Hej Danmark!

Så blev det tid til endnu et blogindlæg. I denne uge har jeg haft rig mulighed for, at leve som en tanzanianer så de oplevelser tænker jeg at viderebringe jer her.

På arbejdet er vi stadig i opstartsfasen på trods af, at jeg nu har arbejdet der i to uger. Jeg føler stadig ikke jeg er blevet voldsomt meget klogere på selve organisationen. Og så alligevel. Én ting ved jeg i hvert fald med sikkerhed: Intet fungerer! Det har derfor været en kamp i sig selv at få opgaver fordi medarbejderne ikke ved hvilke de egentlig selv laver og dermed hvordan de skal uddelegere opgaverne. Således må jeg selv skabe mine opgaver, hvilket er svært når man ikke har noget gyldig information om virksomheden. Jeg har dog forsøgt, at skabe mine egne opgaver ved, at forsøge at få de forskellige VICOBA-grupper(de op til 30 mennesker der samles hver uge og betaler ind til en fælles pulje, hvorfra de så senere kan låne) til at evaluere på deres forløb mens de har været tilknyttet Women In Action("WIA"). Først gav dette dog ikke rigtigt udbytte, da de hver især så deres problemer som værende unikke og kun gældende for deres specifikke virksomhed. Jeg tror dog derimod, at der er mange af disse forretningsdrivende der oplever mange af de samme problemer. I fredags var der så endelig nogle der gav udtryk for, at de godt kunne tænke sig at få mere kontrol over balancen mellem omsætning og omkostninger, samt det basale regnskab. Jeg har således givet mig selv lidt af en udfordring: At skrive et kvarters oplæg omhandlende en kort introduktion til udformning af en forretningsplan, hvilket skal oversættes til swahili af en medarbejder i WIA og fremlægges af mig på fredag - på swahili. Jeg håber det lykkedes!

En sjov mentalitet der er her i Tanzania er, at alle vil være entreprenører og starte deres eget. Jeg tror der tillægges stor prestige til den der har egen virksomhed, hvorimod folk der arbejder under andre har langt lavere rang. Dette ses ligeledes i gadebilledet, hvor der er tonsvis af butikker som sælger præcis det samme. Jeg forstår ikke hvordan der er kunder til, at det skulle være profitabelt at have en sådan butik. Jeg frygter dog også, at de ikke rigtigt regner i profit men snarere udelukkende omsætning. I hvert fald kan deres timeløn kun være meget lav. Så hver gang en af de lokale fortæller mig om deres vilde forretningsidéer tænker jeg altid på om der overhovedet er et marked til det. Indtil videre har jeg ikke hørt en idé som var hverken innovativ eller unik, så det er bl.a. noget af det jeg vil forsøge at få VICOBA-gruppen til at tænke lidt over ved udformning af deres forretningsstrategi. Det kommer dog til at blive en stor udfordring, at skulle undervise dem. Ikke nok med, at jeg skal stå at snakke et sprog jeg først lige har stiftet bekendtskab med; jeg skal også vænne mig til en hel anden mentalitet blandt publikum. De gange jeg har overværet et VICOBA-møde så sidder de alle fuldstændig tomme i ansigtet og ser ud som om de ikke har forstået noget som helst af hvad der foregår. Derforuden tager man også gerne sin telefon midt i at en anden står og fortæller… Jeg må tage det som en oplevelse! :)

Generelt synes jeg de har et sjovt forhold til teknologi. Langt størstedelen har en mobiltelefon og er egentlig dybt afhængig af den. Det er ikke nødvendigvis en smartphone, men det er så absolut en telefon der bruges meget! Som jeg ser det, så snakker de konstant i telefon - og besvarer opkald uanset hvor de er. Jeg vil mene, at de generelt har taget telefonen til sig langt mere end vi har i Danmark. Måske skyldes deres 'afhængighed' af denne, at det stadig er forholdsvist nyt at have en telefon her så det stadig er lidt nyt og spændende.

På den anden side er de langt, langt bagud hvad angår tv-produktion. Jeg var ikke imponeret af de mange amerikanske tv-serier der blev produceret og sendt hjemme i mit danske tv, men jeg har da aldrig set så dårlige serier/film som der vises her i Tanzania. Handling og produktion er som en 5. klasses første forsøg på at lave en film. Det er næsten forrykt. Det der undrer mig er dog, at de selv finder dem gode. Ét er hvis de aldrig havde set andet, men de har adgang til Disney-channel og diverse andre kanaler som sender amerikanske serier der er helt oppe i tiden i forhold til den vestlige verden. At man gider gå fra en Disney-produktion til derefter at bruge 1,5 time af sit liv på at se 5.b's første forsøg på at udforme en kærlighedsserie på tv, dét forstår jeg ikke! ;) Måske jeg her bør tage med i mine overvejelser, at de så sent som i 2008 var dybt overraskede hvis de havde strøm i mere end 4 timer om dagen! Det er da lidt skræmmende… Mens jeg har været her går strømmen ud et par gange i løbet af ugen, men jeg må sige de er kommet langt sammenlignet med 2008…

