Hej menneskene i Danmark,

First of all: Mange tak for jeres positive kommentarer til mit blogindlæg. Jeg har desværre ikke de teknologiske evner der skal til for at svare tilbage(andet end gennem et nyt blogindlæg), så det vil jeg gøre.

Jeg har nu spenderet min første uge i Tanzania og tænkte derfor at det var på sin plads, at berige jer med lidt af de oplevelser og indtryk jeg har fået i denne. Det er min plan, at lave et blogindlæg hver søndag, så den bliver naturligvis først lavet i dag, tirsdag - vi snakker 'afrikansk tid'.

Jeg startede min søndag med en lidt overraskende information: Næsten alt det tøj tanzanianerne går i er brugt. Det havde jeg egentlig ikke lige overvejet… Jeg synes dog hverken majoriteten af tanzanianerne er uhygiejniske eller ser skræmmende fattige ud. Den holdning beholder jeg stadig, selvom der nu er gået en uge og jeg har haft muligheden for at komme tættere på den tanzanianske befolkning.

Jeg føler mig dog stadig som en turist i Tanzania og tager tit mig selv i hele tiden at ville tage billeder af forskellighederne i vores kultur. Bl.a. holder de næsten alle deres dyr fritgående, såsom høns, hunde, æsler, køer mv., dvs. disse går frit på gaden. I dag havde vi sågar en ged med i daladalen. En dala dala fungerer som det offentlige transportmiddel i Arusha. Det er en minibus, der som oftest er fuldstændig smadret. Den knirker og brager når man kører, men jeg må tilstå, at den også bliver udsat for meget. For at mindske den hasarderede kørsel som jeg før har nævnt at tanzanianerne er kendt for, så har de set sig nødsaget til at lave kæmpemæssige vejbump, hvilket udfordrer bilens fjedre ekstremt. Deres vejbump svarer til de største vi har i Danmark(tror jeg?), men her er de placeret med et mellemrum på maksimum 50 m. Gør man brug af den offentlige transport i Arusha sidder man således i et lig af en minibus og med en chauffør der kører som om han aldrig har set vejbumpet. Det kilder i maven som sad man i en rutsjebane i Tivoli når man kører ned af et sådant vejbump. Man kunne nogle gange ønske sig at taget var røget af denne minibus for ens hoved er i særdeles fare. Det bliver dog først rigtigt sjovt når bussen man står på er fuldstændig proppet og man derfor skal stå op. Bussen er som oftest proppet. En daladala fungerer således, at der er én chauffør og én anden tager imod penge fra passagererne - og finder nye passagerer ej at forglemme! Det at finde nye passagerer er noget der virkeligt bliver lagt energi i. Hvis der er nogle der mener, at folk fra Afrika er dovne så burde de tage en tur i en daladala i Arusha. Her står ham hvis job er at finde nye passagerer med hele overkroppen ud af vinduet og råber i forsøget på at få det gående folk til at tage den pågældende daladala. Jeg går ud fra, at de er provisionslønnet for der bliver godt nok kæmpet om hver enkelt passager - hver enkelt passager indbringer en omsætning på det der svarer til kr. 1,5… Det skal de så dele med chaufføren og dem der ejer selve minibussen. Jeg tvivler på, at der er nogle danskere der gad kæmpe så meget for så lidt… Men det kan man jo selvfølgelig heller ikke sammenligne - alting koster ca. det halve(hvis ikke mindre) end herhjemme. Det kan jeg snildt vænne mig til :)

Vi var eksempelvis ude at spise en dag. Det kostede mig 20.000 tsh., hvilket svarer til ca. kr. 70 og inkluderede både mad, ½ liter øl og drikkepenge. Her blev jeg egentlig meget forarget på de to andre frivillige jeg var ude at spise med, da de sagde, at de ville have pizza - det kan man sq få alle steder! Selv forsøgte jeg at bestille noget afrikansk mad, men det havde de desværre ikke så jeg måtte ligeledes købe en pizza - og nød den i fulde drag! Nu tror jeg aldrig jeg kunne finde på ikke at købe internationalt mad hvis jeg tager ud og spiser i Tanzania. Nu er mit rationale mere; Jeg får ærlig talt nok afrikansk mad hos min familie - når jeg er ude at spise har jeg brug for noget der smager godt :) Deres evner i køkkenet er bestemt ikke noget at skrive hjem om!

