Hej dansken,

Så blev det vist tid til endnu et blogindlæg. Med en teaser som den jeg præsterede i sidste blogindlæg kan det umuligt have været nemt at sove i de forgangne tre uger! Jeg tror dog jeg vil lade denne teaser forblive et mysterium indtil næste uge, da jeg i denne uge har været på en 4 dages tur for at besøge Maasai-mennesker. Jeg tænker dermed det vil være smartest at skrive om dette mens jeg har det i frisk erindring.

Da jeg stadig ikke har lavet noget reelt arbejde for hverken Women In Action eller EduCare er jeg nu begyndt at arbejde fuldtid for en organisation der hedder Maasai Pastoralists Foundation("MPF"). Det er en organisation, der arbejder for Maasai-mennesker i Tanzania, hvilke vist ofte er en af de fattigste stammer i Tanzania. Som nogle af jer nok ved er der mange stammer i Tanzania, og Maasai er den største af alle stammer.

MPF er en EKSTREMT struktureret organisation sammenlignet med de to andre organisationer jeg har arbejdet for - og det til trods for, at organisationen faktisk er styret af de lokale. Personligt mener jeg, at det skyldes at organisationens direktør har en høj uddannelse inden for social business og dermed kender til de krav der skal til for at styre en NGO. Derforuden mener jeg også, at det faktum, at alle medarbejdere(som vist alle er frivillige og dermed ikke er betalt - vi snakker ca. 10 mennesker) selv er Maasai'er og dermed har et mere reelt ønske i rent faktisk at forbedre situationen for deres ældre og næstkommende generationer. Medarbejderne i MPF sidder i hvert fald ikke og sover når direktøren ikke er på kontoret, men jeg tror nu også MPF har formået at skaffe medarbejdere der er en hel del bedre uddannede end dem i WIA… Jeg kan dog smide en sjov/forrykt lille sidebemærkning ind her: Direktøren i WIA siges ikke at ville ansætte medarbejdere der er klogere end hende selv - derfor sidder hun nu med en organisation af medarbejdere der ingenting forstår, og tilmed ingen motivation har. Det er både skræmmende og forrykt at et så småligt/uvidende(?) menneske kan få lov at blive direktør for en NGO som WIA!

For MPF skal jeg således skrive/revidere deres forretningsplaner for de forskellige projekter de udfører. Pt. er organisationen ved at etablere et projekt kaldet 'Maasai Cultural Heritage Center'. Dette er et projekt hvor organisationen forsøger at gøre Maasai-kvinder mere uafhængige af mændende, idet organisationen således vil forsøge at kommercialisere deres stærke traditioner inden for det at lave perler. Maasai-kvinder er næsten født og opvokset med at lave forskellige smykker af perler og dette vil MPF således udnytte til nu at sælge disse håndværk videre til turister mv. og dermed anvende profitten herfra til at forbedre Maasaiernes adgang til vand mv.. Jeg har dog sjældent set så grimme smykker som det jeg blev præsenteret for på turen så jeg må ærlig talt indrømme at jeg tvivler på succes ved dette projekt. Ifølge mig var der tale om en samling af perler i diverse spraglede (helst i alle regnbuens) farver, hvilket dermed får det til at ligne et projekt for en 5-årig. Men I kan jo selv bedømme - jeg har lagt et billede op af de gaver(i form af smykker) jeg har fået af de forskellige grupper.

