Hej menneskene hjemme i Danmark,

Så blev det tid til endnu en update om livet i Tanzania.

Jeg flyttede ind hos min familie sidste lørdag. Her måtte jeg så desværre sande, at de ikke har noget træk-ud-toilet, der virker. I stedet står der en kæmpe balje vand ved siden af som man så skal hælde i toilettet i stedet. Det kan nogle gange være besværligt hvis man skal mere end bare at tisse - men til dette har de heldigvis et toilet udenfor, hvor man blot står op. Puha… Indtil videre har jeg dog endnu ikke brugt dette toilet, men i stedet fundet mine evner inden for kreativ udskylning af toiletter værende ganske anvendelige. Siden i onsdags har der ej heller været toiletpapir. Jeg har ikke rigtigt turde spørge i tilfælde af, at det skyldtes, at de ikke havde penge til det. Efter 5 dage uden toiletpapir synes jeg dog det var et forsøg værd, og de havde det da også stående et andet sted. I et af de forrige blogindlæg skrev jeg, at de brugte venstre hånd til at tørre sig med. Jeg fik dog et par dage senere at vide, at det var for år tilbage. Det glædede mig, men jeg undrer mig nu over, hvorfor ingen af de andre i familien har fundet det fordelagtigt at finde toiletpapiret frem… Jeg ved, at jeg ikke er den eneste der bruger dette toilet… Det skal der vist ikke spekuleres mere i!

Generelt er der sjældent noget i huset der fungerer helt smertefrit. I denne uge har strømmen været gået op til flere gange, men det synes jeg nu der er en vis charme i. Det værste er dog, at bruseren på badeværelset ikke virker således, at jeg skal tage bad i en spand og dermed stå med en lille skål og hælde vand ud over mig selv og dermed lade som om jeg bliver ren. Dvs. jeg får ikke et rigtigt bad i 8 mdr.… Det ved jeg simpelthen ikke om bliver mig fysisk muligt. Også der har jeg gået i kreative tanker og tænkt på om det er muligt at besøge det hostel vi var på den første uge bare en gang om ugen for at tage et bad - for at føle mig ren. Dette vil dog stride lidt imod mit mål med selve rejsen: At se hvordan det er at leve som tanzanianer i Tanzania. Hvis de kan, kan jeg også! Men alligevel, 8 mdr.; Det er meget lang tid uden et rigtigt bad… De bruger ej heller håndsæbe, men det har jeg hurtigt vænnet mig til - det er ingenting i forhold til det manglende 'rigtige' bad…

Den familie jeg er flyttet ind hos er meget kristne - i hvert fald set med danske øjne. I lørdags tog vi unge i familien dog i byen. Det er (åbenbart) ikke velset, at man som kristent menneske tager i byen og drikker alkohol, hvorfor aftale af byturen måtte foregå ved at halvdelen af familien, hvilket svarede til alle os unge, samledes i et af værelserne og aftalte at tage i byen. Det var således ganske tydeligt at der skulle aftales noget som moderen ikke måtte vide. Som jeg har fået det fortalt så ved moderen godt at de unge i familien tager i byen, men tankegangen er vist, at så længe man ikke snakker højt om det så går det nok… Generelt har jeg på fornemmelsen, at de unge har en langt mere afslappet holdning til kristendommen end forældrene. Dette får mig til at tro, at de unge ikke har frihed til at vælge egen religion, men at forældrenes religion blot videreføres til deres børn… Jeg finder, at dette skyldes, at der er tale om et udviklingsland - i hvert fald synes jeg det er en stor force i Danmark, at alle generelt er fri til at vælge, og forholdsvist fri til at tale om til- og fravalget! Sidste lørdag var det således også et dilemma for de unge om de ville stå tidligt op om søndagen efter byturen og dermed tage den korte gudstjeneste, eller om de ville nyde den luksus det var at sove længe men i stedet tage den lange gudstjeneste… Om søndagen går de altid i kirke. Jeg har endnu ikke været i kirke med dem, men det skal jeg bestemt prøve.

