Hej venner og familie,

Så skete det. Min drøm gik i opfyldelse da jeg d. 6. september 2013 satte mine fødder på afrikansk jord, nærmere betegnet Tanzaniansk jord. Jeg tog hjemme fra kl. tidlig torsdag morgen og landede i Kilimanjaro lufthavn kl. endnu tidligere fredag morgen. Turen herned var ganske behagelig og med følelsen af at skulle ned til den afrikanske kultur kunne det jo ikke gå hurtigt nok. Jeg tog toget til Frankfurt lufthavn og fløj derfra til Kilimanjaro lufthavn i Tanzania. Det var min første gang med flyveren alene så jeg var en smule nervøs, men flyveturen var faktisk næsten direkte behagelig. Vi fløj i et kæmpe fly(eller de 2-3 gange jeg har fløjet har det i hvert fald været et fly på ca. den halve størrelse) med syv sæder på én række, så man kunne næsten ikke mærke eventuelle lufthuller, og letningen og landingen foregik også ganske smertefrit. Derudover var stewardesserne mildest talt på arbejde hele tiden for at servere mad og drikkelse - hovedpude og tæppe fik vi sågar også. Jeg må sige jeg var imponeret, taget min noget sparsomme billetpris i betragtning. Jeg er sikker på, at selv tanzanianerne ville have været imponeret - jeg tog i hvert fald pude og tæppe med i håbet om at de kunne få glæde af dette ;) Så Condor kan altså anbefales.

Inden jeg rejste hertil har jeg haft en del problemer med at få et visum. For ca. et halvt år siden har jeg ansøgt om opholdstilladelse, men har endnu ikke fået det endelige. Først fik jeg at vide, at de blot ventede på at udskrive det til jeg kom tættere på ankomsttidspunktet. Derefter fik jeg at vide, at forsinkelsen blot skyldtes at de gik fra at skrive opholdstilladelserne i hånden til at skrive dem på computer. Da der så var mindre end en uge til min afrejse blev jeg nødt til at rykke for min opholdstilladelse. Som svar på denne mail fik jeg så en rimelig heftig advarsel om at man altså ikke bare kommanderer rundt med regeringen og at min ansøgning stadig snildt kunne blive afvist. Han truede sågar med at afvise den pga. min tilsyneladende ubehøvlede mail. Det var så mit første kultursammenstød… Vi fik dog nogle papirer i flyet som vi skulle udfylde for at få et turistvisum som alle udefrakommende skal have for overhovedet at kunne komme ind i landet. Da vi så landede og skulle aflevere papirerne i Kilimanjaro lufthavn måtte jeg så opleve at ikke én eneste så på mine papirer - i stedet tror jeg de var glade nok for de 50 USD som vi skulle betale for at få et stempel i vores pas. Så nu har jeg i det mindste et visum så jeg kan være 3 mdr. i Tanzania som turist. Resten forbliver usikkert, men jeg håber inderligt at de har lyst til at lege med mig mere end de tre måneder ;) Meget skal man gøre for at få lov at være frivillig i Tanzania…

Jeg ankom heldigvis sikkert til Kilimanjaro, uden hverken problemer i paskontrollen eller med bagagen. Herefter var jeg så lidt spændt på om Moses(min tanzanianske guide den næste uge) ville møde mig uden for lufthavnen. Han var heldigvis mødt op uden for lufthavnen. Godt nok lå han og sov ude i bilen og havde fået en anden en til at vække ham når jeg kom ud af lufthavnen. Moses havde ikke fået noget søvn om natten, da han havde været ude at feste aftenen inden. Så er det dejligt nok at vide, at vi kun har en times kørsel forude og at Tanzania er kendt for deres hasarderede kørsel… :)

Jeg ankom dog sikkert til Arusha, hvor det hostel jeg skal bo på den første uge ligger.