I den forløbne uge har jeg hver dag modtaget swahili-lektioner. Swahili tales af alle i Tanzania. Jeg kan desværre ikke tale flydende tanzaniansk endnu, men håber meget at kunne tilmelde mig yderligere swahili-lektioner. Mange siger dog, at swahili er et meget nemt sprog så der er jo håb forude :) Vi var bl.a. ude på et af de lokale markeder for at øve os i vores swahili. På det store frugtmarked i Arusha er det ekstremt hektisk hvor alle råber efter forbipasserende, især de hvide(msungu er fællesbetegnelsen), og børn løber desperat efter en for at sælge en bæreposer til under kr. 1,75. Det er dog sædvanligvis den måde lokalbefolkningen skaffer sig sit frugt og grønt. Jeg selv ville dog foretrække supermarkedet, hvilket både er mindre hektisk og mere struktureret; På markedet er alle varer blandet således, at du eksempelvis finder tomater 20 forskellige steder. Samtidig skal jeg vænne mig til, at man skal prutte om prisen med alt. Jeg er ikke vant til at prutte om prisen i Danmark og vil mene, at det i de fleste butikker vil blive anset for værende uhøfligt at forsøge. Jeg var dog glad for, at Moses fortalte mig, at det er ekstremt vigtigt at prutte om prisen, da priserne ellers vil stige til et niveau hvor folk med færre ressourcer, heriblandt lokalbefolkningen, dermed ikke har råd til at købe frugt. Et godt eksempel på den tanzanianske kultur inden for dette område vil jeg mene var da jeg tog med Moses' kæreste ud for at købe en blender. Dette kostede et besøg i mindst fem isenkræmmerbutikker, da vi skulle tjekke prisen i de forskellige butikker. Det minder mig lidt om dengang jeg lige flyttede hjemmefra, hvor jeg fandt det som en god idé at gå i op til flere supermarkeder for at få de bedste tilbud i hvert af dem. Det havde jeg tålmodighed til i maksimalt en måneds tid, herefter fandt jeg hurtigt ud af at Netto var min bedste ven… Efter købet af blenderen ville hun ind at købe nogle cd'er. Det foregår så på den måde, at man går ind i en (fuldt etableret) butik hvor de gør det som deres forretning at brænde både film og musik ned på tomme cd'ere. For fem film(+1 gratis) skulle hun betale ca. kr. 35… Det havde ikke sket i Danmark, men jeg tror nu at det er sådan noget politiet i Tanzania let og elegant overser - det får de nemlig ikke selv noget ud af at stoppe. Politiet i Tanzania er ekstremt korrupt. Jeg mener at have fået at vide, at man får en bøde på 50.000 shillings(dvs. ca. kr. 175!!) for at køre fuld i bil - denne bøde kan man naturligvis få formindsket hvis man betaler politiet under bordet… 5.000 tsh skulle være nok, hvilket svarer til ca. kr. 20. I den forbindelse har Moses tit advaret os om, at vi skal være sikre på når vi tager en taxa, at chaufføren ikke er fuld… Ærgerligt jeg ikke fyldte min taske op med alkoholtestere :)

Jeg har senere fået at vide, at det ikke blot er politiet der er korrupte, men at der generelt er tale om et korrupt offentligt system i Tanzania. Der er tale om et ekstremt bureaukratisk system, hvilket forlænger diverse processer enormt. Den eneste måde denne proces skulle kunne forkortes på skulle efter sigende være ved at betale de implicerede under bordet. Uden betaling under bordet har Moses dog heldigvis formået at få dem til at udskrive mig et midlertidigt visum, mens det originale visum bliver klart, så nu skulle jeg for alvor være sikret mig otte måneder i Tanzania :)

I den forgangne uge var jeg ligeledes med ude at besøge de to andre frivilliges hjem. Vi er alle flyttet ud til vores familier i lørdags. Ligesom så mange andre byer, er Arusha delt op i den rige og den mindre rige del, og de to andre frivillige skulle bo i den rige del af Arusha. Jeg vil påstå, at dette hjem ser ud som ethvert andet gennemsnitligt dansk hjem. Måske lidt fattigere, men ikke noget skræmmende synes jeg. Jeg tror dog, at samtlige tanzanianere har en skræk for sollys for mange hjem er helt mørke. Jeg går ud fra, at de mener at få nok sollys når de sidder udenfor i skyggen :)

