Hej dansken!

Så har jeg fået at vide, at det er tid til endnu et blogindlæg. Denne uge har budt på en masse tanzanianske udfordringer som I - hvis I læser videre - bliver en del af.

Mit arbejde giver mig stadig utroligt mange frustrationer. En af de sjovere oplevelser var dog, da vi i torsdags var ude på en skole for at undervise børn i engelsk. Det, at der er tale om en msungu(en hvid/vestling) er åbenbart et kæmpe trækplaster for børnene. I hvert fald havde vi officielt kun et klasselokale til ca. 40 børn, men der stod ca. 100 børn som ville være med til timen. Det er jo helt anderledes fra i Danmark hvor selv små børn gør alt for at slippe for at komme i skole. Jeg tror dog, at man i Tanzania allerede som helt lille lærer, at uddannelse er den eneste vej til et godt liv. I hvert fald var alle børnene meget lydige og meget høflige. Jeg synes, at det var inspirerende at se, at vi kunne give dem en opgave hvor de skulle give en kort introduktion til dem selv på engelsk(navn, alder, skole mv.) som alle børnene havde store problemer med - men alle var alligevel ivrige efter at rejse sig og fortælle foran hele klassen. Deres gå-på-mod og engagement fejlede ingenting. Selvom der også var en del der ønskede at være lærer, så synes jeg dog, at det var en smule tankevækkende, at langt størstedelen ville være læge eller pilot… Jeg finder i hvert fald sammenhængen mellem forventet indkomst og erhvervsmæssige interesser betænksom :)

Sidste weekend startede med en noget alvorlig overskridelse fra min families side, da de lørdag morgen kl. 07.00 valgte at vække mig. Dette er skrækindjagende nok i sig selv for et B-menneske som jeg, men det var nu ikke deri deres største forseelse lå. Årsagen til den tidlige vækning skyldtes efter sigende, at børnene skulle til eksamen men at familien var i alvorlige økonomiske problemer og derfor ikke havde råd til at lade dem gå til eksamen - medmindre jeg lånte dem mellem 50.000-100.000 tsh. Forinden da havde jeg allerede lånt 20.000 tsh ud til den ældste dreng i familien.. Vores familier må dog aldrig spørge om de må låne penge af os volontører de har boende af den simple årsag, at vi volontører ikke nødvendigvis har råd til at låne penge ud til dem. Derudover sætter det os i et dilemma omkring tilbagebetalingen; Når der kommer én fra ens host-familie og fortæller om sine økonomiske problemer vil man så tillade sig at kræve pengene tilbage? Det er således noget vi har fået at vide, at BaseCamp og dermed Moses slår hårdt ned på. Jeg var således meget i tvivl om jeg skulle gøre det, men følte jeg blev nødt til det, så jeg gjorde det… Jeg har således i alt lånt min familie ca. kr. 240, hvilket jo ikke er meget i dansk henseende, men jeg synes jeg var kommet ud på et sidespor med min familie. Han så hvor jeg tog mine penge fra da jeg lånte ham de 50.000 tsh, og jeg følte således at min sikkerhed i familien var mindsket. Og når alt kommer til alt, så tvivler jeg på, at det er sidste gang han ville spørge mig om penge hvis han havde succes med dette første gang.

Grundet familiens økonomiske problemer havde vi det sidste stykke tid levet meget sparsomt, dvs. af ugali til både frokost og aftensmad og mandazi som er en slags meget vamle friturestegte æbleskiver til morgenmad. Maden var ved at blive et større problem end som så for mig, idet jeg ligeledes sagtens kunne se fidusen i at komme til en familie med et funktionelt træk-ud-toilet og en bruser. Jeg summede således det hele op og på trods af, at jeg allerede om eftermiddagen samme dag modtog de 50.000 tsh(de 20.000 tsh mangler jeg stadig og får formentlig aldrig at se igen) følte jeg således, at det var på tide at skifte familie. Jeg havde fået at vide, at der var tale om en helt unik familie pga. dens store størrelse, hvorfor jeg var meget i tvivl om jeg skulle flytte; Alt andet lige så var der mange mennesker på min alder. Når jeg tænker tilbage på familien er det dog med tanker om et meget vagt familiesammenhold; huset blev nærmere brugt som en slags opholdssted hvor hver mand passede sit og ingen rigtig fandt interesse i hinandens egentlige velbefindende. Formentlig pga. deres manglende økonomiske ressourcer var deres tankegang meget praktisk orienteret, men da jeg ikke kendte til andet troede jeg, at dette var som i en normal tanzaniansk familie. Et familieskift gjorde dog, at jeg har ændret min overbevisning herom.

