Men der er masser af nyt fra østfronten, nærmere bestemt Japan! Tirsdag stod vi egentlig ret tidligt op i forhold til normalt. Vi skulle nemlig flytte fra vores lille, hyggelige lejlighed over på hostellet på den anden side af gaden, og vi skulle være ude inden kl. 10. Så hvis vi både skulle i bad og så lave morgenmad og have tid til at nyde den, måtte vi op i god tid. Vi havde faktisk en del mad tilbage, så det endte med, at vi lavede et stort morgenmåltid, der bestod af baguette, spejlæg, scrambled eggs og til sidst en god portion nudler i selskab med en tår sake (japansk alkoholisk drink). Derfor var det med en tæt pakket mavesæk, vi mødte op i receptionen på hostellet. Vi skulle lige vente lidt, før rummet var klar til os, men da vi så det, fandt vi ud af, at det helt sikkert var ventetiden værd! Det var nemlig på øverste etage, og vi havde egen terrasse, som faktisk er ret stor. Vejret var perfekt, så jeg (Nicolaj) tilbragte et godt stykke tid på terrassen med en kop kaffe i den ene hånd og en god bog (Døde sjæle, Gogol) i den anden, mens Mika snakkede med kæresten på Skype.

Senere på dagen tog vi metroen til Ginza station, som skulle være udgangspunkt for dagens oplevelser. På vej hen til første stop, faldt vi over et skilt, som vi ikke kunne lade være med at gå efter. "Panasonic Living - Show Room", stod der med store bogstaver i bunden af en bygning, man næsten ikke kunne se toppen af. Efter vores store succes i Sony Show Room, var der ingen tvivl om, at det var noget, vi skulle prøve! Da vi kom derind, blev vi modtaget af fem damer, der tydeligvis havde haft for lidt at lave i lidt for langt tid, så de var meget ivrige efter at vise os de teknologiske vidundere. Den af damerne, der var bedst til engelsk, fulgte derfor med os rundt for at besvare de spørgsmål, vi måtte have om tingene. Vi havde egentlig mest tænkt os bare at kigge lidt for os selv, som vi danskere nu er så glade for, men nu hvor hun var der, følte vi os lidt nødt til bruge hende. Vi fandt derfor på alle mulige spørgsmål om alle tingene, så vi blev sat godt og grundigt ind i alt fra 3d-fjersyn til hudopstramningsmaskiner (yay). Af de mere spændende ting så vi nogle specielle lamper, der fulgte én, når man gik ned af en gang ved hjælp af sensorer, og der var et lyspanel, man kunne styre ved at bevæge hænderne. Man følte sig ret mægtig, når man med en lille bevægelse til højre fik alle lys til højre til at tænde osv. Det bedste ved udstillingen var dog nogle massagestole, der var så komfortable, at vi ikke rigtig kom videre, da vi fik sat os i dem. Efter at have sovet på tynde madrasser på gulvet i lidt over en uge (typisk japansk stil), var lidt massage ikke det værste, der kunne ske på ens ryg!

Da vi endelig kom videre, var det med Hama Rikyu Garden som destination. Det var en super smuk have, der lå lige ud til Tokyo Bay. Der var skovområde, store bede og damme. Der var også ridebaner, hvor kongen før i tiden plejede at øve sig, og der blev også jaget ænder en del førhen. I den største dam var den et lille tehus på en ø i midten, og her blev der holdt store teceremonier, der nogle gange varede helt op til 11 timer! Vi brugte en times tid på at gå rundt og nyde naturen. Japanerne er gode til rigtig mange ting, men én af deres specialiteter er altså at anlægge smukke haver. Det er også fantastisk, at der i verdens største by, som er så moderne fyldt med bombastiske højhuse, kan være så idylliske haver, der om noget kan bringe ens puls ned midt i storbyens larm.