Første dag måtte jeg desværre indse at vi ville blive et utroligt begrænset antal frivillige på hostellet. Første dag var der kun to mennesker ud over mig, og de to mennesker holder sig for sig selv, spiser ikke mad sammen med os andre(dvs. i dette tilfælde mig). Jeg tvivler faktisk på om de overhovedet er frivillige. Jeg ankom tidligt om morgenen og om aftenen kom de to andre frivillige så. De er begge fra Canada og virker ganske flinke, men skal 'kun' være her i en måned. Det er sjovt så forskellige man er. De ved ikke hvor de skal bo efter orienteringsugen(den første uge på hostellet), og de ved ikke hvor de skal arbejde som frivillig - og de er vist også ret ligeglade. Derimod er de ret klar på at opleve en masse af de turistattraktioner som Tanzania har at byde på.

Med mig er det helt omvendt; Jeg vil opleve alt andet end turistattraktionerne. Turistattraktionerne er i hvert fald ikke min førsteprioritet, men jeg vil naturligvis gerne se deres naturparker, bjerge mm. Jeg havde først aftalt, at jeg skulle bo på hostellet så lang tid som jeg ønskede og når jeg følte mig klar skulle jeg sige til så ville de finde en familie jeg kunne bo hos. Så skete der vist en huslejestigning og de blev nødt til at sætte prisen op, hvis man ønskede at blive boende på hostellet efter orienteringsugen. Uden at spørge mig til råds antog Moses så blot at jeg hellere ville ud at bo hos en familie efter orienteringsugen end at betale 6 USD mere om dagen for at bo på hostel - det er jo også blot en mindre detalje ;b Men efter at have set hvor lidt mennesker der er på hostellet er jeg nu glad for beslutningen - jeg ville jo gerne ud at bo på en familie uanset hvad. Starttidspunktet blev blot fremskudt :)

Jeg håber meget, at det at bo hos en familie vil give mig et større indblik i den tanzanianske kultur. At lære den afrikanske kultur at kende er et af mine store mål med min rejse. Uden egentlig at kende til den tror jeg altid jeg har haft en overbevisning om, at denne kultur er så forskellig fra den vi har i den vestlige verden. Hvilken del af den tanzanianske kultur er værd at inspireres af, og hvad kan vi være stolte af ved den danske/vestlige kultur? Om otte måneder håber jeg at have en klar mening om dette.

Allerede den første dag gav mig store oplevelser. Jeg gik en tur ned af gaden uden for vores hostel(jeg besluttede mig for kun at gå lige ud, så der ingen fare var for at jeg farede vild) og dér blev jeg af alle mødt med gestussen 'jambo'('hej' på dansk). Alle var de meget gæstfrie, selvom mange af de 'jamboer' jeg fik nok også skyldes en del nysgerrighed. Da jeg havde gået et godt stykke ned af gaden kom Moses pludselig kørende. Han var lidt overrasket over, at jeg gik denne tur(da det var væk fra den indre by) men tilbød mig at se hans hjem. Så inden jeg har kendt Moses i 24 timer tilbyder han mig at se hans hjem, hvilket var ganske spændende. Da han bor alene var hans hus af naturlige årsager ikke så stort, men inventaret kunne nu være plantet i enhver anden vestlig lejlighed. Jeg tror måske også Moses er af de mere velhavende tanzanianere. Da jeg spurgte ham hvor gammel han var fortalte han mig dog, at han kom fra landområdet hvor de ikke rigtig gik op i dette… Det må alligevel være underligt ikke at kende sin alder. Men på den anden side, hvad er formålet også med at kende sin alder? I sidste ende bliver vi deprimeret og kede af at blive mindet om den alligevel…:)

