Hej alle,

Så blev det 1. søndag i advent og jeg tænkte derfor, at en perfekt adventsgave til jer kunne være et lille blogindlæg fra mig, hehe… Heldigvis tillader strømmen her i Tanzania mig det ligeledes. Det er nu blevet mere reglen end undtagelsen, at vi ikke har noget strøm, men pt. har vi nu haft strøm i næsten to dage - jeg kan ikke huske hvornår vi sidst har haft strøm for så lang en tidsperiode. Det må være Tanzanias svar på første adventsgade og er da i sig selv værd at fejre med et lille blogindlæg…:)

Jeg synes dog telefonnettet er begyndt at fungere værre og værre hernede. Det er kun nogle gange at jeg modtager de sms'er der bliver skrevet til mig, nogle gange modtager jeg sms'erne flere timere senere end de er skrevet, nogle gange modtages mine sms'er ikke af modtageren og atter nogle gange modtager jeg ikke de opkald der rent faktisk bliver foretaget til mig. Det kan godt være lidt kritisk i nogle situationer, men det er nok en af de ting jeg må tage med når jeg vælger at bosætte mig i et af verdens mindst udviklede lande… Karibu Tanzania!

At jeg befandt mig i et af verdens mindst udviklede lande måtte jeg desværre opleve på den hårde måde(nej, jeg ved heller ikke hvordan man oplever det på en festlig måde) i den forgangne uge i hvilken jeg har været syg. Nu er det ikke meningen, at mit blogindlæg skal udgøre en udførlig beskrivelse af min sygdom den sidste uge, men derimod en fortælling om hvordan det tanzanianske hospitalssystem (ikke) fungerer - men det nødvendiggør dog en vis beskrivelse af min egen sygdom så det må I lige bære over med:)

Det startede med lidt ondt i ryggen, senere udviklede det sig til større smerter i ryggen, ondt i hele kroppen, temperatursvingninger, feber og hovedpine. Sådanne symptomer på influenza ville jeg i Danmark normalt aldrig søge læge for så jeg prøvede at sove det væk, hvilket dog desværre ikke hjalp. Desværre er symptomerne på malaria de samme som influenza fortalte min familie og de var derfor ganske sikker på jeg havde fået malaria. Det var lidt af et chok for mig, at få dette at vide og jeg må ærlig talt sige, at jeg blev rigtig bange. Jeg havde nemlig fået at vide, at har man først fået malaria én gang så vil man altid have malaria - det vil altid være latent i blodet(det har jeg nu senere læst mig til/fået at vide ikke er rigtigt). Så da jeg skulle til at indstille mig på at have fået malaria kom jeg naturligt til at begynde at overveje om rejsen til Tanzania nu også var det værd; Havde jeg gjort en stor nok forskel til at have fået en sygdom for livet? Havde jeg fået nok ud af opholdet hernede? På det givne tidspunkt var mine svar overvejende negative grundet de store problemer jeg har haft med at gennemføre et bæredygtigt stykke arbejde hernede.

Onsdag aften tog moderen i min familie og jeg så på hospitalet og fik tjekket mig for malaria. Malaria skal tjekkes så hurtigt som muligt, da det forværres meget hurtigt. På hospitalet kom også Moses op for at høre mine resultater - det varmer rigtig meget at se folks omsorg i en sådan situation når man er 'alene' i et helt andet land, og det samtidig var min første gang på hospitalet i Tanzania. Taget i betragtning at Tanzania er et af verdens mindst udviklede lande så fandt jeg nu egentlig ikke hospitalet særlig uhygiejnisk. Det var naturligvis ikke så sterilt som et dansk hospital, men svarede nok til hygiejnen i et gennemsnitligt dansk hjem. Dog var der kun én doktor som havde aftenvagt og dermed skulle sørge for alle patienterne på et helt hospital; Jeg håber han er rimelig all-round… I Danmark ville der jo nok være en doktor inden for hver deres område på aftenvagt. Det er lidt skræmmende, men det er jo naturligt nok en alt for stor omkostning at holde for et hospital i et sådant land.

