Hej menneskene i Danmark!

Så blev det tid til endnu et blogindlæg. Det manglende blogindlæg i sidste uge skyldtes problemer med internettet, hvilket nu så småt oppe at køre igen :)

Der er sket en del på de to uger seneste uger. Først og fremmest har jeg valgt at supplere mit arbejde hos Women In Action("WIA") med øvrige jobs. Jeg har desværre på det sidste oplevet utroligt mange problemer og frustrationer hos WIA. Organisationen er så ustruktureret, at ingenting fungerer og de mange forskellige projekter som organisationen (påstår) at udføre er således meget ustabile/ikke-eksisterende. Jeg har således gået i 1,5 mdr. uden at have haft mulighed for, at udføre det arbejde som jeg oprindeligt kom herned for: At undervise lokalbefolkningen i inden for det at drive forretning.

Jeg har tidligere skrevet, at medarbejderne i WIA har været utroligt velkomne og taget godt imod os volontørers idéer til forbedring af organisationen, hvilket er utroligt vigtigt. Det er nu ændret, således at chefen nu er meget skeptisk over for os og vores idéer. Jeg tror dette skyldtes, at hun nu er ved at indse, at vores forslag kræver meget arbejde fra medarbejderne selv i organisationen. Min indsigt i deres arbejdskultur har generelt forarget mig dybt. Hver gang chefen ikke er på kontoret bliver der ingenting lavet! Enten sætter man sig en hel dag og snakker i lænestolene eller også sidder man og sover(!!). Jeg synes det er en skræmmende lav arbejdsmoral - især taget landets store arbejdsløshed i betragtning! Da der er tale om en NGO med minimale økonomiske ressourcer, så tror jeg dog heller ikke der er tale om fangsten af landets skarpeste og mest ihærdige medarbejdere. Som tidligere skrevet har organisationen ikke modtaget funding de sidste 5 mdr. trods kontrakt herpå. Dette har således medført en utrolig passivitet i de forskellige projekter, hvor man i højere grad har sagt 'Vi kan intet gøre for vi har ingen penge' frem for 'Hvad kan vi gøre med de ressourcer vi nu engang har'. Således har mange af projekterne været helt eller delvist lukket ned på det sidste, hvorfor de forskellige koordinatorer således ikke har haft meget at lave. Jeg finder det derfor dybt frustrerende, at jeg skal møde op på arbejde med det formål at undervise VICOBA-grupper i basalt regnskab for så at finde ud af, at koordinatoren for VICOBA-grupperne har glemt at fortælle dette til den specifikke VICOBA-gruppe. Når du ingenting laver, så er det ikke acceptabelt at glemme den ene ting du rent faktisk skulle lave. Sådan vil jeg formode, at en gennemsnitlig dansker ville tænke(jeg inklusiv). Men ikke her. Selv chefen viste stor forståelse for denne forglemmelse. Tålmodighed er tydeligvis et must i Tanzania. Engang jeg sad og fortalte min familie om mine frustrationer i WIA, fortalte datteren som en sidebemærkning at hun jo da egentlig også den pågældende dag havde siddet og ventet en time uden for hendes arbejde fordi personen med nøglerne ikke var dukket op - og datteren betaler endda for at 'få lov' at arbejde i denne organisation! Til spørgsmålet om hun var sur over dette var svaret 'Næh, personen der havde nøglerne havde et sygt barn og havde ikke lige fået sørget for, at finde en der kunne passe det aftenen inden så det måtte hun gøre om morgenen'. Jeg prøvede selv lignende hændelse, da jeg en dag mødte op - igen med det formål at skulle holde et foredrag om basalt regnskab - og måtte vente på min translatør i 4 timer, hvilken havde glemt at informere mig om, at hun var til et andet møde den dag. Jeg tror godt hun opfattede min negativitet…

Jeg tænker således tit over hvad jeg egentlig synes om fænomenet 'african time'. Jeg er bestemt ikke fan af den danske kultur, hvor folk er ved at få stress fordi de kommer 5 min. for sent til en kaffe-aftale med en ven. Men det er en balancegang, for den passivitet og ligegyldighed der ofte ligger bag fænomenet 'african time' er jeg bestemt heller ikke fan af. Det at man i Tanzania ved, at ingen kommer til tiden ved en aftale skaber ifølge mig en ond cirkel af passivitet og ligegyldighed i den tanzanianske befolkning. Og det er netop den passivitet og ligegyldighed der hindrer udviklingen i landet - ifølge mig. Samtidig er den en kæmpe udfordring i mit forsøg på arbejde hos WIA. Jeg bliver eksempelvis ofte forhindret i, at undervise de specifikke VICOBA-grupper fordi de efter sigende kun har 15 min. tilovers. Jeg mener, hvis du ikke aner hvordan du skal drive en virksomhed(og det skulle de efter sigende ikke gøre) men samtidig har valgt at starte en sådan op alligevel, så bør du ifølge mig tage imod al den hjælp du kan få. Men nej, de er efter sigende 'travle forretningsfolk, der skal hjem at passe deres forretning'. En forretning der formentlig ikke har nogle kunder alligevel :)

