Hej igen!

Tirsdag eftermiddag efter besøget i Nara stod den på rundtur i Osaka, som er Japans 3. største by. Noget af det første, vi lagde mærke til var lidt mærkeligt: På rulletrapperne står folk til højre og går til venstre! Det lyder da meget normalt, tænker i nok, men i samtlige andre byer i Japan er termen, at man står til venstre og går til højre, da man jo også kører i venstre side af vejen i Japan og derfor overhaler højre om. Vi lagde mærke til det mindst 10 gange, så den må altså holde i retten! En anden sjov ting er, at der simpelthen er togvogne reserveret kun for kvinder i Osaka. Rimelig kønsdiskriminerende, vil jeg sige? En mand kan ikke bare gå ind i et tog, han skal også sørge for ikke at gå ind til kvinderne? Måske Osaka er stedet for kvinderettighedsforkæmpere i Japan, men hvorfor i al verden vil de have deres egne togvogne, hvor det tydeligt og klart står skiltet: Women Only! Togvogne burde da bare være offentlige og så have pladser til handicappede? Meget underligt egentligt, men nok om det!

Det første på vores check-af-liste i Osaka var at se Osaka Castle! Det mindede meget om Nagoya Castle forstået på den måde, at det er omringet af en kæmpemæssig voldgrav, og så er bygningsværket hævet op på en slags bred piedestal af mursten, så borgen bliver hævet endnu højere op. Vi havde okay med tid, så vi fik set en del spændende udstillinger om en shogun (japansk general), som havde afsat ordren til at bygge borgen, og om hvordan borgen flere gange var brændt ned og derefter genopbygget. Haven omkring slottet var ganske hyggelig og førte os videre på vores færd imod Dotombori, som er et hyggeligt sted at gå om aftenen. Vi kunne endnu en gang udnytte vores Japan Rail Pass, for vi tog et lokalt tog fra slottet hen til Dotombori. På stationen blev vores næser fanget af en helt speciel lugt. Det var nemlig den fortryllede duft af nybagte vandbakkelser, og hvis der er noget, som jeg (Nicolaj) er helt vild med, så er det denne lækre lille sag. Vi fulgte vores næser hen til en lille biks, hvor vandbakkelserne var linet op, lige til at spise. Ikke nok med at det var vandbakkelser, men de blev også fyldt med vanilla custard (også kendt som råcreme). Med et lille stykke af himlen i hånden hoppede vi på toget hen til centrum.

Vi havde læst i vores guidebog, at der i Dotombori var en helt speciel darwinistisk lov, der gjaldt, nemlig "survival of the flashiest". Da vi kom derhen, var det med det samme tydeligt, at denne beskrivelse var meget rammende. Hele vejen hen af gaden, der i øvrigt lå parallelt med en hyggelig lille flod, var der neon i flere end regnbuens farver! De enkelte butikker og caféer gjorde alt for at overbevise folk om, at man netop skulle besøge deres sted ud af udvalget på flere hundrede steder. Der var også alle mulige figurer, der stod ude foran stederne, der skulle fange folks opmærksomhed, blandt andet en figur af en meget sur, men meget komisk kok. I en café var der en dansende krabbe, og sådan fortsatte det bare ned af gaden. Vi tog også lige et lille smut ind i en såkaldt Pachinko, som er en slags spillehal, hvor der sidder japanere i mængder og spiller på diverse spillemaskiner og enarmede tyveknægte. Alle maskinerne tilsammen lavede dog næsten lige så meget larm, som bilerne til Formel 1 havde gjort det, så vi skyndte os ud igen for at redde vores hørelse.

Den sidste ting, vi havde planlagt at se i Osaka var Umeda Sky Building, en slags hypermoderne triumfbue, som er fyldt op med restauranter og andet godt. Man kunne komme op på et udendørs observatorium, men det kostede lidt meget, så vi nøjedes med at tage op på andenøverste etage i ca. 140 meters højde, hvorfra vi havde en fantastisk udsigt over byen. På turen op tog vi en almindelig elevator, men på vejen ned tog vi først en rulletrappe fra den ene side af buen til den anden, og det var en vild oplevelse at stå på rulletrappen, der bare hang der ud over det fri (De skrå "bjælker" i toppen af bygningen på billedet). Det sidste stykke ned tog vi med en elevator, som også var ude i det frie område i midten af buen, og ud gennem glasfacaden kunne vi se, hvordan vi lige så stille nærmede os jordens overflade igen. Da vi var nede, tog vi hjem til Fumi i Kyoto igen, og vi snakkede lidt med ham, men det varede ikke længe, før vi lå under dynen.