Jeg blev testet og testen viste heldigvis at jeg ikke havde malaria - jeg var så ubeskriveligt lettet! Lægen mente i stedet, at jeg havde en infektion og blot skulle spise noget smertestillende. Desværre betyder det at jeg befinder mig i et af verdens mindst udviklede lande, at jeg aldrig kan stole fuldt ud på lægens udsagn. Jeg havde alle symptomerne på malaria og havde tidligere læst, at man skulle tjekkes tre dage i træk for malaria for at kunne være sikker på ikke at have sygdommen. Derfor opretholdt jeg stadig en vis usikkerhed omkring min mulighed for malaria. Heldigvis har jeg en mor der er ansat i forsikringsbranchen og hun sørgede, inden min afrejse, for at jeg under mit ophold i Afrika er forsikret hos Gouda rejseforsikring. Det skulle vise sig at være yderst værdifuldt i denne situation. 5 min. efter at Gouda var blevet underrettet om min sygdom blev jeg ringet op og de fik mig i telefonisk kontakt med en dansk læge med speciale i tropesygdomme. Han rådede mig også til at tage noget smertestillende, hvilket jeg gjorde og følte egentlig også jeg havde det bedre dagen efter.

Mavesmerterne tog dog den efterfølgende dag til og jeg tog igen hospitalet - denne gang for at blive tjekket for amøber. Uheldigvis var moderen i familien allerede kørt ind mod byen den dag og da jeg ringede til hende havde hun ikke tid til at køre mig på hospitalet - det skal dog retfærdigvis siges, at hun tilbød dette tidligere på dagen hvor jeg afslog da jeg troede jeg havde det godt nok. Det betød så, at jeg måtte tage en taxi alene til hospitalet. Da følte jeg mig godt nok noget ensom og savnet til en tryg familie i Danmark var ganske overvældende.

Jeg har tidligere påstået ikke på ét eneste tidspunkt at have været fristet til at tage hjem før tid mens jeg har været her i Tanzania. Jeg ville have forklaret det således: Jeg glæder mig utrolig meget til at se de personer jeg holder af i Danmark igen til maj, men indtil da nyder jeg livet her i Tanzania. Jeg synes man kan beskrive det lidt som et barn der i december glæder sig til juleaften: Han/hun ved at juleaften bliver fyldt med gaver, glæde og hygge men samtidig ved han/hun også at juleaften er kulminationen og afslutningen på en af de bedste måneder på året. December som måned er fyldt med masser af gaver og overraskelser undervejs, slik, hygge og spændende oplevelser, så det er samtidig om at nyde december fuldt ud før den er omme. Således glæder jeg mig som et lille barn til juleaften til at se dem i Danmark igen, men indtil da vil jeg nyde min 'december' i form af den livslange drøm det har været for mig at komme til Afrika og opleve kulturen her.

Det er nu ikke længere 100 % sandt, at jeg ikke har haft lyst til at tage hjem før tid - et par perioder i sidste uge gjorde denne påstand usand. For første gang i min tid hernede følte jeg mig ensom, frustreret og ubeskrivelig magtesløs. Jeg var rigtig ked af det da jeg sad i taxien på vej til hospitalet for at blive tjekket for amøber, idet jeg samtidig frygtede, at jeg skulle have en af mine mange dybe samtaler med taxi-chaufføren om hvor jeg kommer fra, hvor meget han har ønsket at besøge netop Danmark og hvornår vi skal giftes. Han kunne heldigvis ikke snakke engelsk(og havde tillige indset dette) så det var dejligt:)

Da jeg ankom på hospitalet måtte jeg så se mig selv sidde og vente i mere end tre timer på at besøge en doktor. Der kan man godt nå at opsamle en lidt større følelse af ensomhed og savnet til Danmark blev bestemt ikke mindre. Men man bør jo nok se det på den måde, at der jo ikke er nogen grund til, at to mennesker sidder og spilder sin tid i venteværelset i så mange timer - det var jo bare som en tur til lægen i Danmark. Og denne gang var det jo ikke akut som det var i torsdags hvor jeg havde det rigtig dårligt og frygtede for malaria - og da kørte moderen mig jo derop uden problemer. Derforuden bør man nok også se det i et Tanzaniansk perspektiv: Jeg formoder hun var taget til byen i forbindelse med at sælge kager(hendes levevej) og i Tanzania er arbejde bare det mere vigtigt end i Danmark. I Tanzania har de ingen reelle rettigheder(/viden herom), hvorfor hver dags arbejde nok bare er det mere vigtig end hvad jeg lige kunne sætte mig ind i da jeg sad alene på hospitalet. Men det var min første gang alene på et hospital i Tanzania og følelsen af ensomhed var ikke til at skjule.