Da vi igen kom ind i den travle Tokyo-virkelighed, tog vi hen til Tokyo Tower. På vejen derhen blev det mere og mere mørkt, og lyset fra det høje tårn blev mere og mere tydeligt bag skyscraperne. Efterhånden som vi kom tættere på, begyndte vi at kunne se tårnet spejle sig i ruderne på bygningerne. Boom! Lige pludselig stod tårnet lige foran os og blæste os tilbage. Tokyo Sky Tree, som vi tidligere havde set, var dog over dobbelt så højt, men her kom vi helt tæt, så da vi stod lige foran det, væltede vi næsten bagover, når vi kiggede op. Vi tog elevatoren op i tårnet i to etaper; først til Main Observatory, der var 150 m oppe, og så til Special Observatory, der var i 250 meters højde. På vej op i elevatoren, blev der sagt følgende på højttaleren: "In a moment, you will hear a cracking sound, but don't be afraid - it is totally normal!". En udtalelse, hvor man ikke helt ved, om man skal stole på det, når der bliver sagt, at det er helt normalt. Lidt efter kom lyden, men det var vidst meget godt, at man vidste det på forhånd - ellers var der måske nogle, der ville have gået i panik, og hvis der er to ting, der ikke er gode sammen, så er det panik og elevator. Da vi var oppe i toppen og skulle ud af elevatoren, kunne vi under os se et lille mellemrum ved elevatordøren. Her kunne man virkelig tale om 'Mind the gap', for det var frit fald i 250 meter, hvis man trådte forkert der. Dog var det så smalt, at der ikke kunne komme så meget igennem, men det var vildt, at man kunne se hele vejen ned. Da vi trådte ind i Special Observatory, var det men meget svedige håndflader. Ikke på grund af tårnets højde, men mere fordi Afghanistans ambassade lå lige ved siden af tårnet, så vi forventede konstant, at der skulle ske et bombeangreb, men det gjorde der heldigvis ikke (; Synet fra tårnet var helt ekstraordinært! Man kunne se over 50 kilometer i hver retning, og alligevel så byen ud til at fortsætte ud i det uendelige. Så kan man tale om en stor by! Desuden var synet af "Tokyo by night" også bare helt fantastisk. Vi kunne se den kendte bro Rainbow Bridge, og bag den lå det sorte hav og ulmede. Ude i det fjerne ragede vores ven Tokyo Sky Tree endnu højere op, og det fik os til at indse, hvor vildt det ville være at komme op i det 634 m høje tårn. Som om 250 ikke var vildt nok, så kunne man lige tage det og gange med to, så ville man ikke engang være helt oppe i toppen af Sky Tree. Vildt. Efter at have nydt synet godt og grundigt på øverste etage, tog vi ned i den lidt mere moderate højde i Main Observatory, hvor vi i den lille café fik os lidt forfriskninger. Jeg (Nicolaj) tog mig et lækkert stykke chokoladekage, og Mika nuppede sig en cremet caramel macchiato. Det må siges at være en café med en god udsigt, så det gjorde bare kagen og kaffen endnu bedre! Tænk sig at have Tokyo Tower som arbejdsplads? Det var derfor med en god smag i munden, at vi drønede hjemad i metroen. Vi fik os begge to en lille lur i metroen, for når man oplever så meget, bliver man egentlig ret træt, når man endelig sætter sig ned og slapper af for alvor. Vi fik dog slæbt os hen på hostellet, hvor der blev lagt billeder ind af vores bedrifter og læst lidt, hvorefter hovedet blev trykket godt og grundigt ned i puden.

Onsdag blev til en rigtig off-day for os. Vi snakkede om at tage til en varm kilde, men vi blev hjemme, fordi det var ret dyrt, og fordi vi skulle gå i cirka en time fra metrostationen i det konstante regnvejr. Vi har ellers generelt haft fantastisk vejr, men ikke den dag! I stedet blev vi i området og planlagde vores vilde liv og læste 3 milliarder sider i 49 bøger! Om aftenen tog vi til en lille fest arrangeret af vores hostel, hvor vi fik gratis aftensmad, som bestod af nogle lækre nudler med grøntsager. Vi hyggede os super meget med gæsterne. Vi snakkede blandt andet med en kvindelig, canadisk laksefanger (ja, den er god nok), en dansk klassisk guitarist på turne og en franskmand, der har besluttet sig for at prøve lykken af i Japan. Derudover snakkede vi meget med den japanske bartender, der lærte os en masse japansk. Vi kan for eksempel sige: "Er det en hest?" eller "virkelig?", hvilket er meget vigtigt at kunne! Det viste sig, at han er 19 år, har flere forskellige jobs (bartender, hospitalsmedhjælper, DJ) og studerer på universitetet på andet år. Han studerer psykologi, spansk og multikulturelle forskelle på én og samme gang og har typisk timer fra 9 om morgenen til 17 hver evig eneste hverdag! Det gør, at vi igen bliver mindet om, at vi lige nu er ude at rejse og har tid til en masse, og det er mega rart, kort sagt!

