Hej alle hjemme i Danmark,

Så skulle det ske, at jeg skulle skrive det der bliver mit sidste blogindlæg i Tanzania - og det med beretningen om min vej til toppen af Afrika! Jeg gjorde det; Jeg afsluttede mit tanzanianske eventyr på toppen af Afrika, og hvilken fantastisk måde at tage afsked med Tanzania på! Nu må jeg bare tro og håbe på, at alt ordner sig med mit visum i lufthavnen i Ghana, så jeg kan få tre gode måneder i chokoladeland. Men man ved desværre aldrig rigtig noget her i Afrika før det reelt er bevist. Jeg må bare håbe, at ambassaden i Ghana har gjort sit arbejde ordentligt og at jeg således ikke bliver sendt med et fly hjem til Danmark på torsdag d. 30. januar 2014, hvor det ellers er planen at mit eventyr i Ghana skal begynde. Jeg er i hvert fald ikke klar til at tage hjem til Danmark endnu - giv mig gerne 100 dage mere til at vænne mig til tanken! :)

De sidste forberedelser til Kilimanjaro startede dog noget kritisk. Mandag d. 13. januar(der er altså noget med det 13-tal!) skete der desværre det jeg(måske lidt naivt) håbede aldrig skulle ske for mig: Jeg blev bestjålet.

Jeg var ude på min sidste vandretur i forbindelse med min træning til Kilimanjaro på et af bjergene tæt på hvor jeg bor. Det har jeg gjort utallige gange før, men denne gang skulle det ikke gå godt. På toppen af bjerget blev jeg opråbt af to lokale drenge som i starten blot virkede som om de - som alle de andre jeg har mødt på bjerget - bare ville sige hej. Men de blev ved med at følge efter mig og til sidst kom de tæt på. Da kunne jeg mærke en snert af, at en af drengene prøvede at åbne min taske og da jeg som reaktion herpå straks vender mig om, spørger han hvad jeg har i tasken. Da vidste jeg straks at dette her ikke var godt og en situation jeg skulle forsøge at komme ud af så hurtigt som muligt. Drengen der har prøvet at åbne min taske begynder nu at fortælle mig hvor smuk jeg er, idet han til sidst siger at jeg skal stoppe. Da blev jeg først RIGTIG bange! Da jeg stopper og sætter tasken ned tager han fordel af situationen og tager mig på røven. På det tidspunkt havde jeg nok indstillet mig på, at jeg skulle blive bestjålet og at jeg således måtte aflevere mobiltelefon, Ipod og taske(med 15 kg. sand). Men at skulle blive seksuelt misbrugt vil jeg nok aldrig kunne indstille mig på! Nu gjaldt det om at komme mindst smertefuldt ud af situationen. Han fortæller mig nu, at de skal bruge nogle penge og jeg må oprigtigt talt sige, at jeg ikke har nogle, da jeg kun havde medbragt 500 tsh(hvilket svarer til ca. 1,5 kr.). Han forlanger således at se min taske og jeg siger at de blot kan tage alting. Da de først havde fået min taske sagde de heldigvis, at jeg skulle løbe væk. Og løbe det kunne jeg!! Aldrig har jeg foretaget nedstigningen af dette bjerg så hurtigt som jeg gjorde den dag - og jeg har alligevel foretaget nedstigningen af dette bjerg et utal af gange. På det tidspunkt følte jeg, at jeg løb for livet - eller i hvert fald for bevaring af mine ædlere dele i hel stand.

