Profile
Blog
Photos
Videos
Søndag var det den store dag, som vi havde ventet på! Vi skulle nemlig til Suzuka Circuit for at se Japans Formel 1 Grand Prix, og vi glædede os som aldrig før! Dagen før havde vi jo været inde for at se kvalifikationen, men denne gang gjaldt det for alvor. Først skulle vi dog lige en tur hen til en japaner, der hedder Koji. Vi havde lavet en aftale med ham gennem couchsurfing, så vi kunne bo hos ham. Derfor tjekkede vi ud tidligt om morgenen og tog hen til vores aftalte mødested, nemlig ude foran Lawson (7-eleven-agtig butik). Mens vi stod og ventede, stoppede en bil lige pludselig op foran os og rullede vinduet ned. Jeg (Nicolaj) troede, at det var vores ven Koji, så jeg begyndte at snakke en masse med ham. Efter lidt tid kørte han dog væk igen, og jeg stod tilbage, meget forvirret. I mellemtiden havde Mika været inde i Lawson for at købe lidt brød, og jeg måtte fortælle, at vores ven måske havde været forbi, men var kørt igen. Heldigvis kom den rigtige Koji et øjeblik efter, og vi tog vores store tasker på ryggen og maven (ja, vi har en ret god oppakning), så vi var klar til at gå hen til hans hus. Da vi kom rundt om hjørnet, fandt vi så ud af, at han var i bil, så vi havde slet ikke behøvet at bruge tid på at tage taskerne på.
Efter en lille tur i bilen kom vi til hans hus. Det var et traditionelt japansk hjem, så der var ingen stole overhovedet, og bordene var lave, så man kunne sidde ved dem på gulvet. Rummene var små, men de blev kun adskilt af nogle tynde papirskydedøre, så man kunne nærmest lave rummene til ét stort, hvis man åbnede dørene. Vi sad og snakkede med Koji på gulvet i lidt tid, og han var rigtig flink. Han havde selv rejst rigtig meget, hvilket man også tydeligt kunne se, hvis man kiggede på væggene. Her hang der billeder fra alverdens steder, hvor han havde rejst med sin kæreste Maya, som han boede sammen med.
Da vi havde fået snakket af, tog vi af sted mod dagens store oplevelser. På vej til stationen tog vi en lille tur forbi Nagoya Castle, og det var et imponerende syn! Bag voldgraven og de tykke, rå mure tronede en 7 etager høj bygning i japansk stil. Det lignede lidt en blanding mellem en pagode og et buddhistisk tempel, malet i hvidt og grønt. Vi tog op på øverste etage, hvor der var en ret god udsigt over byen. Derefter tog vi hen til stationen for at tage toget til Suzuka.
Fra den lille station ved Suzuka Circuit og hele vejen hen til selve banen, var der fyldt med mennesker med Ferraritrøjer, Red Bull-kasketter og andet team-merchandise. Der var rigtig god stemning og forventning i luften. Der var fyldt med boder, hvor man kunne købe trøjer, hvor der stod: "Vettel - Champion 2012". Vi var nemlig så heldige, at det ikke var et hvilket som helst løb, vi skulle overvære, for mesterskabet ville formentlig blive afgjort i dagens løb, for Vettel manglede kun ét point for at sikre sig titlen. Ikke det værste løb at skulle overvære! Forventningen steg mere og mere for hvert sekund vi nærmede os starten. Vi havde købt en Fanta Grape i dagens anledning, og vi skålede på et godt løb. Nede fra startområdet begyndte bilerne efterhånden at brøle, og så var det i med ørepropperne! Efter den obligatoriske opvarmningsrunde, blev der gjort klar til start. Det var en sjov fornemmelse at høre lydene fra formel 1-bilerne i levende live, mens vi så på storskærmen, og hvordan vi kunne både se og høre, at de kom tættere på os. Og der kom de så drønende med Vettel i spidsen og så ellers en lang slange af biler. Vi oplevede en formel 1-bil, der kørte af banen og ramlede ud i sandet, så det hvirvlede op i en stor sky. Heldigvis skete der ikke noget, men vi holdt da lige vejret en gang. Løbet gik uden de store uheld, og der var usædvanligt få, der udgik. Måske på grund af det eksemplariske vejr? Der var dog en batalje mellem Lewis Hamilton og Felipe Massa, som vi så på storskærmen. I høj fart snittede de hinanden, hvilket betød, at dækkene blev flænset op, men de kunne heldigvis køre videre og efter et pit-stop var de klar til at brøle igen! Løbet endte med, at Jenson Button vandt efterfulgt af Fernando Alonso og på den sidste podieplads kom så den nyslåede verdensmester Sebastian Vettel! Han var ellevild og vinkede til os på sin æresrunde, hvilket jo er forståeligt nok! Han har lige vundet motorsportens ypperligste verdensmesterskab! Jeg (Mika) havde forudsagt, at Button ville vinde selve løbet, så jeg ærgede mig over, at jeg ikke havde spillet 9 milliarder yen på det.
I et forsøg på at spare havde vi købt de billigste billetter til løbet (cirka 1200 kroner hver), hvilket så også gjorde, at vi ikke havde den bedste udsigt fra vores siddeplads, samt at der ikke var en storskærm, men det fandt vi os ikke i, så vi fandt et andet sted at stå, hvor vi havde ganske udmærket udsigt, og hvor der var udsigt til en storskærm. Uden den havde vi nemlig ingen chance for at følge med i løbet. Vi snakkede med en New Zealænder, som også couchsurfede hos Koji, og han havde set formel 1 fem gange før i Melbourne. Han var selv meget positivt overrasket over Suzuka Circuit, fordi udsigten til banen generelt er meget bedre, og det gør bare oplevelsen betydeligt federe! Vi kunne da heller ikke klage over vores formel 1-debut: Fantastisk vejr, fantastisk løb, kåring af verdensmesteren og den legendariske stemning fra tilskuerne, der til vores glæde klart var flest japanere af. Måske 95 procent, så man følte virkelig, at man var i Japan, hvilket vi måske ikke helt havde forventet! Efter den mindeværdige oplevelse tog vi toget tilbage til Nagoya, spiste en omgang Donkkaesu (paneret schnitzel) med karry og ris (total livret!) og tog tilbage til Koji, hvor vi snakkede til langt ud på aftenen og lærte om Japan! En fantastisk dag var til ende!
- comments
Elise Fedt, fedt, fedt...