Fredag flyttede jeg således ind hos min nye familie - og to dage efter glæder jeg mig stadig over mit valg! Familien består af en far som vidst nok skulle være en form for business consultant. Dog er han den mest usoignerede i familien så jeg er ikke helt sikker :) Moderen er konditor og har således sit eget konditori tilknyttet huset. De har således ovn og komfur i huset, hvilket jeg tror jeg vil komme til at drage stor glæde af! Til sammenligning lavede vi mad over bål hos min tidligere familie. Derudover består min nye familie af tre søstre, der vist alle er nogenlunde på min alder - hvilket jeg sætter stor pris på! De to af søstrene kommer dog formentlig til at skulle studere det meste af tiden mens jeg er her hvorfor de ikke vil være hjemmeboende, idet der dog vil være én tilbage og holde mig med selskab. Netop hende er også i sommers blevet færdig med præcis samme bachelor som jeg selv - pudsigt. Generelt er familien meget smilende og har været rigtig gode til at tage imod mig. Det er altafgørende som volontør. Hele familien er ligeledes rigtig gode til at snakke engelsk, hvilket er en stor hjælp for mig her i starten hvor mit swahili stadig er meget mangelfuldt.

Da jeg ankom var de to tidligere volontører netop rejst så familiens mor og datter var i fuld gang med at gøre rent på værelset - en ting jeg tvivler på var sket inden jeg ankom hos min tidligere familie. Her kunne de således præsentere mig for et værelse der for det første var langt større, men ligeledes med langt mere inventar end hos min tidligere familie, såsom skrivebord, spejl og garderobeskab. Til sammenligning var alt jeg havde hos min tidligere familie et bord på mit værelse. Det kunne jeg nu dog sagtens klare mig med, men når det andet nu står til min rådighed så kan jeg jo lige så godt glæde mig over at have det! :) Det bedste og vigtigste er dog maden der bliver lavet i huset; for første gang i en måned har jeg gået mæt i seng, og samtidig følt, at maden har smagt godt - det er en fantastisk følelse! Og for første gang i en måned har jeg fået salat! Jeg kunne ikke ønske mig mere selvom der er langt mere at glæde sig over: Et rent og funktionelt træk-ud-toilet, samt en funktionel bruser! Godt nok er der kun koldt vand i bruseren, men jeg føler mig ren på en helt anden måde end jeg gør når jeg tager bad udelukkende i en spand. Her tager jeg - et dog meget hurtigt - bad i koldt vand og forkæler derefter mig selv med et bad i varmt vand fra spanden. Det giver en himmelsk følelse af renhed bagefter!

Den nye familie bringer dog også udfordringer. I lørdags havde jeg meddelt min familie, at jeg ikke behøvede aftensmad fordi jeg skulle være sammen med de to volontører fra Women In Action. Vi misforstod således hinanden, da de troede at jeg ville komme hjem før omkring kl. 21-22. Kl. 23 ringede Moses således til mig og sagde, at jeg blev nødt til at sove på hostel fordi min familie gik i seng og lukkede gaten. Det er fuldt forståeligt, at de ikke gider sidde op hele natten for at vente på at jeg kommer hjem. Problemet er dog, at jeg hver dag(selv i weekenderne) skal være hjemme inden kl. 22, ellers skal jeg sove på et hostel. Der røg de fester. Men okay, jeg er heller ikke kommet til Tanzania for at feste. Har jeg fået at vide. Af min mor :)

Jeg sov således på BaseCamp hostel fra lørdag til søndag. Jeg havde dog bestemt mig for at stå tidligt op om søndagen og tage med min nye familie i kirke. Det skulle vise sig, at blive noget af en udfordring. For med en ny familie følger desværre en ny placering af min base og som mange af jer ved så er mine evner inden for navigation mindre veludviklede. Efter at have gået rundt i en skov fyldt med palmer overalt i en times tid måtte jeg således søge hjælp hos både Moses og de lokale. Heldigvis var der en af de lokale der kunne vise mig vej - jeg var mildest talt et yderst taknemmeligt menneske!