Efter middag viste Moses mig lidt rundt i byen - jeg er dog stadig sikker på at fare vild hvis jeg begiver mig ud i byen alene;). Derefter skulle han lige have noget mad. Der oplevede jeg så en anden kulturel forskel: I Tanzania spiser de med fingrene. Det bliver helt sikkert en stor omvæltning, men jeg glæder mig til at prøve det… På hostellet har vi dog kniv og gaffel. De spiser dog kun med højre hånd. Den venstre hånd bruger de til at tørre sig med efter de har været på toilettet så den anses for uhygiejnisk at bruge i andre sammenhænge. Jeg vil gøre meget for at leve mig ind i deres kultur, men dér tror jeg, at jeg sætter grænsen - og hvis det sker så vil jeg aldrig nogensinde indrømme det over for en vestling!;). Jeg kan altså næsten heller ikke forestille mig at de gør dette stadigvæk… På hostellet har vi i hvert fald toiletpapir, hvilket jeg pludseligt værdsætter utroligt meget! Og de må jo have købt det toiletpapir et eller andet sted - jeg håber det var her i Arusha; I så fald har denne butik pr. dags dato fået sig en fast kunde :) På hostellet har vi dog ikke håndsæbe - det er nok overvurderet. Jeg fandt dog håndsæbe stående ved håndvasken i køkkenet og formoder, at alt køkken-service bliver vasket op i dette - vel at mærke vasket op i koldt vand. Varmt vand er nok overvurderet. Ligeledes er vaskemaskiner overvurderet. Der har vi i stedet to vandhaner uden for så man kan hente vand i en balje og vaske i hånden. Her må jeg jo nok erkende mig min vestlige kultur og indrømme at jeg aldrig har prøvet at vaske i hånden før. Men mon ikke der er en afrikansk mama der kan give mig nogle gode fif? ;)

Mens Moses spiste sin mad drak jeg en kold Kilimanjaro øl - en øl jeg stærkt kan anbefale. Under maden fortalte jeg ham at jeg spillede håndbold og spurgte ham om han troede det var muligt at jeg kunne spille dette her i Arusha. Han kendte ikke til sporten, men fortalte mig i stedet at den mest normale sport for piger i Tanzania er en sport kaldet 'netball'. Jeg fandt senere ud af at dette er en sport der minder meget om basketball. Moses viste mig således Arusha stadion og heldigvis var der nogle der spillede netball. Man kan tydeligt mærke at man er fremmed i deres land for da vi nærmede os banen kiggede alle og spurgte meget ind til mig. Ikke fjendtligt på nogen måde - inden for 5 min. var jeg tilbudt at spille med, endda op til flere gange. Jeg prøvede at fortælle dem, at jeg ikke kendte til spillet og at jeg gerne lige vil se hvordan man spillede, men at jeg bestemt gerne ville deltage en anden dag. En af pigerne ville også have taget billede sammen med mig, så det gjorde vi naturligvis. Det har nok været mindst lige så stor en oplevelse for dem som det har været for mig :)

I dag var startede den officielle(hvis der er noget der er officielt i Tanzania) orienteringsuge. Officielt startede den kl. 09.00, men da vi kører efter afrikansk tid startede den naturligvis først kl. 09.30 - hvilket passede mig fint, da jeg også først var klar på det tidspunkt :) Jeg er jo som født tanzanianer!

I dag blev vi vist lidt rundt i byen, fik hævet lidt tanzanianske shillings, købt et tanzaniansk simkort, og set det lokale marked. Efter frokost tog vi så hen og så en dansekonkurrence i street dance. Officielt skulle det løbe af stablen kl. 15.00, så det startede naturligvis først kl. 16.30. African time - you gotta love it! Det var bestemt værd at vente på - rytmen kan man ikke tage fra dem…

