Hej alle,

Jeg er nu blevet helt frisk efter min sygdom i sidste uge og det er nu tid til endnu et blogindlæg fra mig. Jeg tænkte at jeg denne gang kunne give jer en lille smagsprøve på de kulturelle forskelle der mellem Danmark og Tanzania.

Ægteskab og forholdet mellem mand og kvinde er vidt forskelligt i Tanzania og Danmark - heldigvis! Her synes jeg det er tydeligt at se, at Tanzania er et af de mindst udviklede lande i verden. Selvom der ved generationsskifte er ved at ske ændringer, så er manden stadig langt mere værd end kvinden - et noget primitivt syn ifølge mig. En af de fordele der har været ved at leve her i Tanzania og opleve en kultur som denne har således ikke mindst været opdagelsen af de gode sider ved kulturen i Danmark. Det har eksempelvis været mig utrolig svært at acceptere familiens fader, da jeg synes han er ekstremt utaknemmelig for alt det moderen og datteren gør for ham uden at give dem kærlighed og taknemmelighed igen. Han er dog formentlig blot produktet af den tanzanianske kultur og dermed den tanzanianske mand. Jeg har dog fundet ud af hvor meget jeg værdsætter den udprægede ligestilling der hersker i Danmark!

Jeg mener ikke selv, at jeg er ekstremistisk inden for kvinderettigheder mm. men jeg må sige, at det er svært ikke at kommentere når datteren må se sig nødsaget til at være vågen til sent om aftenen fordi faderen har lyst til at drikke en øl eller ti på den lokale bar og hun dermed skal være vågen for at lukke ham ind. Det er dog vist ikke unormalt her i Tanzania, at faderen i familien er alkoholiseret - og det må man sige at denne fader har været(/er ifølge mig). Datteren har tidligere fortalt mig, at faderen førhen tog sine tre døtre med på bar hver søndag, hvor han drak det der svarer til en kasse øl og derefter en flaske vodka. Så er man alligevel rimelig hærdet - det ville jo slå selv den mest inkarnerede Roskilde Festival gænger ud! Efter at have indtaget disse våde væsker kørte han så sin familie hjem… En dag havde han nær dræbt hele familien, da han i sin fuldskab kørte ind i en anden bil - intet skete dog heldigvis med familien men det havde vist været et rimeligt alvorligt uheld for den modkørende bil. Den dag i dag vil han dog stadig ikke indrømme at uheldet skyldtes alkohol, men påstår i stedet at hans dårlige syn og den modkørende bils lange lys var årsagen. Ofte skal der ske noget alvorligt(hjertestop, afskedigelse mv.) før man stopper en usund livsstil, men familiens nære død har ikke fået faderen til at stoppe med at drikke. Han er ude til sent om aftenen stort set hver dag. Jeg mener dog også, at den resterende del af familien tackler det på en forkert måde. Formentlig er det dog den tanzanianske måde: Ignorance. For mig at se ligner det, at resten af familien blot lader stå til når han kommer sent hjem om aftenen. De står ikke fast på deres krav om en mand/far der ikke drikker; De konfronterer ham ikke med hans problem og mest af alt så gør de det ikke ukomfortabelt for manden når han har været ude at drikke. På trods af det åbenlyse i at manden har været ude at drikke bliver datteren oppe til sent for at åbne gaten og hun står kl. sent og varmer maden op til manden. Der kunne jeg da måske godt se pointen i at have et princip om ikke at servere mad efter vi andre har spist og at lukke gaten(som der gøres for mig når jeg er i byen og dermed må finde mig et andet overnatningssted) efter kl. 22. Men en sådan form for nedværdigelse af manden holder nok ikke i Tanzania…

