Hej alle,

Så blev det tid til mit første blogindlæg i Ghana. Jeg ankom ganske ubesværet til Ghana, heldigvis. Jeg var alligevel gået hen og blevet en smule bange for at skulle betale overvægt for min bagage i flyet, men det skete heldigvis ikke selvom det dog var tæt på – 3 kg. fra at skulle betale overvægt. Jeg betalte overvægt da jeg tog fra Danmark til Tanzania, men fra Tanzania til Ghana – med en kæmpe ekstra oppakning fra Kilimanjaro – betalte jeg ikke overvægt. Jeg må være blevet bedre til at pakke mine ting; Den afrikanske kultur har fået sit indtag på mig :)
Flyveturen fra Nairobi i Kenya til Accra i Ghana var dog en smule spændende. Gennem hele turen blev vi jævnligt bedt om at tage sele på, da der var en del lufthuller – og flyet var ikke voldsomt stort så lufthullerne kunne mærkes. Spændingen over at komme til et nyt afrikansk land oversteg dog min skræk i flyet. Jeg havde jo så heller ikke rigtig noget valg; Jeg sad ligesom i flyet og havde sagt ja tak til at tage chancen og dermed lagt mig liv i Kenya Airways’ hænder… :)
Heldigvis fik jeg mit ghanesiske visum uden problemer ved ankomst i lufthavnen i Accra, Ghanas hovedstad. Inden afrejse var der en del problemer med dette, da man inden ankomst til Ghana skal have skaffet et ghanesisk visum. Dette var dog umuligt for mig, da jeg befandt mig i Tanzania hvor Ghana ikke har en ambassade. Men det lykkedes alt sammen, idet jeg i stedet havde aftalt at få et visum ved ankomst i lufthavnen. Alt gik ganske fint og jeg blev hentet af Women In Progress som således kørte mig til volontør-huset i Accra. Jeg troede, at Women In Progress hed Women In Progress men har i dag fået at vide, at organisationen for ca. et år siden har skiftet navn til Global Mamas, så egentlig er det forkert af mig at kalde dem Women In Progress. Global Mamas er en større organisation end jeg først havde forventet og de har således fire volontør-huse rundt omkring i Ghana; I Krobo, Ashamani, Accra og Cape Coast. Jeg brugte de første to dage i volontør-huset i Accra, hvorefter jeg tog med de tre andre volontører der ligeledes boede i volontør-huset i Accra til Cape Coast.
På én måde mindede Accra en del om Arusha i forhold til den hektiske livsstil. Bilisterne kørte som sindssyge og dyttede ligeså. Jeg blev dog yderst overrasket over hvor udviklet denne hovedstad var; Ifølge mig lignede det næsten en Europæisk by med alle de internationale butikker som byen inkluderede. Denne observation skal dog nok tages med et gran salt, da jeg kom fra Arusha :) Den havde dog stadig langt flere eksklusive butikker end jeg nogensinde har set her i Afrika – dvs. Tanzania. Jeg nåede dog aldrig rigtig at forelske mig i byen, idet jeg formoder at årsagen hertil var at den mindede for meget om Arusha. Som i enhver anden by følte jeg at menneskene her i højere grad var travle og i dette tilfælde også lettere aggressive. Det skal dog ikke forstås således, at jeg ikke kunne lide at opholde mig i Accra, men efter at have brugt 3 timer i en faldefærdig tro-tro(det samme som en dala dala i Arusha, Tanzania) på vej mod Cape Coast lørdag morgen efter en god nat i byen om fredagen er jeg nu ubeskriveligt glad for at skulle tilbringe de næste tre måneder her. Her føler jeg for første gang at jeg oplever noget af den rigtige afrikanske kultur.