Torsdag startede ud med, at vi slog et smut forbi verdens største fiskemarked, Tsukiji, som ligger ganske centralt i Tokyo lige ud til bugten. Trafikken var der overraskende godt gang i! Biler, lastbiler og gaffeltrucks ryger forbi ørerne på os konstant, og stedet lugter langt væk af industri. Når det er sagt, så er selve fiskemarkedet, som er inde i nogle store haller, faktisk ganske hyggeligt. Det er nærmest som en lille, selvstændig by, og jeg (Mika) blev helt i tvivl, om de bare har deres fiskebiks der, eller om de også overnatter der? Da vi ankom ved 11-tiden var de fleste stande så småt ved at pakke sammen for i dag, men vi fik da stadig set en masse fisk. Krabber, krebs, makrel, laks, tun, blæksprutter og konkylier var en del af det kæmpemæssige udvalg af "det gode fra havet". Vi så kæmpe store, sylespidse knive (bliv IKKE uvenner med en japansk fisker), og på skærebrættene lå der fiskeblod i massevis. Det kunne godt have været en gyserfilm umiddelbart, så det var ikke for sarte sjæle. Desuden bød oplevelsen også på en kæmpe tønde fyldt med små, sprællende ål og en levende, dog paneret, krabbe, hvilket ikke giver nogen mening!

Herefter slog vi et smut forbi Tsukiji tempel, som vi observerede ved en tilfældighed. Det buddhistiske tempel var udefra virkelig smukt, og indeni var det meget specielt indrettet forstået på den måde, at det nærmest var helt tomt. Der var en masse siddepladser, som man kender fra en kirke, men endevæggen var fuldstændig nøgen og gold. Kun et lille billede af Buddha var der fundet plads til. Da vi igen drønede ud på gaden i det gode vejr, fik vi muligheden for en gratis smagsprøve på en æble/pærelignende frugt, og det "bar frugt" for sælgeren, da vi købte 5 styks for 21 kroner. Frugten var dejligt læskende og smagen var helt i top, så vi var glade, og så satte vi os ned ved deres biks og spiste frugten, så vi fungerede lige som en slags gratis reklame.

Næste punkt på dagsordenen var Ikebukero, som er et meget moderne område i det nordøstlige Tokyo. Vi tilbragte meget af tiden i "Toyota Auto Salon", hvor der var en biludstilling med Toyota'er. Vi sad i dem, prøvede de sjove funktioner, så bagagerummene og kiggede på motorene. Derudover prøvede vi flere forskellige simulationer, så det var en ganske god oplevelse! Priserne på bilerne er noget mere humane i Japan, så man kan ærgre sig lidt over de vanvittige skatter i Danmark. De ansatte var meget venlige, som man generelt er i Japan, og hvis man kom ind for synsvidde, så blev man straks budt velkommen og hilst på for at vise, at vi er kunderne, så det er os det handler om.

Vores sidste plan i Ikebukero var at se Sunshine City, som er nogle bygninger med butikker, forlystelsespark, kontorer og restauranter. Vi tog op på 59. etage og fik os et dejligt overblik ud over verdens største by. Denne gang i dagslys i modsætning til Tokyo Tower. Turen nedad i elevatoren fra 59. etage til 1. etage tog ikke mere end 40 sekunder!! De forstår at gøre trafikken hurtig de japanere. Infrastrukturen er den klart bedste, jeg (Mika) har set i hele verden. Der er pænt og rent alle steder i Tokyo, og det er som om, at alle vejene har nybelagt asfalt! Togene kan man reelt stille sit ur efter, og det tager ingen tid at komme fra den ene til den anden ende af byen. Den eneste bagside af medaljen er dog, at det til tider er ret forvirrende. I Ikebukero er der for eksempel 6 forskellige linjer, der går dertil. 3 forskellige metrolinjer og 3 "normale" toglinjer! Desuden er det også en del dyrere end Sydkorea og Kina. Metroen er okay billig, men skal man på en længere rejse, så skal man nok punge op, det er helt sikkert!

Vi kom sikkert tilbage til vores hostel, hvor vi nu sidder og slapper af. Vi bor sammen med én fra Malaysia og én fra Sydkorea, så det er ganske hyggeligt, og en anden god ting ved Tokyo er, at vi INGEN myg har set! Det er dejligt! Håber i har det godt, for det har vi i sandhed! Vi kan slet ikke vente til, at formel 1 snart går løs! Husk at se det! Klokken 8 dansk tid på søndag (tror jeg)!

/Mika og Nicolaj