Ét er at det er frustrerende at se en sådan form for manglende ligestilling, men for mig er min magtesløshed i forbindelse med dette mindst lige så frustrerende. Jeg er i deres land; i deres hus og det at forsøge at fortælle dem min mening om ovenstående vil både være forkert og for risikabelt. Jeg tror ikke de er klar til ligestilling endnu - når alt kommer til alt så snakker vi jo altså om Tanzania som et af verdens mindst udviklede lande. Mandens overlegenhed ligger så dybt i deres kultur således, at mine meninger endda kan blive taget dårligt op af de to kvindelige medlemmer af familien. Jeg har i hvert fald bestemt ikke at begynde at gøre oprør(selvom lysten er ekstrem), men i stedet mere indirekte fortælle hvordan det foregår i Danmark. En dag kunne jeg dog ikke holde mig tilbage; lejligheden var for oplagt og jeg spurgte derfor datteren i familien hvad hun egentlig synes faderen bidrog med i familien, hvorefter hun svarede at han jo da bidrog med penge til hendes uddannelse. Da jeg efterfølgende spurgte "Hvad med kærlighed?" blev hun straks i tvivl; "Hvad er kærlighed?" spurgte hun. "Han betaler min uddannelse, laver nogle gange mad(det har jeg dog aldrig set i de måneder jeg har været hos familien) og han kører mig til steder jeg har brug for(det har jeg heller aldrig set); Dét er kærlighed ifølge mig." Det er ikke nødvendigvis kærlighed ifølge mig; En sådan form for handlinger bør kunne følges op med mere emotionelle handlinger. Men det er igen den store forskel på Tanzania som et af de mindst udviklede lande i verden og Danmark som et af de mest udviklede lande: I førstnævnte er der en overvægt at fokus på det praktiske, hvorimod jeg vil mene at det mere emotionelle er i fokus i Danmark.

Her i huset er det datteren der sørger for alt; Rengøring, madlavning mm. Det generer ikke forældrene at datteren er dybt allergisk over for støv når rengøring skal gøres. I hvert fald forsøgte datteren en dag at gøre hovedrent mens hun konstant nyste og efterfølgende fik opsvulmede røde øjne. Imens sad forældrene og så fjernsyn. De var jo trætte efter dagens arbejde. Mit problem er dog, at datteren også arbejder - Hun er også træt når hun kommer hjem fra arbejde! Hvorfor hjælpes man ikke ad om arbejdsopgaverne? Jeg værdsætter virkelig den ligestilling og mangel på hierarki der karakteriserer Danmark…

Generelt er der i Tanzania en tendens til, at mest muligt skal gøres af andre end én selv; Faderen skal have serveret sin mad hver dag som en anden baby(jeg er virkelig ikke en fan af den mand), moderen har en hushjælp til at gøre det kedelige arbejde(rengøring) ved kagebagning, i Maasai Pastoralists Foundation har man ansat en chauffør til at køre medarbejderne rundt på trods af, at de fleste selv har kørekort osv. Jeg synes også, at det er en smule opsigtsvækkende, at der er så mange skopudsere som der er i Tanzania. De sidder på næsten hvert gadehjørne. Men hvis man har så lille en indkomst og er så presset økonomisk som mange indbyggere skulle være her i Tanzania, så vil jeg mene at man selv bør pudse sine egne sko. Men sådan er mentaliteten åbenbart ikke her i Tanzania…

Selvstændighed er generelt set ikke en egenskab jeg tror der bliver værdsat her i Tanzania. Her tager man imod al den hjælp man kan få fra andre mennesker. Mit indtryk er, at der er nødhjælpsorganisationer overalt her i Arusha by og jeg er begyndt at spekulere på om det er for meget. Du kan jo ikke bygge et samfund op der hovedsaligt består af nødhjælpsorganisationer og dermed bemandes af frivillige. Mange af de lokale personer jeg møder på gaden har ofte et arbejde som frivillig, eller har tænkt sig at gøre dette i fremtiden. Problemet er jo lidt komplekst, da det jo er en stor fordel at lokalbefolkningen ønsker at deltage i det frivillige arbejde og dermed udvikle Tanzania, men på den anden side skaber frivilligt arbejde jo ikke økonomisk fremgang som hvis lokalbefolkningen havde optaget et almindeligt arbejde og dermed betalt skat mv..

En anden sjov lille anekdote til den manglende selvstændighed og ligestilling i Tanzania opstår ved anskaffelse af familiens nye køleskab. Køleskabet havde været brudt sammen i en måneds tid før jeg kom til familien og en måneds tid efter jeg kom, fik de så et nyt køleskab. Leveringen af køleskabet blev dog et par dage forsinket da fundierne(kan vist løseligt oversættes til 'altmuligmænd') ikke havde tid før - faderen i familien kunne naturligvis ikke overskue, at hjælpe til med køleskabet. Desuden blev køleskabet udelukkende sponsoreret af moderens pengepung. Mens fundierne og resten af familien baksede med at få båret køleskabet ind og monteret det sad faderen og så tv. Og selvom anskaffelsen af dette køleskab skabte fest og glæde i resten af familien var han dybt upåvirket - han nærmer sig jo aldrig køleskabet alligevel(okay, jeg kan ikke skjule min foragt for manden!). Det var dog også for mig en smule svært at være helt oppe at køre over at have fået et køleskab - men jeg prøvede da i det mindste, og jeg forstår da bestemt godt deres glæde over et køleskab. Et køleskab er jo bare så banalt for mig som dansker. Og nu til hovedpointen: Mens vi stod der og snakkede store tanker om hvad vi nu skulle putte i det køleskab, så siger datteren "Vi bliver nødt til at undersøge hvordan vi skal arrangere tingene i køleskabet." Det er for mig lidt et eksempel på deres manglende selvstændighed; Hvad blev der af det at prøve sig frem og drage sine egne erfaringer?