Jeg prøvede at spørge Moses ind til hvad jeg egentlig skal forstå ved 'african time'. Og som han siger så er der aldrig nogen hastværk i Tanzania. Hvis det ikke bliver lavet i dag, så bliver det - måske - lavet en anden dag. Hakuna matata!('Ingen problemer' på dansk). Selvom jeg har været fan af dette allerede inden jeg tog af sted(nogle vil måske mene, at jeg allerede efterlevede det hjemme i Danmark), så synes jeg stadig at det er en fest at komme ned og opleve på helt tæt hold. Selvom der går mennesker OVERALT på gader og stræder, så tror jeg endnu ikke jeg har set nogle løbe. Mange sidder blot forskellige steder og kigger, snakker. Gør formentlig brug af fænomenet 'african time'. Jeg tror ikke nødvendigvis det er dem uden arbejde der sidder og kigger - det kan lige så godt være dem med arbejde, men som blot trænger til en pause. Jeg tager tit mig selv i at tænke på om ikke de keder sig ved bare at sidde og kigge. Nu har jeg jo ikke været her længe nok til at vide om de sidder og kigger en hel dag, det tror jeg nu ikke de gør. Netop denne del med meget afslapning er nok den del af 'african time' som jeg skal bruge mest tid til at vænne mig til. Hjemme i Danmark er vores dag næsten fuldstændig booket; Arbejde, fritidsinteresser mm.. Her i Tanzania frarådes vi at gå ud efter det er mørkt, så efter kl. 18/18.30(denne gang snakker vi ikke 'african time') skal jeg fordrive min tid foran en computer/mobiltelefon. Jeg spurgte Moses hvad han fik sin tid til at gå med og han sagde at han arbejdede, og at dem i de landlige områder ligeledes arbejdede ude i marken mm.. Jeg vil nok have lidt svært ved at fordrive hver evig eneste aften fra kl. 18.30 til sengetid foran en computer(og I vil nok blive træt af alle mine blogindlæg;)). Jeg glæder mig til at komme ud til min familie og se hvordan de fordriver deres tid. Måske jeg bare skal lære at slappe af…:)

Fattigdom er nok også et emne jeg bør berøre. Indtil videre har jeg ikke set ekstrem fattigdom. De ser bestemt heller ikke velhavende ud, men en del af dette tror jeg også skyldes deres kultur - de lever blot på en anden måde end vi gør. Jeg forsøger dog ikke at benægte fattigdommen her i Tanzania. Den er der helt sikkert, jeg mener blot ikke at have set den ekstreme del af det endnu. Jeg har dog også kun været her i to dage, selvom jeg føler at jeg har været her i månedsvis med alle de oplevelser jeg har fået.

Kun få private huse er lavet af mursten; De fleste huse er lavet af brædder og andet træ. Derforuden formoder jeg at de ej heller har haft råd til andet end at asfaltere vejen til biler - fortovet består af jord og støv. Dog har jeg kun set ét gadebarn(som tiggede penge af Moses og ikke af mig - jeg tror de ved, at udefrakommende frarådes at give penge til gadebørn), og det var ikke til at se at han var et gadebarn. Generelt ser de ikke skræmmende fattige ud. De har i hvert fald tøj på kroppen - endda noget ganske udmærket tøj.

For bekymrede folk, såsom min mor, bør jeg nok også fortælle, at jeg ikke sulter. Jeg har fået ganske fin mad indtil videre. Ikke nogen kæmpe kulinarisk oplevelse, men en stor kulturel madoplevelse i stedet :) Jeg ved dog ikke hvor meget tanzaniansk mad der er over det vi har fået indtil videre. Jeg tror det er en blanding mellem afrikansk og vestlig. Både frokost og aftensmad består meget af gryderets-lignende retter. Til morgenmad fik vi toast og pandekage/omelet. Ganske fint. Alt mad serveres dog gerne med et par bananer som tilbehør - de smager som de danske :) Jeg må dog prøve noget af al deres andet frugt - jeg har store forventninger! ;)

Og nu til det bedste(og måske vigtigste for min overlevelse her i Tanzania); Jeg har endnu ikke set nogle dyr, hverken slanger, edderkopper, firben eller andre krybdyr! Kan man andet end at elske Tanzania? Jeg kan ikke…