I morges da Michael og jeg tog bussen på arbejde, så vi et trafikuheld, af den mere alvorlige slags. Vi har ofte set biler der er kørt op i hinanden og lign., men aldrig noget som dette. Der lå en dame på vejen og blødte ud af hovedet, fordi hun var blevet ramt af en bil, imens hun kørte på scooter. Politiet var kommet frem til stedet og der stod selvfølgelig også en masse mennesker og kiggede på ulykken. Vi kiggede også selv en del inde fra bussen, fordi vi ville selvfølgelig se hvad der var sket. Det så en smule alvorligt ud og kort tid efter ankom der en ambulance. Det er altså også for dumt, at kineserne ikke kører med hjelm på, i den her sindssyge trafik. Hvis damen havde haft en hjelm på, havde hun jo ikke slået hovedet så voldsomt og måske kun fået skrammer rundt omkring.

Der var også en lidt speciel dame i bussen i dag. Hun stod hele tiden og snakkede til mig, og ville røre ved mine hænder og arme. Hun gav mig også nogle mælkepiller af en slags. Jeg ved ikke lige hvorfor hun syntes jeg skulle ha dem. Det var lidt underligt og jeg vidste ikke lige helt hvordan jeg skulle takle hele situationen, imens Michael selvfølgelig bare syntes at det var sjovt. De fleste kinesere kigger bar på os europæere, uden at gøre noget, men engang imellem sker det, at der er nogle personer som tager kontakt til os, på trods af at vi ikke kender dem. Sidste weekend havde jeg f.eks. en sjov oplevelse, da jeg stod og ventede på grønt lys, i et fodgængerfelt nede i byen. Det regnede lidt og jeg bar på mange ting, fordi jeg lige havde shoppet. Pludselig stod der er dame ved siden af mig og holdt hendes paraply over mig. Jeg sagde selvfølgelig "tak" til hende og smilede. Hun smilede også over hele hovedet og tog mig under armen, da lyset blev grønt og vi kunne gå. Jeg ved ikke helt om det var fordi hun gerne ville hjælpe mig over vejen, i den ustyrlige trafik eller om det bare var fordi at det var en oplevelse for hende, at gå arm i arm med en europæer. Damen snakkede og snakkede til mig og jeg forstod intet, men prøvede at forklare hvor jeg kom fra og hvor jeg boede. Hun skulle også med dem sammen bus som jeg skulle, så da vi kom ind i bussen, gjort hun nærmest alt for at hende og jeg kunne få siddepladser ved siden af hinanden. Hun var nu meget sød og hjælpsom, men jeg vender mig nok aldrig til, at vildt fremmede mennesker kommer hen og tager mig under armen eller rører ved mine hænder og arme.

I dag har Sisse lige fortalt mig, at de to pakker vi sendte for ca. 3 uger siden, allerede er kommet hjem til Danmark. Det var dejligt at høre, fordi jeg var en smule nervøs for om de overhovedet ville komme frem. Nu har jeg rigtig meget lyst til at købe en masse ting i weekenden og sende en pakke mere på mandag. Der er virkelig mange specielle ting her i Kina, som jeg gerne vil købe med hjem til Danmark. Så nu når jeg er sikker på at de pakker man sender, kommer frem til Danmark, kan jeg ligeså godt købe alt det jeg gerne vil og sende det.

I dag har børnene i børnehaven optrådt for forældrene. De både dansede, spillede klaver, violin, trommer og mange andre instrumenter. For nogle af børnene gik det godt og for andre, gik det mindre godt. Pigerne havde fået make-up på, så de lignede små prinsesser. Jeg ved ikke helt om jeg kan lide, at man giver 4 årige piger make-up på, men det så da meget sødt ud. Jeg syntes at alle børnene gjorde et rigtig godt stykke arbejde. Der var rigtig mange forældre tilstede, omkring 50-60 stykker tror jeg, og det virkede slet ikke til at børnene var nervøse. Jeg tror måske bare, at børnene er vant til, at man skal gøre hvad der bliver sagt og hvis det er at optræde foran en masse folk, så gør de det bare. I Kina er der jo også en vis status i at vise sig frem, hvis der er noget man er god til. Så det handler nok også en del om, at vise forældrene hvad børnene har lært igennem dette skoleår. Jeg syntes dog ikke at forældrene opførte sig særlig pænt under børnenes optræden. De snakkede og snakkede hele tiden, nogle gange var det så højt, at man næsten ikke kunne høre hvad børnene spillede. Nogle gange er kineserne virkelig egoistiske og tænker kun på deres egen velbehag. Men så snart det var deres børn der var i fokus, kunne de selvfølgelig godt være stille. Min kollega Anna, dansede også en dans for børnenes forældre og det var rigtig smuk.