Hej All(e)(ah)(an)!

Så blev det den herrens år 2011, den herrens dag fredag, den herrens sidste dag i september! Har man nogensinde kendt mage? Det har man faktisk! Men okay! Klokken var omkring 15, før vi sneg os ud af vores værelse og igen på gåben tog turen ned igennem Tokyo! Denne gang var destinationen Tokyo Dome, som er en kæmpe indendørs hal. Tokyo Yomiuri Giants skulle nemlig spille baseball-kamp mod Hiroshima CARP, og det var ikke en chance, vi ville forpasse! Baseball i en kæmpe hal, ja tak! Vi fik købt os de billigste billetter til 70 kroner, hvilket er ganske udmærket pris, selvom det var ståpladser, og at kampen altså lige varede næsten 4 timer. Men vi holdt fanen højt takket været den gode stemning fra de måske 40.000 tilskuere! Det er ret vildt at tænke på, at de kan skrabe så mange fans sammen, når de spiller stort set hver dag, men det er jo verdens største by! Kampen var sat til at starte klokken 18 lokal tid, og vi begyndte langsomt at kunne synge med på deres originale slagsange, som var en opvarmning inden kampstart. Vi prøvede at snyde os til en siddeplads, fordi stadion ikke var helt fyldt, men desværre blev vi opdaget af en politimand, som forinden havde set vores ståplads-billet, da vi ikke kunne finde vej, men vi er jo bare dumme udlændinge, så det er fint nok! Den virker hver gang! Første inning (en slags halvleg, som der er 9 af) var godt i gang, da jeg (Mika) så, at en af spillerne gik hen imod tribunen og vinkede hen imod dommeren, at hun skulle stoppe spillet. Først troede jeg, at det var noget taktisk i spillet, men så observerede jeg en kvindelig person, der havde været så uheldig at falde ud over rælingen på tribunen og var landet nede på græsset. Hun lå (heldigvis) og vred sig, og faldet var nok ikke mere end 2 meter, så værre var det ikke, men man holdt da lige vejret et kort sekund. Fem minutter senere var hun båret fra banen, og spillet var i fuld gang igen.

Giants, som vi heppede på, kom ikke så godt fra start. De tabte første inning 1-0, men kampen var en ret lige affære, som indtil ottende (næstsidste) inning stod 2-2. Men her viste Giants så også klasseforskel og viste, at de er det mest vindende hold i japansk baseball! Med intet mindre end syv point på én inning slukkede de håbet for det ellers godt kæmpende modstanderhold. 4 af pointene blev hentet på et slag - nemlig et homerun - af Abe (det var hans navn, ja!), som fyrede bolden op til tilskuerne, hvilket gjorde, at 4 spillere kom i mål. Folk var ellevilde, og det var også ret så afgørende for kampen, så vi jublede med for fuld udblæsning! Kampen endte 9-3 til Giants, så der var god stemning på vej ud af stadion efter kampen, og vi var blevet en uforglemmelig oplevelse rigere. Vi er også blevet ret gode til at fatte de til tider komplicerede regler, for det er ikke bare rundbold-regler. Der er meget mere i det. Vil du vide mere, om baseball-regler, så kontakt os igennem denne blog. Det koster kun 98.000 kroner om året, men så får man også en signeret laks med i købet. Vi var hjemme klokken cirka 23.30 på vores hostel, hvorefter det stod på drømmeland!

Lørdag blev i sandhed en begivenhedsfattig dag, men ikke desto mindre en dejlig dag! Når man er ude at rejse som os, så er det rart, at man kan gøre 100 procent, hvad man har lyst til, og lørdag blev en slap af dag! Vi stod sent op, fik styr på vores liv generelt, ordnede og planlagde rejsen, spillede computer, så film og læste i vores respektive bøger! Derudover lavede jeg (Nicolaj) en omgang spaghetti med kødsovs. Vi har jo eget køkken, så det må man jo bare udnytte! Generelt har vi det også bare super godt i vores egen lille midlertidige lejlighed i Tokyo, som vi godt nok deler med to andre, som vi dog ikke ser super meget til. I starten boede der kun én anden her, men i dag var der en rigtig sjov fyr, der flyttede ind igen. Han har nemlig boet her i næsten to år, men har lige været ude og rejse i en måneds tid. Han er en midaldrende mand med langt hår og stor passion for guitar. Han lever faktisk af at spille koncerter rundt omkring i verden, men altså mest i Tokyo for tiden. Ud over dette arrangerer han forskellige musikarrangementer rundt omkring i byen, så han er en mand, der lever for musikken og helt sikkert bliver ved med det til han dør. Og han kan godt lide Bob Dylan. Bum.