Senere skulle jeg så ud at besøge min potentielle familie. Ligesom så mange andre byer, er Arusha delt op i den rige og den mindre rige del. Jeg havde to mulige familier at kunne bo hos, men ingen af de to familier boede i det rige område hvilket jeg egentlig er ganske tilfreds med - jeg ønsker at bo hos en gennemsnitlig tanzaniansk familie. Begge familier var rigtigt søde. Den første familie boede der dog kun faderen, moderen og ét barn. Derudover havde de kun et toilet hvor man stod op(et toilet du ofte møder når du er sydpå). Jeg blev egentlig overrasket over hvor meget det skræmte mig. Lidt impulsivt kørte vi efterfølgende ud og så den anden familie. De anede således ikke at vi kom - noget sådant havde været planlagt i måneder forinden i Danmark, så man havde mulighed for at pudse overfladen. Da vi ankom til huset var familien således i gang med at vaske murene i stuen(de har ikke tapet) - det skulle der så hele familien til(undtagen faderen, der var ude at arbejde), samt to venner. Trods den uanmeldte ankomst og den manglende timing blev jeg dog mødt af en familie der var yderst imødekommende og smilende. Der var her tale om en familie med otte børn boende, idet de ligeledes havde en dansk voluntør boende. Selvom det er min generelle holdning her i Tanzania, at jeg kan snakke med danskere når jeg kommer til Danmark om otte måneder, og at jeg derfor skal lære swahili så hurtigt som muligt så jeg kan lege med lokalbefolkningen i stedet, så ser jeg det som et plus at kunne bo med en dansker til at starte med, da det tager sin tid at lære et nyt sprog flydende og i mellemtiden tror jeg det kan være positivt at have hende som en hjælpende hånd. Uden at se andet end dagligstuen(det var ikke muligt at bevæge sig rundt i huset fordi møblerne i dagligstuen var spredt ud i resten af huset) faldt valget således på denne familie, da de havde en masse børn boende på min alder og virkede som en aktiv og udadvendt familie.

I den forløbne uge på hostellet har vi haft en del problemer med internettet. Moses fortalte, at internettet på hostellet ikke virkede fordi der ikke var blevet betalt for internettet. Så følte jeg det jo som et naturligt spørgsmål at spørge hvornår det ville komme til at virke igen. Hans svar til dette var: Når de vælger at betale for internettet, hvorefter han siger: Karibu Tanzania(Velkommen til Tanzania)! Jeg er pjattet med det; Tingene virker når de virker og hvis ikke de virker så klarer vi os uden! Vi gik dog i en butik og prøvede at få internet gennem USB-stik. Fem medarbejdere skulle til i halvanden time for at få dette ordnet - og da vi kom hjem havde de glemt at aktivere simkortet i USB-stikket. Dagen efter måtte vi jo så ind og få lavet dette om. Det var her at det slog mig, at fænomenet 'serviceminded' formentlig endnu ikke er slået helt igennem i Arusha endnu. I hvert fald er der aldrig et smil fra ekspedienten bag skranken i butikkerne når man træder ind og en handel afsluttes heller aldrig med et smil - ej heller fra kunden selv. Jeg går ud fra, at dette blot er kulturen, selvom jeg dog oftest tager mig i at føle mig som en pestilens for ekspedienten. En anden stor kulturel forskel rent sprogligt er, at de i telefoner mv. sjældent siger farvel til hinanden. De lægger blot på. De gange jeg har snakket i telefon med Moses må jeg sige at jeg er blevet noget overrasket over, at der er blevet lagt så hurtigt på. Men så længe man ved, at det bare er kutymen, så er det nu en meget sjov kulturel forskel :)

En dag måtte jeg konfrontere Moses med mit behov for sol. Det er tydeligvis ikke noget de gør sig i her så jeg får desværre ikke meget sol. Den eneste måde man rigtigt kan sole sig på er ved at gå på hoteller og ligge ved deres swimmingpool. Øv altså! Moses fortalte, at han tidligere havde haft nogle frivillige som havde gået i tøj hvor de vidste både skuldre og lår(shorts skal gå ned over knæene). Det tanzanianske folk havde derfor råbt af dem hele tiden, da man anser det for værende billigt at vise sin krop på denne måde. Det er så den del af kulturen jeg ikke kan forstå, og formentlig heller aldrig kommer til. Ifølge mig skal man gå som kroppen behager det; Er det varmt så har du lidt tøj på, og er det koldt så har du meget tøj på! De har det dog formentlig heller ikke så varmt som jeg. Selvom jeg ikke er enig i deres holdning omkring påklædning så er det dog aldrig en holdning jeg vil forsøge at udfordre; Jeg er i deres land og må indfinde mig.