Efter tre timer kunne jeg så konsultere en læge, der ville fortælle mig at mine mavesmerter skyldtes at jeg ikke havde spist noget. Hvilket ikke var rigtigt, da jeg havde spist i løbet af dagen. På det tidspunkt var jeg således ved at kyle den skraldespand han formentlig ikke havde i hovedet på ham, men tilbageholdt mine frustrationer og insisterede i stedet på at blive testet for amøber. Det skal så gøres gennem en afføringsprøve og jeg kan helt ærligt ikke huske hvornår(om?) jeg sidst har lavet en afføringsprøve. I hvert fald var jeg lidt af et spørgsmålstegn da jeg fik stukket glasset til afføringsprøven i hånden og følte mig igen fortvivlet og ensom. Heldigvis var jeg omringet af yderst kompetente og hjælpsomme mennesker(den danske ironi er uvurderlig) på hospitalet; Jeg kunne således blot få at vide at der skulle afføring ned i glasset - det var det! Herefter blev jeg så guidet ud på et toilet. Her stod jeg så på et hospitalstoilet som ligner de toiletter der er på Københavns Hovedbanegård; Beskidte og uhumske, og uden hverken sæbe eller toiletpapir - PÅ ET HOSPITAL! Efter en rum tids forgæves forsøg måtte jeg indse at jeg ikke kunne gennemføre testen. Selvom jeg havde spist i løbet af dagen var min mave for tom til at kunne gennemføre afføringsprøven. At have ventet mere end tre timer på at få et glas til en afføringstest i hånden var så ubeskriveligt frustrerende og jeg følte mig ekstremt magtesløs! Ikke i de tre måneder jeg nu har været hernede har jeg nogensinde længtes så meget efter at komme hjem til Danmark som jeg gjorde den dag - jeg brød sammen…

Jeg måtte så tage hjem igen fra hospitalet og da jeg kom hjem var familiens datter heldigvis stadig oppe og vi fik snakket tingene igennem og grint lidt over tingene. Det var jo ikke fordi jeg var bange for den sygdom som jeg gik rundt med. Jeg følte mig blot ensom, frustreret og magtesløs. Lina(datteren) fortalte om nogle af hendes sjove/ekstreme oplevelser med hospitalssystemet her i Tanzania og satte det hele lidt i perspektiv. Bl.a. fortalte hun, at det er ganske normalt at vente tre timer på hospitalet; Hun vidste at man nemt kan komme til at vente fem timer og bruger ofte ventetiden på at lakere negle mv.. Derudover fortalte hun, at det ikke var unormalt at de sygeplejersker der skulle tage blodprøve på en patient var nye og dermed gerne stod og rodede lidt rundt med nålen i armen inden de fandt det rigtige sted - det er jeg ganske glad for først at have fået at vide efter min test for malaria(hvilken tages ved blodprøve). Slutteligt fortalte hun, at sygeplejerskerne i Tanzania oftest udvikler en hård facade over for patienterne, da disse som oftest er dovne og mener at det lige præcis er dem selv der har mest brug for hjælp på hele hospitalet. Hun fortalte således, at det ikke var ualmindeligt at se en sygeplejerske stå og slå en kvinde i gang med sin fødsel; Det var ligesom en måde at provokere hende på og dermed forvandle hendes selvmedlidenhed til aggressioner for således at få barnet hurtigere presset ud.

Selvom ovenstående er dybt tragisk, så er det så ekstremt at vi begge ikke kunne lade være med at grine når hun fortalte historierne. Det er så milevidt fra den danske verden!

Det var en vigtig snak vi havde for jeg havde egentlig ellers besluttet mig for nu så fuldstændig at droppe tanzanianske hospitaler, læger mv. og lade min krop selv arbejde sig af med sygdommen. Men Lina fik sat tingene lidt i perspektiv og jeg blev egentlig enig med mig selv om, at nu måtte jeg tage den oplevelse med det ville være at få testet min afføringsprøve næste dag og så glæde mig over, hvordan det fungerer der hvor jeg rigtigt hører til: Danmark! Heldigvis er jeg her i Tanzania for en afgrænset tidsperiode og er ikke, som resten af lokalbefolkningen, tvunget til at leve med disse forhold resten af mit liv. Jeg havde jo ikke uudholdelige smerter, og når alt kom til alt hvad skulle jeg så ellers lave på en sådan højhellig lørdag?