Vejret er yderst lummert i forhold til Arusha, og det på trods af, at vi ikke bor mere end 5 min. fra vandet. Det er dog ikke så lummert at det ikke er til at holde ud og jeg er sikker på, at det blot er et spørgsmål om tid før jeg vænner mig til at være konstant klistret :) Den strand vi bor tættest ved er dog desværre ikke en strand der er værd at bade ved, da den er alt for stenet. I stedet skulle der efter sigende fiskes en del ved denne strand, idet jeg dog desværre ikke har set dette endnu. Vi bor dog blot en halv times kørsel fra den mest perfekte strand jeg længe har set – den kan bestemt konkurrere med strandene på Zanzibar i Tanzania og de er alligevel kendt for at være nogle af de bedste. Derudover arbejder vi blot fem min. fra stranden i Cape Coast, hvilken bestemt er et sted jeg kommer til at opholde mig efter arbejde nogle dage. Desværre er der tale om en lettere beskidt strand med en del skrald, men det er ikke uudholdeligt. Netop dette skrald tror jeg er med til at lokke de vilde grise der er i Ghana til stranden. De er dog desværre bange for mennesker, men jeg håber at jeg med lidt mad i hånden kan få gjort dem alle sammen til mine kælegrise. Jeg mener, hvad kan man mere forlange end søde lyserøde(inden under skrald og mudder i hvert fald) grise, bølgernes hvislen og solnedgang i det fjerne? Det var hvad vi oplevede i dag, da jeg og de tre andre frivillige satte os ned på en restaurant på stranden og fik en drink. Da var der ikke meget af mig der lystede at komme hjem til Danmark igen…
På trods af ovenstående er der dog ikke meget turisme over Cape Coast, hvilket jeg personligt rigtig godt kan lide. På trods af det store potentiale for turisme mener jeg i stedet at du i Cape Coast kan opleve noget af den rigtige afrikanske kultur. Trods det faktum, at jeg har hørt at dette skulle finde sted i Afrika, så er det her i Cape Coast første gang jeg ser lokalbefolkningen samles omkring et gammelt tv for at se fodbold. En dag vi gik gennem små gader i byen hørte vi pludselig en masse mennesker råbe. Disse glædesudbrud skyldtes tilsyneladende at et fodboldhold havde scoret et mål. De samledes således i en stor ring rundt om tv’et for at heppe på deres fodboldhold. En sådan form for fællesskab findes sjældent i dansk kultur, idet kun større finaler mv. bliver vist på storskærm eksempelvis på Rådhuspladsen. Jeg synes dog bestemt det er værd at inspireres af da jeg kunne forestille mig at det skabte en hel speciel fællesskabsfølelse i byen. Et af de steder hvor man kan se, at Ghana er mere udviklet end Tanzania er netop ved dens udsmykning af byen, idet man i Cape Coast har formået at asfaltere stort set alle veje samt opsætte gadelygter i store dele af byen. I Arusha havde man endnu ikke nået til det punkt hvor man havde fundet midler til asfaltering af de mindre veje og gadelygter fandtes stort set ikke. Kombinationen af en fattigere lokalbefolkning med en by uden gadelygter gjorde byen særdeles farlig at færdes i efter mørkets frembrud, hvorimod man i Cape Coast kan gøre dette forholdsvis sikkert. Dette muliggør således at lokalbefolkningen i Cape Coast samles om aftenen, hvorimod man sjældent så dette ske i Arusha. Af sikkerhedsmæssige årsager forsøgte folk at opholde sig mest muligt inden i eget hus. Værst synes jeg næsten det var at høre, at mange forældre følte sig nødsaget til at forbyde sit barn at besøge venner fordi det var for farligt at forholde sig ude. I Ghana ser du børn lege sammen over alt. Ghana har dog også haft midlerne til at bygge diverse samlingssteder i form af diverse volley-ball net og fodbold-mål på strandene, samt fodbold og basketball-baner rundt omkring i byen. I dag så vi sågar en samling af lokale i rullestul der spillede handicap-basketball. Det synes jeg da er fantastisk at man i et tredjeverdensland kan samle mennesker til noget sådant. Men ifølge mig er sport også roden til alt godt! :)
Byens arkitektur indbyder dog også til fællesskab med dennes små gader og smukt dekorerede huse. Når jeg skriver, at husene er smukt dekorerede betyder det ikke, at de ikke er faldefærdige. Det er de helt bestemt, men på trods heraf er de stadig smukt dekorerede. Kombinationen af et gammelt slidt hus og en smuk dekorering heraf udgør ifølge mig en rigtig hyggelig beboelse. Det giver et hyggeligt og afslappet præg på hele byen.
En anden markant forskel mellem Arusha og Ghana er, at der ikke konstant bliver råbt efter en når man går ned langs gaden. I Arusha råbte stort set alle ’msungu’ efter mig når jeg gik igennem byen, og selvom jeg mener det blot var et produkt af landets manglende udvikling, så er det stadig en konstant reminder om at du er anderledes end den øvrige befolkning. I Ghana derimod lader folk os som oftest være – de hilser eventuelt, men det føler jeg mere blot er som de ville hilse til enhver anden lokal forbipasserende. Denne forskel gør, at jeg i større grad føler mig hjemme her end jeg gjorde i Arusha.

Arbejdsmæssigt går det også rigtig godt. Det startede dog noget presset, da jeg første dag skulle hjælpe i kvalitetskontrol-afdelingen og dermed sidde og kvalitetskontrollere de varer Global Mamas får ind fra de forskellige kvinder. Her fik jeg først rigtigt bekræftet hvor dårlig jeg er til standardiseret arbejde. Jeg skulle her sidde med hver enkelt stykke tøj og klippe eventuelle tråde af som syersken ikke selv havde klippet af. Jeg hader ganske enkelt standardiseret arbejde, og sættes jeg til at skulle udføre et sådant arbejde har jeg desværre alt for meget tid til at tænke over enten hvor nytteløst arbejdet er, eller hvordan dette kunne blive effektiviseret med en computer. Desuden stred det igen mod mit princip om udelukkende at hjælpe lokalbefolkningen i Afrika på områder hvor de ikke selv har forudsætninger og viden til selv at kunne udføre arbejdet, idet jeg således her vil have som mission at udstyre dem med denne viden. Der var dog blot tale om en enkelt dag, så det var ingen katastrofe.
