Hej dansken,

Jeg håber I alle er kommet godt ind i det nye år, og at I nu er klar til endnu et blogindlæg. Der er heldigvis sket en hel del siden sidste blogindlæg. Dels har jeg haft 18 herlige dage med Peter i december og dels er mine planer om Ghana blevet mere praktisk mulige.

Min plan er at uddybe lidt i forhold til de i sidste blogindlæg nævnte kulturelle forskelle mellem Danmark og Tanzania ud fra de oplevelser Peter og jeg havde i december måned og derefter slutte af med lidt om min tanzanianske nytårsaften.

Nu kom min fremstilling af kulturforskellene mellem Danmark og Tanzania i sidste blogindlæg til at fremstå meget negativt i forhold til Tanzania. Ved sammenligning af et af verdens mindst udviklede lande med et af verdens mest udviklede lande, så vil Tanzania som det mindst udviklede land naturligt komme til at fremstå dårligere og mere primitivt end Danmark som det mest udviklede land. Dermed ikke sagt at jeg ikke kan lide Tanzania; jeg nyder at opleve de kulturelle forskelle der er mellem Danmark og Tanzania! Og selvom jeg ikke bryder mig om dele af den kultur der karakteriserer Tanzania, så er det stadig en kæmpe oplevelse at blive indviet i en sådan kultur. Det var netop et af hovedformålene med min rejse her til Afrika…

Først og fremmest var det sjovt at se, hvor stor en forskel et stort land som Tanzania kan rumme. I Arusha er der tale om et langt overtal af kristne mennesker, hvorimod det på Zanzibar er stik modsat; Her er der tale om en ø næsten udelukkende bestående af muslimer. Jeg vidste godt der var en religionsmæssig forskel på de to steder, men at den var SÅ stor havde jeg ikke troet. Det er lidt imponerende, at det kan lade sig gøre. Men det er vist heller ikke for så forfærdeligt længe siden, at Zanzibar er blevet en del af Tanzania, hvorfor den førhen har udgjort et selvstændigt land.

Selvom Zanzibar er fyldt med sol, varme og lækre strande så var det dog også her vi skulle opleve noget af alt det Tanzania er berygtet for: Korruption og kriminalitet.

En af de første dage på Zanzibar lejede Peter og jeg en scooter(?) og brugte ca. 1,5 time på at køre til Stone Town(den største by på øen) for at hæve kontanter(der er tilsyneladende kun hæveautomater i Stone Town). Denne 1,5 time inkluderer dog diverse møder med politiet med hver mindst 20 min. varighed. Da der ved tjek af bilister på vejene blot er tale om anvendelse af menneskelige ressourcer skulle det desværre vise sig, at der stod et betragteligt antal politibetjente på vejen fra vores hotel til Stone Town - langt flere end hvad du ville se på samme strækning i Danmark. Den udprægede korruption der er kulturen i det tanzanianske politi gør dog, at de ifølge mig ikke er med til at opretholde lov og orden men derimod næsten gør tingene værre. Burde politiet ikke være autoriteter der så absolut ikke overtrådte loven og som lokalbefolkningen dermed kunne bruge som forbilleder? Sådan er det i hvert fald ikke her i Tanzania. Samtlige politibetjente vi mødte på vores vej til og fra Stone Town følte behov for at stoppe os. Desværre havde de dog med os et grundlag for at beskylde os for lovovertrædelse. Det viser sig, at man på Zanzibar ikke blot kan nøjes med et kørekort for at køre lovligt; man skal også have en køretilladelse til at måtte køre på vejene. Alle politibetjente vi mødte på vores vej(jeg tror totalen blev 4) var således ikke sen til at fortælle os om de grusomme konsekvenser det ville have når vi mandag morgen skulle i retten og betale USD 60 for en sådan voldsom lovovertrædelse. Pudsigt nok kunne vi dog ved samtlige betjente stikke dem en lille seddel og så kunne vi snildt køre igen(indtil vi nåede næste hold af politibetjente). Heldigvis var vi bekendte med den udprægede korruption der hersker inden for politiet i Tanzania, så når vi blev stoppet af politiet var det egentlig mest et spørgsmål om vores forhandlingsevner. Det var jo næsten som at være på det lokale frugtmarked i Arusha :)

