Hej igen!

Efter den fantastiske dag på Suzuka Circuit vågnede vi op tidligt om morgenen i Kojis hjem. Vi ville gerne have det bedste ud af vores Rail Pass, som giver os fri adgang til at rejse med Shinkansen (lyntog, der kører op til 300 km/t), så selvom vi ikke havde været længe i Nagoya, ville vi ud og opleve nogle flere spændende steder i Japan. Denne mandag morgen var destinationen Kyoto, hvor vi ville gå på power-sightseeing. Vi tog afsked med Koji og drønede ned til stationen. Turen til Kyoto var ikke særligt lang, og fordi vi var taget af sted så tidligt, havde vi en hel dag foran os til at gå på opdagelse! I Kyoto var vi endnu en gang så heldige at have fået lov til at bo hos en japaner. Hans navn var Fumiyuki, og vi skulle mødes med ham på Enmachi Station (en lille station i Kyoto) kl. 13. Inden dette havde vi god tid til at se to store templer, der ligger lige ved Kyoto Station, hvor vi var ankommet. Vi havde tænkt os at finde et skab, så vi kunne se templerne uden at skulle bære rundt på de store tasker. Af én eller anden mærkelig grund var ALLE skabene på stationen optaget, selvom der var flere hundrede. Derfor var der ikke andet for end at tage på sightseeing med 30 kilo gods på skuldrene! Det var først på dagen, så det var heldigvis ikke super varmt endnu, men det ville nok have været mere handy at være fri for taskerne. Alligevel var det en super god oplevelse at se templerne. Det ene af dem (Nishi Hongan Ji) havde 750 års jubilæum(!), så der var en hel masse aktiviteter i gang derinde. Der blev også holdt nogle buddhistiske samlinger i de store tempelsale, hvilket også var spændende at se. Det andet tempel (Higashi Hongan Ji) var én af de største trækonstruktioner i verden, og det bestod af to kæmpe tempelbygninger lige ved siden af hinanden. En sjov lille ting ved at besøge templerne var, at man ikke måtte have sko på derinde. Derfor skulle man tage sine sko af og putte dem ned i en lille hvid plasticpose. Overalt i templerne så man derfor folk trisse rundt med deres lille skopose i hånden. Vi skiftedes til henholdsvis at se templerne og passe på tingene, så vi slap for at gå alt for meget rundt med vores bagage.

Da vi kom til Enmachi Station var vi ikke helt sikre på, hvor vi skulle mødes med Fumiyuki, men heldigvis var der kun én udgang, så det var rimelig åbenlyst, hvor han ville komme og hente os. Jeg (Mika) havde set en mexicaner-lignende person i toget, og vi vidste, at der også skulle bo en mexicaner sammen med os. Af en eller anden mystisk grund kunne jeg bare mærke, at det var ham, så vi fulgte bare efter ham, spurgte ham, hvor han var fra, og det var sandelig Mexico! Vi satte os ned sammen med mexicaneren, som viste sig at hedde Isac og ventede på Fumiyuki. Efter lidt tid dukkede Fumi op, og han viste os hen til sit hjem. Det var et rigtig hyggeligt lille hus i samme traditionelle stil, som vi havde set hos Koji. Fumi havde en masse bøger om kunst, hvilket han virkelig brænder for. Han havde faktisk været i Danmark nogle måneder forinden, hvor han havde været på samtlige kunstudstillinger i København med blandt andet Olafur Eliasson. Han var rigtig cool, og han viste os, hvordan vi kom hen til nogle forskellige attraktioner i byen. Sammen med mexicaneren Isac tog vi ud i byen for at se på hovedattraktionerne. Kyoto er sprængfyldt med templer, shrines, museer og andre attraktioner, så vi kunne kun nå at se et lille udsnit af byens udvalg. Det første sted vi tog hen var Kinkaku-ji, som på engelsk kaldes for Golden Pavillion. Og det var ikke uden grund, at den hed "Golden". Den var nemlig fuldstændigt guldbelagt, så det var en overvældende og smukt syn. Pavillionen lå og spejlede sig i søen foran den, og den var omringet af træer og buske, hvis rødtonede blade var med til at gøre det til én af de flotteste steder, vi havde set i Japan indtil videre.

