Hej derude!

Torsdag morgen stod vi op til en vaskeægte rejsedag, men det skulle også vise sig at være en dag fyldt med oplevelser og store følelser. Vi startede med at tage et tog kl. 8.41 fra Hakata til Hiroshima, som ikke var vores endelige mål, men mere bare et lille stop på vejen. Vi havde planlagt det, så vi havde tre timer og 20 minutter i byen, før vi skulle videre. På den måde kunne vi jo lige tage en lille tur hen til de vigtigste seværdigheder i byen. Hiroshima er en spændende storby med mange store bygninger og attraktioner, men den er mere end noget andet kendt for én ting: den blev d. 6. august 1945 mål for verdens første atomangreb, da den amerikanske Captain Tibbots fra krigsflyet Enola Gay (som faktisk er opkaldt efter kaptajnens egen mor) smed atombomben "Little Boy" over byen. Bomben blev udløst ca. 600 meter over jorden for at udnytte eksplosionens kraft bedst muligt, og næsten lige under epicenteret stod en bygning, som på fantastisk vis blev stående, mens stort set alt omkring den blev jævnet med jorden. Det skete selvom bygningen ikke var specielt solid, men dens specielle form var skyld i, at den blev stående. Den har nemlig en stor kuppel i toppen, og derfor bliver den nu kendt som "Atomic Bomb Dome" (dome = kuppel). Vi havde læst i vores Lonely Planet bog om stedet i forvejen, så vi var klar over, hvordan det ville se ud. Alligevel var det en vanvittig oplevelse at se denne bygning med sine egne øjne! Man kunne føle, hvordan alt liv lige der var blevet fjernet fra stedet på et splitsekund for 66 år siden.

Da vi stod og kiggede på bygningen kom der pludselig en japansk dame hen til os og spurgte, om hun måtte øve sig i engelsk ved at fortælle os om bygningen og historien på stedet. Det måtte hun rigtig gerne, og hun fortalte i lang tid om alting - om hvordan byen havde været før, hvordan alting var blevet ødelagt osv. Det var utroligt spændende at høre om, men også virkelig bevægende. Det viste sig, at hendes mor var én af de få overlevende fra angrebet, så hun havde været øjenvidne til et rent helvede på jorden. Der er tusind ting at skrive om dette, men af det vigtigste ting kan det siges, at hendes mor efter angrebet havde løbet rundt i ruinerne og ledt efter liget af hendes søster, som havde været på arbejde tæt ved epicenteret på den skæbnesvangre dag. Hun havde set, hvordan hundredvis af mennesker havde ligget totalt forbrændt og skreget efter vand og hjælp, og de, der kunne bevæge sig, var søgt ned i floden for at blive kølet af i vandet. Mange havde ligget med indvoldende uden for kroppen på grund af det enorme tryk, som bomben havde forårsaget. Ikke nok med at nærmest alt inden for en radius af to kilometer blev jævnet med jorden, så opstod der et vakuum der, hvor trykket kom fra eksplosionen. Dette vakuum blev efterfølgende udfyldt med luft, der strømmede ind med et tryk i samme kraft som eksplosionen, og det var dette tryk, der trak øjne og indvolde ud af overlevende fra den første trykbølge. Mens damen stod og fortalte om det kunne jeg (Nicolaj) ikke lade være med knibe en tåre, hvilket hun også bemærkede, og hun blev også selv lidt våd i øjnene. Det var så enorme ødelæggende kræfter, der havde været på spil den dag, og selvom jeg har hørt om angrebet og skaderne og endda har arbejdet med emnet i historie og fysik i gymnasiet, rev det mine følelser rundt at være på stedet og høre en masse om det fra én, der havde haft det så tæt inde på livet. Man kan høre en masse ting om rædsler og ødelæggelse, men man forstår først rigtigt, når det kommer helt tæt på.

Bagefter gik vi hen til "Childrens War Memorial", der er rejst i mindet om alle de børn, der døde ved angrebet. Opførelsen blev inspireret af en lille pige, der havde fået kræft på grund af strålingerne fra angrebet, og i håbet om at blive rask satte hun sig for at folde 1000 papirtraner, da tranen er et symbol på håb. Hun nåede ikke at folde dem, før hun døde, men børn fra hele landet hjalp med at folde de sidste, og man kan se dem alle sammen i nogle montrer ved monumentet. Mens vi var der stod der en kæmpe flok skolebørn på udflugt foran monumentet og sang nogle sange på japansk. Formentlig om håb og fred. Vi var også forbi et monument, der var blevet rejst i mindet om de koreanske ofre fra angrebet. Ti procent af de ca. 200.000, der døde af eksplosionen (mange tusinde døde de næste mange dage efter angrebet af skader fra forbrændinger og radioaktiv stråling), var koreanere, og mange af dem var blevet taget til Japan som krigsfanger, der skulle lave slavearbejde i Japan.

Til sidst tog vi hen på museet, der også var rigtig spændende, men vi havde hørt de fleste af tingene allerede fra den før nævnte dame. Her kunne vi se genstande fra folk, blandt andet ure, der stod på 8.15, hvor bomben sprang. Der var også en masse information om, hvordan USA havde udviklet bomben og diskuteret den eventuelle brug af den i et angreb på Japan. Der var også breve af blandt andre Albert Einstein, der havde skrevet til præsident Roosevelt om effekterne af atomkræft og sandsynligheden for, at kunne bruge det til at lave bomber. Besøget i Hiroshima var yderst bevægende og helt sikkert endnu et højdepunkt på vores rejse. Til sidst kan det nævnes, at vi så en flamme på pladsen, som først bliver slukket den dag, hvor alle atombomber er uskadeliggjort! Kommer den dag mon nogensinde? Obama har nedrustet deres arsenal af a-bomber, så det er et fantastisk signal at sende, da de jo er de eneste, der reelt har brugt dem i krig først i Hiroshima d. 6 august 1945 og tre dage senere i Nagasaki. Lad os nu bare være venner i stedet for!

Efter Hiroshima tog vi shinkansen-lyntoget til Shin-Osaka, som er Japans trafikale knudepunkt, hvor vi skiftede tog i retningen mod Tokyo. På denne strækning kørte toget forbi Mt Fuji, som rejste sig dystert bag et lag af skyer, og det var en hurtig, men god oplevelse lige at få et glimt af det legendariske bjerg. Efter dette tog vi toget til Nagano efter et lille skift i Tokyo, og turen var hurtigt overstået. Da vi kom frem, skulle vi dog lige finde vores hostel, og det viste sig at være en udfordring i sig selv. Vi gik den helt rigtige vej, men da hostellets skilt som det eneste i Japan ikke var lyst op af neon, vadede vi lige forbi det. Vi måtte efter lidt tid indse, at det ikke var til at finde. Derfor stak vi hovedet ind i noget, der lignede en lille butik, men det viste sig at være et kontor fyldt med travle japanske businessfolk. De tog sig dog lige tid til at hjælpe os med retningen, og de printede endda et lille kort ud, hvor vi kunne se, at det lå et sted, som vi var gået forbi lang tid før. Vi løb hele vejen tilbage med vores kæmpe oppakning på ryggen, for vi skulle nå derhen, inden hostellet lukkede for aftenen, og det var klokken 9. På daværende tidspunkt var klokken 20.55, så vi havde virkelig travlt. Vi nåede det lige på slaget og kunne ånde lettet op. Vi fik os et velfortjent bad, inden vi smed os i seng, for vi skulle tidligt op næste dag for at... (spændingen udløses i næste blog)