Dette var nok noget nær den værste oplevelse jeg har haft her i Tanzania. En skam, at min sidste træning til Kilimanjaro skulle ende på den måde. Og alligevel kan jeg jo trøste mig med, at det 'blot' var materialistiske ting jeg kom af med; Jeg har helbredet i behold og det er jeg ubeskriveligt taknemmelig for! Jeg må da nok indrømme at min første reaktion på oplevelsen var, at 'så kan de negre fandme også klare sig selv; de er ikke til at stole på, har altid urene bagtanker om os msunguer - de har ikke fortjent bedre end et liv i evig fattigdom!'. Heldigvis møder jeg selv samme dag en pige i dala dalaen som efter noget tid hilser på mig og begynder at spørge ind til mit liv og det samme gør jeg til hendes liv. Hun går i secondary school og har valgt sproglige fag, hvilket formentlig er derfor hun er ubeskriveligt god til engelsk. Hun skal af samme sted som jeg(ende'stationen') så vi får os en lang og hyggelig snak om hendes og mit liv. Ikke én gang nævnte hun noget om sin horrible økonomiske situation, hun tiggede ikke om penge og hun ville ikke have mig hjem og se et eller andet jeg kunne købe af hende; Det eneste hun var interesseret i var at høre om mit liv - og jeg var interesseret i at høre om hendes. Hun var jo som sendt fra himlen, altså! Det er sådanne mennesker jeg havde håbet - og (måske igen lidt naivt) troet - at jeg havde mødt nogle flere af her i Tanzania. Når alt kommer til alt, så var en af de helt store årsager til min rejse her til Tanzania det at komme til at lære den tanzanianske kultur bedre at kende og det sker ifølge mig kun ved at interagere med lokalbefolkningen. Denne interaktion er dog blevet udfordret af væsentlige sproglige barrierer, samt den udprægede fattigdom og dermed kriminalitet der præger livet i Tanzania. Enten er de så dårlige til engelsk, at det er fysisk umuligt at føre en samtale med dem uanset hvor meget de end gerne vil, eller også er de ude på at få del i min pengepung. Hun var en undtagelse og kom på det helt rette tidspunkt, et tidspunkt hvor mine negative tanker om tanzanianere langt oversteg de positive.

Den dag i dag kan jeg godt mærke, at jeg er blevet mere skeptisk over for lokalbefolkningen her i Tanzania efter min oplevelse med de to drenge på bjerget. Folk skal ikke komme for tæt på før jeg bliver bange og tænker at de vil bestjæle mig. Min tanzanianske familie gør det heller ikke bedre, da jeg konstant bliver advaret om farlige steder, steder jeg ikke kan opholde mig alene mm.. Oven på oplevelsen med de to drenge på bjerget har jeg naturligvis genovervejet min situation her i Tanzania og Afrika generelt, og jeg må nok konkludere, at en sådan oplevelse er en oplevelse jeg indirekte må have indvilliget i ved at vælge at opholde mig i et sådant land som Tanzania. Skulle jeg have lyttet til alle min tanzanianske families advarsler skulle jeg have lukket mig inde bag husets fire vægge i de 5 måneder jeg har været her i Tanzania. Jeg skulle ikke have løbetrænet, jeg skulle ikke have vandret i bjergene og jeg skulle ikke have kørt med dala dala - blandt mange andre ting. Dette er dog imidlertid aktiviteter som har hjulpet mig igennem livet her i Tanzania; Den fysiske aktivitet har rationaliseret mine frustrationer over (arbejds)kulturen her i Tanzania og igen fået mig på positive tanker. Du kan ganske enkelt ikke beskytte dig mod enhver ubehagelig oplevelse - hverken i Tanzania, Danmark eller noget andet land. Jeg må tage mig de forholdsregler der ikke forringer min oplevelser her i Tanzania væsentligt, og det gør jeg ved ikke at opholde mig ude efter det bliver mørkt. Som faderen i min tanzanianske familie sagde da jeg fortalte ham, at jeg havde været bange for at blive seksuelt misbrugt, så ville det være for stor en chance for de to drenge at tage, at voldtage mig ved højlys dag, da chancen for at blive opdaget og hørt naturligt nok er større i dagslys. Groft sagt kan man således sige at kun mine materialistiske goder er i fare når jeg sørger for ikke at opholde mig ude efter mørkets frembrud i Tanzania. Havde jeg inden at være taget af sted til Tanzania kunne forudse at jeg ville blive bestjålet vil jeg stadig påstå, at jeg ville takke ja til fem måneder i Tanzania, da det helt bestemt har været fem af de mest oplevelsesrige og udfordrende måneder jeg har haft i mit liv.

Nu håber jeg blot at kunne lægge oplevelsen bag mig til når jeg kommer til Ghana. Ghana skulle efter sigende være et af de mest sikre lande at befinde sig i i Afrika. Jeg håber, at jeg vil formå at kaste min naturligt opbyggede skepsis til enhver der henvender sig til mig væk. I det mindste burde lokalbefolkningen i Ghana skulle bevise at en sådan skepsis bør opretholdes før jeg afviser dem…

Og nu til den mere positive del af mit blogindlæg: Beretningen om min tur til toppen af Kilimanjaro. Fredag d. 17. januar 2014 kl. 07.30 blev jeg hentet af det jeg jo da syntes var lidt af en kæmpe bus til os syv deltagere. Hvad jeg dog ikke vidste var, at der til syv deltagere skal bruges 29 portere, guider mv… Så snakker vi altså et forhold der hedder 1:4. Det er lidt vildt! Der blev dog også sørget for os lige fra start til slut - og jeg nød hvert et sekund! For mig var det den rene luksus, men jeg kunne forstå på de øvrige deltagere at de til tider havde det en smule stramt. Min største udfordring var kulden, da det godt kan blive utrolig koldt at sove i telt i disse højder.