Efter dette vidunder lavede vi et radikalt genreskift, for næste stop var International Manga Museum. For dem der ikke ved det, så er manga en japansk type tegneserier, der efterhånden er blevet populær verden over. Tegningerne er ofte meget kraftfulde og udtryksfulde, og nogle gange også lidt overdrevede. Kendte eksempler er Pokémon og Dragonball Z, som mange danske børn har set som tegnefilm, men der er også seriøs manga til de lidt større børn. Samlingen af tegneserier på museet var enorm! Man kunne nærmest komme der hver dag i 30 år og stadig finde nye tegneserier at læse i! Vi kiggede i nogle af dem og så nogle udstillinger om historien og udbredelsen af manga fra Japan til hele verden. Museet havde også en stor samling af manga oversat til andre sprog, så der var også nogle på dansk.

Det næste på dagsordenen var en hyggelig gade, der hedder Pontocho. Den ligger langs en flod i byen, og her går folk i Kyoto om aftenen hen for at tage på bar eller fin restaurant med udsigt til floden. Selve gaden var meget smal, hvilket var med til øge charmen. Der var utallige små restauranter, og mange steder kunne man se ind til de travle køkkener, hvor der blev lavet alle mulige japanske specialiteter til de forventningsfulde gæster. For enden af gaden drejede vi ned i et område, der hedder Gion. Her kan man nogle gange se de såkaldte geishaer, som er kvinder i den traditionelle kimono og med helt hvidmalet ansigt. En geishas job er at ekskortere mænd til festlige begivenheder, men i dag er det dog mest for show, de er der og for at holde traditionen i live. Vi så desværre ikke nogle geishaer, men vi så nogle "halve" geishaer. De havde kimono på, men ikke det karakteristiske hvidmalede ansigt. Lige pludselig stødte vi ind i et shrine, som der som sagt er rigtig mange af i byen. Efterhånden var det ved at blive aften, og det var hyggeligt at se et shrine efter mørkets frembrud. Vi stødte også på en arkitektur-udstilling med futuristiske bygningsværker, som straks stjal opmærksomheden fra Isac, som er nyudklækket arkitekt. Det var en meget fed udstilling, selvom det var lidt svært at forstå, da det mest betydeligt stod på japansk, men sådan er det.

Da vi skulle hjem til Enmachi station stod vi på toget ét stop før. Men da det begyndte at køre opdagede vi, at der var noget lidt forkert over det. Det viste sig at være et ekspres-tog, som først stoppede mange kilometer senere, så vi tog lige en omtur på en 45 minutters tid, men vi grinede bare af det, for det var faktisk ret sjovt, så længe vi ikke endte i Zimbabwes mest voldelige by vest for sahara.

Da vi kom hjem til Fumi stod den på sjov og hygge. Vi lærte at tælle til 7 på japansk og kom rigtigt godt ind på livet af Fumi, selvom japanerne har et ry for at være venlige, men svære at bryde helt ind til. Vi havde også en god snak om Mexico, og sandelig om vi ikke fik foræret en billet til Mexico City metro, som Isac lige havde i overskud! Det kunne være, man skulle derover engang? Der er så mange fede steder i verden! Til gengæld lærte vi dem at snakke flydende dansk (sådan da) og viste dem dansk musik, hvor det viste sig, at Isac fra Mexico udmærket kendte Mew og Kashmir: "Yeah, I know that one! It's quite famous!". Klokken nåede at blive 02.30 om aftenen, før vi gik i seng. Det var virkelig noget af en oplevelsesrig dag! Kyoto er noget mere end en klima-aftale!

/Kongerne af Harzen