Jeg har endnu ikke tal på hvor stor min familie reelt er. Det er lidt som en hovedbanegård, hvor folk kommer og går hele tiden, men et bud er, at vi generelt er ca. 10-15 mennesker. Der er dog en del af disse som ikke oprindeligt er i familie, men som min familie har taget til sig pga. familieproblemer mv. hos deres oprindelige familie - jeg tror dette skyldes, at den kristne tro siger dem at de skal gøre dette.

Jeg vil dog mene, at børnene her i denne familie er langt mere modne end mange danske børn ville være på deres alderstrin. Små børn er gerne alene hjemme uden forældre, da de lidt ældre børn tager sig af de mindre børn. Jeg ser det lidt som de frie markedskræfter: Børnene lærer at de er nødt til at finde ud af det sammen, og det mener jeg samtidig medfører en stor søskendekærlighed. De er tvunget til næsten altid at være sammen - både på godt og ondt. Jeg vil dog mene, at en dansk adfærdspsykolog ville mene, at de to yngste børn var understimulerede. De kan eksempelvis synge med på flere tv-reklamer, hvilket jeg synes vidner om, at de ser meget tv. Samtidig har jeg bidt mærke i, at de intet legetøj har. Til trods herfor synes jeg dog de virker ganske velfungerende på trods af deres nok mere støjende adfærd sammenlignet med dansk standard.

Jeg vil samtidig mene, at huset generelt holdes kørende af de unge i huset. De unge gør rent, passer børn(de ældre passer de yngre) mv.. Det er dog også altid os unge der skal sidde ved spisebordet til aftensmad og så kan de yngre og ældre sidde øvrige steder(der er ikke nok plads rundt om bordet til at vi alle kan sidde der samtidig). På trods af, at moderen er hjemmegående er det dog sjældent jeg ser hende lave ret meget andet end mad og det er da heller ikke altid sikkert at hun overskuer dette - så laver børnene også dette. Jeg synes hun bærer en lad holdning, men jeg tror nu den er ret generel for kvinder i Tanzania. Jeg har flere gange set hende sidde i sofaen og herfra kommandere et af børnene til at hente diverse ting for hende, såsom mobiltelefon mv., hvilket hun efter min mening lige så godt selv kunne have hentet. Jeg vil mene, at dette er en diametral modsætning til i Danmark hvor man gør meget ud af, at alle er lige - unge som gamle. Modsat er der eksempelvis i Tanzania én måde at hilse på yngre eller jævnaldrende(Jambo), hvorimod man til ældre altid bør sige 'Shikamoo', hvilket kan oversættes til noget i retning af at "gribe om fødderne" i respekt. Jeg har da ej heller hørt de unge i huset sige deres mor imod(med forbehold for alt det swahili jeg endnu ikke forstår).

Af mange i Danmark har jeg fået strenge ordrer på ikke at forelske mig i nogle afrikanere hernede. Det er dog generelt ikke noget problem for mig, da den afrikanske kultur generelt er meget påtrængende - for påtrængende til mig. Folk stopper ofte en på gaden(formentlig pga. min hudfarve og den deraf formodede mængde penge jeg er indehaver af), hvor de søger at indlede en venskabelig snak men man skal aldrig tage fejl af, at de altid forsøger at sælge et eller andet til en. Og et nej er ikke et nej for dem! I dag skulle jeg stå og vente på en dala dala hvor der så kommer en hen til mig og vil høre hvor jeg skal hen som om han vil hjælpe mig. Så har han tilfældigvis en ven ovre på den anden side af vejen som kan køre mig derhen på motorcykel i stedet. Jeg siger tydeligt nej, da jeg har hørt, at dette skulle være det farligste transportmiddel i Arusha. I stedet lader han så som om han hjælper mig med at preje den rigtige dala dala til sig. Det går så op for mig bagefter, at han bliver ved med at få dem til at sænke farten så de kan stoppe, men vifter dem så væk igen - alt imens han prædiker om, at jeg aldrig kommer til at få en dala dala på denne tid af døgnet fordi der er for mange mennesker med dem og, at han hellere må køre mig til indre by hvor jeg kan få en dala dala. Hans kommunikation med dala dala'erne foregår naturligvis på swahili så jeg opfatter det ikke først, men da jeg opfatter situationen får jeg naturligvis en dala dala til at stoppe og tage mig med. Den var næsten tom!