Da vi startede samarbejdet sagde jeg til MPF, at jeg havde planer om at være i Tanzania i 6 mdr. mere, hvorfor de således foreslog mig, at jeg tog ud og så hvordan Maasai-menneskerne rent faktisk lever. Jeg tog således af sted med tre andre fra MPF i mandags og kom hjem i torsdags. Det viste sig så, at jeg skulle betale al benzin og service på bilen i de fire dage vi var af sted, hvilket de påstår koster ca. kr. 2.000. Jeg må sige, at jeg så absolut ikke har fået en oplevelse der er kr. 2.000 værd. Det viste sig, at organisationen sender mig af sted med tre mennesker som har et absolut begrænset engelsk ordforråd og de få samtaler vi havde blev naturligvis derefter. Det er jo begrænset hvor meget information om Maasaierne man kan få ud af en person der ikke kan tale engelsk. Så de dybe samtaler blev det i hvert fald ikke til, og skulle jeg forsøge mig med spørgsmål der krævede en lidt længere forklaring måtte jeg se mig selv modtage et svar der var helt modsat af hvad jeg rent faktisk spurgte om, eller også var det i modstrid med noget af det de tidligere havde fortalt. Jeg fik således en lektion i 'learning by seeing'… En af de ting de dog fik fremstammet(dog efter et par forsøg, misforståelser mv.) var, at de tog på en sådan 4 dages tur mindst én gang om måneden, og nogle gange endda to gange om måneden. Det er jo super fedt, at de har mulighed for at gøre dette, da jeg virkelig tror det gavner kvinderne. Det jeg dog finder ganske forrykt er, at jeg lige pludselig skal betale al benzin og service på bilen; Hvis jeg ikke skulle med så havde organisationen selv måtte betale, idet de jo har fået funding for dette fra en sponsor - nøjagtigt som de har gjort det alle de andre gange. Jeg ser det lidt som et pragteksempel på deres måde at se os msunguer på: De er en finansieringskilde som skal forsøges udnyttes mest muligt. Det er desværre en opfattelse jeg støder på jo flere lokale jeg møder. Den dag i dag frustrerer det mig stadig, at direktøren i MPF fremstiller sig selv som værende et yderst gavmildt menneske ved at lade mig frastå fra at betale en initial pengesum til organisationen selv(det er desværre normalt, at NGO'er kræver, at frivillige betaler en engangssum til selve organisationen mens de arbejder for denne). Det er jeg personligt stærk modstander af da os frivillige ofte er studerende og i forvejen ikke har mange penge, idet vi således i stedet tilbyder vores tid(og betaler for flybillet til/fra det specifikke land, visa, vaccinationer mv.). Det at være frivillig er således forbundet med væsentlige omkostninger. Så mener jeg, at finansieringen af den pågældende NGO må findes andre steder! Det vil jeg ikke mene at den gjorde i mit tilfælde; At jeg skulle betale både benzin og service på bilen er jo bare en anden måde at få denne engangssum på. Organisationen har jo allerede modtaget funding fra den specifikke sponsor til at foretage de mange besøg i Maasai-landsbyen. Jeg er en smule frustreret over den måde han forsøger at snyde mig på. Her er der dog tale om endnu en stor kulturel forskel: I Tanzania griner man blot hvis man opdager nogle der forsøger at snyde en selv - det anses som værende sjovt! Vi var ude at spise en dag og ser så bagefter, at tjeneren kommer med en regning der er højere end hvad vi reelt havde spist for. Reaktionen fra de tre lokale jeg var ude at spise med var blot grin og jokes om situationen…

Da jeg skulle betale for al benzin og service på bilen troede jeg således, at det var en tur de tog ud på mest for min skyld. Det var det så absolut ikke; Det var ren rutine. Rutinen foregår som følger:

1) Vi hilser på gruppen af Maasai-kvinder,

2) Jeg bliver introduceret til både gruppen og de forskellige ledere heraf(paradoksalt nok ofte mænd),

3) Materialer i form af perler, snore mm. bliver overleveret,

4) Penge for de tidligere indsamlede perle-håndværk overrækkes

5) Dans, sang og gaveoverrækkelse

Hver stamme har deres eget sprog, idet swahili dog stadig er det fælles nationalsprog, der forener landet. Men de mennesker vi besøgte boede så langt ude på landet, at der ofte ikke var nogle af dem der var i stand til at tale andet end Maasai-sprog. Ikke at det ville hjælpe hvis de var i stand til at tale swahili for det er jeg langt fra flydende i endnu. Det har jeg så sandelig fået bekræftet efter at være sendt på en 4 dages safari-tur med tre personer fra MPF som tidligere beskrevet havde et meget begrænset engelsk ordforråd…

