Jeg skrev i sidste indlæg, at jeg skulle ud på en 12 timer lang bustur for at komme på orientering. Det passede ikke helt. Det var en omtrent syv timers bustur og omkring tre timers ventetid ind imellem. Torsdag stod jeg tidligt (!) op og blev kørt til AFS kontoret i Tegucigalpa af Fran, Mabel (Yes, moren har fået et navn) og faren (og ja, han er stadig Mr. No Name). Vi fik sagt vores farvel og jeg smuttede ind i den private bus, hvor jeg mødte James fra USA, tyske Lito som bor i Belgien og Vanessa fra Schweiz. De har allesammen været her i tre måneder, og de bor i Tegucigalpa. Vanessas ophold sluttede dog mandag, hvor hun tog afsted på backpacking i Costa Rica. Efter ca. fire timers kørsel ankom vi til San Pedro Sula, eftersigende verdens farligste by og den andenstørste by i Honduras, hvor resten af voluntørgruppen sluttede sig til os. Vi var en gruppe på 12, hvoraf otte var fra Belgien, to fra Schweiz, én amerikaner og mig. Jeg var den eneste, som kun havde været i landet i et par dage, så jeg fik allerede fra starten nogle tips fra dem, som har været her siden august. På immigrationskontoret i San Pedro Sula ventede vi af uransagelige grunde et par timer, og så kørte vi endelig videre og kunne tage vores første spæde skridt i Copán ved 19-tiden om aftenen. Her blev vi indlogeret på et virkelig fint hotel, og min roomie for de tre dage blev fransk-talende Ali fra Belgien.

Fredag gik hele formiddagen med at evaluere på opholdet som frivillig i Honduras. Her kunne jeg ikke rigtig bidrage med så meget, andet end hvad mine håb og forventninger for mit ophold er. Og så kunne jeg selvfølgelig suge til mig, hvad de andre frivillige sagde af kloge ord, men det meste foregik på spansk, så jeg opfangede bare enkelte ord som "pero" (men) og "porque" (fordi). Så kunne jeg jo gætte mig til, hvilke ord der skabte sammenhængen imellem de to ord. Senere på dagen klemte vi alle vores små bagdele ind i nogle bittesmå taxier med plads til tre passagerer og en chauffør. Disse chauffører synes det er vældig sjovt at køre om kap med de andre taxier, så man skal helst ikke have frygt for døden, når man tager plads i sådan et monster. Destinationen var en fuglepark med en masse smukke papegøjer og andre spektakulære fugle. Her fik vi allesammen lov til på skift at holde tre papegøjer og forevige det med kameraet. Uheldigvis ligner det, på billederne af mig, at jeg er gravid i syvende måned, så jeg må lige overveje kraftigt, om I skal få lov at se dem.

Tilbage i Copán by fik vi set smukke plaza'er og overfyldte souvinerbutikker, inden vi om aftenen drak et par øl i hotellets bar og begav os ud i det honduraenske natteliv. Vi tilsluttede os en lille gadefest, hvor nogle rystede hofterne til reggae, mens andre snakkede med alle de forskellige mennesker, der var på stedet. Jeg har læst, at Honduras er det farligste land i hele verden, men dér på den lille brostensvej kunne man ikke forestille sig, at der nogensinde skulle ske noget. Der var en meget afslappet og dejlig stemning, og folk var der med det fælles formål at hygge sig. Omsider sejrede min træthed dog, og sammen med Eline fra Belgien gik jeg tilbage til hotellet, hvor jeg sov det sekund mit hoved ramte hovedpuden.

Om morgenen skulle vi tidligt op og afsted og se ruiner. Vi fik en rigtig god engelsk-talende guide, som var både spændende at lytte til og engageret i at få os til at lytte. Copán er en gammel Maya-by, men dengang var byen meget større, end den er i dag. Nogle af de ruiner vi så stammer helt tilbage til år 400 f.Kr., og de er bare så imponerende smukke med deres forskellige udskæringer og formål. Vi så bl.a. et sted, som var blevet brugt til at spille et boldspil af en slags. Vores guide fortalte os, at det gjaldt om, at bolden ikke måtte ramme jorden. Hvis den ramte jorden, ville man vække forfædrene, hvis sjæl man mente befandt sig under jorden. Forfædrene ville blive meget sure og ville herefter udsætte Maya-menneskerne på jorden for katastrofer som jordskælv og epidemier.

Efter at have trasket oldgamle sten tynde i fire timer kørte vi tilbage til Copán, hvor jeg og nogle andre piger udforskede lidt mere af den charmerende by. Om aftenen tog nogle ud i nattelivet, mens jeg måtte sande, at mine oplevelser skulle findes i drømmeland, så jeg lagde mig til at sove ret tidligt. Morgenen efter tog vi afsted fra Copán kl. syv efter en god omgang Baleadas til morgenmad. Baleadas er tortilla med fyld og kan for eksempel laves med bønner og æg, og selvom jeg normalt ikke er den største fan af hverken bønner eller æg, så smager det faktisk rigtig godt. Tilbage i San Pedro Sula fik vi sagt på gensyn til hinanden, og herefter kom schweisiske Zoe's værtsmor og hentede Zoe og jeg og kørte os til El Progreso. Zoe bor og arbejder også i El Progreso. Hun arbejder på Hogar Suyapa, som er det børnehjem, jeg egentlig oprindeligt skulle have arbejdet på. Hun har været her i knap en måned, og så kan hun også snakke spansk, så hun har et lille forspring i forhold til mig. Hun virker rigtig sød, og jeg håber, jeg kan hænge ud med hende og Eline og Odile, som også bor her i byen. Det bliver rigtig dejligt, når jeg kan gøre den slags, men lige nu har jeg nogle andre topprioriteter, først og fremmest at lære at tale spansk. Men jeg er fortrøstningsfuld, for det kommer hen ad vejen. På orienteringens tre dage har jeg da i hvert fald lært at sige "pero" og "porque". Ikke helt skidt hvis jeg skal sige det selv.