Så i stedet for at forelske mig i afrikanerne har jeg valgt at kaste min kærlighed på de to små hundehvalpe vi har i baggården hos min familie. De er godt nok søde… Generelt foregår meget i denne baggård - det er et slags alternativt køkken. I sidste uge sad vi flere dage over bålet og lavede mad, hvilket jeg fandt yderst hyggeligt. Et sådant bål bringer en vis hygge frem. Det samler familien og er en hyggelig måde at være sammen på - det er her man ser familiefølelsen, da alle børnene samles her og gerne tilbringer sin aften sammen med sine forældre. Jeg finder det i hvert fald som et særlig godt alternativ til fjernsynet. Fjernsynet er nok det mest avancerede(og samtidig fungerende) der haves i huset - og det bliver udnyttet til fulde! Jeg selv så ikke meget fjernsyn i Danmark, men her er fjernsynet tændt fra morgen til aften næsten. Heldigvis har de voldsomt mange kanaler, så det bliver formentlig muligt for mig at se lidt håndbold, nu når jeg ikke selv kan spille det hernede :) Men at sidde og se fjernsyn en hel dag bliver altså for meget for mig! Mange af de unge har stadig sommerferie og har tydeligvis ikke noget at lave frem til oktober hvor de starter studie igen, hvorfor de stort set fordriver al deres tid foran fjernsynet. Det kan jeg ikke overskue… Men de siger også, at de keder sig. Jeg håber dog, at jeg kan finde mig alternative aktiviteter end fjernsynet i weekenderne. I hverdagen går det nok med fjernsyn når man kommer hjem fra arbejde. Jeg tror bare generelt, at jeg skal lære, at jeg har mere tid her end jeg har i Danmark. Alting tager også længere tid her i Tanzania, hvilket vel til dels skyldes varmen - selvom jeg dog ikke synes den er uudholdelig endnu. Vi er også kun i overgangen fra vinter til sommer.

Mandag havde jeg så første dag som volontør hos Women In Action. Women In Action er en organisation der opererer inden for mange forskellige områder; Det område jeg har bedt om at skulle arbejde inden for er VICOBA(Village Community Banking).Village Community Banking foregår på den måde, at man samler op 15-30 mennesker som sammen etablerer en form for bank. Dette foregår ved, at medlemmerne hver uge mødes for at købe mellem 1-5 aktier til en fast pris pr. aktie. Pengene fra disse aktier udgør således bankens formue, og efter 12 ugers medlemskab kan medlemmerne herefter låne op til 3 gange deres aktieindskud til investering i forbindelse med deres forretning. Jeg har således fået at vide, at jeg skal undervise dem i basalt regnskab, samt holde forskellige workshops omkring det at drive forretning. Hvis ovenstående er hvad jeg kommer til at lave, så tror jeg det bliver en kæmpe oplevelse… Så kan McKinsey og alle de andre fine konsulentvirksomheder i Danmark og den øvrige vestlige verden godt pakke sammen! ;)