Derforuden mener jeg, at de har et sjovt forhold til penge og velstand. I sidste uge var jeg til en fest for Doreen som jeg bor med, da hun havde bestået primary-school(tror jeg det hed). Her sad jeg så til en stor fest hvor der var pyntet flot op, alle studerende havde deres fineste skoledragter på og der blev serveret mad og (originale) sodavand til alle gæster. Kort sagt; Der manglede ikke noget. Et par meter til højre for mig kunne jeg så se en ruin af en bygning, hvor vinduer, vægge og døre manglede. Den ville efter vestlig standard være ubeboelig, men jeg tror desværre det skulle forestille at være deres skole… Der vil jeg så mene, at man godt kunne have prioriteret genopbygning af skolen - måske man endda kunne flotte sig med en tavle eller to - frem for mad, sodavand og overdådig oppyntning til festen. Jeg havde det i hvert fald dårligt da jeg skulle op og tage min mad…

Torsdag og lørdag var jeg så til bryllup. Et bryllup foregår således, at man om torsdagen(torsdagen inden den lørdag man skal giftes) holder et før-bryllup. Dette er en fest for bruden, og sponsoreres af dennes forældre. Jeg blev dog noget overrasket da jeg til dette før-bryllup skulle finde mig selv sidde og høre på hvordan bruden skulle tilpasse sig mandens behov og generelt skulle gøre alt for at være en god kone for ham. Der blev jeg sq lidt stødt; Hvad blev der af ligestillingen i samfundet?! Her lød det i hvert fald ikke som om rødstrømpebevægelsen havde været forbi.

Vi var til to før-bryllupper om torsdagen, idet jeg dog stadig ikke har fundet ud af hvilken relation de havde til nogle af dem. Det første før-bryllup vi var til om torsdagen var helt ude i skoven så vi skulle igennem lidt af en bush, hvilket var en oplevelse i sig selv. Vi ankom så til det største bryllup jeg nogensinde har set, med lys, perler og flotte kjoler overalt! Det lignede at hele byen var samlet til dette bryllup, hvilket var en kæmpe oplevelse. Det næste før-bryllup var lidt mere akavet, da det var langt mindre(svarer til et større dansk bryllup), hvorfor jeg derfor følte at der ikke i samme grad var mulighed for bare at falde ind i mængden. I stedet følte jeg, at vi udelukkende var der for den gratis mad hvilket jeg havde det ekstremt dårligt med! I hvert fald sagde de kun hej og farvel til et yderst fåtal af gæsterne og snakkede ikke med de øvrige gæster da de spiste. Måske er det blot en kulturel forskel for jeg tror dog de havde en eller anden form for relation til dette brudepar for det var det bryllup vi igen var til om lørdagen. Om lørdagen holdes det rigtige bryllup, hvilket sponsoreres af brudgommens forældre. Det bryllup vi var til om lørdagen var lavet så kæmpemæssigt stort, at der ikke engang var gæster nok til at fylde halvdelen af alle stolene. Folk sad i små kliker spredt rundt på så store arealer, at jeg følte, at fællesskabet var helt væk. Jeg synes dog heller ikke, at det så ud til, at folk hyggede sig synderligt. Ingen var i hvert fald særligt smilende, men jeg ved ikke om dette kan skyldes, at der var tale om en ekstremt kristen forsamling hvor intet alkohol blev serveret :) Værst af alt synes jeg dog det var at se, at ingen gæster viste synderligt interesse i seancen ved brylluppet, og brudeparret selv… Her er der dog formentlig stadig nogle kulturelle forskelle som spiller ind og som jeg endnu ikke forstår. Jeg blev i hvert fald meget rystet da jeg, da vi skulle til at rejse os, fik at vide, at jeg skulle tage sodavanden foran med mig, idet de andre to fra familien så ville tage to kager der stod på bordet med hjem. Det ville bestemt ikke være velset i Danmark!! Jeg havde det godt nok dårligt med at gå med den sodavand i hånden da vi forlod festen, men det er jo blot et bevis på endnu en af de store kulturelle forskelle som jeg netop er hernede for at opleve :)