Jeg nåede således kun lige hjem til, at jeg kunne følges med min familie i kirke. Jeg er dog virkeligt glad for, at jeg fik den oplevelse med! Denne gudstjeneste var en diametral modsætning til den gudstjeneste jeg var til sammen med min tidligere familie. Den gudstjeneste jeg var til hos min tidligere familie stred meget i mod mine principper, idet der var tale om en meget aggressiv og højtråbende præst, hvis budskab groft sagt var at fortælle, at Gud er den bedste og at alt godt vil ske for den som husker at bede til Gud. Uden at bevæge mig alt for meget ind i en religiøs diskussion så er det netop denne opfordring til passivitet som jeg så inderligt forkaster ved enhver religion. En tidligere volontør(og ateist) jeg har mødt sagde det så smukt: "Jeg beder ikke til Gud. Er der noget jeg vil have så arbejder jeg røven ud af bukserne for at få det!". Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv, men her sad jeg midt i en tanzaniansk kirke og hørte på, at jeg blot skulle bede til Gud for at få et godt liv. Jeg fandt det således ekstremt frustrerende at være til stede i denne kirke, vel vidende, at der blandt mig sad hundredvis af lavtuddannede(hvis nogen uddannelse overhovedet) som åd gudstjenesten råt og usødet - uden ressourcer til at reflektere nærmere over ordene. Jeg mener, så er der måske en årsag til, at man ser så mange mennesker sidde og stirre på gaden i Arusha: Hvis blot de husker at bede til Gud hver dag så skal de nok få et godt liv en dag…

Gudstjenesten i dag var heldigvis radikalt anderledes. Den var dog også langt mere vestligt orienteret; Langt størstedelen af gæsterne i kirken havde ikke den flotte brune hudfarve jeg er vant til at se mennesker med her i Arusha. Til gengæld var der inden gudstjenesten lagt op til, at man kunne tage sig en kop te/kaffe og samtidig få sig en hyggelig snak med de mange andre gæster. Det er en fantastisk måde for mig at møde nye mennesker på og jeg har allerede mødt massere! Jeg har lidt savnet, at komme i kontakt med andre frivillige på min egen alder som jeg kan lege med, men jeg tror, at frivilligt arbejde blot er en af de mange områder der lider under den globale finanskrise. I hvert fald har jeg forståelsen af, at der er mange organisationer som BaseCamp mv. som organiserer frivilligt arbejde men som mangler volontører. Men i kirken i dag var vi i hvert fald en stor del samlet - unge som gamle volontører og fra mange forskellige organisationer. Rigtigt spændende! Derudover bestod hoveddelen af gudstjenesten i dag af en prædiken om hvordan vi kunne forbedre vores relationer til andre mennesker, idet Jesus således her blev brugt som inspiration. Denne gudstjeneste lagde således op til at vi skulle agere kristent og ikke blot sætte os passivt i lænestolen og bede til Gud om bedre tider - vi måtte selv tage ansvar. En sådan form for kristendom er langt mere mig. Men den var selvfølgelig også med kraftig vestlig inspiration…

Mig og den anden pige i familien, Lena sluttede herefter dagen af med at se en masse afsnit af Modern Family. Denne serie er langt mere amerikaniseret end det jeg er blevet udsat for den sidste måned og det glæder mig, at se at man her i familien ikke, - efter min terminologi, - ser lige så mange tomme og intetsigende tv-serier som min tidligere familie. Generelt ser min nye familie langt mindre fjernsyn end min tidligere tror jeg. Jeg følte dog i dag, at jeg med god samvittighed kunne sætte mig at se noget tv, da jeg var ude at løbe med familiens far til eftermiddags. Jeg må sige at jeg er imponeret over manden; manden fylder 60 til næste år og på trods heraf så tog han mig med på en 40 min. løbetur rundt om et bjerg - og det inkluderer utallige bakker og halsbrækkende veje hvor chancen for at brække diverse legemsdele er lig 99 %. Det var en oplevelse - heldigvis gennemførte vi begge uden diverse brækkede legemsdele…

Pas på hinanden derhjemme - så passer jeg på mig selv hernede! :)