Den forgangne weekend har vi brugt på at besøge lidt turiststeder. Lørdag var vi i en snakepark og ude at ride på kameler. Da det tog 1-2 timer at komme derud fik vi vores faste taxi-chauffør til at køre os. Det lyder fornemt med en fast taxi-chauffør, men som jeg tidligere har nævnt så kan man ikke bare tage en hvilken som helst taxi-chauffør og Motika er således en af de taxi-chauffører som BaseCamps hostel i Tanzania anbefaler. For denne tur skulle vi betale ca. kr. 250 samlet og det inkluderede, at Motika kørte os derud og hjem igen. Jeg synes det var ganske morsomt at Motika, i stedet for at vente ude i bilen til vi var færdige, eller køre ud til nye kunder for den sags skyld, valgte at gå med os ind i snakeparken og det efterfølgende masai-museum, idet han ligeledes var med ude at se os ride på kameler. I Danmark vil jeg mene, at man ved dette ville have overskredet folks intimsfære, men jeg tror da blot, at vi alle havde en hyggelig lørdag. Vi var hjemme ca. kl. 13 og var kørt hjemmefra kl. 08.30, så det kan da ej heller have været en imponerende timeløn han har haft den lørdag…

Søndag var vi ude at se Ndoro-vandfaldet, hvilket inkluderede lidt af en vandretur. Det tog ca. 3½ time at vandre ud til dette vandfald. Vandfaldet ligger ved foden af Mount Kilimanjaro, selvom det dog føltes som om vi havde besteget Mount Kilimanjaro, da vi nåede for foden af vandfaldet. Vandfaldet er utrolig flot, men sjældent besøgt af turister fordi det er så svært at komme dertil. Jeg må også tilstå, at jeg nu her to dage efter stadig er øm i mine lår efter turen. Ikke nok med, at man skal bestige Mount Kilimanjaro(næsten; det føltes i hvert fald sådan), man skal ligeledes gå igennem bushen og krydse floden flere gange. For mig var turen dertil dog mindst lige så stor en oplevelse som vandfaldet, da turen inkluderede flotte udsigter ud over Arusha by og kæmpemæssige kulturelle indblik. På vej op til vandfaldet gik vi igennem flere masai-byer, hvilket var ganske spændende at se. Vi var bl.a. inde at besøge Moses' barndomshjem, da Moses er masai. Her fik vi virkeligt den afrikanske gæstfrihed at mærke, da vi både blev vist rundt i deres(dog noget beskedne) have med fritgående geder og køer, samt blev budt inden for i deres hus, hvor vi sad og hørte masai-musik. Masaier bor som oftest oppe i bjergene og er derfor vant til at vandre og klatre meget. Vores guide var ligeledes masai og det sås tydeligt. Mig og de to andre frivillige var gennemblødt af sved og stakåndet da vi nåede vandfaldet, hvorimod vores guide tydeligvis var ganske upåvirket af denne søndagstur. Han havde snildt overskud til at gå at synge på turen, idet det samtidig sås, at han havde langt mere flair for at klatre over/under/igennem diverse forhindringer i bushen. Han fortalte os dog også, at han tog denne tur dagligt, da han arbejder i Arusha by, men bor oppe af Mount Kilimanjaro. Det der tog os ca. 3½ time kunne han klare på 1-2 timer… Jeg må sige, at jeg er imponeret.

…Arusha i sig selv er imponerende, men skal opleves på egen hånd og kan formentlig aldrig blot beskrives gennem hverken billeder eller blogindlæg. Så husk min dør(nogle vil kalde det en låge) altid står åben hvis I skulle komme et smut forbi Tanzania! ;D

Mere om livet hos min tanzanianske familie og arbejdet i Women In Action vil følge i næste uge(Uf, for en teaser)!

Baadaye!