Dagene var meget standardiserede og startede med, at vi tidligt om morgenen blev vækket af to bærere der kom med noget varmt at drikke(kakao, kaffe, te etc.). Herefter kom der en anden bærer og satte en lille skål med vand til at vaske sig. Herefter kom der en anden bærer for at fylde tomme vandflasker og camelbaks. Slutteligt kom der en bærer og fortalte, at nu var morgenmaden klar. Så kunne vi ellers gå ind i et større telt hvor vi alle syv sammen kunne nyde en tre-retters menu bestående af noget der minder om havregrød til at starte med, efterfulgt af pandekager/toast med æg og herefter frugt. Pålæg var der masser af og desuden var der ingredienser til at lave diverse varme drikke. Det var den vilde luksus for mig, idet jeg dog tror at de øvrige deltageres begejstring var mere moderat. Jeg måtte flere gange tage mig selv i, at grine højlydt over det bizarre i, at jeg fik noget af det bedste mad jeg har fået her i Tanzania mens jeg sidder oppe på et bjerg langt væk fra alting samtidig med, at de øvrige deltager kæmper en brag kamp med deres manglende sult i disse højder. Mange mister sin appetit når man når op i de højder vi var i - min appetit var dog mindst lige så stor som den havde været inden jeg påbegyndte bestigningen af bjerget; Jeg mener, hvornår ville jeg næste gang få så lækker mad? Jeg havde svært ved at vænne mig til det før, men det gør det godt nok ikke nemmere med så lækker en morgenmad på Kilimanjaro, så at komme hjem til min tanzanianske familie og kun lejlighedsvis finde morgenmad. Morgenmad i min tanzanianske familie spises kun hvis datteren i familien har lavet morgenmad - ellers er 'man' tilsyneladende ikke sulten… Ifølge mig er morgenmad dog det vigtigste måltid på hele dagen og jeg er ganske enkelt ikke funktionsdygtig uden.

Mens vi sidder og spiser morgenmad pakker bærerne vores telte sammen og samler vores tasker i større poser som den enkelte bærer kan bære. Vores bagage var delt op i to, idet de mest nødvendige ting som vand, regntøj, snacks mm bæres af den enkelte deltager, hvorimod bæreren bærer vores øvrige bagage. Jeg mener at have fået at vide, at bærerne maksimalt må bære 30 kg. totalt, hvoraf maksimalt 10 kg. må udgøres af deres egen bagage og maksimalt 20 kg. må udgøres af os deltageres bagage. Jeg mener dog desværre blot det er inden for de sidste par år, at denne begrænsning er kommet. Selvom bærerne bar på langt tungere bagage end os deltagere var de dog stadig langt hurtigere end os - de løb jo nærmest op af det bjerg! Den personlige bagage blev båret som rygsæk og så blev vores bagage/telt etc. ellers båret på hovedet - dét var i sig selv imponerende at se. Når os deltagere så er færdige med at spise morgenmad går vi i gang med dagens vandring. Når vi når den nye camp ved frokosttid står vores telte klar og frokosten er så godt som klar til at blive serveret. Frokost og aftensmad består ligeledes af tre retter, idet diverse forskellige grøntsagssupper blev serveret som forret, lokale retter(ofte ris-retter) serveres som hovedret og frugt serveres som dessert.

Heldigvis var de seks øvrige deltagere et super godt selskab. Vi var alle nogenlunde jævnaldrene og de seks andre havde heldigvis alle engelsk som deres modersmål, så vi havde en rigtig god stemning i vores camp med masser af sjov og jokes - noget jeg vil mene er ekstremt afgørende i en ellers så presset situation som man naturligt nok kommer i når man er på et bjerg i syv dage. Vi fandt hurtigt hinanden og der kom hurtigt en løs stemning i gruppen. En af de følger der er ved at nå op i de højder man når op i når man bestiger Kilimanjaro er, at kroppen har brug for at akklimatisere, hvilket den efter sigende skulle gøre ved at lukke diverse gasarter ud, så der blev pruttet og bøvset i stor stil. Alle deltagere valgte ligeledes at tage piller mod højdesyge, hvilke tilsyneladende skulle have den bivirkning at man skal tisse konstant; I hvert fald følte jeg, at jeg skulle tisse ca. hver halve time de første par dage - en smule presset når man er ude i naturen. Jeg har i hvert fald lært at tisse i naturen. Desuden har jeg lært hvad det vil sige ikke at have været i bad i 7 dage. Der var ikke mulighed for reelt bad på bjerget og det betød klamhed på højt niveau - jeg synes dog stadig det er meget sjovt at kunne krydse den af også :)

