Profile
Blog
Photos
Videos
I går da det var "Childrens day", kom forældrene på besøg og vi brugte formiddagen på at lege med børnene og lave dumpling. Efter frokost havde vi fri, så derfor tog jeg ned i byen for at shoppe lidt i basaren. Det blev jeg dog hurtigt træt af, da sælgerne var nogle stivstikkere, der ikke ville prutte om prisen, som de ellers plejer. Det var rigtig træls og det betød at jeg ikke fik købt alt det jeg havde planlagt. Jeg havde planlagt at købe gaver til folk hjemme i Danmark, så jeg var ærgerlig over at jeg ikke fik alle de ting jeg gerne ville. Men, jeg må prøve en anden dag, så kan det være sælgerne er i bedre humør.
I dag har Michael, vores vejleder og jeg været henne i Jakobs børnehave sammen med en masse andre kinesiske lærere, for at møde nogle lærere fra Canada, som er på besøg her i Kina. Lærerne fra Canada introducerede "Læring gennem leg" for de kinesiske lærere. I store træk var deres metoder og koncepter de sammen som i danske børnehaver, hvor børnene må lege frit og derigennem udvikle forskellige færdigheder. Deres endelig mål var så at få oprettet børnehaver i Kina der fungere på den måde. Det syntes jeg er en rigtig god ide, da børnene her i Kina får alt for meget kedelig undervisning, de ikke interesserer sig for. Så vidt jeg kunne forstå på min vejleder, syntes hun også at det var en god ide med mere leg, men jeg tror langt fra, at det var alle de kinesiske lærere der forstod hvad det skulle gøre godt for. I morgen kommer de canadiske lærer og besøger min og Michaels børnehave, for at se hvordan det hele fungere i de kinesiske børnehaver. Efter mødet var min vejleder pludselig mere opsat på, at vi skulle lege med børnene i morgen, når de canadiske lærere kom for at kigge. Det hele her i Kina handler jo altid om at vise folk det de gerne vil se og da hun fandt ud af at de canadiske lærere godt kunne lide lege, ville hun selvfølgelig gerne at de skulle syntes at vores børnehave var god. Så hvis de mener at en god børnehave leger meget, så skal vores børnehave selvfølgelig fremvises på denne måde. Jeg sagde selvfølgelig at det var en god ide med flere leg, men på den anden side syntes jeg også det virker så falsk, når det slet ikke er sådan i den rigtige hverdag. De canadiske lærere skal jo se det som det er i virkeligheden er, ellers får de jo intet ud af deres besøg.
I morgen efter arbejde tager Cecilie, Dennis, Haydee, Sisse og jeg til "Hangzhou", hvor vi skal overnatte. Lørdag morgen skal vi så til "De gule bjerg" i "Huangshan". Det glæder jeg mig utrolig meget til, da det skulle være helt fænomenalt smukt. Vi skal overnatte i "Huangshan" til søndag, hvor vi så tager tilbage til "Hangzhou" og videre til "Changzhou". Heldigvis har vi også fri om mandagen pga. helligdag, så der kan jeg slappe af herhjemme. Jeg tror det bliver en udmattende tur, da vi skal gå meget og tidligt op både lørdag og søndag. Men hvis bjerget er så smukt som jeg har hørt det skulle være, er det hele udmattelsen værd. Det skal nok blive en god tur!
- comments