Man skal aldrig give kineserne en lillefinger, for så tager de hele armen og hovedet med, hvis de kan komme til det! Lige for tiden er de virkelig belastende og kan ikke forstå et "nej". Jeg havde selvfølgelig skrevet en sms til David (Ham kineseren jeg havde mødt på "Det gule bjerg"), for at sige tak for hjælpen og for at få hans bankoplysninger, så jeg kunne overføre de penge jeg havde lånt af ham. Han ville dog ikke have nogle penge af mig, det var lige meget for ham, han var bare glad for at kunne hjælpe mig. Dejligt, tænkte jeg, sikke dog et rart menneske. Men jeg kom hurtigt på andre tanker da han begyndte at ringe og skrive hele tiden, for at fortælle mig hvor meget han beundrede mig og hvor charmerende han syntes jeg var. Han skrev endda også at han ville komme på ferie i min by og derfor ville han gerne ha at jeg hentede ham ved toget og tog ham med til min lejlighed. Øh, NEJ! - det tror jeg så nok ikke lige! Og da jeg sagde at jeg arbejde i hverdagene og ofte var udenbys i weekender, bad han mig om at tage fri fra arbejde, så jeg kunne være sammen med ham i stedet. Helt ærlig, hvad er det for en opførsel!? Han spurgte slet ikke engang om jeg havde lyst til at møde ham igen eller noget, han tog bare for givet at han kunne komme dumpende ved mig, som det passede ham. Da jeg endelig havde gjort mig forståelig overfor ham og sagt at jeg ikke kunne/ville se ham, så forventede han, at jeg sendte billeder af mig selv til ham som minde. Det ville jeg ikke, så jeg sendte nogle billeder af "Det gule bjerg" i stedet og sagde, at han ikke kunne få nogen billeder af mig. Det syntes han selvfølgelig ikke var så fedt og derfor har han heller ikke skrevet til mig siden. Så er det spændende at se om ham skriver igen om et par dage!

Det er bare så typisk kineser adfærd. Det er ikke første gang jeg har oplevet at kineserne ikke forstår et "Nej", eller en pæn hentydning. Hvis man først kommer til at give dem sit nummer, slipper man aldrig af med dem igen. De bliver konsekvent ved med at skrive, på trods af at man tidligere har sagt at man ikke er interesseret i f.eks. dates eller lign. Det er simpelthen utroligt! Jeg gad godt vide, om det er fordi at jeg er europæer, at de opføre sig sådan, eller om de altid er sådan. Nogle gange er det i hvert fald uudholdeligt.

I dag har Sisse og jeg været henne på posthuset, for at sende en pakke hjem til Danmark, med nogle af vores ting. Det var en smule besværligt. Manden der betjente os, skulle gennemgå alle vores ting, for at se om vi prøvede på at sende ting, man ikke måtte. Jeg havde en parfume, jeg gerne ville sende, men det måtte jeg ikke, fordi man ikke må sende væsker. Det tog lidt tid at få tjekket alle vores ting og få skrevet diverse sedler med adresser osv. Vi havde så mange ting med, at vi blev nød til at sende det i to pakker. Så må vi godt nok håbe, at pakkerne finder deres vej hjem til Danmark. Ellers bliver jeg ked af det, fordi jeg har sendt mange ting, som jeg helst ikke vil undvære. Men sådan er det jo når man shopper for meget og ikke har plads til det hele i kufferten, så må man tage chancen og sende det. Overvægt koster det hvide ud af øjnene i lufthavnen, så det er også mere økonomisk at sende en pakke.