Som tidligere skrevet mener jeg dog, at denne korruption udgør et kæmpe problem for Tanzania som land. Ikke mindst her på Zanzibar hvor der skulle være et ganske stort antal turister. Er disse turister ikke bekendte med denne form for korruption inden for det tanzanianske politi, så kan det da blive en ret ubehagelig oplevelse og dermed ødelægge turismen for landet. Problemet er, at politiet ikke altid har en lovlig begrundelse for deres anklager; De stopper blot dem der ser ud til at have mange penge(heriblandt ofte turister) og så skal de nok finde på et eller andet at kunne beskylde dem for…

Som tidligere skrevet så er selvstændighed ikke noget der værdsættes synderligt her i Tanzania. Nu er jeg nok også i den lidt anden ende hvor jeg virkeligt værdsætter selvstændighed og egentlig foragtes ved den manglende selvstændighed jeg synes der var en begyndende del af den danske kultur i Danmark dengang jeg forlod landet; Fedme skyldtes ens forældres dårlige opdragelse, kontanthjælp er blevet hyppigere mm. Men da jeg nytårsaften så faderen få hjælp til at sætte et plaster på sin arm fik jeg et rigtigt indblik i hvad definitionen på uselvstændighed er. Faderen var faldet på en af sine daglige løbeture(noget skal han jo kompensere for sine daglige indtag af alkohol). Hans løsning på problemet med de deraf forårsagede sår på armene var at sætte sig på en stol, kalde på datteren og få hende til at hente plastre og sætte det på hans arm. Hvis ikke der her er tale om den ultimative form for uselvstændighed, så ved jeg ikke hvad uselvstændighed er. Der var jo altså ikke tale om at manden havde brækket benene eller lignende. Skulle vi nu ikke lige prøve at tage sagen i egen hånd og selv sætte de to plastre på?! Det burde ikke være en uoverkommelig opgave… Hvis du kan selv, så gør det selv!

Jeg tror dog det faktum, at jeg værdsætter selvstændighed så højt skyldtes, at jeg er vokset op i et land hvor de mest værdifulde ressourcer findes i mennesket. Det samme er ikke tilfældet i Tanzania. Her er de anvendte materialer mere værdifulde end de menneskelige ressourcer. Jeg tror egentlig dette er roden til mange af de kulturelle forskelle der er mellem Danmark og Tanzania. Det ligger så dybt indlejret i de to landes kulturer, at man skal værne om de værdifulde ressourcer, hvorimod man dog gerne ødsler væk med de ressourcer landet har overflod af. Det er som oftest dybt indlejret i danskere, at man skal være så effektiv som mulig og du bruger så lidt af andres menneskelige ressourcer som muligt - generelt set. Sådan er det ikke i Tanzania; Her tager ting den tid ting tager, og jo flere mennesker der er om at løse en arbejdsopgave jo nemmere og dermed bedre er det. Derimod er der et stort fokus på materialer og værdien heraf; alt kan stort set gemmes og bruges endnu en gang. Dét er en af de ting jeg inspireres meget af her i Tanzania og håber at kunne tage med mig hjem til Danmark, da jeg ser det som en stor kontrast til Danmark hvor materialer er i overflod og dermed går til spilde i stor stil. Som tidligere skrevet kan du eksempelvis næsten kun købe brugt tøj her i Arusha. Sko er som oftest også altid brugt, men de bliver vasket og der bliver sat en ny sål på, og så er de jo næsten så gode som ny. Det er naturligvis af økonomiske årsager, at en sådan genbrugskultur præger Tanzania, men selv som 'msungu' synes jeg nu man kan lære en del. Jeg har tidligere fortalt, at der sidder skopudsere på næsten hvert gadehjørne. Disse skopudsere foretager også reparationer af sko, hvilket jeg formoder, at der er et stort marked for i en by hvor der kun sjældent er asfalterede veje. Jeg selv fik for et par måneder siden ødelagt sålen på mine Converse-sko. Jeg har tidligere haft et par sko magen til disse Converse, hvilke der ligeledes gik hul på. Da var jeg bosat i Danmark og fandt således den bedste løsning som værende at gå ud og købe et nyt par for kr. 900 - præcis samme pris som jeg havde betalt for de første! Da der gik hul på mine sko i Tanzania gik mine overvejelser således på hvordan jeg skulle skaffe nogle nye sko, hvordan de skulle se ud og om jeg havde lyst til at købe nogle brugte sko her i Tanzania. Disse overvejelser var dog kun indtil jeg blev foreslået at få mine Converse-sko repareret af en skopudser. Jeg fik således mine to såler i min Converse-sko, samt en sål i min løbesko lappet for det der svarer til kr. 15. Med lidt hurtig hovedregning har jeg således sparet ca. kr. 890… En sådan form for genbrug kan dog desværre ikke rigtig lade sig gøre i Danmark, hvor lønomkostningerne for en sådan reparation er langt højere. Og jeg formoder, at der som oftest vil være brug for menneskelige ressourcer for at kunne foretage en sådan form for genbrug da ting bliver slidt på forskellige måder, hvorfor reparationsprocessen er svær at standardisere. Det er ærgerligt, men jeg synes en sådan form for genbrug er værd at have i fokus når det er muligt.

