God days!

Efter en vild og bevægende uge i alle henseender tog vi lørdag en gedigen slapper i Tokyo på vores nye hostel, der hedder Anne hostel. Anne er åbenbart navnet for et slags japansk hus, fandt vi ud af efter en snak med en af de ansatte. Nu ligger landet sådan, at vi jo snart skal til New Zealand, så det brugte vi meget af dagen på at planlægge, og ellers slappede vi bare af. Desuden så vi en japansk tv-reklame med Bruce Willis, hvilket var ganske sjovt, fordi det lidt bekræfter en i, at amerikanske skuespillere godt kan lide at tage til Japan i deres karrieres efterår, indspille en reklame og sikkert tjene kassen på det. Tommy Lee Jones' hoved er desuden på mange sodavandsautomater, da han reklamerer for mærket Boss Coffee. Desuden kan det da lige nævnes, at det første vi så, dengang vi var i Sydkorea for flere uger siden (!!!) var en reklame med den gamle James Bond, Pierce Brosnan, der reklamerede for Paradise Casino. Desuden har Michael Laudrup spillet i Japan i sin karrieres efterår, så der tegner sig lidt et mønster der, hvilket er en meget interessant iagttagelse. Desuden tog jeg (Mika) mig en løbetur ned langs Sumida-Gawa-floden med god udsigt til Sky Tree, der jo er verdens 2. største bygningskonstruktion med sine 634 meter. Utroligt motiverende!

Søndag stod også i slap-af-dagens tegn, hvis det da findes! Vi snakkede en del med de andre gæster, og det var først om aftenen, at vi havde noget på programmet. Vi skulle nemlig prøve en sidste lille ting, mens vi stadig var i Japan. Under det meste af landet er der nemlig varme kilder, og dem forstår japanerne at udnytte i stor stil. De har nemlig en slags spa-bade, der på japansk hedder onsen. Nogle onsen består af varme kilder, der selv pibler op af jorden og danner udendørs spabade. Inde i byerne har man dog en anden slags onsen, hvor vandet bliver pumpet op fra de varme kilder under jorden, og det var sådan én, vi skulle prøve. Vi havde fundet en onsen, der ikke lå særligt langt væk fra vores hostel, men da vi kom derhen, var det virkelig svært at finde den, selvom vi ifølge kortet var lige ved den. Efter lidt tid spurgte vi en mand fra en restaurant, og han forklarede os, at vi var det rigtige sted - vi skulle bare lige ind af verdens smalleste gade. Inde af gaden så vi noget, der kunne ligne et spabad, men der var ingen skilte på engelsk. Vi valgte at gå ind for at finde ud af, om det virkelig var dér, men pludselig kom receptionisten løbende ud og skubbede mig (Nicolaj) halvt ud af døren! Det viste sig, at det var fordi jeg eller vi begge to faktisk var kommet til at træde en lille smule ind af døren uden at have taget vores sko af, og det gør man bare ikke i Japan! Vi undskyldte mange gange, og vi fik lov til at komme ind på betingelse af, at vi tog skoene af med det samme. Det var vores onsen, vi var kommet til, og det var virkelig en ægte japansk oplevelse uden noget som helst spor af, at det var et sted, der var lavet for turister. Vi var de eneste ikke-japanere på stedet, hvilket også er ret forståeligt, når man tænker på, hvor godt det var gemt væk. Vi blev vist ind af en dør, og pludselig stod vi omringet af nøgne japanere (kun mænd vel at mærke). Man bader nemlig fuldstændigt nøgent i onsen. Vi tog vores "badetøj" på og gik ind, men før vi kunne gå under, skulle vi vaske os grundigt. Man skulle sidde ved en meget lav bruser og gøre det, og rundt om os sad folk og skrubbede sig utroligt grundigt, da hygiejne er på top tre over vigtigste ting for en japaner (sådan cirka..). Der sad også en ældre herre og barberede sin pande. Ikke fordi han var skaldet og var ved at rage sig, men han barberede stykket mellem øjenbrynene og hårgrænsen. Ved ikke lige, hvad det gik ud på. Da vi satte fødderne i vandet, var det, som om vi ikke rigtig kom videre. Vandet var nemlig så varmt (45 grader), at det næsten var ulideligt. Efterhånden fik vi dog det meste under, og det endte med at blive ret afslappende, men man skulle ikke sidde der for længe, for det føltes næsten som at være i en sauna af vand. Efter lidt tid gik vi udenfor i et lidt koldere bassin, men det var stadig ret varmt (40 grader). Der var også et iskoldt bassin (15 grader), som vi lige dyppede os i hurtigt, før vi igen var henne i det varme vand og nyde livet. Til sidst ville vi lige sidde på en lille terrasse, som også var udenfor. Her fik vi os en lille hyggelig snak med en nøgen japaner, som var flyttet til USA og var hjemme på ferie. Det må siges at være første gang, jeg (Nicolaj) har haft en så seriøs samtale med en nøgen mand. Vi dyppede os lige en sidste gang, inden det gik hjemad. Ens krop var virkelig afslappet efter at have været i onsen - det var, som om man lå i en dejlig stor seng og slappede af, selvom man i virkeligheden var ved at gå hjem. Fantastisk.

Mandag startede jeg (Mika) ud med en løbetur ved floden igen, hvorefter jeg tog mig en omgang gratis morgenmad og skrev det her! I baggrunden kører der et japansk tv-show, hvor reporteren har opdaget nogle cykler, der har brokkoli-hoveder i stedet for sadler. De er helt oppe at køre, mens de sammenligner med en mands mikrofonhår. Typisk japansk er det! Ellers kender jeg en, der glæder sig ufatteligt meget til at skulle tage flyet til New Zealand senere i dag! Jeg håber ikke, at ham dommedagsprofeten har ret i, at jorden går under på fredag, for det er lidt i vejen for vores planer, men hvis den gør, så er det sikkert også en meget fed oplevelse og noget jeg engang vil fortælle mine oldebørn, som er flygtet til Mars.

Vi tog senere toget til Narita Airport, hvor vi skulle flyve en lille tur til Osaka, før den lange tur mod Auckland skulle begynde. Vi var i rigtig god tid, hvilket skulle vise sig at være super vigtigt, for check-in tog over tre gange så lang tid som normalt, fordi lufthavnspersonalet ikke kunne bruge computersystemet, så vi fik et håndskrevet boarding pass.

Endnu et kapitel i historien om vores rejse er afsluttet, og det har været en spændende tid. Vi har oplevet et land med konstant vokseværk og modernisering. Men det er samtidig tæt forbundet med sin historie. Man holder fast i traditionerne, mens man laver nye standarder for, hvad man kan lave inden for elektronik. Vi vil huske japanerne for et effektivt og hårdtarbejdende folk, der elsker, når der er styr på alting og holder høflighed højere end noget andet. Hvis man bare følger reglerne er alt i skønneste orden. Japan er bestemt et besøgt værd, og vi har været overordentligt glade for det!

Med venlig hilsen, Harzen