Søndag var der lidt mere gang i den, selvom vi tog os god tid om at komme ud af døren. Planen var at tage en tur rundt i området omkring Tokyo Tower, som vi selvfølgelig også skulle op i. Vejret var bare ikke lige helt med os, så vi valgte en anden tur, hvor vi ikke var afhængige af at kunne se langt fra et tårn. Vi tog nemlig over til handelsområdet Shinjuku, hvor vi havde hørt, at der er en masse høje bygninger. Vi tog for første gang i lang tid metroen, for det var lige langt nok væk, hvis vi skulle kunne nå hjem igen samme dag. Vi hoppede dog af nogle stop før, så vi kunne gå derop igennem et parkområde. På turen kom vi forbi en masse sportsanlæg - på nogle blev der øvet serie 6 baseball, på andre blev der spillet collegebaseball, og desuden blev der spillet tennis. Vi blev tilbudt at komme ind og så collegebaseball af en studerende, der stod uden for stadion for at promovere kampen, men vi takkede nej, da vi hørte at prisen var den samme som det, vi skulle af med for at se en professionel kamp (selvom det formentlig ville have været siddepladser til samme pris..). Efter vi også havde passeret det nationale fodboldstadion, hvor der også skulle spilles kamp, kom vi til en mur af høje bygninger. Og mennesker! Faktisk var der så mange mennesker på gaden, at nogle af de brede veje var blevet spærret af for biler, så de kunne fungere som en slags gågade. Vi gik lidt rundt og betragtede den travle atmosfære og endte i en kæmpe bogbutik, hvor jeg (Nicolaj) købte bogen "The Lovely Bones", som jeg længe havde tænkt på at købe, og Mika købte "The Hobbit", som er forhistorien til Ringenes Herre. Vi brugte en del timer i området, og efterhånden som det begyndte at blive mørkt, bevægede vi os ned på måske den mest travle metrostation i verden for at drøne hjemad. Det kom vi dog aldrig, for på vejen faldt vi i snak med nogle flinke gamle damer. De spurgte os, om vi ville med i kirke, og nu var det jo søndag, så vi sagde jatak. Da vi kom derhen, fandt vi lidt efter lidt ud af, at det ikke var en gudstjeneste, det drejede sig om, men nærmere en hyggeligt lille forsamling med bøn. Bagefter sagde de, at de gerne ville døbe os, men den var vi ikke helt med på, så vi fortalte dem, at vi altså var døbt. De insisterede nærmest på, at det skulle ske, og vi er ikke helt sikre på, hvorfor de insisterede på, at vi skulle døbes igen. Vores bedste bud er, at det mest var på grund af den sproglige barriere og måske lidt kulturel forskel, der var skyld i det, for de var rigtig flinke og havde tydeligvis gode intentioner. Jeg fik dog drejet snakken over på noget andet, da jeg fortalte, at jeg havde været i Afrika mange gange. Det havde de også, og så snakkede vi lidt om det. Så det hele endte stille og roligt, og vi tog afsked med dem kort tid efter. Lidt spøjs oplevelse, men så fik man da også det med! Desuden blev de helt vilde, da de fandt ud af, at Mika havde beskyttet dronningen, for det er jo noget de kære japanere går meget op i. Vi sluttede dagen af med spaghetti omkring midnat og drog til køjs.