Jeg har dog formået, at gennemføre undervisning for to VICOBA-grupper. Kvaliteten af disse finder jeg dog ganske tvivlsom. Min translatør er min chef - en ganske forvirrende chef. Et par dage inden afholdelsen af ovenstående undervisningstimer havde jeg måtte bruge 30 min. på at fortælle hende hvad forskellen på købs- og salgspris er. Det er skræmmende, at hun rejser rundt i hele Afrika og fortæller om VICOBA! Selv samme menneske skal således oversætte en undervisning om netop det basale regnskab. At bedømme ud fra VICOBA-medlemmernes ansigter så forstod de præcis lige så lidt som hun selv gjorde. Beviset på hendes manglende evne til direkte oversættelse opstod når jeg spurgte forsamlingen om ét og der blev svaret noget helt tredje. Således er sprogbarriere nu også blevet et problem. Jeg tror dog dette mere eller mindre er personspecifikt, og at det er muligt at få en translatør der kan oversætte mere korrekt i WIA.

Ovenstående forhindringer har således medført, at jeg har valgt at supplere arbejdet hos WIA med øvrige jobs. Moses har således fundet en organisation kaldet EduCare, hvilken bl.a. har grupper der minder om tidligere omtalte VICOBA-grupper, selvom det ikke er helt det samme koncept. Denne organisation mødtes jeg således med i går(mandags) og det virker til at kunne blive et godt supplement til WIA. I alt fald er det nu planlagt, at jeg på fredag skal holde et indledende seminar om det at drive en virksomhed, så det glæder jeg mig meget til. Jeg var med til et seminar de havde i mandags hvor de havde fået en bankmand ud at holde et seminar og at bedømme ud fra dette møde er der tale om et langt mere engageret publikum end medlemmerne i VICOBA. Men bankmandens fortælling skulle heller ikke igennem en translatør - han var lokal :)

Foruden organisationen EduCare har faderen i min nuværende familie skabt kontakt til en privat skole som skulle have brug for at optimere sin regnskabsadministration. I mandags var jeg således også ude at besøge disse. Det virker til at være en utroligt velhavende skole med ganske mange faciliteter såsom bibliotek, malestue, fjernsynsstue og køkken hvor der laves frokost og snacks. Man skulle således tro, at de havde styr på økonomien siden de har råd til alt dette og efter at have set måden de fører regnskab på tror jeg da også, at der er andre virksomheder i Tanzania hvor regnskabsadministrationen står værre til. Medarbejderne i administrationen påstår dog selv, at deres regnskabsadministration er meget mangelfuld. Jeg tror det skal blive en spændende organisation at arbejde med over tid, hvor jeg vil få et større indblik i deres egentlige regnskabsadministration(eller mangel herpå). På mandag skal jeg således have udarbejdet et udkast i Excel der skal simplificere både regnskabsindtastningen, men ligeledes præsentationen af regnskabet.

Efter 1,5 mdr. uden at have følt at have lavet noget af det jeg egentlig kom her for, så er der nu igen håb forude og jeg synes opgaverne foran mig virker spændende og udfordrende! Jeg håber dog ikke at skulle droppe WIA helt. På trods af, at jeg har fået at vide af flere, at kvinderne i VICOBA-grupperne ikke ønsker undervisning(de kan ikke se nødvendigheden heri) så giver jeg ikke op endnu - jeg må finde en måde at lade dem forstå, at undervisning er den eneste vej til udvikling.