Når man som mig ikke forstår Maasai-sprog(og heller ikke har nogen intention om at lære det, da jeg har nok problemer med swahili) så er det at gennemløbe ovenstående rutine én gang nok, da det meste ikke giver den store mening. Jeg kan dog konstatere, at samtlige Maasai-kvinder var meget gæstfrie og smilende på trods af deres hårde liv. Den første gruppe vi mødtes med havde lige været nede at hente vand, så de var ganske trætte. Problemet for Maasai-mennesker er ofte, at de ikke har adgang til vand og derfor ofte må gå 20 km. for blot at hente en spand vand. I albummet jeg har uploadet sammen med dette indlæg kan I se, at jeg har taget et billede af en der viser hvordan disser spande med vand bæres. Og jeg kan skrive under på, at de er tunge - ekstremt tunge! Desværre er Maasai-kulturen meget primitivt indrettet: Kvinderne sørger for alt det huslige og mændene sørger for dyrene. Jeg synes selv jeg fik en meget fin beskrivelse af Maasaiernes behov for dyr, da jeg blev fortalt at dyrene, i form af køer, geder og får, er som en bank for Maasai-menneskerne; Det er dem de bruger til at handle med. Disse dyr skal dog have både vand og føde, hvorfor mændende ofte er væk fra huset i lang tid af gangen. Det gør således, at det er kvinden der må gå de mere end 20 km. for at finde noget vand hver dag. Når kvinden er tilbage fra denne vandretur skal hun ud på endnu en tur for at finde brænde til at lave mad på, og herefter lave mad. Maasai'er spiser som oftest kun ét måltid mad om dagen. Det siger sig selv, at et sådant liv er ekstremt fysisk belastende. Jeg synes dog, at det er værd at bemærke, at Maasaierne på sin vis ikke har lyst til at ændre deres primitive måde at leve på; De ønsker blot bedre adgang til skole, vand og føde til dyrene. Maasai-mennesker er ofte meget stolte mennesker; De er stolte af at være Maasaier! Da jeg spurgte en af lederne af en af Maasai-grupperne om han kunne lide det liv han levede svarede han prompte ja. Han ville ikke bytte det ud for et liv i Arusha(hvor der trods alt er en højere levestandard end hans nuværende) eller noget andet sted. En af de tre lokale jeg rejste med sagde sågar at hun ønskede at flytte tilbage til sin Maasai-landsby når hun ikke længere arbejdede for MPF. Hun lever nu i Arusha og har tidligere læst sin bachelor i Californien(ikke at det på nogen måde kan høres på hendes evner inden for det engelske sprog). Jeg har dog aldrig set et menneske drikke så mange sodavand som hun præsterede at gøre på de fire dage vi var af sted, så jeg vil i hvert fald mene, at hun skal have en kold tyrker inden den drøm om af flytte til Maasai-land igen bliver til virkelighed! ;)

På trods af, at Maasaierne egentlig er fint tilfredse med at leve som de gør(set bort fra deres manglende adgang til uddannelse, vand og føde) så gør det mig dog utroligt ilde til mode, at jeg skal sidde at drikke sodavand og vand(nogle gange endda flere flasker hvert sted) foran disse mennesker - uden at de selv får noget. Ved hvert sted blev vi som oftest tilbudt drikkelse i form af enten sodavand, vand eller te med mælk(jep, det smager ganske ulækkert) som en måde for Maasai-kvinderne at sige at de er glade for at vi kommer. Det er dog rædselsfuldt at skulle sidde at drikke en sådan sodavand foran disse kvinder der netop selv har gået 20 km. for at hente vand til dem selv! De tre øvrige jeg rejste med virkede dog ikke til at have nogen kvaler hvad dette angår overhovedet… Jeg synes da også selv min tilvænningsfase var skræmmende kort, idet jeg dog stadig den dag i dag synes det er ubehageligt - fordi det er unødvendigt - at få en sådan gestus. De havde selv haft langt større glæde af denne vand/sodavand/te. Jeg synes godt det var noget MPF som organisation kunne fortælle Maasai-kvinderne; At de måske ikke behøvede at bruge de få penge de havde på sodavand til os gæster. Men gæstfrihed og ærbødighed virker til at være en utrolig indgroet del af deres kultur så det vil formentlig ikke have den store effekt. Jeg formoder heller ikke, at Maasai-mennesker - med deres i forvejen ekstremt primitive livsstil - er de mest forandringsvillige personer… :)