Vi vågnede heldigvis igen om mandagen efter en god gang søvn. Den tid, vi har boet i vores lille lejlighed, har vi faktisk fået os nogle lidt faste rutiner. Hver morgen laver vi nemlig æg, som vi spiser med brød, der er blevet købt hos bager Andersen dagen før. Nogle gange får vi os også lige en ostemad. Bagefter bliver tasken pakket med vand, bananer og det brød, der er til overs fra morgenmaden. Det skete også denne dag, og da madpakken var klar, tog af sted imod Shibuya, hvor vi begge havde glædet os meget til at komme hen. Da vi kom ud fra stationen i Shibuya, blev vi som det første overvældet af verdens mest travle fodgængerovergang, også kendt som Shibuya Crossing. Systemet er lidt anderledes i Japan med hensyn til lyskryds. Biler kører som vi kender det, men fodgængerne må vente, for der er nemlig rødt lys for alle i et godt stykke tid. I løbet af denne tid, bliver der samlet en kæmpe kødrand af mennesker, der venter på at komme videre. Lige pludselig bliver der grønt for alle fodgængerne, og de vælter hen over vejen. Mindst 500 personer krydser vejen på alle leder - også diagonalt mellem hjørnerne i krydset. Det ser super sjovt og virkelig specielt ud, og man fatter næsten ikke, at der kan være så mange mennesker på én gang! Vi stod i lang tid og knipsede løs og filmede fænomenet, men lige pludselig blev vi afbrudt af en dame, der spurgte, om hun måtte interviewe os. Og her er der måske nogen, der føler et lille deja-vu. Hvis du sidder og føler det, er der en grund til det. Det er nemlig ikke første gang, vi prøver det, så vi er jo ved at være vant til berømmelsen! Men vi var i hvert fald helt med på at lave et lille interview, som blev optaget med Shibuya Crossing i baggrunden. Shibuya er nemlig et område, hvor især de unge kommer for at shoppe, feste og andet godt, så det var den perfekte scene for interviewet. Det handlede nemlig om den japanske mode for de unge. Vi blev vist nogle billeder af forskellige piger, og vi skulle så sige, hvad vi syntes om deres stil osv. Vi fortalte om forskellene mellem den japanske mode og den danske, og det var også det, interviewet skulle bruges til, for det skulle vises i et morgenshow på tv, hvor de snakkede om modeforkelle mellem Japan og andre lande. Så hvis der er nogle der blænder op for japansk tv i morgen tidlig, kan de nok godt forvente at se os på skærmen!

Efter vores "minutes of fame" tog vi hen til en park kaldet Yoyogi i området, og det må siges at være et fantastisk sted. Efteråret er lige så stille begyndt at vise sig i Tokyo, så der var en del træer med rødlige og brune kroner, og der var også en del blade, der var faldet af træerne mange steder. Der var meget liv i parken, og da det jo er et område for unge, var der masser af den slags, der spillede guitar, sang, legede, spillede fodbold eller bare lå i græsset og nød mandag eftermiddag. Der var også en mand, der tydeligvis var ved at øve sine dansetrin til club'en i aften, for han stod for sig selv og dansede helt vildt med de sjoveste bevægelser. Vi kunne ikke lade være med at trække på smilebåndene, for det så altså ret komisk ud. Vi nød vores lille medbragte madpakke i skyggen af et træ, der var flækket fuldstændigt. Det kunne se ud, som om der var slået et lyn ned i det, og det var et meget brutalt, men smukt syn. Herefter gik vi lidt mere rundt i parken, og vi blev enige om, at det faktisk var meget rart at føle efteråret komme, for vores rejse har jo været én lang og utroligt varm sommer indtil videre, så det var rart og hyggeligt at mørke lidt efterårsstemning - lidt ligesom at være hjemme lidt. Det skal dog siges, at vi stadig har det lunt, selvom det er efterår, for vi er blevet så vant til varmen, at vi ryster af kulde, hvis temperaturen sniger sig bare lidt ned under 25 grader!

Efter besøget i parken gik vi over til et område kaldet Harajuku, som er et idyllisk shoppe-område proppet op med mennesker. Det fulgte vi så tilbage til Shibuya, hvor vi lige fik et ekstra glimt/indtryk af den menneskefyldte fodgængerovergang. Desuden tog vi lige et hurtigt smut op i Shibuya 109, som er et indkøbscenter, men det droppede vi, da vi fandt ud af, at det kun var beregnet til det andet køn, så det var ikke så spændende. Men dagen havde været eksemplarisk, og vi følte virkelig vi lærte Tokyo at kende, som ikke bare er en ensartet by, men som er yderst mangfoldig. Det er jo også verdens største metropol!

Håber i har det godt derhjemme!

/Mika og Nicolaj