Proniño, hvor jeg kender alle drengene, og hvis jeg skulle jonglere tre projekter på én gang ville min uge komme til at se ud som følger: mandag og tirsdag i skolen, onsdag på Hogar Suyapa og torsdag og fredag på Proniño. Det ville blive lidt for meget på én gang, så nu har jeg besluttet mig for at engagere mig i skoleprojektet, som virkelig har brug for hjælp samt selvfølgelig stadig Proniño, hvor alle de skøre, dejlige drenge befinder sig.

I den kommende weekend tager jeg og de andre frivillige på tur til Lago Yojoa, som ligger lige her i nærheden. Det er Honduras' største ferskvandssø, og i området skulle der eftersigende være en hel masse at se og opleve, så jeg glæder mig virkelig til at komme væk for en weekend og nyde noget smuk natur. Jeg har mere eller mindre to måneder tilbage i Honduras, og ærligt talt forstår jeg slet ikke hvor al den tid er blevet af. Jeg har en masse ting på min "to do"-liste, så lur mig om de sidste to måneder ikke også kommer til at gå med lynets hast, fordi jeg stadig har alle mulige ting, jeg ønsker at se, gøre og opleve rundt omkring her i landet. Inden jeg ved af det, er jeg på farten igen med Laura ved min side, og inden vi ser os om, er vi atter hjemme i Danmark. Det land hvor jeg igen kommer til at cykle rundt til alt, ligesom jeg kommer til at høre dansk radio, køre ture i den lille frække og handle i Bilka med mor. Alle de ting virker skræmmende fremmede for mig efterhånden, ligesom det danske sprog med tiden er kommet til at lyde som bagvendt russisk for mine ører. Har I for eksempel nogensinde tænkt over, at ifølge det danske sprog kan en bøjle både være i bh'en, på tænderne og i skabet? Eller at knoppen, knolden, skralden, toppen, bolden, bøtten og ægget allesammen er synonymer for hoved? Hvad sker der egentlig for det danske sprog? Det er skørt, hvis I spørger mig.

Men jeg glæder mig nu alligevel til at snakke dansk og cykle og være i Bilka, når jeg ses med smukke Danmark igen en gang i juni. Indtil da må I passe godt på hinanden.

Kram fra Marie.