Den forretningsmodel de arbejder med i Cape Coast er, at Global Mamas arbejder sammen med små kvindelige mikroentreprenører og således producerer disse kvinder de ordrer som Global Mamas får rundt omkring i verden. Uden at kende voldsomt meget til forretningsmodellens praktiske fordele og ulemper så ser jeg dette som den bedste model i forhold til at udvikle ressourcerne i Ghana, idet kvinderne her således er ansvarlig for hver deres forretning. Når de ikke har ordrer fra Global Mamas bliver de således nødt til at finde egne kunder. Jeg mener, at en sådan model bedst muligt giver kvinderne et incitament til egenhændigt at ville udvikle, effektivisere og vækste deres forretning. Global Mamas støtter disse kvinder ved at betale dem en høj pris for deres produkter, men det er trods alt op til dem selv at skabe deres forretning. I Ashamani derimod er kvinderne direkte ansat af Global Mamas og arbejder her med at udføre batik i en produktionsbygning Global Mamas har her. Således mener jeg her, at der i større grad er tale om nødhjælp og ikke hjælp til selvhjælp. Det påvirker uden tvivl ikke udviklingen i Ghana negativt, men jeg mener, at forretningsmodellen i Cape Coast er langt mere bæredygtig og skaber langt større potentiale for at kvinderne udvikler sig.
Dag 2 blev jeg netop introduceret for Global Mamas kapacitetsudviklings-projekt. Dette projekt har efter sigende kørt lige siden Global Mamas opstart i 2003 og består basalt set i at udvikle kvindernes viden; Viden om det at drive forretning, sundhed mv.
I dag havde jeg således mit første møde med en af kvinderne der samarbejder med Global Mamas og dermed har sin egen forretning. Mødet var blot indledende og med det formål at vi begge skulle lære hinanden og kende, og jeg skulle få et lille indblik i hendes virksomhed og på baggrund heraf finde ud af hvad hun havde brug for af mig således at jeg på bedst mulig måde kan guide hende fremover. Det er præcis det jeg har ønsket at gøre lige siden jeg ankom til Afrika i september 2013, så det er super spændende at se hvordan det videre forløb kommer til at foregå. Det er dog samtidig yderst udfordrende, da kvinderne på ingen måde har nogen forstand på at drive virksomhed. De har ganske enkelt ikke den forretningsmæssige tankegang når de driver deres forretninger. Det var således yderst svært for kvinden til mødet i dag at fortælle hvad hendes drømme for fremtiden var, hvad hendes styrker og svagheder var mm.. Konklusionen blev dog, at hendes drøm var at ansætte flere medarbejdere. Dette mål er ifølge mig ikke blot et bevis på manglende forretningsforståelse, men ligeledes en kæmpe kulturel forskel. Ingen i Danmark – generelt set – ville have som mål at øge medarbejderstaben, idet det dog snildt kunne forekomme som et led i at nå et andet mål. Jeg tror dog derimod at en øget medarbejderstab i Ghana signalerer succes – det var i hvert fald hvad den gjorde i Tanzania. Jeg har fået anbefalet en bog der mere specifikt går i dybden og analyserer den afrikanske kultur, så den glæder jeg mig bestemt til at læse og dermed få en bedre forståelse for den afrikanske kultur.
Selvom ovenstående er en udfordring så synes jeg det er super spændende. Det udfordrer mig ikke blot fagligt, men ligeledes personligt. Jeg var godt nervøs inden dette møde, da den ghanesiske befolkning tilsyneladende er et yderst høfligt folkefærd der således har en del faste procedurer inden ethvert møde rigtigt begynder. Det anses eksempelvis for værende uhøfligt hvis jeg ikke spørger ind til kvindens familie mv. inden jeg begynder på de mere forretningsmæssige spørgsmål. I Danmark ville det næsten være uhøfligt hvis jeg til en sådan samtale stillede min klient sådanne personlige spørgsmål. Det er dog sådanne kulturelle forskelle der virkeligt gør at jeg finder mit arbejde som volontør yderst spændende.

I skrivende stund har jeg således kun fundet små bagateller at beklage mig over; Jeg har det fantastisk her i Cape Coast, Ghana! I håbet om at I har det lige så dejligt hjemme i Danmark vil jeg lade dette være mine sidste ord for denne gang.

Take care!