En observation jeg ligeledes har gjort mig er, at Maasai-mennesker er ekstremt hierarkisk orienterede. Dette stemmer ifølge mig godt sammen med deres primitive livsstil. I Danmark, som jo er et ganske veludviklet land, er der stort fokus på ligestilling i alle led; Direktøren spiser gerne med sine underordnede, da dette er tegn på godt lederskab(det er i hvert fald min grovfortolkning af det danske arbejdsmarked - vel vidende at der findes en del undtagelser). Ved møderne med Maasai-kvinderne gjorde man derimod meget ud af at tydeliggøre hierarkiet som en måde at vise respekt til de øverste i hierarkiet. De øverste i hierarkiet(i dette tilfælde os fra MPF og formanden for den enkelte gruppe) fik egen stol, samt tilbud om drikkelse, hvorimod Maasai-kvinderne selv måtte sidde på måtter på jorden og se os indtage de våde væsker. Selv i MPF blev hierarkiet ekspliciteret allerede første dag jeg var på arbejde; Her blev jeg inviteret ud at spise af direktøren og to andre medarbejdere i MPF. Til spørgsmålet om hvor de andre i MPF spiste fik jeg således at vide, at der da ikke var nogen mulighed for, at direktøren skulle spise sammen med chaufføren, receptionisten mv. Et sådant form for (primitivt) hierarki er ifølge mig et tydeligt tegn på de to landes forskellige stadier i deres udvikling. På spørgsmålet om dette kunne ske i Danmark kunne jeg således med glæde svare, at dette som oftest ikke ville volde nogle problemer - hvad skulle der kunne ske?! Når jeg tænker over det så er ligestilling faktisk en af de ting, der gør, at jeg glæder mig allermest over at være dansk og ikke tanzaniansk! Jeg går så absolut ikke ind for, at man skal til at lovgive sig til ligestilling(jep, jeg hader idéen om lovgivning i forsøget på at få flere kvinder ind i bestyrelser mv. i Danmark), men mener derimod at ligestilling forårsaget gennem uddannelse er guld værd! Det er ekstremt vigtigt for mig, at organisationens(det være sig både her i Tanzania som i Danmark) rengøringsdame skal føle sig mindst lige så respekteret af mig som direktøren. Der er ikke nogle der skal kunne overbevise mig om hvorfor jeg skulle have mere respekt for direktøren frem for rengøringsdamen - og der er ikke nogle der skal kunne overbevise mig om hvorfor jeg skulle have fortjent denne sodavand mere end de Maasai-kvinder der sad foran mig. Foruden drikkelse afsluttedes de fleste møder med grupperne ved at de sang og dansede for os, idet de her overrakte et smykke til jeg og en anden af kvinde fra MPF. En sådan gestus finder jeg langt bedre, da den er langt mindre kostbar for dem idet den samtidig bibringer et minde for os modtagere. Selvom de fleste af de smykker jeg har fået af kvinderne ikke er særligt pæne så er de da et super minde at have…!

Det er desværre begrænset hvor meget nyt jeg fik at vide om Maasaiernes livsførelse. Jeg har dog fået lidt at vide om de traditioner der medfølger det at være Maasai. Disse traditioner giver mig dog et stærkt fingerprej om den manglende uddannelse; Det er en tradition hos Maasaierne(om end den - forhåbentlig - er ved at uddø) at man som barn får trukket den midterste tand ud og bliver brændemærket på begge kinder(!!). Det er dog heldigvis blevet ulovligt i Tanzania nu, så folk med sådanne kendetegn har ikke adgang til skole mv., hvilket sender et skarpt signal om det forkerte i disse traditioner. Foruden ovennævnte traditioner får kvinderne skåret store huller i ørerne som herefter bruges til øreringe. Jeg går ikke ud fra, at der er bedøvelse indblandet i nogle af ovenstående traditioner - i hvert fald er det en test man som Maasai skal gennemgå, hvor målet er at man ikke fælder en tåre. Det er både forrykt og dybt skræmmende! Hvem har fundet på sådanne traditioner?!

Foruden deres traditioner har jeg fået på fornemmelsen, at der i Maasai-kulturen er tale om en skarp opdeling af mænd og kvinder. I hvert fald spiser mænd ikke kød sammen med kvinderne og kvinderne ændrer stemme når de taler til mændene, idet de til mændene efter sigende skulle tale lavere end hvis de taler med kvinder. Jeg kan ikke finde andre forklaringer til ovenstående end at der er tale om et meget primitivt folkefærd.

Den 4 dages tur vi var på var som at rejse 100 år tilbage i tiden…

Jeg vil slutte af her, da min viden om Maasaierne ikke rækker længere.

Take care!