Nok om arbejde; Nu til min familie. Jeg er stadig utrolig glad for at være hos min familie. De er stadig utroligt søde, velkomne, gæstfrie og smilende. Og så laver de dejligt spiseligt mad med stor variation på menukortet :) Der er generelt tale om en familie, hvor samtaleemnet som oftest indebærer mad - jeg tror det skyldes, at ¾ af familien er kvinder, og at den sidste ¼(faderen) aldrig er hjemme. Faderen er et stort irritationsmoment for mig, men jeg tror desværre blot han er produktet af en Tanzaniansk fader - jeg tror han opfører sig som kulturen lader ham det. Personligt vil jeg beskrive faderen som værende et yderst passivt familiemedlem, der ikke rigtigt bibringer den øvrige familie andet end arbejde. Han tager ud og løber om morgenen, arbejder herefter, og efter arbejde sætter han sig enten foran tv'et eller går ud og drikker sig fuld med vennerne(det er min fortolkning; jeg har endnu ikke spioneret ham). En dag satte han sig sågar og sov ved spisebordet efter at have været sent ude. Generelt er han et utrolig frastødende menneske at se på. Eksempelvis sætter han sig ofte på sofastolen, knapper op i skjorten og nusser sin fine ølvom. Sidder han foran tv'et forventer han naturligvis, at datteren(det er altid datteren der laver aftensmad, da moderen i familien som oftest er ved at bage morgendagens kager) kommer ind og serverer en kæmpe tallerken med mad til ham. Denne tallerken fortæres som en hest, eller det lyder i hvert fald som en hest så meget som han smasker. Herefter forlades sofastolen og han går i seng og sover - så kan datteren lige så fint tage tallerkenen ud og vaske efter brug, idet hun ligeledes skal sørge for at have en flaske rent drikkevand klar til manden når han skal sove. Her er der jo således tale om en ekstrem kulturforskel; I Danmark havde en sådan opførsel jo sjældent holdt i længden. Efter 1,5 mdr. i Tanzania har jeg dog stadig ikke formået at forstå hvorfor mændene har den magt de har her i landet; I den familie jeg bor hos nu virker det i hvert fald som om, at det er moderen der bidrager med mest økonomisk i familien, og jeg mener at det generelle gadebillede viser det samme. Her arbejder kvinder både fysisk(der er ikke grænser for hvad de kan bære på hovedet!) og administrativt. Jeg kan kun finde på den forklaring, at mandens overmagt skyldes en så indgroet del af kulturen at denne slet ikke overvejes. Deres magt og udnyttelse heraf irriterer mig dog stadig grænseløst… :)

Det er samtidig inden for de sidste par uger, at jeg har besluttet mig for at skulle bestige Kilimanjaro. Når alt kommer til alt så skulle man jo da være et skarn når nu det ligger lige i baghaven :) Det betyder således, at jeg er begyndt at løbetræne en del, hvilket har givet mig mange sjove oplevelser. Disse løbeture giver god mulighed for både at se lokalbefolkning og natur på samme tid. Det kan dog være begrænset hvor meget jeg nyder dette når jeg samtidig er ved at omkomme af udmattelse. Jeg kan fortælle, at det er ganske varmt at løbe i 30 graders varme :).

Takket være min GPS får jeg således mulighed for at komme lidt rundt i lokalområdet. En af de første dage jeg skulle prøve en rute af, kom jeg så langt ud i lokalbefolkningen, at en baby stortudede af rædsel da hun så mig - jeg tror aldrig denne havde set et hvidt menneske før… Generelt er lokalbefolkningen dog yderst snaksalig, hvorfor jeg oftest bliver mødt med hilsner som 'Mambo, jambo mv.' på min løbetur. Ved sådanne hilsner forventes der dog respons fra mig - jeg som så absolut ikke er i stand til at snakke når jeg løber! :) Jeg ville personligt ikke mene, at mit knaldrøde ansigt og en vejrtrækning der lyder som en traktor indbyder voldsomt til hyggesnak, men sådan er vi jo så forskellige… Det er generelt et begrænset antal løbere jeg har set hernede. Dette ses også på lokalbefolkningens opmærksomhed herpå. Næsten hver gang jeg er ude at løbe, er der skolebørn der forsøger at løbe efter mig, og der er flere ældre der stiller sig op og klapper eller giver high-five på turen. Det er jo både sødt og sjovt.

Efter 1,5 mdr. i Tanzania kan man dog godt begynde at blive lidt træt af den enorme opmærksomhed der er på os hvide('msungu'). Hver morgen skal jeg gå en kilomenter fra min familie til busstoppestedet, og på denne vej skal jeg sige hej til mindst hver anden jeg møder(og jeg møder mange!). Det er jo på sin vis meget sødt, men når man ved at de som oftest har en bagtanke med deres hilsen så visner det lidt. De har som oftest et eller andet at skulle sælge, eller også ønsker de penge af en. Det er lidt træls i længden. På trods af min irritation forsøger jeg dog stadig at sige jambo og smile til så mange som jeg overhovedet orker for jeg vil nødigt skabe det indtryk hos dem, at os hvide er nogle sure og ignorante mennesker. Når alt kommer til alt så ved jeg jo godt hvordan '1 indvandrer' hurtigt bliver til 'alle perkere' hjemme i Danmark. Så gåturen om morgenen kræver lige lidt ekstra friskhed, men jeg skal jo nok huske at nyde det nu mens jeg er i det - jeg kommer nok alligevel til en vis grad til at savne det når jeg kommer hjem :)

Jeg tror, at det var det for denne gang. Jeg håber I nyder kulden - vi ses når det engang er blevet sommer i Danmark igen! :)

Take care!