De første par dage fortsattes vores vandring efter frokost, men herefter nåede vi op i højder hvor vores vandring kun bestod af akklimatiseringsture idet vi således herefter vendte tilbage til campen vi spiste frokost i. På akklimatiseringsturene steg vi ca. 200 højdemeter, var i disse højder i 10 min. og skulle så efter sigende være akklimatiseret til denne højde. Vores vandringer opad foregik generelt i et så langsomt tempo, at det slet ikke kan beskrives. Jeg var flere gange ved at spørge om vi ikke kunne sætte tempoet op bare en smule, men gjorde det heldigvis ikke. Jeg tror det langsomme tempo har været medvirkende årsag til at vi alle har akklimatiseret bedre på vej op ad bjerget. Det langsomme tempo har formentlig ligeledes været årsag til at alle deltagere fysisk har kunne klare det til toppen. Selv var jeg ikke på noget tidspunkt så presset, at jeg ikke troede jeg skulle kunne klare det fysisk - jeg havde forventet det langt hårdere end det jeg oplevede. Men jeg havde jo også trænet op til bestigningen af Kilimanjaro i tre måneder op til - det var der vist ingen af de andre deltagere der reelt havde gjort. Jeg var fysisk bedre stillet end nogle af de øvrige deltagere og det tror jeg har været medvirkende årsag til, at jeg ligeledes var den der mærkede mindst til de nye højder. Jeg var stort set ikke plaget af højdesyge overhovedet, og selvom de øvrige deltagere havde taget de samme piller som jeg så led de stadig af hovedpine, kvalme mm. Ej heller vabler mærkede jeg noget til på bjerget, så jeg havde syv vidunderlige dage med kæmpe naturoplevelser.

Tirsdag d. 21. januar 2014 kl. 00.00 begyndte vi for alvor bestigningen af Kilimanjaro. Vi havde fået aftensmad ca. kl. 17, hvorefter vi gik i seng og blev vækket til morgenmad kl. 23.00. Kl. 00.00 begyndte vi således den sidste bestigning af bjerget og gik hele natten til vi nåede toppen af bjerget kl. 06.20. Vi nåede således toppen af Afrika ved solopgang og her fik jeg nogle af de mest fantastiske naturoplevelser jeg formentlig nogensinde vil få. Jeg har lagt alle billederne op her på min blog(usorteret). Intet Photoshop er involveret; Det er ren og skær tanzaniansk skønhed!

Efter at have været oppe på toppen af bjerget i en halv times tid blev vi beordret ned igen af de 6 guider og bærere der var med os på toppen. Nedstigningen skulle efter sigende gå så hurtigt som muligt, da de påstod, at jo hurtigere vi kom ned i 'normale' højder igen, jo hurtigere ville vi få det bedre. Jeg kan godt følge tankegangen, idet jeg dog ikke kan forestille mig at det kan have været sundt at nedstige så hurtigt som vi gjorde - man burde vel også skulle bruge noget tid til at skulle akklimatisere når man går ned. Det skulle vi altså ikke, så efter at have brugt hele natten på at gå de 3 km. fra campen og op til toppen af Afrika skulle vi nu gå yderligere ca. 17 km. ned af bjerget. Det samme omtrentlige antal kilometer gjorde sig gældende den næste dag, hvilket betød at vi gik ca. 40 km. på to dage. Sjældent har jeg været så træt som den sidste dag, og sjældent har 20 km. føltes så lange. Ifølge mig var de to sidste dage langt hårdere end de forgangne fem dage tilsammen. Men jeg besteg bjerget og jeg havde en fantastisk oplevelse - dét er det vigtigste!

Nu vil jeg til at slutte af med dette blogindlæg. Hvor var det ærgerligt med håndboldherrernes finale i dag. Jeg formåede heldigvis at streame kampen, og selvom det hakkede ekstremt så var det umuligt ikke at fornemme den ekstreme stemning der var i Boxen. Og i det mindste spillede de ikke lige så dårligt som finalen mod Spanien sidste år… :) Jeg synes de mødte overmagten, og så går det bedre at tabe. Jeg er i hvert fald stadig stolt af at være dansker!