Mit indtryk er dog, at der er tale om en ufatteligt uorganiseret virksomhed. I orienteringsugen fik vi dog at vide af Moses, at man som frivillig i de forskellige organisationer nemt kan komme til at føle sig overflødig, da menneskene i organisationen som oftest ikke kan lide at uddelegere opgaver til frivillige. Det kan jeg sagtens forstå, selvom vi jo netop er kommet her for at hjælpe den pågældende organisation. Her i Women In Action tror jeg dog også volontørernes manglende opgaver skyldes at der er tale om en organisation der gør mange ting på en gang - uden at gøre én ting fuldstændigt. Som jeg kan se det så mangler de kompetence i alle henseender, og denne manglende kompetence mener jeg ligeledes kan være årsag til, at de har svært ved at videregive opgaverne. Heldigvis er vi i alt tre volontører hos Women In Action(én canadier og én nordmand foruden jeg selv) så vi kan snakke indbyrdes om de frustrationer vi oplever. Jeg ser dog ikke den manglende organisering i organisationen som et problem, men nærmere som en oplevelse. Generelt er de utroligt åbne over for de tiltag vi volontører mener ville gavne organisationen, da de ser volontører som udbytterig kilde til brainstorming. Den første uge har gået med at sætte sig ind i organisationen og vide hvilke aktiviteter der udføres. På trods af, at der nu er gået en uge har jeg endnu ikke helt overblik over dette endnu. Intet er skrevet ned omkring organisationen og dennes aktiviteter og pga. de store sprogbarrierer mellem medarbejderne i Women in Action og os volontører sker der mange misforståelser i deres forsøg på, at forklare hvad det egentlig er de laver og hvad de har brug for at vi volontører laver for dem. Som en del af deres aktiviteter nævner de bl.a., at de tager ud og oplyser lokalbefolkningen om menneskerettigheder. Da vi så spurgte hvornår de sidst havde gjort dette viser det sig, at det er to år siden. Da ville jeg ikke medregne denne aktivitet som en nuværende, men sådan er vi jo selvfølgelig så forskellige. De har ligeledes påtaget sig en opgave der hedder, at de skal besøge forældreløse børn - ofte med HIV/AIDS - hos deres nuværende familie og se om de har det godt. Det bliver også kun til ca. ét besøg om året hos hver familie, og jeg må ærlig talt sige, at jeg tvivler på kvaliteten af disse besøg. I stedet har de valgt at bruge ca. 70 % af deres medarbejdere på, at lade dem sidde og lave perler der så gerne skulle sælges på diverse markeder i Arusha by og dermed bringe indkomst til organisationen. Det er vist endnu ikke blevet til den helt store indkomst… Der vil jeg således måske mene, at man prioriterer lidt forkert i organisationen… Dog er et af de store problemer netop(jeg er dog ikke helt sikker på, at de selv ser det som et stort problem), at de pt. ingen indkomst har. Deres hovedsponsor har lovet dem penge for hele 2013 betalt kvartalsvis, men betalingen for dette kvartal er endnu ikke kommet ind. I stedet er det nu grundlæggeren af organisationen der af egen lomme betaler for, at organisationen kan fortsætte. Til trods herfor har lærerne(Women In Action har også en skole for de forældreløse børn) ikke fået løn de sidste fire mdr.… Jeg ville bedømme den økonomiske situation i Women In Action som værende rimeligt kritisk, men ingen i organisationen har fundet det nødvendigt rent faktisk at kontakte hovedsponsoren for at høre hvorfor pengene ikke er blevet betalt som aftalt. Jeg tror de er fuldt overbevist om, at pengene nok snart kommer. Måske har det noget at gøre med fænomenet 'afrikansk tid'. Jeg spurgte således Moses hvordan man skulle tolke fænomenet 'afrikansk tid'. Som tidligere skrevet er jeg en stor fan af fænomenet, men skal samtidig lige vænne mig til det; Hvornår skal man begynde at blive nervøs for, at en aftale ikke længere er en aftale? Moses svar var, at han selv hadede når folk kom for sent - der er dog ikke én eneste dag han er kommet til tiden i orienteringsugen. Han kom altid mellem kl. 09.15 og 10.00 og officielt startede vores dage i orienteringsugen kl. 09.00. Han mente, at vi aldrig skulle blive sure over at tanzanianerne kom for sent - det er en del af kulturen. Han sagde at man jo nogle gange kunne glemme at man havde en aftale, og så ville man jo blot komme når man huskede den… Generelt mente han dog, at vi altid skulle komme til tiden fordi det ikke ligger til vores kultur at komme for sent. Der tror jeg dog han har misforstået noget helt fuldstændig: På netop dét punkt er jeg som en indfødt tanzanianer! Udfordringen bliver så bare at få resten af DK til at acceptere dette når jeg kommer til Danmark igen - det er jo en del af min kultur… :)

Jeg ser dog mit arbejde som et rigtigt spændende sted at arbejde med masser af udfordringer og rig mulighed for, at tilpasse mit arbejde til netop mine interesser. Det er svært at vurdere hvor man skal tage fat til at starte med, men jeg er glad for at jeg allerede inden afrejse havde bestemt mig for at skulle arbejde inden for VICOBA hos Women In Action. På den måde kan jeg indskrænke mig til kun at se på manglerne inden for VICOBA og således lade resten af organisationen være op til de andre. Jeg tror det er sådan man bliver nødt til at tænke, ellers så er 24 timer i døgnet ikke nok :)

Hils!!