Hvad der derimod er muligt er, at have madspild mere i fokus. Dette er et ekstremt stort fokuspunkt hos min tanzanianske familie og her bliver stort set ingenting smidt ud. Selv den mindste rest bliver gemt, idet den da også bliver spist som enten morgenmad, frokost eller aftensmad dagen efter. Jeg synes godt man her kan mærke, at det ikke er mange generationer tilbage før føde ikke bare var en naturlig del af hverdagen men i stedet noget man virkeligt skulle arbejde for. Og selv i den by jeg bor i i dag er der stadig folk der ikke har direkte adgang til vand men derimod må gå til forskellige brønde for at hente dette. Og for blot få år siden var vand en mangelvare i hele Tanzania(rent drikkevand er stadig en mangelvare i landets hovedstad, Dar Es Salaam), hvilket afspejler sig i de mange spande med vand som min tanzanianske familie har stående i køkkenet i tilfælde af manglende vand i hanen. Pointen er at vand ikke bare er noget man bruger løs og jeg tror aldrig at have set noget af deres mad blive råddent. Inden da finder de en måde at lave en ret hvor denne ingrediens indgår i. Sådan vil jeg også være når jeg bliver stor!

Denne form for ønsket om manglende spild af materialer leder mig naturligt hen til nytårsaften. Nytårsaften er naturligt nok ikke lige så stort i Tanzania som det er i mange andre dele af verden. For at give et mere ekstremt eksempel, så ønskede jeg en af mine tanzanianske bekendtskaber godt nytår, hvortil han svarede, at han var glad for, at jeg huskede ham på dagen…

Nu har jeg aldrig vægtet nytårsaften særlig højt og mener, at nytårsaften til tider er en smule overvurderet. Det var der dog ikke fare for, at den skulle blive her hos min tanzanianske familie. Kl. 18 stod jeg ude og var ved at gøre mit sidste vasketøj færdig. Kl. 19 tror jeg vi begyndte at snakke om hvad vi egentlig burde lave til aftensmad. Valget faldt så på en form for gryderet - ikke noget festligt hverken ifølge mig eller dem tror jeg. Men det smagte jo da ganske fint alligevel. Faderen var naturligvis ikke hjemme til at spise aftensmad sammen med os andre, men havde i stedet valgt flasken som sit selskab. Selvom jeg nu egentlig synes det var ganske fint ikke at have ham til bords denne aften af den simple årsag at manden smasker som en ko når der indtages føde, så blev jeg alligevel ked af at se, hvorledes det påvirkede resten familien. Jeg synes generelt de plejer at være ganske uberørt af hans manglende tilstedeværelse om aftenen, men nytårsaften tror jeg dog ikke de synes det var helt okay. Det har de tilsyneladende heller ikke synes de andre dage for da Peter og jeg en dag var hjemme at spise hos dem i december fortalte moderen i familien mig, at de havde sagt til ham, at hun skulle være noget mere hjemme da de følte at han elskede alkoholen mere end hans familie. Det har de tilsyneladende måtte sige endnu engang efterfølgende. Manden har stadig ikke forstået det. Jeg blev dog rigtig glad da jeg hørte at de rent faktisk turde sige manden imod og stå ved deres krav om en ikke-alkoholiseret mand/fader. Jeg er dog godt klar over at man, hvis man har et alkoholproblem som faderens, ikke blot kan stoppe fra den ene dag til den anden. Det kræver som oftest hjælp(psykolog mv.) og vigtigheden af dette tror jeg hverken min familie er vidne om og/eller ville prioritere de økonomiske ressourcer en sådan form for hjælp ville koste, idet jeg dog ej heller tænker at en sådan form for hjælp er mulig her i Arusha - og det på trods af, at jeg har en formodning om, at der er et ganske betragteligt antal alkoholiserede mænd her i Arusha.