Jeg fortalte Moses om mine oplevelser med bryllupperne og vi blev dog begge enige om, at det er

tale om bryllupper der, er helt ude af proportioner med deres generelle levestandard. Det er ren show-off. Jeg mener; hvis det er nødvendigt at have tv-produktion på så alle gæster kan følge med på en tv-skærm, så er det for stort til mig! Til brylluppet om lørdagen fik brudeparret sågar et hus af et af forældrene i gave…

Selvom ovenstående alt sammen så overdådigt ud på overfladen, så tror jeg dog man har forsøgt at spare hvor man kan. I hvert fald måtte jeg, om aftenen efter Doreens graduation-party, se mig selv ligge ude på toilettet og sige hej til Ulrik… Hehe, men jeg havde nu også forventet at blive syg af deres mad på et eller andet tidspunkt i min tid i Tanzania. Jeg har dog heldigvis kun fået madforgiftning én gang på den måned jeg nu snart har været her, hvilket jeg vil mene er ret overraskende i forhold til deres helt anderledes syn på hygiejne. Jeg mener dog også, at vi derhjemme har en tendens til at være overfokuseret på hygiejne, så i protest herimod har jeg formentlig trænet godt op hjemmefra ved netop at forsøge at tage diverse hygiejneregler lidt mere med et gran salt :)

Generelt vil jeg dog mene, at et af mine største problemer hernede er maden. Jeg tror ikke jeg i hele mit liv har smagt så meget kedelig mad som jeg har fået hernede den sidste måned. De har dog også en helt anden mentalitet i forhold til det med at spise: Man spiser for at blive mæt og ikke nødvendigvis fordi det skal smage godt. Det gør det skam heller ikke.

Morgenmad har generelt bestået af toast. Lys toastbrød uden pålæg. Kreativ som jeg er, har jeg dog fundet ud af, at toastbrød med chokolade-sauce, hvilken oprindeligt bruges til is, er et ganske udmærket alternativ til Nutella. Denne bøtte holdte dog ikke mere end et par dage, og jeg tvivler på, at min familie har råd til at købe noget så luksuriøst igen(det var et levn fra en tidligere volontør, der havde boet her). Generelt forstår jeg dog heller ikke hvordan 3 drenge på mellem 17 og 23 år kan blive mætte af lyst toastbrød! Nogle dage har familien dog ej heller råd til at købe lyst toastbrød. I stedet fås noget så delikat som friturestegt brød. Jeg var pjattet med dette som et alternativ til mit brød i starten, men nu er jeg ærlig talt ved at få kvalme bare ved tanken om det…

Frokost får jeg hos Women In Action. Women In Action er dog i den uheldige situation, at de ikke har fået funding det sidste lange stykke tid, og dét afspejler sig på madbudgettet. Vi har flere dage fået en ret der hedder kassava, hvilket svarer til en kartoffel der blot smager langt mere tør. I så fald består frokosten af kassava - uden noget. Selv de lokale skal have en kop te stående ved siden af sig som de bliver nødt til at sippe af ved hver bid af deres kassava for at få maden til at synke ned… En dag skulle der så være fest, hvorfor frokosten bestod af både kassava og kartofler. Jeg tog således mig selv i at nyde en kartoffel som den delikate grøntsag den nu engang er - og med tanken om at den var utrolig saftig i forhold til mit andet alternativ! Kartoffel med kartoffel - hvad mere kan man ønske sig? Andre gange har frokosten stået på kogte bønner, der er kogt så meget sammen, at det er en slags grød. Salt og andre krydderier er overvurderet. Til trods herfor er dette dog min favorit til frokost - ikke at jeg kommer til at savne den når jeg kommer tilbage til Danmark!

Til aftensmad fås ofte puali(?), hvilket er brun ris, som smager af kun en ganske smule mere end almindelige hvide ris. Aftensmaden består således af ris - ris med ris. Er man heldig kan man fiske et enkelt stykke kød/grøntsag frem i mængden af ris, men det er yderst sjældent. For at gøre denne ret til en større festivitas end den er i sig selv, fandt jeg således mig selv og resten af familien sidde og spise ris med majonæse! Denne majonæse har dog desværre lidt samme skæbne som chokolade-saucen og jeg finder igen min familie ude af stand til at bruge penge på noget luksus af en sådan kaliber. De sidste stykke tid har min familie haft økonomiske problemer, hvorfor frokost(i weekenden) og aftensmad generelt har stået på ugali - jeg tror man kan kalde det deres nationalret. Deres nationalret er så desværre bestående af majsmel-grød… Men den er tydeligvis billig.

Nå, men med denne promotion for de kulinariske oplevelser i Tanzania så mener jeg, at det er på sin plads at slutte af! Og husk; Alle de delikate smagsmæssige oplevelser som Tanzania har at byde på kan hverken beskrives eller fotograferes - det skal opleves! :D

Vi ses!