Som jeg ser det er en af de største hindringer i Tanzanias udvikling dog regeringen. Ifølge lokalbefolkningen er regeringen dybt korrupt. Datteren i min tanzanianske familie fortalte mig ligeledes en dag, at hun mente, at en af årsagerne til Tanzanias manglende udvikling er, at landet er blevet uafhængigt for tidligt. Befolkningen var ikke klar til uafhængighed den dag da de blev uafhængige. Som argument fortalte hun, at eksempelvis Sydafrika(som efter sigende skulle være som Europa) og nabolandet Kenya er blevet uafhængige langt senere og de er begge langt mere udviklede end Tanzania. I dag er det faktisk Tanzanias uafhængighedsdag, men jeg ved ikke om den værd at fejre, da jeg egentlig synes ovenstående synspunkt giver god mening…

Jeg vil slutte af med at fortælle lidt mere specifikt om mit liv i Tanzania. Jeg sidder pt. i Kilimanjaro lufthavn og venter på, at min kæreste kommer. Jeg er så heldig, at have en kæreste der har valgt at spendere de næste tre uger i selskab med mig i Arusha, hvilket jeg naturligvis er dybt taknemmelig for. Det er svært at kunne ønske sig mere end en kæreste der kommer ned og besøger én i det der ellers måske ville blive en lidt hård juletid(da der ikke er nogen jul her). Det er således nu blevet tid for mig at skulle være turist i det land jeg nu har tilbragt tre måneder i. Peter og jeg skal ud og opleve noget af alt det Tanzania har at byde på og derfor vil der således ej heller blive uploadet blogindlæg de næste tre uger:)

Der er stadig en del knas på arbejdsfronten og det på trods af, at jeg nu arbejder fuld tid i den mest organiserede nødhjælpsorganisation jeg har set her i Tanzania. Det kan lyde forkælet efter alle de forsøg jeg har gjort mig hos diverse organisationer her i Arusha, men arbejdet her i Maasai Pastoralists Foundation er ikke bæredygtigt nok ifølge mig og det indeholder for meget papirarbejde. Jeg føler således at det arbejde jeg laver, kunne være lavet hjemme i Danmark(groft sagt), men mest af alt så frustrerer det mig, at det er mig der laver arbejdet; Hvad når jeg ikke er der længere? Hvem skal da skrive forretningsplanerne for organisationens projekter, hvem skal sørge for organisationens webside etc.? Jeg har således ikke den motivation der skal til for at arbejde i Maasai Pastoralists Foundation frem til maj 2014. Jeg har således besluttet mig for at tage til Ghana i slutningen af januar efter mit forsøg på bestigning af Kilimanjaro. Når alt kommer til alt: Hvorfor nøjes? I Ghana vil jeg kunne involvere mig i et nyt og det der lyder som et rigtigt spændende projekt hvor jeg skal hjælpe små entreprenører tilknyttet Women In Progress. Hvorfor ikke i det mindste bruge tiden fornuftigt her i Afrika og blive bedre til at tale engelsk i Ghana? Selvom jeg indstiller mig på, at arbejdssituationen i Ghana bliver den samme som her i Tanzania, så vil jeg have langt større mulighed for at skabe mit eget job, da nationalsproget i Ghana er engelsk, idet jeg således samtidig vil kunne forberede mig til livet på en engelsk-sproget kandidat næste år. Hvorfor ikke opleve et nyt land og en ny kultur? Efter at have været fem måneder i Tanzania og efter tre uger sammen med Peter som turist i Tanzania mener jeg at have udforsket Tanzania til fulde. Og sidst men ikke mindst så er Ghana efter sigende det eneste land i Afrika der producerer kakaobønner(=chokolade) - hvorfor sige nej til Paradis?

Jeg kan i hvert fald ikke argumentere imod ovenstående… Hehe…

Jeg har ikke mere tid og vil derfor slutte af her ved samtidig at ønske jer alle en fortsat god december!

Take care!