Selvom nytår ikke er så stort i Tanzania som i øvrige dele af verden så er der dog stadig tradition for nytårsraketter. To dage inden nytårsaften tager moderen sågar til byen for at sælge nytårsraketter, og skulle efter sigende tjene ganske godt på dette. Da hun for et par måneder siden fortalte mig om denne forretning var det jeg bed mest mærke i dog det faktum, at hun så havde et lager af raketter liggende hjemme i det hus jeg samtidig skulle sove i(!). Mine tanker var straks tilbage på den eksplosion der skete for et par år tilbage i Danmark på et lager med raketter, idet jeg samtidig vidste, at de formentlig har haft langt bedre sikkerhed for opbevaring end det der ville være tilfældet ved opbevaringen af lageret af raketter hos min familie.

Vi overlevede dog heldigvis denne korte opbevaringsperiode af raketter uden nogle eksplosioner. De raketter som moderen ikke får solgt de to dage op til nytårsaften er det således kutymen, at familien i stedet selv fyrer af nytårsaften. Dette år bestod de usolgte produkter af to bomber og to almindelige raketter. Affyringsprocessen var lidt anderledes end hvad jeg er vant til, idet deltagerne ved denne affyringsproces udelukkende bestod af hvinende damer(når der altså blev fyret raketter af), hvorimod faderen(der nu var kommet hjem fra druk) ikke kunne overskue at gå udenfor og fyre raketter af og have det sjovt med sin familie, men derimod valgte at sætte sig på sin sædvanlige plads i sofaen og se tv(!). Selvom jeg havde været en smule bekymret for sikkerheden ved affyring af raketter nytårsaften så følte jeg mig nu egentlig ganske tryg ved affyring af de to raketter. Jeg kunne dog ikke lade være med at håbe på, at fyrværkeriet ikke var produceret i Tanzania, men uvisheden herom gjorde, at jeg altid havde en latent frygt for sikkerheden ved affyringen af raketterne.

Selvom jeg ikke tror de kender til sikkerhedsforanstaltningen omkring nytårsbrillerne, så blev raketterne da sikkert sat ned i en flaske med sand i. Bomberne(formentlig ikke det I hjemme i Danmark vil betegne som en bombe) derimod, kunne ikke sættes i flaskerne men skulle i stedet ligge på jorden. På pakken med bomberne stod, at man skulle holde en sikkerhedsafstand på mindst 25 m., men efter moderen havde tændt bomben var det hende kun muligt at nå at løbe maksimalt en meter væk før bomben sprang. Selvom det var sjovt at se bomberne springe og høre det store knald, så var jeg nu ganske urolig for moderens sikkerhed. Det var hun tilsyneladende ikke selv; Generelt er sikkerhed hernede ikke noget man går så højt op i. Det er blot menneskelige ressourcer, og beskyttelse heraf koster som oftest materialer. Jeg blev dog først rigtig urolig da nr. 2 bombe ikke ville springe og moderens mening om manglende spild først rigtig trådte i kraft. Moderen vælger således at gå tilbage til denne mislykkedes bombe for at se nærmere på denne. Som jeg husker det skulle dette naturligvis foregå ved at stikke hovedet helt ned til den kære bombe. Da havde jeg allerede gjort mig klart til at ringe til den ambulance de formentlig ikke har her i Arusha og køre på skadestuen med en bebombet tanzaniansk moder. Efter et stykke tids roderi(det føltes som ganske lang tid!) sætter hun ild til den igen og den springer heldigvis - uden at ramme moderen. Med denne historie kan jeg dog så konkludere, at jeg så absolut ikke går ind for 0 % spild inden for fyrværkeri! ;)

Efter affyringen af bomberne formodede jeg således, at der ikke længere var noget at frygte. Det var dog indtil jeg så håndteringen af det affyrede krudt. Her tog de to døtre de to raketterne med inden for i huset og som jeg stod der og så forskrækket på blev de jo da nysgerrige og ville undersøge hvordan raketterne så ud inden i, hvilket skete ved at skille raketterne ad. Mere så jeg ikke, da jeg af sikkerhedsmæssige årsager valgte at befinde mig på mit værelse langt fra fyrværkeriet.

Heldigvis overlevede alle vi i min tanzanianske familie dette nytår uden skader - på trods af de store kulturelle forskelle i sikkerhedsforanstaltningerne ved anvendelse af fyrværkeri. Jeg håber I andre er kommet mindst lige så godt ind i det nye år som jeg.

Godt nytår herfra!