Så lørdag morgen spiste jeg noget morgenmad og lavede afføringsprøven - på et dejligt hygiejnisk toilet hjemme hos min familie. Herefter visiterede jeg så et lille hospitalsapotek i Moshono hvor de kunne teste afføringsprøven. Der måtte jeg så først sidde og vente et par minutter på at stedets doktor kom slentrende ind på sit kontor - naturligvis kom hun efter hospitalsapotekets åbningstid. Hun lignede bestemt ikke en der var veloplagt til arbejde; Lad og ugidelig så hun ud, og uden nogen form for smil på sit ansigt. Efter hun havde præsteret at registrere mig ved at skrive mit navn ned på et papir måtte jeg så vente endnu en halv times tid på at en nonne kunne overskue at møde op på arbejde og dermed åbne en dør til det mikroskop de skulle bruge til at analysere min prøve. Afføringsprøven må ikke være mere end 2 timer gammel så jeg havde ikke uanede mængder af tid - men det havde de tilsyneladende. De gjorde i hvert fald ingenting for at fremskynde processen selvom jeg fortalte om tidsgrænsen for afføringsprøven. I stedet holdte de deres egen lille fest over at der nu var kommet en msungu på deres hospitalsapotek - så festligt synes jeg nu heller ikke det var, men de virkede nu til at finde ganske stor morskab ved dette. Jeg synes bestemt ikke det er passende at sidde og grine højlydt på et hospital, og bestemt ikke kombineret med det faktum at der kun taltes på swahili mens ordet msungu blev nævnt i flæng. Jeg tror ikke der var noget ondt ment i deres morskab, men det har da bestemt efterladt mig med et indtryk af at disse mennesker ikke blot var inkompetente men også yderst useriøse og ugidelige. De fik dog åbnet døren til mikroskopet og min afføringsprøve blev testet i tide. Den viste ingen amøber, men at jeg i stedet havde både orm og parasitter. Da jeg spurgte lægen hvorfor jeg havde fået disse orm og parasitter svarede damen, at det skyldtes at jeg havde spist mit eget lort. Først troede jeg ikke jeg hørte rigtigt, men var DYBT chokeret over beskyldningen. Meget kan man sige om mig og jeg prøver bestemt at leve så primitivt som lokalbefolkningen gør her i Tanzania, men at spise mit eget lort er dog lige at tage den en tand for langt vil jeg mene. Jeg fortalte dog efterfølgende min familie hvad hun havde sagt og de sagde at det var deres måde at sige, at du har spist noget beskidt; At jeg måske har rørt noget beskidt(f.eks. i en dala dala) og herefter spist. Det var en måde at få budskabet om hygiejne bedre igennem på til lokalbefolkningen… Nå, men de fik givet mig en hel masse piller og jeg var ude derfra så hurtigt som muligt!

Da jeg kom hjem var min familie meget søde og spurgte ind til hvad jeg fejlede, hvad jeg havde fået af medicin mv. Det viser sig nemlig, at man ikke blot skal stole på hvilken slags medicin de foreslår man skal have, da der gerne gives overdosis for dermed at øge salget. Da må jeg igen sige, at mit bæger med mine følelser af frustration og magtesløshed var overfyldt! Det er jo helt fra når du ankommer på hospitalet til du får udskrevet din medicin at INGENTING fungerer! Det betød ingenting for mig at skulle dobbelttjekke da jeg alligevel havde tænkt mig at ringe til lægen fra Gouda og krydstjekke, men tanken om hvordan et land kan være så underudviklet og korrupt frustrerer mig stadig helt enormt. Det kan slet ikke beskrives.

Jeg ringede til Goudas læge og han bekræftede at den medicin jeg har fået er rigtig - og sagde tillige at den medicin også kunne kurere amøber, så jeg skulle mene alt er godt nu. Jeg har ingenting kunne mærke de sidste to dage så det er rigtig dejligt. Det endte godt alt sammen og jeg er igen ved godt mod! :) Med denne lykkelige slutning vil jeg slutte af for dette blogindlæg.

Jeg håber I derhjemme i Danmark har haft en hyggelig 1. søndag i advent med masser af glögg og æbleskiver :)